Kommentar

Adam Smiths egennytte er ikke sympatisk

Følger vi vores egennytte på markedet, er vi nødt til at være sympatiske for at vinde købers gunst, lød det i en kronik i sidste uge. Men hvis motivationen er egennyttig, er handlingen pr. definition ikke sympatisk, da den sker af hensyn til én selv – ikke den anden
12. juni 2013

Chefkonsulent i Cepos, Mia Amalie Holstein, beskriver i en kronik den 6. juni her i avisen, hvordan begrebet sympati er blevet patenteret af venstrefløjen i Danmark, og hvordan det – hvis man følger Adam Smith – er en misforståelse at tro, at sympati er inkompatibelt med egennytte. Lad mig allerførst sige tak til Holstein for at kaste lys over en alt for ofte glemt side af Adam Smith, nemlig hans moralfilosofi, som han grundigt udfoldede i værket The Theory of Moral Sentiments. Det være sagt, så er der dog også et par punkter, der springer i øjnene.

Selv om kronikken umiddelbart sigter mod at være en kritik af venstrefløjens patentering af sympati (som inkompatibelt med markedet), så kunne man ud fra samme logik ligeså godt kritisere højrefløjen for det modsatte. For hvor ofte hører man højrefløjen lave koblingen: »Det er godt for økonomien, hvis du er sympatisk?« Ja, hvor ofte hører man i det hele taget en politiker fra højrefløjen tage ordet sympati i sin mund? Den såkaldte patentering fra venstrefløjen kunne i lige så høj grad forklares med, at højrefløjen er ligeglade med sympati (i økonomiske spørgsmål forstås). Tilbage står det fælles problem, at den gængse udlægning af Adam Smith, det være sig af højre- eller venstrefløj, alene fokuser på The Wealth of Nations og ikke kobler denne til hans moralfilosofi.

Et dybere problem er imidlertid selve koblingen mellem sympati og egennytte og det manglende blik for moralsk motivation. For hvis du er sympatisk for at tjene flere penge til dig selv, altså af rent instrumentelle grunde, så er du netop ikke sympatisk, du er ’bare’ en egennyttig forretningsdrivende, der udnytter medfølelse til at tjene penge til dig selv (hvilket vil føre til det fælles bedste i det lange løb). Det må være sådan, at du enten rent faktisk er empatisk – og i så fald har du ikke øje på profitten i situationen, men derimod på det andet menneskes følelser – eller også er du egennyttig og bruger følelserne instrumentelt til at opnå et mål, som ikke har noget med den andens følelser at gøre.

Det filosofiske problem om moralsk motivation går dybt. Hvis man ligger vægt på princippet om nytte, som Holstein skriver, ligger man altså vægt på konsekvensen af en handling. I etiske termer kaldes det konsekventialisme. En klassisk retning inden for konsekventialismen er utilitarismen, som hævder, at den rigtige handling er den, som giver ’mest mulig nytte for flest mulige mennesker’.

Den syge ven

Problemet er, at alle former for konsekventialisme løber ind i problemet med moralsk motivation, når det retfærdiggør en konkret handling med personens moralske motivation for den handling. Lad mig forklare med lidt hjælp fra et eksempel filosoffen Michael Stocker gav tilbage i 1970’erne:

Din ven er alvorligt syg. Du tager hen og besøger ham, som man nu gør, når man er venner. Efter I har snakket sammen lidt tid, siger din ven tak for besøget, hvortil du svarer, at du besøger ham, fordi du mener det vil maksimerer den generelle nytte i samfundet.

Ifølge Michael Stocker vil netop din moralske motivation for at gøre det etisk rigtige (at maksimere den generelle nytte i samfundet) forringe værdien af din handling (at besøge din syge ven).

»Nåh« svarer din ven. »Det er altså ikke, fordi du holder af mig?«

»Nej, grunden til, jeg besøger dig, er, fordi jeg mener, det vil have de bedste konsekvenser.«

Omvendt kunne man have forestillet sig, at du besøgte din syge ven netop på grund af din medfølelse med ham, men dermed havde du ikke handlet i overensstemmelse med din moralske overbevisning (at handle således at det maksimerer den generelle nytte i samfundet).

Ikke blæse med mel i munden

Det er det samme, der er på spil, når Holstein f.eks. skriver: »Det sympatiske er derfor ikke kun den gode intention, Det sympatiske er også den kloge handling med blik for konsekvensen.«

Hvis vi ser på eksemplet fra kronikken med den sympatiske købmand, svarer dette altså til, at købmandens moralske motivation enten er at handle ud fra sin egennytte og dermed tjene penge til sig selv eller at handle sympatisk ud fra den andens følelser, men så netop ikke ud fra en motivation om selv at tjene flest penge (og dermed ikke tjene ligeså meget som ellers). Hverken købmanden, Adam Smith eller Holstein kan blæse og have mel i munden på samme tid – det er et enten-eller.

Det være sagt så er koblingen af The Wealth of Nations og The Theory of Moral Sentiments fornuftig, om end en mere oplagt konklusion ville være denne: Netop for det fælles bedste skyld, så lad købmanden agere egennyttigt på markedet, men lad også selvsamme marked være styret af en stat, der kan regulere markedet, når det bliver for hårdt og brutalt: kort sagt, for egoistisk.

 

Casper Christiansen studerer filosofi og politik & administration på RUC og arbejder som gymnasielærer i filosofi og samfundsfag

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Viggo Helth
  • Søren Rehhoff
  • Jørn Vilvig
Viggo Helth, Søren Rehhoff og Jørn Vilvig anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu