Kronik

Bor vi i en vækstmotor?

København er en vækstmotor. Det siger overborgmesteren igen og igen. Men hvordan skaber en by egentlig vækst? Kan økonomisk trivsel og imødekommende byrum gå hånd i hånd?
Kulturhavn åbnes på Islands Brygge. Kulturhavnen er en af mange kultur- og fritidsaktiviteter på Islands Brygge. Fra havnefronten kan man se over på Kalvebod Brygge, der ifølge dagens kronikør er et klassisk eksempel på et byrum, som er blevet udstykket til parkeringspladser, højhuse og en hel masse ingenting – til gavn for firmaer frem for indbyggere.

Jørgen Schytte

Debat
28. juni 2013

Storbyerne vokser. Derfor skal der bygges nyt. Der hviler et stort ansvar på dem, der planlægger vore byområder. De planlægger vores fremtid. I København betoner visionsdokumenterne, at den skal være »verdens bedste by at leve i.« Vi ved heldigvis godt, hvordan man udvikler gode byrum, der både giver muligheder, livskvalitet og langsigtet økonomisk trivsel. Kommunen ved det også: tæt bebyggelse, blandede funktioner, åbne facader, aktivitet på fortovene. Men sådan bliver det bare kun en gang imellem.

Det er ikke et spørgsmål om økonomiske hensyn over for menneskelige hensyn. For når det, vi har lært om gode og frugtbare byrum, gang på gang bliver tilsidesat af entreprenører med snævre og kortsigtede interesser, underminerer det både byrummenes kvalitet og byernes økonomiske bæredygtighed. Hvorfor sker det så alligevel? Og hvordan kan vi vende tendensen og sikre, at de, der påtager sig ansvaret for at udbygge byerne, handler langsigtet og til gavn for alle parter?

Livskvalitet og vækst

Et bystyre skal sikre, at byens indbyggere har det godt i byens offentlige rum, og at byens økonomi hænger sammen. De to hensyn kan enten arbejde sammen eller imod hinanden. Hvis vi gør hele byen bilfri og omdanner havnen til strand, vil det nok i første omgang være dejligt, men på kort tid medføre dalende aktivitet og færre arbejdspladser, hvilket vil gå ud over bylivet, fordi markedet for de butikker og kulturtilbud, der understøtter det, vil blive undermineret.

Omvendt, hvis vi kun tænker på profit, udbyder alle ledige grunde til højestbydende og tillader enhver form for byggeri hvor som helst, vil byens offentlige rum hurtigt blive overtaget af snæversynede interesser, der ikke har råd til at bekymre sig om, hvordan bebyggelserne påvirker det omkringliggende område. Det vil fratage byrummet dets mangfoldighed og indbyggerne deres muligheder, hvilket i næste led vil gøre byen mindre rentabel og mindre attraktiv for erhvervsdrivende og dermed gå ud over økonomien. Altså en negativ spiral, hvor større indtjening på kort sigt fører til dårligere byrum, hvilket fører til mindre indtjening på lang sigt.

På den anden side kan de to hensyn også arbejde sammen: Økonomisk trivsel fører både til større beskæftigelse og flere muligheder på gaden, hvorfor det virker positivt på indbyggernes livskvalitet. Et indbydende offentligt rum giver forøget aktivitet på gadeplan, hvilket er afgørende for både erhvervslivets og kommunens økonomi. Dermed kan der opstå en positiv spiral i et byområde, hvor rigere byliv og økonomisk fremgang går hånd i hånd.

Et byrum må være slidstærkt

Det springende punkt, når man planlægger langsigtet vækst, er forskellen i tidshorisonterne for hhv. den økonomiske situation og byens fysiske rum. Mens den økonomiske situation er i hastig forandring (pga. teknologisk udvikling, konjunkturer, markeder i vækst eller recession, eksportlandes købekraft etc.), bliver bygninger stående. Derfor skal man, når man bygger nye rum, ruste dem til en ukendt fremtid. For byer som for dyrearter gælder ’survival of the fittest’. En by, som kan tilpasse sig og fungere som by gennem skiftende tider, overlever og opbygger i processen en historie og kultur, som ikke kan planlægges frem. København har indtil videre ligget her i 850 år. Det er, fordi det er en mangfoldig by med en frugtbar blanding af kulturer, økonomiske kredsløb og mennesker fra alle dele af samfundet.

Det er en slem misforståelse, at mangfoldigheden skulle være værdsat for sin egen eller for hyggens skyld. Foruden at gøre byen slidstærk over for skiftende tider og skabe social bæredygtighed bidrager mangfoldigheden til byens trivsel på en anden måde: Når fortovene i et område konstant befolkes af forskellige typer mennesker, bliver gaderne sikre at færdes i, og de danner grobund for forretninger, der ønsker eksponering og får kunder fra gaden. Denne udvikling er selvforstærkende og effekten vedvarende, fordi brugertyper og erhvervstyper i et mangfoldigt byrum kan fases ind og ud i takt med den kulturelle og økonomiske udvikling, uden at helheden tager skade. Denne mangfoldighed er det centrale kendetegn ved en velfungerende storby. Den amerikanske bytænker Jane Jacobs og den danske arkitekt Jan Gehl har lykkeligvis sørget for, at mangfoldighedens betydning er bredt anerkendt i vore dages byplanlægning i Danmark, og deres tanker genfindes i Københavns Kommunens visionsdokumenter.

Byen solgt til firmaerne

Hvorfor, undrer man sig, vil man så alligevel investere i infrastruktur til biler, bygge højhuse ved Damhussøen og på Nordhavn og bygge enorme lukkede boligkarreer på Enghave Brygge? Disse initiativer strider netop imod de mangfoldighedskriterier, kommunen ellers abonnerer på.

Her aner man de kortsigtede økonomiske hensyn. Det er klart, at kommunen og dets udviklingsselskab, By & Havn, kan tjene flere penge på at sælge grunde, hvis de stiller færre krav til køberne. Det klassiske eksempel er Kalvebod Brygge, der i 90’erne blev udstykket i store bidder til kapitalstærke firmaer, som har fyldt havnefronten med parkeringspladser, højhuse med lukkede facader og en hel masse ingenting. I realiteten har de, der har haft ansvaret for at forvalte Københavns offentlige rum, solgt rummet fra indbyggerne til firmaerne. Ingen mennesker færdes der, fordi ingen har nogen grund til det. Og fordi man uvægerlig føler sig lille, magtesløs og fremmedgjort mellem de stillestående kolosser.

Drager man alligevel derud, kan man længselsfuldt se over på Islands Brygge, som By & Havn har grebet anderledes an – måske i erkendelse af, at man havde svigtet på den anden side af kanalen. Her er rum i menneskelig skala, der indbyder til ophold. Det har bragt opblomstring til området med kulturelle initiativer og butikker, der skyder op på de nærliggende gader. Så var den lektion lært, skulle man tro. Men nej. Nu begynder vi forfra på Enghave Brygge. Det kommende boligprojekt her lukker sig for omverdenen og inddrager endda en del af kanalen. Entreprenørerne går efter maksimalt udbytte pr. kvadratmeter, og byen som helhed lider, fordi store ensformige boligområder skaber segregering, og segregering underminerer mangfoldigheden.

Behov for mangfoldighedslov

Problemerne kan ikke løses med lommeparker, nærdemokrati eller beboergrupper, selv om disse kan være gode tiltag. Vi må tage fat om problemernes økonomiske rod. Her kan en arkitekturpolitik, der tager højde for byens mekanismer, blive afgørende. En lov om at offentlige grunde over et vist grundareal ikke må udstykkes på én gang kunne være en god start. Når grundene først er solgt, er det naivt at forvente, at boligselskaberne handler ud fra andre hensyn end profit. Her som ved enhver anden regulering af private aktører handler det om at sørge for, at dét, de enkelte aktører gør i egen interesse, også er i fællesskabets interesse. Hvis der ikke er én enkelt aktør, som definerer konteksten i området, bliver aktørerne hver især tvunget til at indrette sig efter den eksisterende kontekst.

Dernæst må vi gøre op med, at byområder sygner hen, fordi de kun består af boliger eller kun består af kontorer og har lukkede facader på stueetageniveau. Denne udvikling gør eksisterende og potentielle byområder til forstadsområder, hvilket underminerer Københavns økonomiske potentiale på lang sigt. Det vil være en god start med en mangfoldighedslov, som foreskriver et minimum af bebygget areal på grunde, der bliver solgt fra til byggeri i byområder, hvilket kræver åbne facader i stueetagen og opstiller et maksimum for, hvor stor en del af byområder der må bruges til bolig.

For at dette kan ske, må vi acceptere, at byen ikke er en vækstmotor. En motor er menneskeskabt, har et bestemt antal dele og kan skilles ad og sættes sammen igen. En by er et økosystem, der skal være i balance. Vækst kommer ikke fra en motor, men fra en frugtbar jordbund. Københavns vigtigste aktiv – både menneskeligt og økonomisk – er, at den er et godt miljø for mennesker.

 

Jacob Stubbe Østergaard er cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling og har skrevet speciale om byens rum

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Nielsen

Hvem vil dog bo i en motor?

Børge Rahbech Jensen

Iflg. tal på http://www.statistikbanken.dk/NAT07N havde Region Hovedstaden i årene 2000 - 2011 størst vækst i hovedgrupperne "Handel og transport mv.", "Information og kommunikation" og "Finansiering og forsikring". Beskæftigelsen er dog faldet inden for handel og transport m.v.. To af de tre hovedgrupper af brancher har fortrinsvis kontorer, og handel og transport dækker formentlig også over hovedsæder for rederier og buitikskæder.

København kaldes en vækstmotor, fordi der skabes mere økonomisk vækst og flere arbejdspladser i den by end andre steder i landet, og den økonomiske vækst i hele landet tænkes drevet af København.

Set udefra mener jeg, to vigtige begrænsninger i forhold til de ønsker, der fremføres i artiklen, er det begrænsede areal og den store popularitet. Det kan undre, kommunen ikke løser nogle af byens sociale problemer for nogle af de voksende skatteindtægter, men det er en anden snak.

Henrik Jensen

Jacob Stubbe Østergaard - hold op med at bruge ordet "vi" om dig og mig. Her hvor jeg bor, er Hamborg tættere på end Kastrup.

Flemming Scheel Andersen

Intet vi foretager os i denne verden er uden konsekvenser af både negativ og positiv karaktér, men når man taler om vækst og produktivitetsforbedringer så nævnes aldrig de negative, på trods af at vi alle ved 100% sikkert at det ikke er materielt gods der sikrer os en mulighed for lykke når vore bassale behov er dækket.
Hvorfor nævnes de negative sider af vækst ikke??
Der er nærmest en religiøs dyrkelse af begrebet vækst??

Vækstmotor - Et forfærdeligt sted at bo. Stress, skilsmisser, dårlig luft, trafiktrængsel insolvente boligejere, regering og folketing. Kom til udkanten og nyd livet.