Kronik

Censor skal behandle alle lige

Håndtrykssagen handler ikke om tolerance mellem mennesker eller accept af andre religiøse praksisser. Det centrale aspekt er, at censors funktion er at være elevens neutrale garant imod en lærers sym- og antipatier, og derfor må der naturligvis ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved censors neutralitet
20. juni 2013

Jeg har kort angivet min vurdering af de berømte manglende håndtryk ved HF-eksamen i Herning i et par telefoninterviews her i Information – hvilket har givet anledning til en kaskade af kommentarer.

Jeg føler mig derfor kaldet til at fremlægge argumenterne for min holdning. Mange siger, at sagen handler om tolerance mellem mennesker over for andre kulturer og så videre. Denne indstilling er for mig at se upræcis. Sagen drejer sig ikke om to mennesker i samme position, der mødes på lige fod, som det f.eks. kunne ske i privaten eller på gaden, hvor det næppe er noget problem at folk hilser forskelligt (ligesom det her næppe heller er noget problem, at de er forskelligt klædt og tror på forskellige guder osv.) – så længe man er enig om at overholde loven.

Censorens særlige rolle

Det særlige ved sagen ligger i, at den omfatter en censor. Censor og elev er naturligvis ikke lige; censoren er bemyndiget til at deltage i at vurdere eleven fagligt – ikke omvendt. Men hvorfor er det, vi har censur? Det er blandt andet for at beskytte eleven. Censoren er der for elevens skyld – ikke omvendt. Han er der, fordi eksaminator ikke skal kunne skalte og valte med karakteren ud fra sym- og antipatier, der måtte være opbygget mellem lærer og elev i klasseværelset. Censor er en udefrakommende opmand, der ikke er bundet af sådanne sym- og antipatier, men alene ser på elevens præstation. Det er den, der skal vurderes, og ikke elevens køn, udseende, tro, påklædning, politiske holdning eller alle mulige andre private egenskaber, der ikke har noget med den faglige præstation at gøre.

Censorens beskyttelse af eleven har derfor at gøre med en særlig neutral adfærd hos censor i situationen. Uanset hvad censor måtte have af f.eks. private, politiske, religiøse eller andre meninger, så skal censor optræde neutralt, med vægt på det faglige og ikke bringe sine egne synspunkter på andre emner ind i eksaminationen. Dette deler censor med en række andre offentlige embeder, f.eks. politi, domstole, ansatte i offentlige kontorer osv., der for at sikre lighed for loven skal behandle alle efter samme forskrifter og ikke favorisere nogen på andres bekostning. At bureaukratiet ikke er nepotistisk er helt centralt for at have en velfungerende stat – og det er på grund af Danmarks høje placering på de årlige antikorruptionshitlister, at amerikanske politologer kan tale om ’how to get to Denmark’.

Det er på grund af det vigtige i den neutrale sagsbehandling, at det ikke kan gå an, at censor på forhånd meddeler, at han vil opføre sig forskelligt over for forskellige grupper elever. Det tilsvarende ville være tilfældet, hvis censor på forhånd fremsendte en e-mail om, at han altså ikke giver hånd til sorte, eller til muslimer, eller til jøder – eller til en hvilken som helst anden delmængde af eleverne, som censor måtte finde, han ikke vil røre ved. Og det er naturligvis, fordi en sådan adfærd er egnet til at vække mistanke om, hvorvidt censor faktisk er i stand til at opretholde den neutralitet, der er central for hans opgave.

Adfærd eller sindelag?

Kommentatorer har foreslået, om man da ikke bare kan udspørge censor om hans motivation til ikke at ville give hånd til kvinder – hvis der nu ikke hos ham foreligger nogen antagelse om kvinders mindre rettigheder eller mindre status eller mindre evner, så behøvede det måske ikke være noget problem? Men kan man forvente et reelt svar på et sådant spørgsmål, nu hvor sagen er eksploderet i pressen? Og vigtigere: er det overhovedet passende at stille et sådant spørgsmål? Konsekvensen vil blive sindelagskontrol, hvis vi forestiller os, at censorer generelt skal afhøres om deres holdning til ligestilling af racer, køn, klasser og alt mulig andet og tvinges til at aflægge løfte om at overholde den til enhver tid herskende politiske mode. Da der er ikke politisk enighed om, hvilke af sådanne holdninger der er problematiske, vil det åbne for en uendelig politisk strid om, hvilke aspekter af censors sindelag der skal kontrolleres, og hvordan vi gør det. Derfor er min holdning, at vi slet ikke skal forsøge at kontrollere censors sindelag. Kun hans adfærd. Ikke bare er det umuligt at kontrollere sindelag, det er også imod elementære standarder som trosfrihed og meningsfrihed at forsøge at gøre det.

Ikke forskel på diskrimination

Det eneste afgørende er censors adfærd i forbindelse med hans embede som censor. Det er adfærden, der er central, ikke sindelaget. Og her går det altså ikke, at censorer før eksamen fremsender direktiver om, hvilke elevgrupper de nu vil behandle anderledes end andre og på hvilke måder. Det er mærkeligt, at folk synes at være helt i stand til at se, at dette ikke går an, hvis censor fandt på at afvise at trykke hånd med sorte, jøder, muslimer eller andre – men ikke er i stand til at se det, når det angår en troende, der nægter at give kvinder hånden. Men jeg kan ikke se, hvorfor diskrimination, der er garneret med religion og kultur, skulle have et nanogram mere ærværdighed end diskrimination, der besmykker sig med andre motiver.

Mit synspunkt er derfor, at det i denne sag er den troende, der må affinde sig med censors pligt til at ligebehandle eleverne – så kunne han evt. foretage et renselsesritual i privaten bagefter, hvis han i embedsmedfør har måttet gøre noget, han finder urent. Det kan man også kalde multikulturalisme: uden for eksamen kan censor udfolde hvilken kultur, han vil – i eksamenslokalet skifter han for en stund til den særlige kultur, der er udviklet med henblik på eksamination. Vil censor ikke påtage sig neutraliteten, er han ikke egnet til at varetage embedet.

Visse valg umuliggør andre

Her ligger et andet problem i diskussionen af hvilken grad eller version af multikulturalisme, man skal antage. For hvorfor må det ikke være sådan, at visse religiøse valg umuliggør andre valg i tilværelsen? Sådan er det jo med alle mulige andre valg i livet – de har konsekvenser: hvis man vælger at være afholdsmand, kan man ikke kræve at være vinsmager. Vælger man at være vegetar, kan man ikke blive kok på et spisested, der tilbereder kød. Vælger jeg at blive arkitekt, kan jeg ikke kræve ansættelse som læge. Men her er det, som om, der har bredt sig en ide om, at religiøse valg er mere ædle end andre og derfor skal imødekommes på enhver bekostning og ikke må hindre nogen andre valg i livet.

Her ville jeg sige: Hvis man f.eks. vælger at være sikh og altid bære turban, så kan man bare ikke køre motorcykel, fordi man i så fald må køre uden den lovpligtige styrthjelm. Så må man transportere sig på anden vis. Der skal ikke gælde nogen undtagelsesregel – for det er ikke nogen livsnødvendig ting at køre motorcykel, ligesom bijobbet som censor ikke er livsnødvendigt.

Jeg mener derfor den helt nærliggende løsning er, at censor lever op til embedets krav og behandler alle lige.

Frederik Stjernfelt er professor ved Center for Semiotik, Aarhus Universitet, og har netop sammen med Jens-Martin Eriksen udgivet ’De Anstændige’ (Gyldendal)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ost Ostemad
  • Carsten Hansen
  • randi christiansen
  • Jørn Andersen
  • Britta Hansen
  • Andrea Lind-Valdan
  • Hanne Koplev
  • Jan Weis
  • Christian Harder
  • Erik Nissen
  • Daniel Mikkelsen
  • Mihail Larsen
  • Torben Nielsen
  • Vibeke Rasmussen
  • ellen nielsen
  • Karen von Sydow
  • ulrik mortensen
  • Hans Aagaard
  • Viggo Helth
ost Ostemad, Carsten Hansen, randi christiansen, Jørn Andersen, Britta Hansen, Andrea Lind-Valdan, Hanne Koplev, Jan Weis, Christian Harder, Erik Nissen, Daniel Mikkelsen, Mihail Larsen, Torben Nielsen, Vibeke Rasmussen, ellen nielsen, Karen von Sydow, ulrik mortensen, Hans Aagaard og Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Jensen

"Men her er det, som om, der har bredt sig en ide om, at religiøse valg er mere ædle end andre og derfor skal imødekommes på enhver bekostning "

Yup. Så er den ged barberet.

Danmarks klareste lys kommer stadig fra Århus.

Majbritt Nielsen, Christian Harder, Daniel Mikkelsen, Britta Hansen, Peter Ravn Mikkelsen, Hanne Ribens og ellen nielsen anbefalede denne kommentar
Ole Falstoft

'Det er på grund af det vigtige i den neutrale sagsbehandling, at det ikke kan gå an, at censor på forhånd meddeler, at han vil opføre sig forskelligt over for forskellige grupper elever'
Jeg ser det modsat: Ved at melde ud på forhånd kommer han mulige misforståelser i forkøbet.
Havde han intet sagt men blot ikke givet hånd til de kvindlige eksaminanter kunne de jo få det indtryk at han ikke brød sig om dem. At der var tale om noget personligt.
Så jeg synes han gjorde det rigtige og 'besværlige' og at man fandt frem til en løsning

Jette Abildgaard, Erik Nissen, Moh Abu Khassin , Leo Nygaard, Dorte Sørensen og Børge Rahbech Jensen anbefalede denne kommentar

Problemet er nu løst; for fremtiden gives der ikke håndtryk.

Og det er aldrig blevet vist at pågældende censor ikke er neutral i sin opgave, at vurdere eksaminandens faglige standpunkt...

Anders Feder, Karsten Aaen, Moh Abu Khassin og Børge Rahbech Jensen anbefalede denne kommentar
ellen nielsen

"Danmarks klareste lys kommer stadig fra Århus"
----------------------------------------------------------------
@ Henrik Jensen
Dét kan debattes :-))
Dog, Frederik Stjernfelts ovenstående argumenter for sin holdning
er jeg stort set enig i
....og at sensor-situationen ikke er en hilsen på gadeplan, mellem ligestillede kolleger eller i sensors private, religiøse menighed!

Børge Rahbech Jensen

Hvad er det lige, et håndtryk har at gøre med en faglig vurdering af en elevs præstationer? Er et håndtryk særlig neutral adfærd?
Jeg synes, det værste ved debatten om en censors manglende håndtryk er, at et håndtryk defineres som en ret.

Det er blevet endnu en sag for nationalister, som bestemmer mere og mere i det danske samfund, hvorved den personlige frihed indskrænkes. Heldigvis har ingen klaget over den omtalte censor, så vidt jeg ved. Derimod fylder den meget i danske nyhedsmedier, hvor den bekræfter tesen om en fjendtlig omverden.

Anders Feder, Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen og Moh Abu Khassin anbefalede denne kommentar
Karen von Sydow

Børge,
orker ikke at deltage i denne diskussion igen, men du, og andre, glemmer belejligt at det ikke handler om det skide håndtryk eller retten dertil, men om retten til at blive mødt ligeværdigt uanset om du er mand eller kvinde. Slut prut.

Sabine Behrmann, Carsten Hansen, randi christiansen, Sascha Olinsson, Jørn Andersen, Majbritt Nielsen, Mette Olesen, Nike Forsander Lorentsen, Erik Nissen, Jan Sørensen, Daniel Mikkelsen, Mihail Larsen, Britta Hansen, Peter Ravn Mikkelsen, Hanne Ribens, Henrik Jensen, Mads Kjærgård, Peter Günther, Torben Nielsen og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Niels Mosbak

Jamen altså - her rider prins Ib - eller princip ud over slagmarken for fuld damp.
Det er godt at Stjernfelt bare er en ubetydelig professor og ikke har indflydelse på lovgivningen i Danmark.
Som det er måske er bekendt, har besindigere folk for længst anerkendt, at netop mennesker der tilhører Sikh religionen er undtaget fra bestemmelsen om at anlægge styrthjelm når de fører motorcykel, da noget sådant ikke er muligt når man er iført turban - ligesom i øvrigt mennesker, der har valgt at have forskellige lidelser som forhindrer dem i at have styrthjelm på.
Og Stjernfelts tidligere udfald om "man ville acceptere en censor der var racist" - var endnu et eksempel på hvorledes manden er helt uden for rækkevidde, eftersom den kendte nazist Povl Heinrich Riis Knudsen - forfatter til bogen "Nationalsocialisme: Det biologiske menneskesyn" og cand. mag og underviser og censor i Tysk, jo altså har virket som sådan bl.a. ved VUC i Nørresundby.

Jette Abildgaard, Niels Duus Nielsen, Karsten Aaen, Moh Abu Khassin og Simon Olmo Larsen anbefalede denne kommentar
ellen nielsen

"Sikh religionen er undtaget fra bestemmelsen om at anlægge styrthjelm når de fører motorcykel, da noget sådant ikke er muligt når man er iført turban
- ligesom i øvrigt mennesker, der har valgt at have forskellige lidelser som forhindrer dem i at have styrthjelm på..."
--------------------------------------------------
Niels Mosbak..
Jeg synes, at din sammenligning af religion og andre lidelser ... er interessant!
Lidelsen er valgt - religionen ikke!
Måske er det et tastefejl! :-)

Børge Rahbech Jensen

Karen von Sydow,

Du modsiger dig selv.
Ikke alene deltager du i en debat, du angiveligt ikke orker. Du påstår også, debatten ikke handler om et håndtryk eller retten dertil, hvorefter du definerer håndtryk som et symbol på ligeværdighed. En censors valg af ikke at give håndtryk til kvinder kunne også defineres som en særhed hos den censor.
I forhold til ligeværdighed kan også rejses det spørgsmål, om mandlige studerende er ligeværdig i forhold til kønne, flirtende kvindelig studerende. Jeg tvivler.

Nu er det mange år siden, jeg gik i skole, selvom jeg også gjorde det som voksen. Som jeg husker eksamener for mere end ti år siden, gav censorer sjældent håndtryk. De var meget passive, mens undervisere tog imod eleverne og førte dem gennem eksamen. Censorerne fremstod mest som observatører.

Niels Mosbak

ellen nielsen

Det er såmænd ikke nogen tastefejl - hvis du vidste hvor mange oksehudsbehængte motorcyklister, der har et brev med fra lægen når de promenerer deres Harley - uden at være iført styrthjelm.

Jette Abildgaard, Majbritt Nielsen, Nils Brakchi, Moh Abu Khassin , Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Toke Andersen

@Thomas Holm

Det er heller ikke bevist at forskelsbehandlingen var virkningsneutral.

Hvordan kan vi være sikre på at forskelsbehandlingen ikke har forstyrret de kvindelige elevers koncentration og fokus op til eksamen?
Hvordan kan vi bevise at dette ingen virkning har haft på deres præstation?

Det kan vi selvfølgelig ikke. Derfor er den eneste løsning at fjerne denne tvivl fuldstændigt - og det kan vi kun ved at insitere på at censor, eller lignende offentlig repræsentant, behandler aller lige.

Stjernfeldt slår fast i sin mening fast i sidste sætning, at den indledende goddag-hilsen er en del af eksamineringen. Her er kærnen i problemet, for er hilsenen privat, kan intet indvendes. Jeg mener det sidste.

Mads Kjærgård

"Problemet er nu løst; for fremtiden gives der ikke håndtryk."

Og så ikke helt, nu ved alle jo hvorfor, det bliver lidt a la: "Sorry jeg ikke kan give dig hånden, men så er jeg også nødt til give hånd til ham afrikaneren derovre! Diskrimination? Yeah det skulle jeg nok mene! Jeg tør for øvrigt bande på, at havde Censor været jøde og fremvist en lignende adfærd, så havde alle været 100 % enige om at det var forkasteligt.

@Toke,

han har været censor i otte år. Det betyder at der foreligger et fint datasæt.

1. Indsaml alle karaktere, efter at have anonumiseret dem for alt undtagen køn.
2. Opdel karakterene efter køn.
3. Opstil populationerne, gennemsnitsværdi, spredning.
4. Gennemfør en t-test på de to populationer.

Faktisk en del af matematik læreplanen i statistik. Den viser så om der er en kønsbaseret forskelsbehandling

Den kan yderligere udvides ved at sammenligne hans totale karaktergennemsnit/spredning med det nationale, ditto for kun mandlige elever, ditto for kun kvindelige elever.

Den kan udvides ved at man så sammenligner tilsvarende censors

Karsten Aaen

Frederik Stjernfelt ved vist ikke noget om erhvervsuddannelserne i dette land ;) - han aner derfor at man som vegetar godt kan blive ansat på en restaurant der serverer kød. Bl.a. fordi man skal smage på retterne man laver, før de serveres.

Og Frederik Stjernfelt overser totalt og aldeles at der nedenunder under alt dette her løber en understrøm af de her argumenter: er censorens menneskesyn sådan at han anser kvinder for laverestående end mænd? Giver han dem derfor mindre i karakter?
Er det ikke det der er hele humlen her ? - Gå ind på EB's Nationen's side --- og indse at folkedybet udtaler det som selv garvede og erfarne debattører herinde på Information. dk ikke vil eller kan indse: det handler om kvindesynet i islam. Og om at både EB's nationen og professoren fra Aarhus (FS) tror og mener og synes at islam styrer alt som muslimer gør. Og at fordi censoren nægter at give hånd til kvindelige studerende, og henviser til sin religion (islam), ja så tror Stjernfeld - uden måske selv at kunne eller ville indse dette - at denne censor behandler kvinder anderledes end mænd, dvs. giver dem lavere karakterer end mænd, da islam jo tilsiger ham at sådan er det.

Men lad os for argumentets skyld forestille os dette:En kvindelig censor bærer hijab (hovedtørklæde pga. hendes religion, islam). Vil Frederik Stjernfelt også kræve at hun tager dette hijab af? fordi hendes religion, islam, jo tilsiger hende, og styrer hende, i en sådan grad, at hun jo mener, at mænd er mere værd end kvinder. Og at man derfor mistænker hende for eller måske rettere mistror hende, at hun giver de mandlige studerende bedre karakterer end de kvindelige sådanne.

Stjernfelt. m.fl har slet slet ikke blik for at det som denne censor fra Horsens Statsskole har været ude i er et led i den muslim og islam bashing som har foregået i DK de seneste 10-15 år. Og vi er åbenbart så bange for muslimer i dette land, at vi forhindrer danskere i at leve med deres udenlandske koner her i landet. I Børsen i går var der en artikel som beskrev, hvordan en canadisk kone til en dansk mand havde fået afslag på sin ansøgning om familiesammenføring med sin danske mand. I DK! Og det var en højtstående person indenfor et (dansk) rederi som havde søgt om familiesammenføring med sin canadiske kone. I DK. Afslag. Og så undrer vi os over at går så dårligt i det her land, dette DK!

Det er i sager som denne, at Stjernfelts logik som altid svigter - netop fordi han her ikke selv optræder som objektiv censor, men træder ind i debatten med en given sandhed under armen. Det gør vi alle som regel, og altså også som det klart ses, professorer ved Center for Semiotik. Og at "behandle alle lige" er en utopi, jeg fortsat mangler at se praktiseret herhjemme - den slags firkanteri har det da også med at ende i samme gensidige undertrykkelse, som den postuleret skulle forhindre.

Stjernfelt snubler mest åbenlyst i sit eksempel med sikhen uden hjelm. Det er et underligt eksempel, fordi det ret sjældent diskuteres (udenfor DFs medlemsblad) - og ikke mindst fordi ingen endnu har fundet en eneste sikh i Danmark, der kører på motorcykel iført turban. Men nogen har skrevet muligheden ind i et cirkulære, så det eksisterer som teori. Til gengæld er der som nævnt mange andre, der på grund af andre lidelser end religion har fået lov til at køre uden, fx folk med stærkt hæmmende rygmærker.

Ved en af mine kollegaers eksamen undlod censor selv at læse opgaven, og forlangte at få den læst højt. Umiddelbart et urimeligt krav til en gruppe, der havde gjort meget ud af den grafiske præsentation, men de fandt sig dog i kravene fra den i øvrigt blinde mand. En af vejlederne snakkede konsekvent kun til mænd, uanset om det var en kvinde, der havde stillet et spørgsmål. Verden er fuld af skæve personer, og så navigerer man høfligt (eller uhøfligt) rundt om problemet.

I visse vidensfag er der fx mange dygtige autister, der har det meget svært med den påtvungne mekaniske høflighed. Og så er der de religiøst eller ideologisk udfordrede, som har deres helt egne problemer at slås med. En del af dem fungerer faktisk glimrende i deres positioner, trods denne allergi. Jeg fniser over dem, og større reaktion er der vel ikke grund til.

Jette Abildgaard, Moh Abu Khassin , Niels Mosbak og Simon Olmo Larsen anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

Jeg er spændt på at se og høre, hvad konservative religiøse mennesker vil synes om at blive nævnt i flæng med autister, blinde og andre syge mennesker.

Men på den anden side: hvis nu det var muligt, at anerkende en mellemmenneskelig adfærd, der af de fleste (eller i det mindste af ca. halvdelen) af de herboende mennesker vil opfattes som dybt krænkende og ulig behandling, som en form for 'handikap af religiøse årsager', så ville jeg da give det en ekstra omtanke.

Nic Pedersen

Nej, det ER uretfærdigt overfor "autister, blinde og andre syge mennesker!
" Konservative religiøse mennesker" har dog en mulighed for at komme ud af deres problem ved eget valg/erkendelse!
Deres problem er nemlig kun trosbaseret og ikke fysisk. I modsætning til de andre!
(andre -ister kan sagtens tilføjes!)

Karsten Aaen

Øh - nej - jeg kender aldeles ikke folk på Horsens Statsskole eller på Herning HF og VUC. Jeg underviser voksne indvandrere på et sprogcenter. Og derfor føler jeg mig kompetent til at udtale mig om denne sag. Og jeg ved hvad der ligger bag mistænkeliggørelsen af censoren fra Horsens Statskole; hele setuppet beviser jo dette: "Manden er muslim; manden giver kvinder lavere karakterer end mænd; islam mener jo at kvinder er mindre værd end mænd, så mon ikke mv. osv. etc."

Hele denne mistænkeliggørelse af mennesker som er muslimer, eller er troende muslimer. Eller blot er mennesker med en tro, om den så er katolsk, indre missionsk eller stærkt protestantisk kristent. Eller er hinduer eller stærkt religiøse jøder. Sjovt nok er der næsten ingen der reagerer på katolske religiøse begrundelser for at få fjernet visse kunstværker (bl.a. kunstværket My Sweet Lord) eller som reagerer på visse hinduers forsøg på at forhindre et teaterstykke i London. Eller på at Israel som stat via Israels Højesteret har bestemt at israelske arabere eller arabiske israelere mister deres israelske statsborgerskab hvis de gifter sig med en udlænding (hint: palæstinenser f.eks) Eller på at ortodokse hebræiske rabbinere styrer den israelske familielovgivning og dømmer efter oldgamle tekster (Torah'en). Eller på at visse hebræere, ortodokse såvel som ekstreme, ikke vil gå på samme fortov som kvinder mv.

Og jo, bloggere mv. og vi her på informations sider reagerer. Men hvor var og er Professor Stjernfelt i de her sager....Ingen steder. Hvor er DF's Pia Kjærsgaard? Ingen steder. Hvor er Lars Løkke, Villy Søvndal og Helle Thorning henne i de her sager. Ingen steder. Kun når muslimer er involveret, går danskerne i selvsving......

Ang. religionsfriheden gælder den netop ikke for den enkelte person, den gælder for alle grupper af mennesker som er troende, og det uanset om de er: muslimer, kristne, katolikker, protestanter, buddhister eller hinduer eller hebræere (israelere). For så vidt angår censoren og den med ikke at give hånd til kvindelige studerende er den sag jo lukket nu. Censoren giver fremover ikke hånd til nogen som helst, men hilser på de studerende på en andne måde. Og så undrer det mig stadig hvad en læreruddannet person i mat/fys gør på et gymnasium?

ps:
Jeg har selv lige haft eksamen. Og ud af de 15 eller 16 studerende jeg havde oppe så var der måske 1 eller 2 som gav hånd da de kom ind i lokalet og 1 eller 2 som gav hånd da de gik ud af lokalet. Ved den slags eksamen vi har skal eleverne legitimere sig vhja. pas, kørekort, ID-kort eller lign. Og mon ikke også eleverne på Herning HF og VUC skal det? overfor censor?

nb: der findes vel ikke en dansk lov der siger at man skal give hånd til alle? man møder. Kram er vel også en dansk/skandinavisk måde at sige goddag og farvel på?

Mihail Larsen

Logik, principper, regler, praksis og empiri.

Det er forbistret ved denne type diskussioner, at meninger bringes til torvs, uden at der skelnes mellem logik, principper, regler, praksis og empiri.

Logik handler om udsagns formale gyldighedsbetingelser, bl.a. at de ikke må være selvmodsigende eller slutte fra to negative påstande til en positiv ("Morlille er en sten"). Her i debatten er der en tendens til, at nogle meninger karakteriseres som 'ulogisk', fordi de strider mod ens egen mening.

Principper rummer nogle overordnede normer ("man må ikke lyve, stjæle, diskriminere usagligt" etc.); selv om disse normer ind i mellem overtrædes, ophører de ikke med at være normer, som vi principielt deler og anerkender.

Regler er handlingsforskrifter ("du skal køre i højre side af vejen" o.lign.). Det kan også være konkrete arbejdsinstrukser eller påbud om en særlig beklædning i bestemte situationer.

Praksis er den adfærd, vi almindeligvis retter ind efter ("kultur er vaner"), og som i vekslende grad støtter sig på logik, principper og regler - men ikke mindst tradition. I et multisocialt samfund (hvor 'multi' går på klasser, etnisk tilhørsforhold eller religion) opstår der et behov for at finde en måde at leve sammen på, trods forskellene.

Empiri er den videnskabelige kortlægning af normer, regler og praksis inden for et nærmere angivet tidsrum og område. Her kan man sige, hvordan virkeligheden tager sig ud, men ikke hvordan den bør være.

Ud over den forbistring, der ligger i at underkende andres meninger som 'ulogiske', bare fordi de er forskellige, så bliver den mere intens, når talen falder på forskellen mellem principper, regler, praksis og empiri.

Man kan, som jeg allerede har sagt, ikke slutte fra empiri til norm. Derfor er forslaget om at checke, om den omtalte censor statistisk set har været usaglig, et fejlskud - og generaliseret ville det føre til vanvittige tilstande, hvis vi for hver enkelt censor skulle til at udarbejde den slags 'statistikker'.

Principper og regler overlapper hinanden. Men principperne tegner de overordnede linier - lige som Grundloven gør det. Reglerne skal derfor, lige som de enkelte love, leve op til principperne; ikke omvendt. Man kan altså ikke nedgøre et princip ved at pege på en underordnet regel.

Tampen brænder måske mest ved forholdet mellem principper, regler og praksis. Det er klart, at hvis man meget grundlæggende ikke anerkender principperne (f.eks. ligestilling mellem kønnene), så er man heller ikke tilbøjelig til at rette sig efter de regler, der følger af sådanne principper. Man vil gøre gældende, at de strider mod ens egen praksis (og tradition).

Hvad gør man så? Eller rettere: Hvad gør vi så - alle os, der lever vores liv i et et multisamfund?

Vi må naturligvis forsøge at forstå hinanden og - inden for rimelighedens grænser - tage hensyn til individuelle, personlige og kulturelle forskelle. Vi skal leve sammen. Vi skal acceptere forskellighed.

Men skal vi også acceptere diskrimination?

Der vil altid være nogle grundlæggende overbevisninger, jeg ikke deler. Der vil altid være nogle normer, jeg nægter at respektere. Der vil også altid være nogle regler, jeg finder idiotiske. Der vil ganske sikkert findes kulturelle traditioner, jeg ikke vil være en del af.

Men i et samfund, hvor den slags modsætninger findes, vil jeg i al fald insistere på, at jeg ikke vil diskrimineres. Det vil sige, at i den udstrækning, modsætningerne rummer et element af diskrimination, må dette element fortrænges fra det offentlige rum. Det er og bliver et privat anliggende.

For min skyld kan folk i deres private live gebærde sig fuldkommen, som de vil (når vi ser væk fra krænkelser af menneskerettighederne) – religiøst, kulturelt, seksuelt.

PS.
Jeg har nu i fyrre år været eksaminator og censor. Ikke før nu – hvor en censor kræver en ret til en kønsbestemt forskellig behandling af de studerende – har jeg overhovedet tænkt på, at det var et problem. Jeg har eksamineret og censureret tusindvis af studerende (også studerende af forskellig etnisk tilhørsforhold og religion), uden at det er faldet mig ind, at der var et problem. Nogle har jeg givet hånd, andre ikke, nogle studerende er faldet mig om halsen eller har givet mig en gave (efter eksaminationen). Jeg har haft studerende med tørklæde (som i øvrigt efterfølgende sendte mig mails, hvor de takkede mig for min vejledning). Det har slet ikke været et problem, før en censor – a principielle grunde – har krævet ret til at forskelsbehandle.

Men dermed har også han blandet logik, principper, regler og praksis sammen – og hans 'forsvarere' føjer så det empiriske argument til.

Stjernfelt har jo fuldkommen ret i, at censoren ikke er censor for sin egen skyld, men for studentens. Derfor må han rette ind efter institutionens mening, i stedet for efter sin egen. I første omgang forbrød han sig mod de her i landet gældende principper ved at stille et alternativt sæt af principper op; implikationen af dette alternativ er imidlertid en forskelsbehandling, som vi Danmark ikke anerkender (Danmark anerkender FN og menneskerettighedskonventionerne). På sin egen private måde ville han altså have en arabisk omskrivning af disse konventioner som ligeværdig med den, der er gældende i Danmark. Den gik ikke.

Det betyder ikke, at han skal give afkald på sin egen overbevisning. Men han er nødt til at acceptere, at den hører det private rum til, hvis han vil virke som den danske stats repræsentant.

Nu er der så på regelniveauet fundet et kompromis, og det er til at leve med. Med mindre han nu udbasunerer, at han føler sig undertrykt ved at behandle kvinder og mænd lige.

Viggo Okholm, randi christiansen, Majbritt Nielsen, Jan Weis, Vibeke Rasmussen, Christian Harder, Jan Sørensen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Jens Høybye

Besyndeligt at en professor misbruger sin autoritet til at komme med så mange sidestillelser til et håndtryk, uden at forholde sig til det faktum, at hende der som den eneste kræver et håndtryk af en person der jfr. loven har religionsfrihed, helt udelader stilligtagen eller oplysningen om, at slet ingen på hendes hold blev trykket i hånden, da alle incl. censor forinden havde aftalt, at heller ikke de mandlige studerende skulle give håndtryk.

Og endnu mere besynderligt er det, at professoren helt udelader det faktum, at den eneste ene der forlanger håndtrykket, trods en fælles beslutning om ingen giver hånd, kun, og igen som den eneste vil klage over ikke at have fået et aftalt manglende håndtryk, og ikke klager over, om en reel forskelsbedømmelse af hendes faglige kunnen er blevet udført fordi hun er kvinde.

Og uanset hvor mange tænkte love professoren kan opremse, som værende overtrådt, ved at tænke eksempler ind i sin argumentation for at skulle give hånd, så kan et ikke lovpligtigt håndtryk fjerne Grundlovens §'er 70 og 71.

En professor der ikke kan kende og erkende forskel på en styrthjelm, et håndtryk og en alm. respekteren af en endda lovfæstet religionsfrihed, som tilmed blev løst inden eksamen, er et stort problem for Danmark.

Tænk at Danmark har en professor, der mener at et aftalt manglende håndtryk til alle, er at sidestille med hans spørgsmål om racisme, negredrenge m. m. og en klar tilsidesættelse af et for professoren åbenbart livsnødvendigt håndtryk, hvilket må være tilfældet, da professoren skriver i næstsidste afsnit:

"Her ville jeg sige: Hvis man f.eks. vælger at være sikh og altid bære turban, så kan man bare ikke køre motorcykel, fordi man i så fald må køre uden den lovpligtige styrthjelm. Så må man transportere sig på anden vis. Der skal ikke gælde nogen undtagelsesregel – for det er ikke nogen livsnødvendig ting at køre motorcykel, ligesom bijobbet som censor ikke er livsnødvendigt."

Dette må så også gælde Michala Mosegård i forhold til Grundlovens § 70 og 71 stk. 1. For selv professoren må vist erkende, at det næppe er livsnødvendigt for en kvinde, at hun som den eneste, trods en fællesbeslutning blandt hendes medstuderende mænd og kvinder om ikke at give hånd, kræver et ikke lovbefalet håndtryk, af en der har forklaret hvorfor der på grund af religion ikke gives hånd til kvinder.

Og professoren slutter så med konklusionen:

"Jeg mener derfor den helt nærliggende løsning er, at censor lever op til embedets krav og behandler alle lige."

Derfor må Michala Mosegård, for at behandle sine mandlige medstuderende lige så ens som hun forlanger af censoren, leve op til fællesbeslutningen, om at ingen, heller ikke Michala Mosegård, nu som den eneste, alligevel vil give hånd til censoren. Derved overtrædes der ingen lov, og slet ikke den Grundlov alle danske statsborgere er beskyttet af.

Det ville måske være passende, om professoren oplyser, om han anerkender religionsfriheden, eller om han som professor som sit embede, insinuerende om censorens ligebehandling af eleverne, som beskrevet i artiklen, stadig mener og fastholder:

"Mit synspunkt er derfor, at det i denne sag er den troende, der må affinde sig med censors pligt til at ligebehandle eleverne – så kunne han evt. foretage et renselsesritual i privaten bagefter, hvis han i embedsmedfør har måttet gøre noget, han finder urent."

Mihail Larsen

"Danmarks klareste lys kommer stadig fra Århus."

Jeg havde faktisk en kronik i Information d. 6. marts 2006, der fremførte de samme pointer vedr. uholdbarheden i at skelne mellem religiøse og andre normer. Det er mere udførligt behandlet i min sidste bog, "De fire dimensioner" (2012).

I øvrigt bor både Stjernfelt og jeg i Københavns-området. Men jeg har dog tilbragt en stor del af min studietid i Århus.

Mihail Larsen

Nygaard 21. 14:45

"Stjernfeldt slår fast i sin mening fast i sidste sætning, at den indledende goddag-hilsen er en del af eksamineringen. Her er kærnen i problemet, for er hilsenen privat, kan intet indvendes. Jeg mener det sidste."

Nå. Og hvad mener så den studerende?

Når du henvender dig til en offentlig myndighed, så er altså den indledende hilsen et ren privat anliggende? Den pågældende repræsentant for staten eller kommunen kan se misbilligende på dig, holde sig for næsen, ignorere din tilstedeværelse – uden at et har indflydelse på (din oplevelse af) den efterfølgende 'sagsbehandling'?

Det er en meget særpræget opfattelse, der fuldkommen overser, hvordan den studerende må reagere på at blive gjort til genstand for en offentlig persons private, religiøse normer. Og tilmed få at høre, at en vigtig årsag til denne forskelsbehandling er, at han af religiøse årsager betragter hende som en hypotetisk ægtefælle.

Det er absurd at hævde, at det slet ikke har noget med selve eksamenssituationen at gøre. Hvorfor? Fordi censor allerede i sin principielle erklæring har tilkendegivet, at han ikke kan se væk fra eksaminandens køn. Og bedre bliver det naturligvis ikke af, at han forstår dette som, at den pågældende eksaminand hypotetisk kunne blive hans egen ægtefælle.

Er der noget at sige til, at hun føler sig i en noget udsat position?

randi christiansen, Søren Jørgensen, Vibeke Rasmussen, Christian Harder, Britta Hansen, ellen nielsen og Nic Pedersen anbefalede denne kommentar
Nic Pedersen

Har manden virkelig givet udtryk for det med "hypotetisk ægtefælde"?
Så er vi da helt ude i gak-gak-land!
Jeg har hidtil troet, at det var noget med simple kulturnormer, som var blæst ud af proportion.

olivier goulin

@Mihail,

Logik, principper, regler, praksis og empiri

Fint at få de begreber på plads, og jeg er helt enig i definitionerne.

Til denne række vil jeg gerne tilføje værdier, som befinder sig øverst i abstraktionshierarkiet, eller nederst, hvis du ser det med en arkitektonisk metafor.

Værdierne er selve civilisationens grundpiller, og danner grundlaget for principper, regler og praksis - dog ikke logik, som er platonisk hævet over alt dette, og tilhører en helt anden filosofisk kategori.

For censor er hans underliigende værdier formet af Islams syn på forhold og omgangsformer mellem kønnene. Det er de samme værdier, der udmønter sig i principper, regler og praksis omkring påklædning, offentlig optræden etc. - vel at mærke med meget varienrende regelsæt og praksis i forskellige muslimske kuturer.

For den vestlige modernitet er værdisættet Frihed, Lighed og Broderskab, og alle dens afledte fodnoter, udviklet over de sidste par hundrede år.

Disse to værdisæt er inkongruente, og det er selve Stridens æble i stort set alle de konflikter, vi oplever mellem den vestlige kultur og Islam, og som reelt set ikke er en konflikt mellem religioner (Islam vs. Kristendommen), men en kulturkonflikt mellem en traditionel og en moderne kultur.

Men tilbage til censorsagen: I den anden, efterhånden uddøde, marathondebat her i avisen om samme emne, lykkedes det mig omsider at destillere problemets essens ud af kritikerne: Det er åbenbart ikke den individuelle forskelsbehandling, der er problemet. Det ville således være acceptabelt, hvis censor hilser igen på eksminandens modersmål, hvis han skulle blive mødt med en sådan hilsen.

Det var heller ikke afgørende, hvorvidt censor havde annonceret/formaliseret sin forskelsbehandling på forhånd. Selvom den havde været helt uformel og ad hoc, som tilfældet her været med den pågældende censor de seneste 8 år, ville det være uacceptabelt.

Så problemet er, hvis denne forskelsbehandling er systematisk, diskriminerer en hel delmængde af eksaminanderne - og ikke mindst - er religiøst/ideologisk begrundet. Det sidste er muligvis ikke afgørende, men det er tydeligvis heller ikke nogen formildende omstændighed.

Værdierne, bliver censor og det omgivende samfund næppe nogensinde enige om, og det er der heller ingen, der hverken forventer eller kræver. Principperne kan være mere eller mindre kodificerede, og bindende for censor, men de vil for det meste stadig være for abstrakte, til at man kan hådhæve dem.

Regler derimod, er operationelle og målbare; enten følger man dem, eller også gør man ikke. Så man kunne have en regel om, at censor SKAL hilse alle eksaminander på samme måde, eller en regel, der siger, at han i hvertfald ikke må formalisere sin differentierede hilsen med et opslag/annoncering, hvilket sådan set giver god mening, de det meget nemt kan tolkes som en politik, sanktioneret af HF, og ikke et helt personligt anliggende, som vi er nogen, der mener, at det retteligt burde være.

Det ville faktisk give god mening at have en regel om, det ikke er lovligt at annoncere forskelsbhandling af den type, der er tale om her, men det ville i så fald været forbud mod at formalisere sin praksis, og ikke et forbud mod praksisen i sig selv. Argumentet herfor kunne være, at det ikke sætter en masse unødige tanker i gang hos den berørte gruppe, og giver dem følelsen af 'at være bagud på point', etc.

Problemet med fordringen om en de facto ligebehandling er, at den er umulig at håndhæve i praksis, ikke bliver fulgt nogle steder, og heller ikke med selv de skrappeste regler. Overalt, hvor der mennesker involveret, sker der forskelsbehandling, og her ikke nødvendigvis ment som 'ringere behandling', som Ligestillingsloven definerer det, men blot som individuel behandling. Velfærdsstaten behandler ingen lige i praksis. Der er værdier, principper og rammelovgiving, der foreskriver ligebehandling, men i praksis er al behandling af borgeren fra det offentlige, bestemt af en hær af sagsbehandlere og embedsmænd med hver deres individuelle bias.

Men eftersom man heller ikke ubetinget ser et problem i differentieret hilsen, jvnf. eksemplet ovenfor med modersmålshilsen, så er det altså snarere den systematiske ideologisk/religiøst begrundede forkselsbehandling, man ikke ønsker.

Fint, men så er vi tilbage ved censors praksis de seneste 8 år, i år undtaget, hvor han har praktiseret præcis det samme adfærdskodeks, dog klaret det helt mellemmenneskeligt i den givne situation. Hvis ikke eksaminand har rakt hånden frem, da ikke noget problem. Og har hun gjort det, så har han fundet ud af at nikke eller løfte hånden med et smil og sige "Hej, velkommen", eller hvordan han nu har klaret det.

Dette er, iflg. kritikerne præcis ligeså uacceptabelt. Men hvordan adskiller dette sig principielt fra en modersmålshilsen? Kun ved sin intention/begrundelse, og eftersom denne ikke har været erklæret, eller ikke havde behøvet være det, indtil nu, da er den reelt set ikke et argument på bordet. MED MINDRE - at man ønsker sindelagskontrol og berufsverbot - og det er faktisk dette, man er snublende nært, hvis man skal følge Stjernfelts og andres tankegang.

Vi er nødt til at have et frirum i vores udmøntning af principper, hvor vi samtidig kan få lov til at forblive mennesker med vore værdier og individuelle særheder, ellers må man sætte en computer til at censurere.

/O

Mihail Larsen

Teoretisk ægtefælle

"Den omstridte censor, Youssef Minawi, forklarer selv, at han på grund af sin tro på islam kun kan give hånd til kvinder, hvis de er en del af hans nærmeste familie. Men ikke til kvinder, der teoretisk kunne blive hans ægtefælle. Da han tog sit pædagogikum, blev han rådet af sin kursusleder til altid i forvejen at forklare sig over for eleverne, inden de skal til eksamen."

Hentet fra Informations artikel "Censor nægte at trykke kvindelige elever i hånden", http://www.information.dk/463697

Mihail Larsen

Olivier:

"Dette er, iflg. kritikerne præcis ligeså uacceptabelt."

Nå. Det har jeg nu ikke bemærket, og det gælder i al fald ikke mig, jfr. min egen ovenstående beskrevne praksis igennem fyrre år.

olivier goulin

@Mihail,

Er du uenig i følgende statement? Det er det, jeg refererede til.
Det har du i hvertfald selv udtrykt i den anden omtale tråd.

Det var heller ikke afgørende, hvorvidt censor havde annonceret/formaliseret sin forskelsbehandling på forhånd. Selvom den havde været helt uformel og ad hoc, som tilfældet her været med den pågældende censor de seneste 8 år, ville det være uacceptabelt.

/O

olivier goulin

@Mihail,

Det er paranthesen "(eller reelt praktiserer)", der udtrykker det.
Jeg medgiver, at det er lidt impliceret, men det er stadig ikke til at misforstå:
Citatet er fra artiklen "Censor nægtede at trykke kvindelige elever i hånden", side 16.
http://www.information.dk/463697?page=16


Mihail Larsen
20. juni, 2013 - 01:42 #

Oliviers tankeeksperiment
19, juni 20.42

Af princip (2)

Fint eksempel. Det kunne også forekomme i USA eller andre multietniske steder. Det er der ingen problemer i, som sådan (dvs. hvis det ikke fører til efterfølgende, klientistisk forskelsbehandling).

Men hvis censor forlods bebuder (eller reelt praktiserer), at han har det svært ved at trykke en bestemt slags mennesker i hånden (i et samfund, hvor det er den slags er udtryk for gensidig respekt), så er det udtryk for diskriminering.
.
.
.

/O

Mihail Larsen

Olivier,

ja, det er meget impliceret. Derfor bad jeg om konteksten. Her er den:

"Oliviers tankeeksperiment
19, juni 20.42

Af princip (2)
Fint eksempel. Det kunne også forekomme i USA eller andre multietniske steder. Det er der ingen problemer i, som sådan (dvs. hvis det ikke fører til efterfølgende, klientistisk forskelsbehandling).

Men hvis censor forlods bebuder (eller reelt praktiserer), at han har det svært ved at trykke en bestemt slags mennesker i hånden (i et samfund, hvor det er den slags er udtryk for gensidig respekt), så er det udtryk for diskriminering.

Han kan undgå problemet ved slet ikke at give nogen hånden. Det vil ingen have ondt af. Men nu siger han altså, at han af religiøse og seksuelle årsager gør forskel på folk. Det er ikke i orden, når hans opgave er at varetage en offentlig opgave.
Hvor langt længere kan vi strække denne diskussion?

Det kan godt være, at man empirisk kan påvise, at holdningen ikke har nogen effekt på karaktergivningen (og dermed den faglige vurdering). Men det her er ikke et empirisk spørgsmål, men et principielt. Vil vi acceptere usaglig forskelsbehandling overhovedet?

Hvis det er så vigtigt for censor at stå fast på sine private og personlige normer, at han – i det offentlige rum – over for et bestemt køn må afvise en normal måde at signalere respekt på, så står hans almene dømmekraft til diskussion.

Tvivlen på hans dømmekraft bliver så meget desto større, som der faktisk findes en salomonisk løsning på hans problem, han i første omgang har fravalgt: nemlig slet ikke at give hånd til nogen.

Det er uforståeligt for mig, hvordan nogen kan finde det i orden, at man – af princip – kan forsvare usaglig forskelsbehandling, når man varetager en offentlig opgave.
For de tungnemme: Der er forskel på empiri og principper."

Jeg kan ikke se, du har ret. Det er ret klart, at jeg sigter til et forsæt om en principiel og systematisk, "usaglig forskelsbehandling, når man varetager en offentlig opgave". Derfor også under-overskriften: "Af princip". Problemet er ikke løst, hvis han reelt praktiserer en sådan forskelsbehandling, men bare holder sin kæft om det. Men det bliver naturligvis sat på højkant – og inviterer til modsigelse – hvis princippet bag forskelsbehandlingen ligefrem bliver udtalt.

Kan vi ikke fastslå, at det som Stjernfelt og Mihail Larsen er enige om - at hilsnen er en del af eksiminationen/den offentlige handling - er det egentlige problem.
- Opfattelsen af, at den er offentlig, har ført til denne omfangsrige og resultatløse debat.
- Opfattelsen af, at den er privat, har medført en mening om, at debatten har været overflødig.
Som jeg er inde på 14.45.

olivier goulin

@Mihail,

Ok. Det er vel også ca det jeg siger: at "den uerklærede, uformaliserede forskelsbehandling heller ikke er acceptabel - iflg. jer".

Så ved jeg ikke, hvad du mente med:
Nå. Det har jeg nu ikke bemærket, og det gælder i al fald ikke mig, jfr. min egen ovenstående beskrevne praksis igennem fyrre år.

men skidt med det; jeg er vist helt på det rene, med hvor du står - og det er dette standpunkt, jeg anfæger, ud fra den betragtning, at det er over stregen i retning af sindelagskontrol og berufsverbot - eftersom en vilkårlig forskelsbehandling, som ikke er begrundet i ideologi/religion, åbenbart ikke støder dig - men så snart begrundelsen, selv om den kun eksisterer i censors stille sind, er religiøs/værdibaseret, så er det forbudt.

Det er da præcis, hvad man må kalde sindelagskontrol, som ironisk nok strider frontalt mod de objektive retsprincipper, du forfægter.

Og spørgsmålet er stadig, hvordan vil du eller nogen anden kunne påvise, at en censors differentierede hilsen er dikteret af hans religion? Du anfægtede selv lidt tidligere brugen af empiri i disse principielle spørgsmål. Men al adfærd, der ikke er erklæret principielt funderet, kan du jo ikke anfægte det principielle grundlag for, med mindre du på anden vis kan påvise, at censor har 'skumle religiøse bagtanker'.

Så er vi jo på vej over i den slags mareridts-retslogik, som Camus' "L'etranger" beskriver.

/O

Mihail Larsen

Hvis censor og eksaminan passerede hinanden som to fremmede mennesker på en gade, ville formentlig kun de færreste interessere sig for, om de hilste på hinanden. Så er de netop - fremmede. Men i en eksamenssituation er de to henvist til hinanden, endda i et asymmetrisk forhold. Og det er de naturligvis 'fra starten' af deres møde, for det er her, de ophører med at være 'fremmede' og ser hinanden i øjnene.

Om de så hilser på hinanden ved et nik med hovedet, et buk med overkroppen, et smil, et 'hej!' eller om de giver hånd er ikke afgørende, så længe måden at hilse på ikke kan opfattes som krænkende eller diskriminerende. Når de hilser på hinanden, viser de, at de anerkender hinanden.

olivier goulin

@Mihail,

Undskyld, hvis jeg fastholder dig på dine argumenter, men jeg synes altså, at du skifter hest, sådan lidt på må og få:

så længe måden at hilse på ikke kan opfattes som krænkende eller diskriminerende. Når de hilser på hinanden, viser de, at de anerkender hinanden.

Nu går argumentet altså på, at censors hilsen ikke må krænke eller diskriminere.
Hvis censor aldrig havde begået den brøler, i øvrigt efter et dårligt råd fra Pædagogikum, at skilte med sin forskelbehandling, men i øvrigt praktiseret den, dog på en venlig, imødekommende og respektfuld måde - som han vel gør i alle andre sammenhænge, hvem siger så at det er krænkende ikke at give hånden. Det vil måske nok virke underligt, men der er masser af måder, han kan kompensere for det, med andre gesti.

Hvad, der er krænkende er jo meget subjektivt. Folk, også i formelle sammenhænge, krænker hinanden uafladeligt, men utilsigtet. Europæiske forretningsfolk og embedsmænd, der besøger Japan, instrueres i alle de protokolfejl, man risikerer at begå, når man ikke bukker dybt nok, indleder forhandlinger uden forudgående socialicerende smalltalk, etc. Den slags hører med til at begå sig i en globaliseret verden. Det er knageme ikke et øjeblik for tidligt, at lære den slags på HF.

Et krav om 'ikke-krænkende adfærd' kan ikke kodificeres, andet end som - et princip. Og så må den krænkede part, som i denne sag, evt. få den prøvet ved en domstol, hvis han/hun mener, at det er en værdig sag. Ligesom det gøres med blasfemisager o. lign.

/O

Herdis Weins, Moh Abu Khassin , Niels Mosbak og Leo Nygaard anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

Nic Pedersen, jeg har 'anbefalet' din kommentar: '...Jeg har hidtil troet, at det var noget med simple kulturnormer, som var blæst ud af proportion.'

Den synes jeg nemlig er vigtig. At erkende, at der bag noget, der i dag virker som en formal hændelse (fx at give et håndtryk til en anden person som indledning til et møde) ligger et budskab: 'jeg er dig venlig sindet, jeg bærer ikke sværd eller andet våben', og - meget afgørende: 'vi er i øjenhøjde' og respekterer hinanden som udgangspunkt som ligeværdige personer.

Fx ville det i virkelig gamle dage havde været udelukket, at hilse på en underordnet person ved et håndtryk. Eller på en slave. Udelukket!

På den samme måde indebærer fornægtelsen af sådan en formal gestus (her håndtryk) OGSÅ et budskab og beror ligeledes på overbevisninger og holdninger til andre personer. Og selv om, det - med udgangspunkt i disse dybtliggende holdninger og tanker var ment som en RESPEKTFULD omgang over for kvinder, så viser den, at de to køn ikke kan behandles lige (ikke engang ved formaliteter) og at kvinden seksualiseres (da hun først anses for at være kvinde og derefter et menneske og en person.

Sabine Behrmann, randi christiansen, Jan Weis, Christian Harder og Mihail Larsen anbefalede denne kommentar
Mihail Larsen

Olivier:

"Et krav om 'ikke-krænkende adfærd' kan ikke kodificeres, andet end som - et princip."

Det kan det nu godt, for man kan fra princippet udlede nogle regler. Det er jo det, der sker, når lokal lovgivning skal rette ind efter f.eks. FNs menneskerettighedsdeklarationer. Men man kan – og bør – ikke vedtage regler for alt mellem himmel og jord; det er vi formentlig enige om. Vi er jo ikke maskiner.

Principperne handler om, hvad vi 'bør'; reglerne om, hvad vi 'skal'. I de fleste af livets tilfælde kan man ikke alene støtte sig til et regelsæt, men må bruge sin sunde dømmekraft – vejledt af nogle overordnede principper, der kan gøre krav på almen anerkendelse (almengyldighed). Det er ikke det samme som totalitarisme.

Har man udvalgt sig nogle principper, der ikke kan gøre krav på almen gyldighed – alene derved, at de ikke bare tillader, men anbefaler forskelsbehandling – så man regne med at blive udsat for en kraftig, offentlig kritik.

Og hvis man vil praktisere disse principper om forskelsbehandling i en offentlig stilling – altså kræve ret til at håndhæve sin private mening i varetagelsen af en offentlig funktion – så har man ikke forstået spillets præmisser, men reduceret den offentlige forvaltning til vilkårlighed.

olivier goulin

Lad os bare for et øjeblik prøve at vende denne sag på hovedet:

Hvis vi nu havde en dansk censor, som var flasket op med lighedsværdier, bramfri og direkte, som danskere er flest, og ikke altid med den store fornemmelse for etikette.

Han venter ikke på, at eksaminanden giver ham hånden, men går ham ham/hende i møde og griber dennes hånd, så snart de træder indenfor.

Selvsagt, vil han vil nemt kunne krænke eller bringe nogen i forlegenhed, nemlig alle de muslimske piger, eller en del af dem i hvertfald.

Har han gjort sig skyldig i forskelsbhandling i sin hilsen? Bestemt ikke?
Har hans hilsestil noget religiøst eller andet, for sit embede, uvedkommende grundlag? Nej

Har han bragt den eksaminand, der skyndsomt trækker hånden til sig, i en prekær situation? Føler hun sig 'bagud på point'? Muligvis.

Skal hun rejse sag mod ham? Værsgod, hun har ikke en kinamands chance for at vinde den. Ligeså lidt som denne eksaminand ville have, havde dette åndsvage skilt ikke havde været hængt op. Regler mod dette ville gå an.

/O

Mihail Larsen

Jeg vil sige, at den pågældende censor har udvist en klodset adfærd og en ringe dømmekraft. Men han har ikke tilsigtet en forskelsbehandling.

Igen ML : "....om de giver hånd er ikke afgørende, så længe måden at hilse på ikke kan opfattes som krænkende eller diskriminerende."
Enhver kan føle sig krænket. Den anden part risikerer altså at krænke uden at ville det. Det virker som en meget privat og personligt sag uden sammenhæng med eksaminationen.

Mihail Larsen

Der er forskel på at gøre noget utilsigtet og tilsigtet. Vi kan alle sammen komme til at dumme os, men så er vi også parat til bagefter at beklage det, måske endda sige undskyld.

Det er bare denne sag uvedkommende, for her var forskelsbehandlingen tilsigtet.

Vibeke Rasmussen, ellen nielsen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
olivier goulin

@Mihail,

Og hvis man vil praktisere disse principper om forskelsbehandling i en offentlig stilling – altså kræve ret til at håndhæve sin private mening i varetagelsen af en offentlig funktion – så har man ikke forstået spillets præmisser, men reduceret den offentlige forvaltning til vilkårlighed.

Du bevæger dig altså i en meget platonisk verden, Mihail. Hernede i den grumsede virkelighed, er der de facto altid en fussion eller diffussion af private meninger, vaner, attituder, kultur, opdragelse, osv, osv, fra det private til det offentlige. De vandtætte skodder, du efterlyser, eksister ikke, og kan ikke realiseres - ikke sålænge du har med mennesker at gøre.

Derfor må man pragmatisk vurdere, hvornår er denne diffussion gået for vidt? Hvornår er det blevet til reel forsømmelse af den offentlige funktion?
Dette er i nogle tilfælde åbenlyst, når skandaler oprulles, men i langt de fleste tilfælde, må den slags afgøres ved at forurettede klager til det væld af klageinstanser, der findes, og som er en væsentlig del af hele retssikkerheden. Altså, at man så at sige 'venter til skaden er sket', og herefter vurderer om der var en skade, og i så fald får den repareret. Og her har vi efter min mening præcis sådan en situation. Regler skal ikke diktere embedsfolks hilsevaner. Hvis nogen føler sig krænket af et håndtryk eller mangel på samme, så må de prøve sagen hos en uvildig instans. Sådan ordnes den slags tvister.

At 'reparere skaden' lyder måske som en dårlig strategi, i forhold til prævention, men det er en balancegang. Hvis man vil have samfund uden risiko for misbrug eller forskelsbehandling, så skal der en helt uhyrlig grad af regelsæt helt ned i det absurde, overvågning, dokumentation, etc. etc.

Det er det, jeg værger mig mest imod.

/O

Ja, forskelsbehandlingen var tilsigtet (og naturlig for muslimen), men ikke krænkelsen.
Den står den krænkede for.

Mihail Larsen

Olivier:

"Du bevæger dig altså i en meget platonisk verden, Mihail. Hernede i den grumsede virkelighed, er der de facto altid en fussion eller diffussion af private meninger, vaner, attituder, kultur, opdragelse, osv, osv, fra det private til det offentlige. De vandtætte skodder, du efterlyser, eksister ikke, og kan ikke realiseres - ikke sålænge du har med mennesker at gøre."

Nu er du snublende nær ved at slutte fra empiri til princippers manglende gyldighed. Jeg ved da godt, at 'hernede i den grumsede virkelighed' foregår det ikke som i den platoniske verden. Det troede Platon såmænd heller ikke – eller for den sags skyld Kant og Habermas, der også understregede vigtigheden af principper.

Principper er til for at formane os om, hvad vi bør gøre. Derfor er det også vigtigt at lære børn, at verden ikke bare er, som den ser ud, og at al ting ikke er lige gyldigt. At vi alle sammen er syndere for Vorherre – for nu at blive i en nærliggende genre – er jo ikke et løbepas til altid at opføre os, som vi har lyst til.

For nu at bruge én af dine omvendings-metoder:

Vi ved alle, at mennesker i et eller andet omfang er forudindtagede, fordomsfulde og intolerante. Er det platonisk-utopisk at gøre gældende, at sådan ønsker vi ikke at leve, og det vil vi forsøge at ændre på? Bl.a. ved at holde hinanden op på nogle principper.

Mihail Larsen

Nygaards logik

Racisten mener, sorte er undermennesker. Det er nu hans mening, og den er ganske naturlig for ham. Er der nogen grund til at tage på vej over det, når han kræver ret til at give udtryk for og praktisere denne mening ved forskelsbehandling? Ikke iflg. Nygaard.

Jamen, vil sikkert de fleste andre sige: Det er jo diskrimination. Racediskrimination, som sorte mennesker kun kan opfatte som en krænkelse.

Visse-vasse, siger Nygaard. Krænkelsen er noget, de selv finder på.

Kirsten Kjellerup

Du godeste! Er den latterlige diskussion ikke slut endnu?

Der må sandelig være nogle, der har god tid til at begrave sig i bagateller!

Sider