Kronik

Censor skal behandle alle lige

Håndtrykssagen handler ikke om tolerance mellem mennesker eller accept af andre religiøse praksisser. Det centrale aspekt er, at censors funktion er at være elevens neutrale garant imod en lærers sym- og antipatier, og derfor må der naturligvis ikke kunne stilles spørgsmålstegn ved censors neutralitet
20. juni 2013

Jeg har kort angivet min vurdering af de berømte manglende håndtryk ved HF-eksamen i Herning i et par telefoninterviews her i Information – hvilket har givet anledning til en kaskade af kommentarer.

Jeg føler mig derfor kaldet til at fremlægge argumenterne for min holdning. Mange siger, at sagen handler om tolerance mellem mennesker over for andre kulturer og så videre. Denne indstilling er for mig at se upræcis. Sagen drejer sig ikke om to mennesker i samme position, der mødes på lige fod, som det f.eks. kunne ske i privaten eller på gaden, hvor det næppe er noget problem at folk hilser forskelligt (ligesom det her næppe heller er noget problem, at de er forskelligt klædt og tror på forskellige guder osv.) – så længe man er enig om at overholde loven.

Censorens særlige rolle

Det særlige ved sagen ligger i, at den omfatter en censor. Censor og elev er naturligvis ikke lige; censoren er bemyndiget til at deltage i at vurdere eleven fagligt – ikke omvendt. Men hvorfor er det, vi har censur? Det er blandt andet for at beskytte eleven. Censoren er der for elevens skyld – ikke omvendt. Han er der, fordi eksaminator ikke skal kunne skalte og valte med karakteren ud fra sym- og antipatier, der måtte være opbygget mellem lærer og elev i klasseværelset. Censor er en udefrakommende opmand, der ikke er bundet af sådanne sym- og antipatier, men alene ser på elevens præstation. Det er den, der skal vurderes, og ikke elevens køn, udseende, tro, påklædning, politiske holdning eller alle mulige andre private egenskaber, der ikke har noget med den faglige præstation at gøre.

Censorens beskyttelse af eleven har derfor at gøre med en særlig neutral adfærd hos censor i situationen. Uanset hvad censor måtte have af f.eks. private, politiske, religiøse eller andre meninger, så skal censor optræde neutralt, med vægt på det faglige og ikke bringe sine egne synspunkter på andre emner ind i eksaminationen. Dette deler censor med en række andre offentlige embeder, f.eks. politi, domstole, ansatte i offentlige kontorer osv., der for at sikre lighed for loven skal behandle alle efter samme forskrifter og ikke favorisere nogen på andres bekostning. At bureaukratiet ikke er nepotistisk er helt centralt for at have en velfungerende stat – og det er på grund af Danmarks høje placering på de årlige antikorruptionshitlister, at amerikanske politologer kan tale om ’how to get to Denmark’.

Det er på grund af det vigtige i den neutrale sagsbehandling, at det ikke kan gå an, at censor på forhånd meddeler, at han vil opføre sig forskelligt over for forskellige grupper elever. Det tilsvarende ville være tilfældet, hvis censor på forhånd fremsendte en e-mail om, at han altså ikke giver hånd til sorte, eller til muslimer, eller til jøder – eller til en hvilken som helst anden delmængde af eleverne, som censor måtte finde, han ikke vil røre ved. Og det er naturligvis, fordi en sådan adfærd er egnet til at vække mistanke om, hvorvidt censor faktisk er i stand til at opretholde den neutralitet, der er central for hans opgave.

Adfærd eller sindelag?

Kommentatorer har foreslået, om man da ikke bare kan udspørge censor om hans motivation til ikke at ville give hånd til kvinder – hvis der nu ikke hos ham foreligger nogen antagelse om kvinders mindre rettigheder eller mindre status eller mindre evner, så behøvede det måske ikke være noget problem? Men kan man forvente et reelt svar på et sådant spørgsmål, nu hvor sagen er eksploderet i pressen? Og vigtigere: er det overhovedet passende at stille et sådant spørgsmål? Konsekvensen vil blive sindelagskontrol, hvis vi forestiller os, at censorer generelt skal afhøres om deres holdning til ligestilling af racer, køn, klasser og alt mulig andet og tvinges til at aflægge løfte om at overholde den til enhver tid herskende politiske mode. Da der er ikke politisk enighed om, hvilke af sådanne holdninger der er problematiske, vil det åbne for en uendelig politisk strid om, hvilke aspekter af censors sindelag der skal kontrolleres, og hvordan vi gør det. Derfor er min holdning, at vi slet ikke skal forsøge at kontrollere censors sindelag. Kun hans adfærd. Ikke bare er det umuligt at kontrollere sindelag, det er også imod elementære standarder som trosfrihed og meningsfrihed at forsøge at gøre det.

Ikke forskel på diskrimination

Det eneste afgørende er censors adfærd i forbindelse med hans embede som censor. Det er adfærden, der er central, ikke sindelaget. Og her går det altså ikke, at censorer før eksamen fremsender direktiver om, hvilke elevgrupper de nu vil behandle anderledes end andre og på hvilke måder. Det er mærkeligt, at folk synes at være helt i stand til at se, at dette ikke går an, hvis censor fandt på at afvise at trykke hånd med sorte, jøder, muslimer eller andre – men ikke er i stand til at se det, når det angår en troende, der nægter at give kvinder hånden. Men jeg kan ikke se, hvorfor diskrimination, der er garneret med religion og kultur, skulle have et nanogram mere ærværdighed end diskrimination, der besmykker sig med andre motiver.

Mit synspunkt er derfor, at det i denne sag er den troende, der må affinde sig med censors pligt til at ligebehandle eleverne – så kunne han evt. foretage et renselsesritual i privaten bagefter, hvis han i embedsmedfør har måttet gøre noget, han finder urent. Det kan man også kalde multikulturalisme: uden for eksamen kan censor udfolde hvilken kultur, han vil – i eksamenslokalet skifter han for en stund til den særlige kultur, der er udviklet med henblik på eksamination. Vil censor ikke påtage sig neutraliteten, er han ikke egnet til at varetage embedet.

Visse valg umuliggør andre

Her ligger et andet problem i diskussionen af hvilken grad eller version af multikulturalisme, man skal antage. For hvorfor må det ikke være sådan, at visse religiøse valg umuliggør andre valg i tilværelsen? Sådan er det jo med alle mulige andre valg i livet – de har konsekvenser: hvis man vælger at være afholdsmand, kan man ikke kræve at være vinsmager. Vælger man at være vegetar, kan man ikke blive kok på et spisested, der tilbereder kød. Vælger jeg at blive arkitekt, kan jeg ikke kræve ansættelse som læge. Men her er det, som om, der har bredt sig en ide om, at religiøse valg er mere ædle end andre og derfor skal imødekommes på enhver bekostning og ikke må hindre nogen andre valg i livet.

Her ville jeg sige: Hvis man f.eks. vælger at være sikh og altid bære turban, så kan man bare ikke køre motorcykel, fordi man i så fald må køre uden den lovpligtige styrthjelm. Så må man transportere sig på anden vis. Der skal ikke gælde nogen undtagelsesregel – for det er ikke nogen livsnødvendig ting at køre motorcykel, ligesom bijobbet som censor ikke er livsnødvendigt.

Jeg mener derfor den helt nærliggende løsning er, at censor lever op til embedets krav og behandler alle lige.

Frederik Stjernfelt er professor ved Center for Semiotik, Aarhus Universitet, og har netop sammen med Jens-Martin Eriksen udgivet ’De Anstændige’ (Gyldendal)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ost Ostemad
  • Carsten Hansen
  • randi christiansen
  • Jørn Andersen
  • Britta Hansen
  • Andrea Lind-Valdan
  • Hanne Koplev
  • Jan Weis
  • Christian Harder
  • Erik Nissen
  • Daniel Mikkelsen
  • Mihail Larsen
  • Torben Nielsen
  • Vibeke Rasmussen
  • ellen nielsen
  • Karen von Sydow
  • ulrik mortensen
  • Hans Aagaard
  • Viggo Helth
ost Ostemad, Carsten Hansen, randi christiansen, Jørn Andersen, Britta Hansen, Andrea Lind-Valdan, Hanne Koplev, Jan Weis, Christian Harder, Erik Nissen, Daniel Mikkelsen, Mihail Larsen, Torben Nielsen, Vibeke Rasmussen, ellen nielsen, Karen von Sydow, ulrik mortensen, Hans Aagaard og Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jens Høybye

Første afsnit i mit indlæg ovenfor:

"Nu har jeg stort set i alle mine indlæg påpeget, at eleverne jfr. en fælles beslutning ikke gav hånd, og at censor accepterede heller ikke at give hånd, men gennemførte og bedømte jfr. elevernes egne udtalelser på Facebook, eksamen 100% korrekt og neutralt."

Og nu ellen nielsens (Ellen Nielsens) citat fra mit afsnit ovenfor:

"og at censor accepterede heller ikke at give hånd"

som så bliver til følgende konklusion fra ellen nielsens (Ellen Nielsens) side:

"Hvor beundringsværdigt,
at han så ikke kom til at opføre sig kønsdiskriminerende, selv om hensigten var der,
men kun opføre sig uhøflig over for alle
og repræsentere samfundet som skrankepave!"

Gad vide hvorfor eleverne ikke selv har opdaget Ellen Nielsens oplysninger og selv beskrevet, hvordan censoren åbenbart opførte sig uhøfligt overfor alle, og repræsenterede samfundet som en skrankepave, men at eleverne i stedet, beskriver at eksamen blev gennemført 100% korrekt og neutralt?

Og er det at være troende muslim ensbetydende med at have hensigter om at være kønsdiskriminerende?

Jeg føler væmmelse ved dine fremførte kontrafaktiske eller fordrejede oplysninger i dine indlæg, og som tilmed føles som dubiøse, respektløse religionsdiskreminerende overfor en troende censor, der ikke deler din religion, ritualer eller opfattelse, alene under dit dække af at du skam ikke accepterer kønsdiskrimination eller forskelsbehandling.

Du har intet fremført, der beviser dine påstande omkring netop censorens opførsel, forskelsbehandling eller kønsdiskrimination af eleverne der var til eksamen.

ellen nielsen

"Jeg føler væmmelse ved dine fremførte kontrafaktiske eller fordrejede oplysninger i dine indlæg,
og som tilmed føles som dubiøse(tvivlsomme), respektløse religionsdiskreminerende overfor en troende censor, der ikke deler din religion, ritualer eller opfattelse,
alene under dit dække af at du skam ikke accepterer kønsdiskrimination eller forskelsbehandling"
-----------------------------------
@ Jens Høybye
Nu er det ikke specielt mig, som ikke accepterer kønsdiskriminering og forskelsbehandling.
Det er det danske samfund og landets verdslige, demokratiske love,
og det er jeg enig i!
Var jeg ikke enig, var jeg nødt til at accepteret og efterleve det alligevel!

Jens Høybye

ellen nielsen

Du skriver i dit indlæg af 28. juni, 2013 - 01:49, ovenfor til mig:

"@ Jens Høybye
Nu er det ikke specielt mig, som ikke accepterer kønsdiskriminering og forskelsbehandling.
Det er det danske samfund og landets verdslige, demokratiske love,
og det er jeg enig i!

Var jeg ikke enig, var jeg nødt til at accepteret og efterleve det alligevel!"

Disikeret afsnit for afsnit:

"Nu er det ikke specielt mig, som ikke accepterer kønsdiskriminering og forskelsbehandling."

Hvorfor skrev du så de mange kontrafaktiske indlæg omkring dine påstande om, at censoren forskelsbehandler, kønsdiskriminerer og at han er skrankepave?

Især hvis du, også jfr. afsnittet, påstår det ikke er specielt dig som ikke accepterer kønsdiskrimination og forskelsbehandling. Altså at du ikke er specielt imod kønsdiskriminering og forskelsbehandling?

"Det er det danske samfund og landets verdslige, demokratiske love,
og det er jeg enig i!"

Du mener altså nu, at det er det danske samfund og vores love, der underforstået accepterer kønsdiskrimination og forskelsbehandling, og det er du enig i?

Hvorfor mener du så jfr. nogle af dine tidligere indlæg, at staten burde gribe ind overfor censorens religionsfrihed, menneskeret og hans af dig påståede skrankepaveri?

Kan du ikke henvise til de verdslige og de demokratiske love, som siger/beskriver det modsatte af Grundlovens bestemmelser i §'erne 68 - 71?

Eller mener du reelt kun de love og ritualer, som er folkedybets fortolkninger og følelser omkring mindretalsgrupper og samme folkedybs religionsdiskreminerende selvkonstruerede love, som ikke er vedtaget af Folketinget, alene af og på grund af hensynene til Grundlovens bestemmelser og mellemfolkelige konventioner, for netop at beskytte mindretalsgrupper mod diskrimination?

Var jeg ikke enig, var jeg nødt til at accepteret og efterleve det alligevel!"

Du mener altså at det er folkedybets love og ritualer, der går frem for Grundloven, Folketinget og de af Folketinget vedtagne mellemfolkelige konventioner, bl. a. om religionsfrihed?

Jeg må indrømme min glæde over, at især mindretalsgrupper i den grad af Danmarks love er lovmæssigt beskyttet imod folkedybslovenes diskrimineringer, men beklager jfr. dine og mange andres indlæg, at det det desværre og tilsyneladende kun gælder og udtrykkes skriftligt i Danmarks love overfor for de mindretalsgrupper, lovene retteligen skal beskytte netop mod folkedybet, hvis dette ikke retter sig efter Danmarks vedtagne love.

Du har jo selv i dit seneste indlæg bekræftet, at du ikke er specielt imod diskrimination, hvilket også dine tidligere indlæg bekræfter, omend du og dine indlæg bruger din følte krænkelse til at diskriminerer dem der ikke opfylder dine ikke> lovbestemte krav, regler og ritualer.

Husk det er dig og andre, der ikke vil række hånden op til dit eget hjerte, som hilsen til en muslim af modsat køn, men forlanger af selv samme muslim skal give hånd, for at du ikke ved dine fordomme føler dig dikrimineret, forskelsbehandlet, kønsdiskremineret eller udsat for skrankepaveri.

Og du bruger endda Taijitegnet som logo.

ellen nielsen

@Jens Høybye
Jeg stopper min debat med dig her,
da jeg ikke vil forblive genstand for dine vedblivende tolkninger af, hvad jeg "mener" m.m,
også ting, som intet har med emnet at gøre
eller som jeg slet ikke har udtalt mig om!
Hvis du ikke vil/kan forstå, hvad jeg skriver, er der ikke noget at gøre ved dét, da jeg ikke kan skrive det tydeligere end jeg gør/forsøger!

Edward Said, orientalismens fader, har i polemik mod Samuel Huntingtons tese om civilisationernes sammenstød foreslået, at det ville være mere præcist, at tale om den tid vi lever i som en tid, hvor det er definitioner, som kolliderer. Som en sen hyldest - om end i et meget beskedent og amatørmæssigt format - til den afdøde professor vil jeg derfor gerne efter fattig evne aktualisere hans foreslag via en banal, men symbolsk ladet konflikt, som handler om at hilse eller ikke hilse på på kvinder med et fysisk håndtryk.

En muslimsk censor i Herning har for nylig ladet oplyse, at når han optræder som censor i eksamenssammenhæng, tager han ikke kvindelige eksaminander i hånd. Det er ellers et normalt ritual her i Danmark og den vestlige verden, når mænd og kvinder hilser på hinanden ved et indledende møde. Men vi skal selvfølgelig ikke være så stivnakkede, at vi ikke kan fingerere ved vante ritualer, når vi byder hinanden velkommen og træffer samfundsborgere, som har bedre ritualer. Og det kan i øvrigt også være dyrt at lade være i vores tolerante del af verden. I Sverige var der for et stykke tid siden en muslim, som fik en stor erstatning - et gyldent håndtryk fristes man næsten til at sige - fordi man ikke havde respekteret hans ret til ikke at give hånd. Hvis jeg havde forstået mig på marxistisk, økonomisk teori og sloganet om at muslimer i alle lande skulle forene sig, ville jeg have fremført dette som et ideologisk motiv til censorens transaktionelle børs spekulation. -----

Den muslimske censor markerer med sine udeblevne håndtryk, at han har underordnet sit verdslige erhverv sit religiøse tilhørsforhold, og han ønsker, at hans omgivelser skal være opmærksom på dette. Han har således defineret eksamenssituationen i sin religions favør. Og igen: hvem kan egentlig med god samvittighed nægte ham det og nægte at give ham den lille håndsrækning, han behøver, for at fremme en for os fremmed kultur, hvis intention er, at vi alle skal føle os hjemme i Danmark. Den muslimske censor har strakt hånden ud, så langt man rimeligvis kan forlange det ved at definere, at det er danskerne, som skal leve sammen med ham og hans noget udanske kultur her i Danmark, og så skulle vi vel skamme os, hvis ikke vi kan møde ham på halvvejen? Den skarpsindige religionskritiker J-A. Herbener siger derfor også i en artikel i Politikken, at det selvfølgelig er i orden ikke at give hånd, og han konkluderer generøst og sympatisk, som en upartisk censor nummer to, at når forskellige kulturer skal leve sammen, må alle yde et bidrag - eller give en hånd med for nu at blive ved emnet.-----

Der ligger en vældig magt i at kunne definere og i at kunne pånøde omgivelserne vore definitioner, og heldigvis for Danmark har alle eksaminander samme ret som den muslimske censor til at definere en eksamenssituationen i den religions favør, som han eller hun nu ønsker. Og det er her det bliver rigtigt morsomt.---
Hvis nu en nidkær mandlig anti-religionist med feministiske eller feminine tilbøjeligheder (måske erhvervet fordi han ligesom den omtalte censor har fået for lidt eller forkert opmærksom i sin barndom og derfor taget barndommen med sig ind i voksenlivet) ønsker at møde op til sin eksamen iført burka, hijab eller niqab, hvor den muslimske censor sidder med ved bordet, så kan han i forvejen sende en meddelelse til sin lærer og censor og informere dem om sagen. De kan så selv afgøre, om de vil deltage i festlighederne, hvis nu ellers den afgørelse står til dem at fatte - og det må man da håbe, for ellers kunne den respektløse religiøse eksamensmundering måske føre til håndgribeligheder. ---
På den måde er eksaminanden kommet den missionerende muslimske censor i forkøbet, og det er nu eksaminanden, som har defineret den kommende eksamen i sin anti-tros favør. Og hvis han mener og tror, at det er vigtigt at denne anti-tro spredes og vises respekt, hvem kan så forhindre ham i at forsøge at vinde respekt for den på denne utraditionelle måde i et land, hvor den officielle religion er, at man ikke blander sig i religion og trosforhold? (For der er vel ingen ved sine fulde fem, som vil påstå, at Den danske Folkekirke og Ministeriet for Ligestilling og Kirke blander sig i andet end skattebetalernes tegnebøger for at få midler til at forkynde evangeliet om alle tings ligegyldighed?)-----

Og hvis eksaminanden f. eks er en kristen og tilhører Den danske Folkekirke, kan han i forvejen meddele, at han insisterer på at bekende sin kristne tro via trosbekendelsen inden eksamensprøven i eksaminators og censors nærværelse for at markere, at han har underkastet sig og sine studier sin religiøse tro. En troende kvindelig katolik og eksaminand kan for eksempel bære et halvt kilo tungt krucifiks om halsen, maven eller foden o.s.v. o.s.v. Evangelisationsmetoderne kan varieres i det uendelige alt efter smag og behag, tro eller anti-tro, og den muslimske censor risikerer, at der opstår en veritabel epidemi af religioner omkring ham, personificeret af eksaminander som har fået samme gode ide som ham og påberåber sig samme ret til at sprede sin tro. Og eksaminanden behøver ikke frygte for repressalier, hverken under eller efter friluftsmødet, for censoren er jo upartisk, og han har heller ingen politisk, juridisk eller militær støtte fra instanser, som han kan indkalde for at overbevise den vantro - hvis disse da ikke importeres fra Mekka eller Medina i anledningen af sagens uhyre vigtighed og for at komme en eventuel krise i stil med muhammedtegningerne i forkøbet. -----

På den måde forkyndes så det glade budskab om alle religioners lige gyldighed, også når vi er orbe til eksamen i dansk, matematik og håndarbejde, og det kan vi takke vores muslimske censor for. ---
Ville det ikke være et ironisk resultat af censorens dawa, hvis han selv blev censureret på denne måde? For det han ønsker er jo, som alle forstår, (med undtagelse for J-A Herbener, som - Gud hjælpe ham og os - specielt hæger om islam - af alle religioner - for at vi alle engang må nå frem til troens mål: alle religioners samme absolute relative førsterang i Ministeriet for Ligestilling og Kirke) - at hans religion skal have førsterang, også for andre end ham selv, og vises respekt hvor den og han optræder.-----

En engelsk filosof, Roger Scruton, siger om muslimer: "Theirs is a religion which refuses to see itself from the outside, and which cannot bear to be criticized, still less to be laughed at—something we have abundantly witnessed in recent times."---
Ironi er af og til et "kristent" våben, som bruges til at punktere hykleri, selvhøjtidelighed og selvretfærdighed. Det er ikke uden risiko at bruge det mod Islam, som Scruton antyder, men hvis vi skal leve sammen, kan det ironisk og paradoksalt nok være nødvendigt at give sværdet et håndtag.
Men hvis ironien ikke virker, bør vi måske fundere over om Islam i det hele taget skal bydes velkommen i Danmark, og hvilke våben som så skal bruges for at få det budskab frem. Og her må Edward Said nok stå af og overlade definitionerne til Samuel Huntington.

Sider