International kommentar

Colombias lange og stenede vej mod fred

Den første svære fase i fredsforhandlingerne mellem FARC og regeringen lykkedes. Nu begynder den vanskeligste del: forhandlingerne om FARC’s demobilisering og overgang til demokratisk opposition
13. juni 2013

I tirsdags indledte Colombias regering og oprørsbevægelsen FARC anden fase i fredsforhandlingerne i Havana i Cuba. Den 26. maj afsluttede de første fase i fredsprocessen med en delaftale om en omfattende landbrugsreform, som er et altafgørende kerneområde, der skulle løses før parterne kunne komme videre.

Nu gælder det anden fase, der ventes at blive den vanskeligste og mest omstridte: spørgsmålet om FARC’s og dets medlemmers muligheder for at komme ud af illegaliteten og deltage i det politiske liv uden risiko for at lide samme skæbne som det venstreorienterede parti Unión Patriótica (UP) i 1980’erne: Hundreder af dets ledende medlemmer og kandidater blev myrdet af paramilitære grupper på højrefløjen, flere af dem med tilknytning til narkokartellerne. Et hovedpunkt bliver spørgsmålet om amnesti til guerillaer, der er dømt eller eftersøgt for deltagelse i den væbnede kamp. Spørgsmålet er kontroversielt, bl.a. fordi en amnesti kan tolkes som værende i strid med forfatningens § 122. Førende jurister er dog indbyrdes uenige. Landets stærke højrefløj – der bl.a. grupperer sig omkring præsident Santos’ forgænger, Alvaro Uribe (præsident 2002-10) – forsøger at presse regeringen til at afvise en amnesti og integration i det civile og politiske liv.

Den uventede succes med landbrugsaftalen har vakt bekymring på højrefløjen, som har en væsentlig del af sin base i storlandbruget, især blandt kvægavlerne. Regeringen er tilfreds, mens venstrefløjen er forsigtig med sin ros af den omfattende landbrugsreform, som er nøglen til løsning af den 49 år gamle væbnede konflikt mellem FARC og den colombianske stat.

Politisk stemmekvæg

Konflikten har rødder tilbage til 1920’ernes bondebevægelser og bøndernes oprettelse af selvforsvarszoner i det centrale og sydlige Colombia i 1930’erne med støtte fra venstreliberale og det unge kommunistparti for at modstå godsejerne, der med deres væbnede grupper og støtte fra hæren fordrev dem fra deres jord. Da den populære venstreliberale leder Jorge Eliécer Gaitán blev myrdet i 1948, udløste det voldsomme protester, der udviklede sig til den blodige borgerkrig mellem liberale og konservative kendt som La Violencia (Volden). Den afsluttedes i 1958 med en pagt mellem de to store partier, liberale og konservative, om at dele den politiske magt i 16 år.

Bøndernes interesser og forhold interesserede man sig ikke for. De var kun interessante som stemmekvæg. Bønderne i de gamle selvforsvarszoner holdt fast og blev mere politiske bl.a. påvirket af kommunisterne. På baggrund af den cubanske revolution fik det USA at støtte regeringens bekæmpelse af de autonome selvforsvarszoner. Fra 1961 leverede USA våben til hæren, napalm til flyvevåbnet og et større antal militærrådgivere. Erfaringerne herfra blev siden udnyttet i Vietnam.

Land mod by

Som svar dannede bondeledere med tilknytning til kommunistpartiet i 1964 oprørsbevægelsen FARC (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia–Colombias Væbnede Revolutionære Styrker), som i løbet af få år voksede til en styrke på ca. 10.000 mand, der gav FARC kontrol over store dele af landet. Men det lykkedes aldrig at få fodfæste i byerne, bl.a. fordi det Moskva-orienterede kommunistparti aldrig fangede de nye tendenser på venstrefløjen, og fordi FARC’s rødder i bondebevægelserne prægede dets holdninger og strategier.

»FARC har vist, at de er ude trit med tiden og burde være gået ind i dette (forhandlingerne, red.) for længe siden og har derfor i dag det problem, at de har en vision, som har rødder i bondesamfundet,« siger den tidligere salvadoranske guerillakommandant Joaquín Villalobos til den colombianske avis El Tiempo. Villalobos var med til at forhandle den fredsaftale som guerillaen og regeringen i El Salvador indgik i 1992. FARC’s rødder i kampen om jorden, som stadig er en af nøglerne til løsning af de økonomiske og sociale problemer og konflikter i Latinamerika, afspejler en ellers politisk overset deling i de latinamerikanske samfund. Her dundrer moderniseringen og den økonomiske vækst af sted i byerne på bekostning af bondesamfundene og de oprindelige folk, hvis kamp opleves som fjern og uvedkommende af størstedelen af den numerisk, økonomisk og kulturelt dominerende bybefolkning, som i Colombia bl.a. vender ryggen til ca. fem millioner internt fordrevne fra den væbnede konflikt, hovedsagelig bønder og landarbejdere.

Derfor er en løsning af det gamle jordproblem, som delaftalen mellem FARC og regeringen giver mulighed for, afgørende for at fjerne grundlaget for fremtidige konflikter.

Den ømtålelige demobilisering

Et problem ved de fortsatte forhandlinger er ifølge Villalobos, at FARC’s forhandlere er for gamle og lever med fortidens opfattelse af en politisk kamp, som den blev ført for 50 år siden–med våben i hånd. FARC modsætter sig derfor at lægge våbnene og demobilisere.

»Det er absurd. FARC ser stadig våbnene som et krucifiks, som de beder til,« siger Villalobos.

Bag FARC’s modvilje mod at lægge våbnene ligger dog også en velbegrundet frygt for, at højrefløjens paramilitære grupper vil benytte en demobilisering af FARC til en gentagelse af mordene på UP’s ledere i 1980’erne.

Den nye fase i forhandlingerne om demobilisering risikerer at blive trukket i langdrag og sætte præsident Santos i tidnød, fordi han satser på at få en samlet fredsaftale i hus inden parlaments- og præsidentvalgene i marts og april 2014, hvor han ventes at genopstille. En fredsaftale vil være hans store politiske trumf, hvis ellers FARC vil. FARC har nemlig tydeligt tilkendegivet, at man ikke vil være med til at haste forhandlingerne igennem af hensyn til valget og præsidentens politiske ambitioner. Derimod foreslog FARC i tirsdags at udskyde valgene til en aftale er på plads.

Så selv om aftalen om en landbrugsreform må betegnes som et mirakel, er der stadig en lang og stenet vej til en samlet fredsaftale, der kan danne grundlag for en livsnødvendig fredsproces i Colombia.

Jens Lohmann er journalist og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Holger Madsen
Holger Madsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu