Interview

Duellen: ’Et frirum i en gummicelle’

Roskilde Festival mistede sin uskyld under publikumsulykken med Pearl Jam i 2000, men siden da har festivalen formået at skabe et sikkert rum med plads til det vanvittige, mener lektor Kristine Munkgård Pedersen
Debat
29. juni 2013

Noget af det imponerende, som Roskilde Festival formår, er at støtte op om det grænseoverskridende og vanvittige – og samtidig skabe rammer, som er sikre som en stor gummicelle. På Roskilde Festival kan man tillade sig det meste,« siger Kristine Munkgård Pedersen.

Hun er ekstern lektor på Institut for Kommunikation på RUC og færdiggjorde i 2010 en ph.d. om Roskilde Festivals organisering af sit publikum.

Ifølge Kristine Munkgård Pedersen har fællesskabsfølelsen på Roskilde Festival på naturlig vis ændret karakter siden 1970’erne. Værdigrundlaget har ændret sig, men der er stadig nogle temaer, som går igen.

»Folk på tværs af generationer og politiske præferencer kan samles om at være sammen og nyde uden at skulle forholde sig til de sædvanlige identiteter,« siger Kristine Munkgård Pedersen.

Om karakterændringen fra 70’er-fællesskabet er en god eller dårlig ting, er Kristine Munkgård Pedersen ikke sikker på:

»På den ene side kan jeg følge kritikken, men på den anden side er der også en grund til, at festen bliver ved med at være aktuel og fortsat kan tiltrække et stort publikum. Det er så stor en festival, at den kan inkludere mange forskellige typer, og den bredde signalerer et stort fællesskab.«

– I kronikken skriver Filip Granlie, at fællesskabets ansvar er blevet mindre efter ulykken med Pearl Jam i 2000. Hvad har det gjort for fællesskabsfølelsen?

»Det blev jo en udfordring, at der var en slagside ved det kaotiske, store fællesskab. De voldsomme kræfter kunne blive destruktive og ligefrem fatale, men ved at sikre en kontinuerlig sikkerhedskultur på både teknisk og organisatorisk niveau kan man tillade og fortsat dyrke den grænseoverskridende kultur,« siger Kristine Munkgård Pedersen og fortsætter:

»Man er nødt til at forholde sig til det sikkerhedsmæssige, og det er et tilbagevendende spørgsmål, hvor meget ansvar fællesskabet skal have. Hvis man vil tilbyde frirummet, må man sørge for sikkerheden.«

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her