Kronik

EU’s selvforskyldte dilemmaer

Mens eurozonens medlemmer befinder sig i et økonomisk morads uden klare løsninger, bør man overveje, om den britiske løsning – mere magt til nationalstaterne – ikke på sigt er vejen frem for et fastlåst Europa
Storbritanniens premierminister, David Cameron, har krævet, at der flyttes kompetence tilbage fra EU til nationalstaten, og han har lovet briterne en folkeafstemning.

Leon Neal

15. juni 2013

EU har længe haft problemer. Desværre er problemerne i vid udstrækning selvskabte. Ved at indføre euroen har EU betrådt en farlig vej. En fælles mønt kræver nemlig, at EU etablerer en økonomisk, monetær og politisk union. Storbritannien har klart meldt ud, at landet ikke ønsker at deltage. På det seneste har premierminister David Cameron krævet, at der flyttes kompetence tilbage fra EU til nationalstaten, og han har lovet briterne en folkeafstemning.

Alt dette er blevet udlagt meget negativt i de fleste officielle kredse. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke den britiske intervention burde betragtes positivt – som en mulighed for at redde det europæiske samarbejde, som er en nødvendighed? Den forcerede integration i EU, uden at befolkningerne er blevet hørt, er et ganske alvorligt problem, som på længere sigt kan få det europæiske samarbejde til at bryde sammen. Jo længere tid der går, uden at befolkningerne er med, jo alvorligere bliver konsekvenserne.

Den sydeuropæiske klemme

Den skruestik, som EU har anbragt sig i, viser sig ikke mindst på det økonomiske område, hvor EU har to forbundne problemer. For det første har mange lande, specielt de sydeuropæiske, et stort statsfinansielt underskud og/eller stor offentlig gæld. For det andet er de sydeuropæiske landes konkurrenceevne i forhold til de nordeuropæiske lande blevet betydeligt svækket.

Hvis de sydeuropæiske lande havde valutakursinstrumentet til deres rådighed, kunne de to problemer løses relativt problemfrit ved, at de ud over reformer og offentlige besparelser foretog en devaluering.

Når de sydeuropæiske lande ikke kan foretage en traditionel devaluering, må de foretage en intern devaluering, som betyder, at de må sætte lønningerne ned. Det er politisk meget vanskeligt at gennemføre dette uden social uro. Dertil kommer, at lønnedgang kombineret med offentlige besparelser betyder mindre efterspørgsel, som giver anledning til større offentlige underskud. Det, der skulle løse problemet med konkurrenceevnen, skaber større statsfinansielle problemer. Reduktion af det offentlige underskud og gældsnedbringelse kan kun ske ved øget aktivitet, som netop hæmmes ved lønnedgang og offentlige besparelser.

Hvem har ansvaret?

Når der er en betalingsbalanceuligevægt mellem Nord- og Sydeuropa kan ligevægten forsøges genskabt enten ved en intern devaluering i Sydeuropa, som beskrevet ovenfor, eller ved en intern revaluering i Nordeuropa. De nordeuropæiske lande, specielt Tyskland, skulle således diktere arbejdsmarkedets parter, at de nominelle lønninger stiger mere, end der ellers er aftalt.

En nordeuropæisk intern revaluering vil ikke være så effektiv som en intern sydeuropæisk devaluering, fordi kun en mindre del af den sydeuropæiske eksport går til Nordeuropa. Hertil kommer, at den øgede lønstigning vil betyde øget inflation, som specielt Tyskland vil være bekymret over. En intern revaluering i Nordeuropa vil også skabe større arbejdsløshed og mindre aktivitet, som igen betyder større offentlige budgetunderskud.

Hvem skal påtage sig tilpasningen og påtage sig de omkostninger, som tilpasningen medfører? Skal det være Nordeuropa med overskud eller Sydeuropa med underskud? Da Sydeuropa har det klart største ansvar for problemets opståen, bør de også have det primære ansvar for problemets løsning. Hvis det er ansvarsfrit af føre en uansvarlig økonomisk politik, fordi andre rydder op efter en, vil man underminere den nødvendige forsigtighed.

Indførelsen af euroen har skabt flere problemer: Euroen har bidraget til, at krisen er blevet så alvorlig. Euroen vanskeliggør en løsning. Euroen bidrager til den mistillid, som har været så ødelæggende, fordi forbrugerne ikke tør forbruge, og investorerne ikke tør investere.

Tilpasning i syd

EU er havnet i en fastlåst situation. Hvad er så vejen frem? Nogle tror stadig på illusionen om en økonomisk-monetær og en politisk union, som på langt sigt vil omfatte alle EU-lande. Et sådant Europas Forenede Stater er urealistisk. Opdelingen imellem euro- og ikke-eurolande vil fortsætte. Man kan forestille sig, at antallet af eurolande reduceres, fordi man beder nogle af de små lande med problemer om at træde ud. Men det er en særdeles vanskelig og risikofyldt vej at gå. Derfor har man indtil nu valgt at fortsætte med det nuværende antal lande.

Med hensyn til fremtiden må eurolandene på kort sigt lægge vægt på at vinde tid. På langt sigt tegner der sig to forskellige strategier, som eurolandene kan vælge.

Den kortsigtede strategi går ud på at løse de akutte problemer på pragmatisk vis uden yderligere integrationstiltag. Konkret betyder det, at man fortsat lader de sydeuropæiske lande foretage den vanskelige tilpasning. Samtidig har den europæiske centralbank bidraget til at skabe tillid ved at erklære, at den står bag ubegrænsede opkøb af sydeuropæiske statsobligationer for at holde renten på disse papirer nede. Strategien er, at man på sigt skaber stabilitet og dermed giver tid til, at de sydeuropæiske reformer kan virke. På langt sigt er dette selvsagt ikke løsningen på europroblemet.

Kontrol eller solidaritet?

De langsigtede strategier for eurolandene bygger på øget integration. Det skaber et stort problem for EU, fordi alle lande ikke vil være med. Den ene strategi går ud på, at man gennem øgede beføjelser til de overnationale myndigheder opnår en større økonomisk disciplin. Det skal eksempelvis ske ved etablering af en bankunion og ved at etablere et overnationalt finansministerium, som fører tilsyn og sætter snævre grænser for, hvad de nationale parlamenter kan foretage sig.

Den anden strategi lægger vægt på fælles ansvar og transfereringer. Landene skal hæfte solidarisk for hinanden. Der skal foregå indkomstoverførsler fra de stærkere lande til de svagere lande, og EU-budgettet skal udvides. Eksempler på denne strategi finder man i forslag om gældslettelse for de mest gældsplagede lande og i forslaget om udstedelse af euroobligationer, hvor alle lande kommer til at hæfte for de lån, som det enkelte land optager. En videreudvikling af denne tankegang ville være at etablere et budget for eurolandene, hvor man har direkte skatteindbetalinger til eurolandenes finanser og tilsvarende direkte udbetalinger.

Det er de nordeuropæiske lande, herunder Tyskland, som støtter den første udviklingsvej. De sydeuropæiske lande tilslutter sig den anden udviklingsvej. Disse lande har Frankrig gjort sig til bannerfører for.

Ingen gode løsninger

Begge skitserede udviklingsveje vil skabe problemer. Den tyske strategi vil lægge stærke begrænsninger på det, som det enkelte lands parlament kan foretage sig.

Desuden er det tvivlsomt, om disse begrænsninger er tilstrækkelige. Den overnationale styring af finanspolitikken kan ikke sikre en ensartet omkostningsudvikling overalt i eurolandene, hvilket er nødvendigt for at undgå de problemer, vi har i dag.

Den sydeuropæiske strategi er farlig, fordi den ikke i tilstrækkelig grad sikrer, at de enkelte lande fører en tilstrækkelig ansvarlig politik. Når andre lande økonomisk skal bidrage til at dække omkostninger, som et land påfører sig selv, bidrager det ikke til ansvarlig regeringsførelse.

Hvilke af de to synspunkter, der mest vil nyde fremme, er svært at spå om. Sandsynligvis bliver det et kompromis, som både tilgodeser disciplin og overførsler. Taberne bliver de lande, som stadig lægger vægt på at have valgmuligheder med hensyn til den økonomiske politik, og som selv er indstillet på at påtage sig ansvaret for egne handlinger, men ikke ansvaret for andres handlinger.

Eurolandene er i en svær økonomisk klemme. Danmark er ikke i samme økonomiske og politiske klemme, fordi vi ikke er med i euroen. Er lykken virkelig ’at være så tæt på kernen som muligt’, når konsekvenserne er så vidtgående?

 

Søren Kjeldsen-Kragh er økonomiprofessor på KU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu