Kommentar

Fritidspolitikerne og den professionaliserede forvaltning

Der er efter kommunalreformen opstået en kløft mellem kommunalpolitikerne og kommunalforvaltningen. Kommunalpolitikerne kan ikke følge med antallet af sager og deres stigende kompleksitet, alt imens de passer fuldtidsjob og familie. Det er et demokratisk problem – er en professionalisering af politikerne vejen frem?
Debat
19. juni 2013

Kommunalreformen har gjort kommunerne væsentligt større og flyttet store administrative opgaver til kommunerne f.eks. på sundhedsområdet og miljøområdet, hvilket kræver højtuddannet arbejdskraft. Og netop højuddannet arbejdskraft er som aldrig før at finde i kommunerne.

De store ændringer i opgaveportefølje og personalestruktur, der er fulgt i kølvandet på kommunalreformen og akademikeransættelserne, har alvorlige konsekvenser for kommunalforvaltningens relation til kommunalbestyrelsen. Der er kommet større afstand mellem den professionaliserede forvaltning og fritidspolitikerne i byrådene. Derfor bliver det stadig mere krævende at sidde i en kommunalbestyrelse. Sagsmængden er større og lovgivningshastigheden højere end nogensinde. Som et naturligt resultat heraf stiger antallet af bilagssider, og indholdet af siderne bliver sværere at forstå for lægmænd, der ikke har samme faglige ekspertise som kommunalforvaltningen.

En undersøgelse fra DR Nyheder i januar viste, at de danske byrådsmedlemmer er pressede på to fronter: Fire ud af ti kommunalpolitikere har så travlt, at de ikke kan nå at sætte sig ind i det materiale, de skal læse forud for et kommunalbestyrelsesmøde, mens to ud af ti byrådsmedlemmer ikke altid forstår det materiale, de skal forholde sig til. Der er altså både et kvantitetsproblem, idet der er for meget materiale, og et kvalitetsproblem, idet materialet er for svært at forstå. Begge problemer er forbundet med kommunernes professionalisering, hvilket også indikeres af en række interview med kommunalpolitikere, jeg over de seneste måneder har lavet i forbindelse med mit statskundskabsstudie.

Man kan være tilbøjelig til at anfægte, at der her er tale om et reelt problem. Konsekvensen er vel blot, at politikerne i højere grad støtter sig til den upartiske forvaltnings indstillinger?

Der er imidlertid i repræsentative demokratiske systemer som det danske en forestilling om, at politikerne repræsenterer befolkningen og varetager dens interesser. Hvis politikerne ikke repræsenterer befolkningen, mister det politiske system legitimitet. Det er ikke længere muligt for politikerne at varetage deres mest essentielle opgave – den politiske repræsentation af vælgernes interesser – hvis de ikke har tid og kompetence til at forstå sagsfremstillingerne.

Lige børn leger bedst

De demokratiske implikationer er ikke til at tage fejl af. For det første vil politikere, der er en del af den kommunale konstituering og dermed tæt på forvaltningen, have meget bedre muligheder for at forstå sagerne. Det er som sådan ikke noget nyt, men i takt med den stigende professionalisering bliver den politiske fordel af at sidde på de forskellige udvalgsposter større.

For det andet bliver forvaltningens position stærkere, idet informationsasymmetrien mellem politikere og forvaltning bliver mere markant. For det tredje betyder den øgende arbejdsmængde, at det kræver store ofre at være en del af kommunalpolitik

Det er derfor ikke overraskende, at den typiske kommunalpolitiker er mand, midaldrende og arbejder i den offentlige sektor. En ny analyse fra kommunalforsker Ulrik Kjær viser f.eks., at 68 procent af taburetterne i de danske kommunalbestyrelser er besat af mænd. En del af forklaringen er formentlig de familiemæssige omkostninger, der er ved at sidde i kommunalbestyrelsen. Konsekvensen af dette er imidlertid, at de danske kommunalpolitikere i ringe grad har samme demografiske karakteristika som vælgerskaren – f.eks. er privatansatte og kvinder underrepræsenterede.

Hvad kan der gøres for at overkomme de problemer, det danske kommunestyre står med i dag? Der er i hvert fald ét oplagt svar: De danske kommunalpolitikere er hårdtarbejdende fritidspolitikere – med vederlag, javist – men stadig fritidspolitikere. En professionalisering af kommunalbestyrelserne vil afhjælpe en række af de problemer, der her er beskrevet. Politikerne vil have tid til at sætte sig ind i lange bilag, tid til at forstå svære bilag, og det vil være nemmere for f.eks. familiemødre- og fædre samt privatansatte at få en plads i kommunalbestyrelsen til at hænge sammen med familielivet.

Måske den professionelle forvaltning leger bedst med professionelle politikere?

 

Ebbe Elhauge Kristensen er stud. scient. pol.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her