Jørgen Carlsens klumme 28. maj om 94-årige Jens Chr. Skous stædige kamp for forskningsfrihed fortjener at sætte en grundlæggende debat om vilkårene for forskningsfrihed i gang. Carlsen sætter måske nok tingene på spidsen, men forslaget om at omdøbe Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser til Efterforskningsministeriet rammer ikke helt ved siden af. For det er jo ganske rigtigt, at forskerens ret til fri og uforudsigelig udforskning af verdens gåder trænges ud i kulissen til fordel for efterforskning af løsninger på konkret stillede opgaver.
DM er naturligvis ikke modstander af, at forskerne bidrager med løsninger på tidens presserende problemer gennem både strategisk og anvendt forskning. Det er kun godt. Men vilkårene for den forskning, der først og fremmest drives af en grundlæggende videnskabelig nysgerrighed, og som måske, måske ikke fører til ny banebrydende forskning, er gennem det seneste tiår blevet stadig ringere.
Men hvorfor hører vi så sjældent de unge aktive forskere udtrykke den kritik i offentligheden? Forklaringen ligger lige for. En voksende del af bevillinger fordeles på baggrund af ansøgninger om ekstern finansiering. Og hvem drister sig til at kritisere den, der gennem bevillingssystemet afgør forskningsprojektet fremtid? Den kulturændring, som de danske universiteter har undergået som resultat af de seneste 10 års universitetslove, har betydet, at bundlinjetænkning prioriteres over akademiske resultater, og konkret kritik kan være en karrierebremse af rang for den enkelte forsker.
Sporadisk kritik
I DM bliver vi altid mødt med kravet om beviser for sanktioner og selvcensur blandt forskere, som da tidligere videnskabsminister Helge Sander (V) krævede »lig på bordet«.Der er imidlertid ikke mange, der frivilligt lægger sig som lig på bordet, og DM retter sig naturligvis efter de kritiske forskere i vores medlemskreds, som i stærke vendinger forbyder os at gå i offentligheden med deres konkrete kritik af tingenes tilstand på arbejdspladsen.
Derfor kommer den voksende kritik i forskningsverdenen desværre kun sporadisk frem til offentligheden. Vi har så stadig en Jens Chr. Skou til at udtrykke den ufortyndede kritik. Hvem kan og vil tage over?
Ingrid Stage, formand for Dansk Magisterforening (DM)
Desværre er det jo som oftest umuligt at levere håndfaste beviser på det magtmisbrug som alle ved finder sted ved fordelingen af fondsmidler.
Eneste måde at undgå det på er ved ikke at have personer der selv har en interesse i fondsmidlerne siddende i de råd der skal uddele midlerne, men indenfor lægeverdenen er det vel nærmet en blasfemisk tanke!