International kommentar

G8 kunne gøre noget ved skatteunddragelse – men gør det næppe

Som leder af G8-mødet taler David Cameron godt for sig. Men hans ambitioner forekommer svært skuffende
Debat
19. juni 2013

I denne uge får den britiske premierminister lov til at være præsident: præsident for G8-mødet, som åbnede i Lough Earne i Nordirland mandag. Meget har forandret sig i de otte år, der er gået, siden Storbritannien sidst var vært for klubben. Bortset fra Ruslands evige Vladimir Putin er alle ansigter nye. Verdensøkonomien har forandret sig radikalt. I dag tumler G8-lederne med konsekvenserne af de rystelser, der fulgte i kølvandet. Men én væsentlig ting har ikke forandret sig det mindste: Blandt verdensledernes absolut største udfordringer er fortsat spørgsmålet om, hvordan man skal håndtere transnationale virksomheder, der opfører sig, som var de mere magtfulde end noget land, og som stædigt nægter at leve op til deres forpligtelser over for resten af samfundet.

Under optakten til mødet udpegede David Cameron global skatteunddragelse som en topprioritet, og han har talt om at afslutte æraen af »hemmelighedsfulde firmaer på hemmelighedsfulde beliggenheder«. Det er imidlertid svært ikke at vurdere hans motiver med en vis kynisme. De seneste eksempler på store virksomheder som Amazon og Vodafones skatteunddragelse har skabt offentlig vrede, som er blevet endnu mere intens i lyset af de nedskæringer, som rammer mange vælgere. Mon ikke det er faldet premierministerens rådgivere ind, at kamp mod skatteunddragelse kunne have potentiale som modspin til beskyldningerne om, at Cameron står i spidsen for et parti af rige for rige?

Hvorom alting er, har Cameron ret, når han udpeger erhvervslivets skatteunddragelse som en af den moderne kapitalismes mest skadelige sygdomme. Virksomhederne er overalt, når det gælder salg af varer, men ingen steder når der skal betales skat af profitterne.

Et rimeligt gæt er, at tabet af skatteindtægter er i billionstørrelsen, og disse parasitvirksomheder kvalificerer sig om nogen til betegnelsen sociale bedragere. De nyder godt af alle de civiliserede samfunds goder: muligheden for at udbetale overskud til deres investorer; retssamfundets beskyttelse af deres forretninger; domstolenes håndtering af kommercielle tvister; de veje og transportmidler, som bringer kunderne frem til forretningerne; politiet og brandvæsenet som træder til i nødsituationer; de institutioner, som har uddannet deres ansatte; det sundhedssystem, som behandler deres ansatte ved sygdom.

Og stadig nægter de at betale deres del til det samfund, som tilbyder dem alle disse goder. Samtidig griner folk som Google-chefen Eric Schmidt os op i ansigtet og siger, at det er vores egen skyld, at loven er indrettet på en måde, der gør det muligt at omgå den.

Ødelæggende for kapitalismen

Det kan se indviklet ud, men er i virkeligheden enkelt: Skatteunddragelse går ud på at skabe profitten ét sted og opbevare den et andet. Det koster de lande, som er repræsenteret i G8, en formue. Fortalere for kapitalisme burde være mindst lige så forargede over dette som venstrefløjen.

Finansminister George Osborne talte engang om at gøre Storbritannien til »skabernes« sted. Men skattely gavner monopolistiske multinationale virksomheder på bekostning af landets små entreprenante forretningsfolk. Skattely giver et massivt forspring til store virksomheder, som hjælper dem til at knuse de mindre virksomheder, der betaler deres del.

Skattely beskytter, opmuntrer og tilskynder til kriminalitet og fup, herunder insiderhandel, pengehvidvaskning, korruption og bestikkelse. De kan skjule narkopenge og terrorpenge.

Ofrene for skattely er hver eneste lovlydig borger og ansvarlig virksomhed, som må betale mere end rimeligt for at opveje tabet. OECD anslår, at udviklingslande mister tre gange så mange penge på global skattesnyd, som de får i bistand om året. Penge, der kunne have været investeret i økonomisk udvikling, skoler, hospitaler og rent drikkevand, sult- og sygdomsforebyggelse. En international aftale om beskatning af multinationale ville give landene mulighed for at beskatte virksomheder der, hvor de i virkeligheden tjener pengene, frem for der, hvor de lader, som om de tjener dem.

Det vil ikke være nok

Hvis de virkelig ville være radikale, kunne G8 enes om en fornuftig definition på skattely og forbyde virksomheder at operere gennem dem. Drøm videre. 98 ud af de 100 virksomheder med størst markedsværdi på Londons børs benytter skattely, og bag den hårde retorik slesker landets politikere for Eric Schmidt og hans lige. Modsat hvad folk ofte tror, befinder de vigtigste skattely sig ikke på palmeøer, men derimod inden for og i ly af EU, såsom Luxembourg og Monaco. Også USA har sine egne skattely i Nevada, Wyoming og Delaware. Under New Labour blev London forvandlet til skattely for mange af verdens milliardærer – og den er det fortsat.

Hvad der formentlig vil komme ud af G8-mødet er et par hensigtserklæringer om mere gennemsigtighed, så skattemyndigheder bedre kan spore de reelle ejerskabsforhold og andre manøvrer, der skjuler virksomheder og individers formuer. Det store spørgsmål bliver, om denne information kun skal være tilgængelig for de rige landes skattemyndigheder eller også for de udviklingslande, der lider mest under problemet.

Signalerne op til mødet har ikke givet grund til stor optimisme. Premierministeren og hans folk har allerede forsøgt at nedtone forventningerne til, hvad der er muligt at opnå. Man får mistanke om, at Camerons ambition er at presse tilpas mange indrømmelser ud af mødet, så han efterfølgende kan skrive en selvlykønskende pressemeddelelse.

Men det vil ikke være nok. Det internationale skattesystem har ikke brug for lidt justering hist og her tilsat lidt højspændt retorik, der kan mildne den offentlige vrede. Kun en grundlæggende og radikal reform kan sætte en stopper for denne globale skandale.

 

Andrew Rawnsley er politisk redaktør for The Observer©

The Observer og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Man hører så meget om de konkrete og navngivne enkeltpersoner, der nasser på fællesskabet, Det er ikke så dårligt at give den diskussion et rigtigt perspektiv. De rigtige nasserøve bliver sjældent kritiseret; der er aldrig navn på dem; de er dybt anonyme, men skummer ikke desto mindre fløden fra fællesskabets værdier i et helt andet omfang end de konkrete personer, der er mål for kritikken. Selv hvis man accepterer de præmisser denne kritik udøves på, så må man - hvis man blot har en anelse hjernekapacitet i behold - forholdsvist nemt kunne indse, hvorledes dimensionerne er i disse sager - og indrette sin kritik på passende vis derefter..