Kronik

Giv os folkestyret tilbage

I dag er offentlighedsloven til tredje behandling i Folketinget. Loven er et symptom på en bredere tendens i regeringens forhold til demokratiet og i vort politiske system generelt – teknokratiet og de ’nødvendige’ løsninger har taget over. Det er på høje tid at revitalisere folkestyret
Havde den nuværende regering haft sans for demokratiet som en afgørende præmis for sit projekt, var den ikke havnet i det lavpunkt vælgermæssigt, hvor den befinder sig nu, mener kronikøren. Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) præsenterede sin nye regering og ministre på Amalienborg Slotsplads den 4.  oktober 2011.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

4. juni 2013

Regeringspolitikernes tyndslidte forsvar for forringet åbenhed i forvaltningen afslører, at SRSF-regeringens største problem ikke er dens politik, men dens forhold til demokratiet.

Med S og R i spidsen har vi fået en regering, som med teknokratiets skråsikkerhed forfølger ’nødvendighedens politik’ og som ser på kritik, som noget, der skal ’håndteres’ og holdes på afstand.

Logisk er det derfor også, at regeringen har valgt at følge topembedsmændenes anbefaling af, at det skal være helt legalt at lukke for aktindsigt i politisk prægede dokumenter, uanset hvor i statsapparatet de måtte befinde sig.

SRSF mente noget andet, før partierne kom i regering. Samme regering har også opgivet at forfølge sit eget forslag om styrkelse af mindretal i Folketinget. Denne laden hånt om demokratiet er for mig det værste af mange løftebrud.

Manglende lydhørhed

Regeringens opfattelse af sig selv er, at den udviser lederskab, fordi den påtager sig ansvaret for at fremtidssikre Danmark som velfærdssamfund. SRSF har klart undervurderet en demokratisk valgt regerings behov for tillid hos vælgerne og de basale adfærdsnormer, som tillid udspringer af: Krav om vederhæftighed og troværdighed; krav om lydhørhed og integritet; krav om at kunne forklare sig med sammenhængende og genkendelige argumenter.

I sine forsøg på at forklare sig har regeringen heller ikke just imponeret. I DR2’s Deadline har seerne hos Morten Bødskov (S) og Margrethe Vestager (R) kunnet opleve en brug af nysprog og udenomstale, som sætter nye standarder i dansk politik.

Det er fint, at regeringen er overbevist om, at den fører den rigtige politik. Men det er i stigende grad en gåde, hvorfor det optager SRSF så lidt, at vælgeropbakningen er decimeret, og mistrøstigheden i baglandene bare stiger.

Nogle forklarer det med statsministerens manglende lederevner, nogle ved Radikale Venstres dominans og velkendte antipopulisme. Andre peger på, at regeringen mangler politisk mod og gennemslagskraft over for den systemtænkning, som topembedsmændene møder dem med.

Undertegnede hælder mest til mere sociologiske forklaringer: At vores hæderkronede folkestyre efterhånden har udviklet nogle systemiske problemer, som det er på høje tid at forholde sig offensivt til, hvis vi vil sikre danskerne et levende og funktionelt demokrati.

Fire problemer med folkestyret

Problem nr. 1: Vores folkevalgte bliver stadig mindre repræsentative. Et velkendt problem, som ikke desto mindre bare vokser for hvert valg. SRSF-regeringen er den foreløbige kulmination, alle topministre har DJØF-baggrund og har aldrig arbejdet uden for det politiskadministrative system! 18 ud af 23 ministre har en lang videregående uddannelse. De tilhører den del af befolkningen, som meget let kan glemme, at det stadig er mindre end syv procent af befolkningen, som har en akademisk uddannelse.

Problem nr. 2: Det politiske system er overbelastet. Meget tyder på, at det centrale politiske system befinder sig i en slags permanent stresstilstand, som efterhånden opfattes som normal af de involverede – selv om den på mange måder er usund og har omkostninger for vores demokrati. En oplagt årsag er den stigende mængde sager, som en kompleks blandingsøkonomi, inkl. EU og andet internationalt samarbejde, uvægerligt skaber. Ministrene bliver flaskehalse, og deres mulighed for at tænke langsigtet, politisk og ambitiøst forringes.

Form, medier og personer

Stærkt sammenfiltret med disse tre problemer er:

Problem nr. 3: politikkens medialisering. Det faktum at det politiske i dag handler mindst lige så meget om form, kommunikation og personligt drama som om substans. Den stigende sociale afstand til vælgerne og den permanente stresstilstand har bidraget til udviklingen af en politisk kultur, hvor adgangen til reel og direkte indflydelse begrænses til en stadig snævrere kreds.

Åbenhed, tvivl og (intern) uenighed er blevet en risiko, som er alt for stor at løbe. Derfor afløses åben og reel politisk dialog af løbende tolkning på meningsmålinger og en stram – til tider nærmest paranoid – styring af kommunikationen. Politik bliver et spil blandt de få indviede, som stadig oftere efterlader vælgerne og offentligheden forvirret og frustreret og alt andet end oplyste.

Problem nr. 4: Samspillet mellem regering og Folketinget følger i store træk stadig de procedurer for lovforberedelse, lovvedtagelse og lovgennemførelse, som blev etableret i midten af 1800-tallet. Den demokratiske beslutningskæde er formelt den samme som i 1901, men det er vilkårene, som det fremgår ovenfor, absolut ikke.

I stedet for et åbent inddragende folkestyre har vi fået et teknokrati, hvor afgørende og langsigtede politiske beslutninger forberedes og i vid udstrækning også tages af meget få mennesker i og omkring regeringens top. At der – trods stigende protester i både bagland og offentlighed – er hermetisk lukket for justeringer af det foreliggende forslag til ny Offentlighedslov, er ironisk nok et fint eksempel.

Et levende demokrati

Det er på høje tid, at vi i Danmark beslutter os for at forny vores demokrati og gør op med det sakrosankte forhold, vi har til en grundlov og en statsskik, som tiden er løbet fra.

I det følgende et første forsøg på forslag, som gradvist vil kunne revitalisere folkestyret i Danmark.

Gennemfør forsøg med 100 procent åbne politiske processer på udvalgte områder. Regeringstoppen og dens rådgivere taler pr. instinkt for, at en vis lukkethed i lovforberedelsesfasen er en absolut nødvendighed. Men kunne der ikke på mange politiske områder tænkes fordele ved at planlægge og gennemføre processer, som fra start til slut holdes helt åbne? Hvor inddragelse, debat og mediedækning kan baseres på rigelig og ligelig tilgang til den viden og de vurderinger og præmisser, som ligger til grund for lovarbejdet?

Styrk den politiske og demokratiske ledelse af ministerierne ved at indføre viceministre (som man bl.a. har det i Sverige og Norge.).

Politisk udnævnte viceministre vil øge regeringens kapacitet for reel inddragelse og demokratisk dialog betragteligt. Overbelastningen af ministrene vil kunne mindskes og kvaliteten i de politiske beslutninger højnes. Samtidig styrkes regeringens mulighed for konstruktivt at udfordre den snævre faglighed og systemtænkning, som embedsværk og eksperter (ofte) leverer.

Drop de indskrænkende bestemmelser i det aktuelle forslag til en ny offentlighedslov og gennemfør i stedet et projekt for mere offentlighed i alle statslige styrelser og organer. Kræv af alle ministerier, at de skaber borgervendte hjemmesider, hvor alle ikkefølsomme offentlige databaser, al ekspertviden, alle (eksterne) strategier og politikker gøres tilgængelige med få klik.

Bed dem lave dedikerede hjemmesider, hver gang der sættes større lovarbejder i gang, så lovforberedelsen, den politiske behandling og implementeringen let kan følges af offentligheden.

Bryd op i monokulturen i departementerne. Vores demokrati lider under en svækket repræsentativitet, ikke mindst fordi (top-) politikerne har samme uddannelsesmæssige og sociale baggrund som de embedsmænd, hvis rådgivning de er afhængige af. DJØF’ernes de facto monopol på stillingerne i de øverste ledelseslag bør aktivt udfordres for at sikre et (flere-)fagligt modspil til den herskende styringstænkning.

Havde den nuværende regering haft sans for demokratiet som en afgørende præmis for sit projekt, var den ikke havnet der, hvor den befinder sig nu. Det sandsynlige er, at regeringen vil være historie senest oktober 2015. Det positive ved det nederlag kan blive, at en ny regering vil have lært en lektie eller to. Om en befolkning, som er blevet for klog til at acceptere uvederhæftighed og lade sig besnakke med nysprog. Om forskellen mellem ’vi alene vide’ og sandt politisk lederskab. Og allervigtigst, så vil den forhåbentligt tage demokratiet på sig som en grundværdi, som det burde være enhver dansk regerings pligt at holde i live og styrke.

 

Kim Hjerrild er tidligere medlem af Offentlighedskommissionen, medlem af Det Radikale Venstre og områdechef i Københavns Kommune

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tove Lodal
  • Ellen Jeppesen
Tove Lodal og Ellen Jeppesen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu