Kronik

Giv mindretallet mulighed for at kontrollere magten

KRONIK – På grundlovsdag for tre år siden talte vores nuværende statsminister om demokrati og behovet for at give mindretallet bedre mulighed for at undersøge og kontrollere regeringen. Nu, hvor magten er skiftet, er det åbenbart mere belejligt selv at bestemme, hvornår man vil undersøges
Allerede i 2005 fremsatte ’rød blok’ kravet om, at en uvildig undersøgelse af regeringer ikke burde kræve flertal. Det budskab gentog nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidt i grundlovstalen 2010, mens Socialdemokraterne stadig var i opposition. Nu, hvor de selv er i regering, er lysten til undersøgelser blevet væsentlig mindre.

Kristian Juul Petersen

5. juni 2013

»Et nyt flertal vil give mindretallet nye muligheder for at kontrollere regeringen. Det skal være muligt for mindst 2/5 af Folketingets medlemmer at iværksætte uvildige undersøgelser.«

Sådan lovede landets nuværende statsminister på grundlovsdag i 2010, da hun endnu var i opposition. Forslaget var ledsaget af store løfter om at genoplive det samarbejdende folkestyre efter VKO. Fremover skulle magten »altid varetages med ydmyghed og aldrig med selvfølgelighed«.

Men ligesom regeringen har skiftet holdning i sagen om offentlighedsloven, efter den selv har fået ministerposterne, har den gjort det i forhold til mindretalsbeskyttelsen. Demokrati er åbenbart sjovere, når det ikke er en selv, der bliver kontrolleret.

Forslaget i syltekrukken

Løftet i grundlovstalen var faktisk blot en gentagelse af et tidligere forslag.

Allerede i 2005 fremsatte rød blok kravet om, at det fremover ikke skulle kræve et flertal at iværksætte en uvildig undersøgelse. Nu skulle 40 procent af Folketingets medlemmer være nok til, at en regering lod sig undersøge. Forslaget blev fejet af banen af VK-regeringen og Dansk Folkeparti.

Ifølge Thorning-Schmidts tale i 2010 var behovet for en mindretalsbeskyttelse blot blevet endnu tydeligere siden 2005. VKO fungerede som en de facto-flertalsregering, der i vidt omfang undgik at undersøge sig selv.

Især var det en torn i øjet på Thorning og co., at Dansk Folkeparti end ikke gik med til at undersøge alvorlige beskyldninger om ulovlige fangeudleveringer i Afghanistan og lovbrud i Beskæftigelsesministeriet.

Siden har Helle Thorning og den nuværende regering skiftet holdning.

I november 2011 afviste justitsminister Morten Bødskov (S) et lovforslag fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der var identisk med forslaget fra 2005. Der var pludselig behov for en væsentligt bredere dialog angående Folketingets kontrol af regeringen, og forslaget blev sendt til hjørne i Udvalget for Forretningsorden. Dermed forstummede dialogen, før den blev sat i gang.

Ind under gulvtæppet

Ikke desto mindre er der meget, der taler for en realisering af forslaget fra 2005.

I dag kræver alle de mest effektive redskaber til parlamentarisk kontrol et flertal i Folketinget. Oppositionen kan ganske vist kalde ministeren i samråd, stille §20-spørgsmål eller kræve forespørgselsdebatter. Men hvis et flertal i regeringen ønsker at dække over en politisk betændt sag, er det forholdsvis ligetil. Det var læren af Tamilsagen.

Tamilsagen handlede som bekendt om familiesammenføringer af tamilske flygtninge og justitsminister Erik Ninn-Hansens (K) ulovlige ordrer om at sylte ansøgningerne om sammenføring. Sagen begyndte at rulle i 1988, hvor medier og opposition fik færten af de urene metoder, og i 1989 offentliggjorde Ombudsmanden en rapport om forløbet, der indeholdt heftig kritik af Justitsministeriet og Udlændingedirektoratet.

Sagsbehandlingen havde på flere punkter ikke levet op til de juridiske krav. Men der var ikke flertal for en undersøgelseskommission, og oppositionen måtte nøjes med en forespørgselsdebat i Folketinget med statsministeren, hvor Schlüter forsikrede, at der intet var at finde under det senere så berømte gulvtæppe.

Her kunne sagen være sluttet. Med kritik af ministerium og direktorat, men uden videre konsekvenser. Der var som sagt ikke flertal for en nærmere undersøgelse i Folketinget.

Den største politiske skandale i nyere Danmarkshistorie var således formentlig aldrig kommet i offentlighedens søgelys – hvis ikke det var for Ninn-Hansen selv, som i kølvandet på en kritisk dokumentar fik sagt, at nedprioriteringen af tamilske familiesammenføringer var en regeringsbeslutning, og at alle partier i den tidligere firkløverregering (V, K, Kristeligt Folkeparti og CD) bar ansvaret. Den beskyldning ville den tidligere regeringspartner CD ikke havde siddende på sig, og Mimi Jakobsen støttede nu en undersøgelse. Kun på grund af Ninn-Hansens ønske om at trække de øvrige partier med i faldet opstod der pludselig et flertal for en undersøgelse. Undersøgelsen førte som bekendt til en rigsretssag mod Ninn-Hansen og Schlüter-regeringens afgang.

Lær af Tyskland

Spørgsmålet er, hvor mange sager der ender dér, hvor tamilsagen oprindeligt så ud til at ende: med kritiske spørgsmål fra oppositionen, samråd i udvalg og måske en næse eller i værste fald kritik fra Ombudsmanden? Hvordan kan vi sikre, at det ikke er tilfældigheder såsom den detroniserede Ninn-Hansens beskyldninger mod CD, der bliver udslagsgivende? Det kan vi kun, hvis vi giver mindretallet en mulighed for at undersøge flertallet. Præcis som de nuværende regeringspartier foreslog i 2005, og som det bl.a. er gjort i Tyskland. Ved at vedtage forslaget vil Danmark samtidig være i overensstemmelse med Europarådets henstillinger. Rådet har tidligere bemærket, at Danmark er i et demokratisk underskud i forhold til de standarder, som Europarådet anbefaler, og som praktiseres i en række andre lande.

Men hvorfor ikke bare indføre mindretalsbeskyttelse? Lysten til at ændre reglerne synes at afhænge af, om man er i opposition eller ej, men der er også rejst andre mere saglige argumenter mod forslaget.

For dyre og langsomme?

Først og fremmest kan det virke mærkværdigt at efterlyse flere undersøgelseskommissioner i en tid, hvor både Statsløse-, Irak- og Skattekommissionen fylder godt i mediebilledet. Dog skal vi huske på, at der er tale om en helt særlig situation. De seneste år har der været et meget begrænset antal undersøgelser. Fra 2004 til 2011 blev der således ikke nedsat én eneste kommission. Det nuværende antal kommissioner er derfor et særsyn og et udslag af, at regeringen nu endelig kan få lov at undersøge den forrige.

For det andet anklages kommissionerne for at være både for dyre og for langsomme. En helt berettiget kritik, der naturligvis skal tages i betragtning. Alle undersøgelseskommissioner behøver ikke være så omfattende, som de er i deres nuværende form. Farumkommissionens langsomlige og hundedyre arbejde er således ikke er et eksempel til efterfølgelse. En ændring af loven om undersøgelseskommissioner kan sagtens omfatte et hurtigere og billigere alternativ til de tunge undersøgelseskommissioner.

Men man bør ikke afvise et mindretals mulighed for demokratisk kontrol, fordi den nuværende form for undersøgelser er for dyre og langsomme. Det er at smide barnet ud med badevandet.

For det tredje har især blå blok argumenteret for, at der ikke er kommet nok ud af kommissionerne – der har ikke været nok politiske skandaler. Endnu er det for tidligt at vurdere konsekvenserne af de nuværende kommissioner, men politiske skandaler bør vel ikke være et mål i sig selv? Tværtimod bør det være et mål at undgå magtfuldkommenhed. Her vil en mindretalsbeskyttelse uden tvivl virke præventivt.

Belejligt selv at bestemme

Endelig lyder kritikken, at der vil gå inflation i undersøgelseskommissioner. Faren er naturligvis til stede, men her må vi have tiltro til vores folkevalgte. Der er i høj grad tale om et selvregulerende system, hvor Folketinget vil finde en naturlig balance, som det i øvrigt også er tilfældet i de mindretalsbeskyttelser, der optræder i Grundloven. Ifølge Grundloven kan 2/5 af medlemmerne i Folketinget kræve udsættelse af tredjebehandlingen af et lovforslag. Muligheden benyttes sjældent. Tilsvarende skal danskerne jo også kun yderst sjældent forholde sig til konkrete lovforslag, selvom 1/3 af Folketingsmedlemmer faktisk kan kræve et vedtaget lovforslag sendt til folkeafstemning. Samtidig vil et eventuelt misbrug af mindretalsbeskyttelsen jo blive afsløret, hvis undersøgelser afdækker manglende substans.

Der er således ingen gode grunde til, at regeringen undlader at opfylde sit løfte om at indføre en mindretalsbeskyttelse, der bringer Danmark på linje med Europarådets anbefalinger og sikrer demokratisk indsigt og kontrol. Det eneste tilbageværende argument er vist, at det nu engang er mest belejligt selv at bestemme, hvornår man vil undersøges.

 

Jens Hjorth-Larsen er kandidatstuderende ved Institut for Statskundskab, KU

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tom Paamand
  • Tom Clark
  • Brian Rosberg
  • Olaf Tehrani
  • Ole Kassow
  • Reda Ammari
  • Jan Pedersen
  • Jarl Artild
  • Peter Jensen
  • Dorte Sørensen
Tom Paamand, Tom Clark, Brian Rosberg, Olaf Tehrani, Ole Kassow, Reda Ammari, Jan Pedersen, Jarl Artild, Peter Jensen og Dorte Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Peter Jensen

"I november 2011 afviste justitsminister Morten Bødskov (S) et lovforslag fra Enhedslisten og Dansk Folkeparti, der var identisk med forslaget fra 2005. Der var pludselig behov for en væsentligt bredere dialog angående Folketingets kontrol af regeringen, og forslaget blev sendt til hjørne i Udvalget for Forretningsorden. Dermed forstummede dialogen, før den blev sat i gang."

Morten Mørkemager er god for rigtigt mange hjørnespark, faktisk er han regeringens dødboldsspecialist. Men hvem coacher ham?

Jan Pedersen, Lene Christensen, Rune Petersen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar

For mig handler det ikke om kontrol, men om oplysning. Det er et alvorligt problem for det oplyste demokrati når en justitsminister kan få sig selv til offentligt at sige at "der er brug for et privat rum" mellem embedsmænd og ministre. Hvorfor det? Hvis "folkets tjenere" siger noget der ikke tåler dagens lys skulle de måske hellere tie stille.

Al respekt for at man skal behandle konkrete sager fortroligt, hvis det handler om tredjepart, og lignende sager, men det er da en katastrofe at vores folkevalgte ikke føler de kan forvalte deres borgerlige ombud generelt uden offentlig indsigt. Så kan man spekulere i om ikke en mindre personfikseret og sentiatonshungrende og måske også af og til sentiationsskabende presse er en del af problemet, men det burde ikke være en gyldig grund for en minister for at gemme sig væk i støvede baglokaler når der skal træffes beslutninger i folkestyrets navn.

Hvis man ikke har noget at skamme sig over kan man vel passe sit ombud i fuldt dagslys. Så frem i lyset, eller lad andre komme til, som ikke føler de har noget at skjule.

Lene Christensen, morten Hansen, Peter Ravn Mikkelsen, Rune Petersen, Sven Elming, peter fonnesbech, June Beltoft, Reda Ammari, Marianne Rasmussen, Morten Kjeldgaard, Sten Victor, Marianne Nielsen, Anders Feder, Lise Lotte Rahbek, Dorte Sørensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Lars Hovesen du skriver næsten det samme, som Per Clausen EL sagde i sin privateordførertale ved 3. behandlingen af Offentlighedsloven

Jamen så er vi da enige om noget :-)

Min pointe er måske så lidt anderledes: jeg har langt hen ad vejen tillid til at ministre gør deres bedste, endda også en socialdemokrat trods de åbenlyse mangler i kvalifikationerne, og at der generelt ikke er brug for kontrol som sådan. Tamil sag, Farum sag, AFUK sag osv. hører dog trods alt til undtagelserne, og kunne måske endda forhindres hvis man fra embedsværkets side var lidt mere opmærksom på ikke at komme for tæt på "grænsetilfælde". Og de sager kom jo altså frem, og ville vel næppe være forblevet skjulte med selv de mindre justeringer der er lavet denne gang.

Det store problem er dog netop tillid: hvad fa... skal en minister med et "privat rum" når det er et offentligt hverv han udfører? Det er argumentationen der er håbløs, og Bødskov, hele regeringen, mine partifæller i V og alle de andre gør sig selv og alle politikkere en bjørnetjeneste ved at skabe det indtryk at der er store dele af deres arbejde som ikke tåler dagens lys.

Der er vel ikke nogen der er uenige i at man skal administrere efter reglerne og i fællesskabets interesse, så vi burde vel kunne forvente at så meget som muligt kan kigges efter så grundigt som overhovedet muligt. Og så nytter det jo ikke at ting gemmes væk i "private rum". Når man er minister eller offentlig ansat embedsmand bevæger man sig i arbejdstiden i et offentligt rum, og det skal man acceptere eller finde sig et andet arbejde.

Per Jongberg

Thorning, Schmidt eller Rasmussen (IV). Hendes foto skal op paa vaeggen i mit lokum ... ved siden af Rasmussen (II og III), de sorte praester, Hitler, Stalin, Bush, flere Espersen'er, og flere andre ...

Lene Christensen, Peter Nielsen og Martin Hansen anbefalede denne kommentar
Filo Butcher

Danmark er i et demokratisk underskud i forhold til de standarder, som Europarådet anbefaler, og som praktiseres i en række andre lande.

I den grad!

Lene Christensen, morten Hansen, Peter Nielsen, Reda Ammari, Jette Abildgaard og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Danmarks problem er, at vi pga. traditionerne for demokratisk praksis har undladt at lovsikre principperne - det har ikke været nødvendigt. Nu har udviklingen bragt os et andet sted hen, og så står vi uden det værn, som man andre steder har indset, er nødvendige.

Lene Christensen, Jesper Wendt, Levi Jahnsen, Jette Abildgaard og Marianne Rasmussen anbefalede denne kommentar
Filo Butcher

Danmark er en kartoffelrepublik styret af alliancer mellem diverse klaner fra adelige godsejere, store familievirksomheder og tilknyttede levebrødspolitikere, der findes endda familier som har produceret levebrødspolitikere i flere generationer.

Er det kendetegn på et moderne, oplyste demokrati?

Peter Nielsen, Rune Petersen, Reda Ammari og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Georg Christensen

En overskrift, som i grunden forklarer helheden og åbner vejen for "enigheden" : Giv mindretallet muligheden for "kontrol" af "magten´s" begærlighed.

Med den nye offentlighedslov, sørger magtens begærligheder med værdiløse ord om "demokratifornemmelser" kun, at styre sine egne demokratifornemmelser,og lægger sig selv på gærndsen til "diktaturfornemmelser". Til sidst ender det bare med, at demokrati og diktatur forvandles til to enslydende ord, som ved sammensmæltningen alligevel får samme betydning: "begærd", hvor det enkelte "individ" (LIV), kun opfattes som en handelsvare, som så kan børsnoteres, hvis "fluebenet", efter en perriode, sættes det rigtige sted, og dermed i bund og grund gør sig selv "værdiløs". .

Steen Erik Blumensaat

Vælgerne tror at hver gang de møder et menneske der smiler særlig blidt og enfoldigt til alt, de ikke forstår, så skuer de ind i det himmelske lys.

Vælgerne og deres behov for en genstand de kan tilbede, frit valg fra hylden,
skovleklare Helle uden skovl, androgyne Margrethe, zik-zak Lars L.R, manden de kaldte Birthe ( Rønn) fortsæt selv og vælg din ynglings løgnere.

Mæ-Bæ siger de små lam.

Olav Bo Hessellund

Er der nogensinde fremsat en begrundelse for hvorfor danske politikere skulle have brug for et større privatrum/spillerum, når de laver politik, end deres kolleger i Sverige, Norge og Finland?

Lene Christensen, Peter Andersen og Jesper Wendt anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

©irkus - de slår teltet op og sælger en oplevelse, tiden fra de rejste - til de ankommer næste gang, føles lang og smertefuld. Du er nu så udmattet - bare oplevelsen virker euforiserende.

#loop

Lars Kristensen

Giv dog statsministerposten til det parti der har færrest pladser i folketinget.

Resten af ministrene fordeles efter partiernes forholdstal i folketinget.

Ole Chemnitz Larsen

Læren efter Tamil-sagen

For Magthaverne:

Vi kan ikke forhindre nye sager. Men vi kan blive bedre til at skjule eller mørklægge dem.

Også fordi Folketingets Ombudsmand synes at have lært lektien:

Du må aldrig, aldrig igen afsløre en magthaver.

Der kan henvises til Skatteministeriet, hvor der er mindst 2500 mørklagte lovbrud til skade for de forurettede borgere.

Lovbrud, som er blevet skjult med lovbrud på lovbrud, herunder omfattende misinformation af Folketinget, afpresning via trusler om store dummebøder, bortskaffelse af væsentlige beviser for strafbare forhold osv.

Alt fremgår af de ansvarliges egne dokumenter og gældende ret, der er enkel.

Af dokumenterne fremgår også en del kendte personer, herunder nogle af den demokratiske retsstats fremmeste tjenere.

Lasse Damgaard

- Demokratisk reformbevægelse
I skriver jer bare på listen.

Bevægelsen arbejder for at få en Grundlovsreform.
hvor en af § er et opgør med levebrødspolitikken
- og indførelsen af et folkeveto.
Og de gammelkendte - hvilken plads skal kongehuset og kirken have