Læserbrev

Hård kurs mod genopdragelse

20. juni 2013

Trine Bramsen, formand for Folketingets udvalg for udlændinge og integrationspolitik (S) Liv Holm Andersen, integrationsordfører (R) Karina Lorentzen Dehnhardt, udlændinge- og integrationsordfører (SF)

Genopdragelsesrejser som opdragelsesmetode hører på ingen måde hjemme i et moderne samfund. Selvom det er et lille mindretal blandt vores nydanskere, der benytter sig af denne metode til opdragelse, skal den bekæmpes med alle midler. Bare ét barn, der oplever dette, er et barn for meget.

Det har enorme personlige og psykiske konsekvenser, når børn og unge ufrivilligt sendes på genopdragelsesrejse til familiens oprindelsesland. Derfor søsætter regeringen nu en særlig rådgivningsindsats over for gruppen af børn og unge. Vi opretter en gratis hotline, som både børn, unge og voksne kan benytte, hvis de har problemer eller spørgsmål vedrørende genopdragelsesrejser. Og samtidig bruger vi aktivt internettet til bekæmpelse af ekstremisme.

Regeringen har allerede styrket indsatsen mod æresrelaterede konflikter og ekstremisme med over 30 initiativer, der skal sikre forebyggende indsatser og en hårdere kurs over for religiøse fundamentalister, genopdragelsesrejser og tvangsægteskaber.

Men det er også afgørende, at børn og unge får den hjælp og støtte, de har brug for, når de frygter en genopdragelsesrejse, eller når de kommer hjem efter ufrivilligt at have været længere tid i udlandet. Disse børn og unge skal tilbage til det danske samfund og fungere på normal vis. Og det skal være let at søge hjælp.

Fast og fair integrationspolitik

Dermed strammer vi ikke alene garnet om de, der sender børn og unge på de skadelige genopdragelsesrejser.

Vi sikrer også, at der er sikre og professionelle steder, hvor børn og unge kan henvende sig og få hjælp. Både hvis de frygter at blive sendt ud af landet til genopdragelse, men også hvis de har været udsat for tvangsrejserne. Regeringen nægter at generalisere og forfalde til symbolpolitik, som VKO gjorde det. Men vi lukker ikke øjnene.

Derimod sætter vi ind, hvor problemerne er og sætter igen en tyk streg under, at det er muligt at have både en fast og en fair integrations- og udlændingepolitik. Hvor Dansk Folkeparti og VK-regeringen mest talte, der handler Danmarks nye regering på problemerne.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu