International kommentar

Vi henretter da ikke mennesker

Når Texas i dag eksekverer sin dødsdom nr. 500 og dermed henretter den blot fjerde kvinde siden 1976, er der gået et spil forud, der handler om at umenneskeliggøre den anklagede. For kvinders vedkommende skal de først affeminiseres og siden afhumaniseres. For kvinden er af natur ikkevoldelig
26. juni 2013

I dag – midnat dansk tid – har Texas planlagt en henrettelse. Umiddelbart ’business as usual’. Når denne henrettelse alligevel skiller sig ud, skyldes det dels, at det er henrettelse nr. 500 siden ophævelsen af USA’s Højesterets forbud mod henrettelser i 1976 og dels, at den dømte er en kvinde.

Det er 52-årige Kimberly LaGayle McCarthy, der blev dømt i 1998, som har fået den tvivlsomme ære at markere ’milepælen’. Spørgsmålet er dog, hvorfor det overhovedet spiller en rolle, at staten henretter en kvinde frem for en mand, og at hun er nummer 500.

Da Kenneth Boyd blev henrettet i 2005 i North Carolina som nummer 1.000 på landsplan, fik man forinden et tydeligt indtryk af, hvad det betød for ham: »Jeg vil hade at blive husket som dette. Jeg bryder mig ikke om at blive udset som et tal«. At McCarthy vil have det på samme måde, er nok ikke et helt vanvittigt gæt.

Det efterlader spørgsmålet om hendes køn. Forinden nogle rå tal. Lige nu sidder der 61 kvinder på dødsgangen – 10 af dem i Texas – ud af de i alt 3.125, der p.t. sidder og venter på, at dødsdommen bliver eksekveret. Kvinder udgør dermed omkring to procent af de indsatte og står for ca. 10 procent af alle mord. På landsplan er 12 af de 1335 personer, der er blevet henrettet siden 1976, kvinder, mens McCarthy vil blive den fjerde kvinde i Texas ud af de i alt 500 personer, som staten har henrettet i samme periode. Ser man på de typer af forbrydelser, som de dødsdømte kvinder har begået, har en femtedel af de indsatte dræbt deres mand eller kæreste, mens en anden femtedel har dræbt deres børn. Resten af ofrene har været fjernere familiemedlemmer eller personer, som morderne ikke kendte i forvejen, men slog ihjel i forbindelse med forskellige andre typer forbrydelser.

Alt andet end menneskelig

Men hvorfor spiller den tiltaltes køn overhovedet en rolle i dødsstrafsager?

Leigh B. Bienen, juraprofessor på Northwestern University i Chicago og ekspert i bl.a. kønsdiskrimination i dødsstrafsystemet, udtalte i slutningen af 90’erne, at det handler om den indbyggede symbolik i dødsstraffen: »Dødsstraffen handler om at vise mennesker som djævle, men kvinder bliver sædvanligvis betragtet som mindre farlige.« Opfattelsen støttes af den førende ekspert inden for kønsdiskrimination i dødsstrafsystemet, Victor L. Streib, som i midten af 90’erne udgav rapporten Death Penalty for Lesbians. Her påpegede han, at anklagere i dødsstrafsager i sidste ende forsøger at overbevise juryen om at stemme for at tage et menneskeliv – og det gøres ved netop at fremstille samme menneske som alt andet end menneskeligt.

Affeminisering

Det bliver straks sværere, når det er en kvinde, hvorfor anklageren, før han kan afhumanisere tiltalte, først bliver nødt til at affeminisere hende. Her skal man »vise, at hendes forbrydelse er mere ’mandlig’,« og at hun selv i det hele taget er mere ’mandlig’. På den måde vil hun falde uden for rammerne af, hvad samfundet definerer som en ’rigtig’ feminin kvinde – som i denne sammenhæng betyder mere følelsesstyret og derfor ikke nær så koldblodig.

Flere undersøgelser peger på, at denne definition har haft uheldige konsekvenser for sorte kvinder, som af historiske årsager især i Syden vil blive betragtet som mindre feminine af en (ofte hvid) jury. Af samme årsag har to tredjedele af de kvinder, der er blevet henrettet siden kolonitiden i USA været sorte. Det samme er tilfældet med lesbiske eller biseksuelle kvinder, som i langt højere antal end heteroseksuelle er blevet dømt til døden. Det er ganske enkelt nemmere at få lesbiske kvinder dømt til døden i en konservativ sydstat, hvis man fremhæver deres seksualitet og fortæller juryen, at en given kvinde var ’manden i forholdet’.

Dette var tilfældet i en dødsstrafsag fra Kentucky i 1987, hvor to kvinder – Lafonda Fay Foster og Tina Powell, som havde et forhold til hinanden – var tiltalt for sammen at have dræbt fem mennesker. Foster fik dødsstraf, mens Powell fik livstid. I strafudmålingsfasen var Powells forsvarers strategi at beskrive Foster som en voldelig lesbisk, der havde banket Powell, kontrolleret hende og dermed fået hende til at begå forbrydelsen. Det betød, at anklageren kunne fremstille Foster for juryen som en brutal og mere maskulin morder end Powell, der til gengæld som ’kvinden i forholdet’ var genstand for total dominans.

Dødsstraffens illusion

Intet tyder på at Kimberly McCarthy er lesbisk eller biseksuel, men hun er sort, og hendes offer, Dorothy Booth, som hun dræbte under et indbrud, var en hvid, ældre kvinde. Alene dette diskvalificerer hende som et ’rigtigt menneske’. Desuden bestod juryen, der dømte hende, af 11 hvide og én sort. Tilsammen en dødelig kombination, ikke mindst i Texas. At karakterisere kvinder i dødsstrafsystemet som ikkemenneskelige er en ret svær øvelse, tyder de fleste undersøgelser på. Kvinder bliver som udgangspunkt betragtet som mere menneskelige end mænd i en kultur, hvor kønsrollerne er skarpt defineret og konsekvensen ultimativ, hvis fejltrinnet er stort nok.

Spørgsmålet er alligevel, om det i sidste ende så bare vidner om en morbid mangel på ligestilling i dødsstrafsystemet, der kan reguleres, eller om det snarere fortæller om et moderne og demokratisk samfunds grundlæggende ulyst til at henrette ’rigtige’ mennesker? I sidstnævnte tilfælde vil det betyde, at dødsstraffen i bund og grund – bag en skrøbelig og illusorisk overflade – nærer en egentlig foragt for sig selv.

Bertolt Brecht sagde, at det, man ville tilintetgøre, skulle man betegne som ’vildt’. Kimberly McCarty er blevet dette ’vildt’, og ved midnat vil staten Texas markere en ’milepæl’ og herefter forsøge at opretholde illusionen om, at staten endnu ikke har henrettet et eneste menneske.

Martin Martensen-Larsen er jurist og dødsstrafsekspert

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu