Kronik

Historien om en skolereform

Folkeskolereformen skulle have været en vindersag for regeringen. Men efter et uskønt forløb – som ellers var nøje planlagt i Moderniseringsstyrelsen – og en række fodfejl er man endt i en situation, hvor man har fremmedgjort lærerne og ikke just vundet støtte i befolkningen. En lærer giver her sin version af begivenhedernes gang
Undervisningsminister Christine Antorini (S) fik givet Venstre og Dansk Folkeparti så mange indrømmelser, at de to partier bakkede op om folkeskolereformen.

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

11. juni 2013

Folkeskolereformer er alvor. Ikke mindre end seks år gik der fra det første spadestik til den endelige vedtagelse i både 1975 og 1993, årstallene for de to sidste store reformer af skolen. Hundredvis af fagfolk var involveret, politikerne lyttede til dem, og der udspillede sig en bred offentlig debat. I sammenligning hermed ligner processen bag den nye reform nærmest Hjallerup hestemarked.

Som forhenværende opposition lagde den nuværende regering med Christine Antorini (S) som skyggeundervisningsminister på intet tidspunkt op til en stor reform af folkeskolen. Den kritiserede tværtimod igen og igen udtrykkeligt VK-regeringens utidige indblanding i folkeskolen. Det blev klart signaleret, at når S,R og SF kom til fadet, skulle folkeskolen først og fremmest have arbejdsro. Skolen skulle spire fra neden, dens ansatte skulle mødes med tillid og lydhørhed, og udviklingen skulle forankres i forskningen.

To modsatrettede spor

Som logisk konsekvens fik Antorini grønt lys fra regeringstoppen til at iværksætte projekt ’Ny Nordisk Skole’ straks ved regeringens tiltræden, og optimismen begyndte igen at pible ind i skoleverdenen. Men knap var blækket tørt på de mange løfterige aftaler med skolerne, før Antorinis projekt blev overtrumfet af regeringstoppen. Den havde desperat brug for en vindersag nu og her, og dens blik var faldet på folkeskolen, der vurderedes til at have det fornødne mediemæssige potentiale. Dog ikke som det langsomme, organiske projekt Ny Nordisk Skole. Næ, et ordentligt slag i bolledejen skulle der til, og så blev hele satsningen lagt over i den mest skolefremmede del af embedsværket, man kunne opdrive: Moderniseringsstyrelsen. Her udarbejdedes hurtigt en masterplan i to spor: et indholdsspor og et rammespor.

Indholdssporet, der skulle legitimere hele øvelsen, tog afsæt i det problem, alle regeringer i den vestlige verden bortset fra Finland har bakset forgæves med de seneste 25 år: den foruroligende store gruppe af unge, der forlader skolen med utilstrækkelige grundlæggende færdigheder og kundskaber. Rammesporet, der skulle sikre logistikken, blev lagt i tæt samarbejde med Kommunernes Landsforening (KL). Man planlagde et langt forløb ned til mindste detalje; begyndende i efteråret 2011 med diskret priming af offentligheden, der skulle vendes imod lærerne, kulminerende i foråret 2013 med den store holmgang med lærernes fagforening, der slet og ret skulle knuses ved hjælp af lovgivningsmagten. Lærerne skulle betale hele gildet af egen lomme.

Allerede her er kæden imidlertid hoppet af. De to spor kan ganske enkelt ikke spille sammen. Al viden og sund fornuft tilsiger, at en pædagogisk reform af folkeskolen forudsætter lærernes engagement og aktive medvirken. Men rammesporet, der ikke er til diskussion, dikterer åben og total krig mod lærerne. De to spor er komplet uforenelige.

Venstres opbakning sikres

Denne grundlæggende fejl ænses ikke af Moderniseringsstyrelsen. De mener, at projektet kan tromles igennem, og regeringstoppen, der er fuldstændig blank på skoleområdet, lægger sin skæbne i deres hænder. Hvis initiativet skal have den tilstræbte effekt på regeringens omdømme, skal det desuden gå stærkt. Der skal handles demonstrativt, effektivt og hårdhændet.

Skal regeringen slippe godt fra dette, er den imidlertid afhængig af Venstres opbakning i Folketinget. Regeringen giver derfor en håndfuld anonyme embedsmænd fra Undervisningsministeriet, Finansministeriet og KL nogle måneder til i et hermetisk lukket rum at udforme et forslag, der lægger sig så tæt op ad Løkke-regeringens forslag fra december 2010, ’Faglighed og Frihed’, at Venstre ikke kan undsige det. Det forhold, at S, SF og R tog skarp afstand fra selvsamme forslag ved dets fremlæggelse, betragtes som en uvedkommende detalje.

Corydon som Komiske Ali

I efteråret 2012 er reformudspillet klart, og dets fremlæggelse bebudes af statsministeren ved Folketingets åbning. Fra den 6. december brager det løs i form af en storstilet, nærmest militært koordineret tour de force, hvorunder folkeskolereformen nærmest udråbes som nationens frelser. Nu skal lærerne lige helt ned med nakken, og når det er sket, senest ved udgangen af april 2013, har man lige en god måneds tid til at få reformen igennem Folketinget, hvis flertal anses for sikret på forhånd.

Herfra mister regeringen grebet om sagen. Danmarks Lærerforening (DLF) mobiliserer modstand i et omfang, som regeringen ikke i sin vildeste fantasi havde forestillet sig. Snart tror ingen levende sjæl på regeringen. Finansminister Bjarne Corydon (S) ligner Komiske Ali, når han det ene øjeblik hævder, at det er både åbenlyst og ganske naturligt, at forløbet er nøje afstemt parterne imellem, og det næste øjeblik kalder det for en konspirationsmyte og benægter alt. De afgørende papirer i sagen tilbageholdes fortsat den dag i dag, desuagtet at finansministeren den 24. april 2013 må indkassere en syngende lussing fra ombudsmanden for magtfordrejning.

David mod Goliat-effekten

I løbet af marts 2013 begynder regeringen formentlig at frygte, at dens livsvigtige vindersag kan glide den af hænde; den går i panik og fejlvurderer situationen på flere punkter. Navnlig mislykkes forsøget på at drive en kile ind mellem lærerne og deres fagforening totalt. Regeringen undervurderer desuden David mod Goliat-effekten på opinionen. Forsøget på at marginalisere Bondo slår fejl.

Samtidig begår regeringen og KL i hurtig rækkefølge en stribe fodfejl. Vestager (R), Antorini og Thorning (S) blander sig direkte i slagsmålet mellem KL og DLF. Deres arrogante attituder over for lærerne rammer dem selv i nakken, og Antorini kaster sig ud i en håbløs strid med skoleforskerne. Konflikten med lærerne trækker i langdrag, og udspillets oprindeligt så stærke position begynder at vakle i offentligheden, der til regeringens bestyrtelse kaster sig ud i en omfattende, kritisk debat om forslagets indhold i detaljer. Den debat er hverken regeringen eller KL klædt på til. Uanset hvor hurtigt Antorini snakker, og uanset hvor mange gange Michael Ziegler gentager de indstuderede argumenter, fremstår de fagligt svagere og svagere uge for uge.

Revner i masterplanen

Regeringen får malet sig selv op i et hjørne, hvorfra den hverken kan forsvare KL’s aggressive fremfærd mod lærerne eller lade være, og da det ensidige lovindgreb til fordel for KL køres glat gennem Folketinget som planlagt efter små fire ugers konflikt, kan politikerne på Christiansborg og i KL kun med stort besvær holde armene nede. Musketéreden om total nedtromling af lærerne holdt – med nød og næppe – hele vejen hjem. Første halvleg er i hus, nu kommer anden halvleg: vedtagelsen af folkeskolereformen. Men jorden har slået revner under masterplanen.

Nu vejrer flere af de mindre oppositionspartier morgenluft. De fisker behændigt i de rørte vande, som den hundesvømmende regering plasker rundt i. Og med de små, borgerlige støttepartier hængende i haserne begynder det store Venstre at ryste på hånden. I den hektiske slutfase skubbes store og små lunser frem og tilbage over forhandlingsbordet, og til sidst lykkes det Antorini at få givet køb på så mange socialdemokratiske hjertesager, at ikke blot V, der ret beset har været med hele vejen, men også DF kan notere sig en stribe fede indrømmelser. Resultatet er et retningsløst sammensurium af skolepolitisk vraggods fra den offentlige menings overdrev. Og det skal nu bringes i spil gennem et storstilet angreb på lærernes arbejdsvilkår. Værre afsæt kan næppe tænkes.

Men de glemte heldigvis at tage misteltenen i ed. Lars Barfoeds (K) stålsathed hindrer regeringen i at tage stikket hjem, og nu bliver de lange skoledage med den tvungne lektielæsning – til nogles fryd, til andres forfærdelse – en del af næste valgkamp. Og så kan alt ske, for det har vi lært: Man har et standpunkt, til man tager et nyt.

 

 

Niels Christian Sauer er lærer og medlem af skole- og uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Jensen
  • Ellen Jeppesen
  • Tony Thomsen
Thomas Jensen, Ellen Jeppesen og Tony Thomsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu