Klumme

De hjemløses vandring

Den politiske rastløshed og vigende vælgere
Debat
22. juni 2013

Ekstrem høj vælgerdeltagelse kan, uden at behøve det, være udtryk for et sundt demokrati. I diktaturers magiske tilslutning på 99,9 procent kan man være sikker på at stemmerne er talt med mere end én gang, og at de der blev hjemme sidder i spjældet. Lav valgdeltagelse er ikke nødvendigvis demokratisk underskud, men måske jævn tilfredshed med tingene som de er. Vælgerne har ikke fundet valget vigtigt.

Visse temaer jævner valgprocenten. Hvem gider tage stilling til noget uvedkommende uoverskueligt? Værdien af den formelt set demokratiske afgørelse ved håndsoprækning som i Schweitz er jævnligt til at overse. Eller de hjemlige afstemninger om EU hvor valget mellem ja eller nej ofte udløser det sidste.

Forandring – også til det bedre – er en tvivlsom trumf. Deraf folkeafstemningsinstituttets tilnavn af konservativ garanti. Afgørelsens saglige værdi er så som så, når komplekse spørgsmål koges ned til kryds og bolle.

Men kommer regn, kommer blæst: I dansk politisk kultur kvitterer man principielt for valgudskrivelsen, går rask til urnerne og udøver borgerpligten. Manden på divanen med avisen over undulatburet forarger. Her har forfædrene kæmpet og lidt afsavn for retten til folket at give et besyv med; det mindste folket så kan gøre er at møde op på valgdagen! Valgretten og dens udøvelse er på linje med flaget, kongehuset, kolonihavehuset, ytringsfriheden og så længe den holder Folkekirken. Den nationale ret og pligt til demokrati stikker dybt og anfægtes ikke som grundværdi. Det på trods af at den reelle ret og moralske pligt til at bruge tømmerblyanten med mellemrum synes illusorisk. Som i spørgsmålet om en europæisk patentdomstol. Ikke just befordrende for det politiske engagement, der ifølge analyserne også vil svigte slemt ved kommunalvalget.

Vælgerne pendler

Partiernes bud på fremtiden minder til forveksling om hinanden, forskellene udlignes i luftige påstande og valgløfter, politikerne bliver et systems funktionærer, en kaste der liturgisk dyrker de samme luftspejlinger: beskæftigelsen, konkurrenceevnen, udfordringerne under ét.

Vælgerkorpset drives af disse og andre gode grunde ud i rastløshed, forveksler det politiske markeds røverkøb med tilbudsaviserne og går uden illusioner på vandring mellem udbyderne. Som forbrugeren der ikke føler sig mere hjemme i Netto end i Aldi, i Brugsen end i Irma, men haster fra marked til marked i jagt på lykken ved det indbildte kup.

Vælgerne indser rodløsheden og pendler fra tilbud til tilbud i en stadig mere bred og diffus midte. Ydersynspunkter, som ikke er udpræget synligt ydre, specielt markante eller rystende samfundsforandrende, snøres af. Akkurat som markedets tilbud på gennemsnit yderligere befordrer shopperens rastløshed. Ejerskab i detailhandelen kontrolleres enten af Mærsk eller Mærsk. Det kommer ud på ét, hvis marinerede mørbrad eller nektariner i net der vinder den dags priskrig. Det betyder ikke noget for andre end aktionærerne.

Men når skolelæreren ikke mere føler sig hjemme i Radikale Venstre, når skolelæreren ikke ser SF som en naturlig mulighed, når skolelæreren for længst har forladt Socialdemokraterne, når en centrum-venstre regering ikke mere tiltrækker centrum-venstrevælgere, men disse i deres velforståelige hjemløshed foretrækker det rene snit frem for stadig mere ubegribeligt vel at mærke også unødvendige løftebrud, kovendinger af bibelske proportioner og melder sig hos de højst bydende, ja, så har folkestyret et problem.

Vælgervandringerne kan ikke uden videre tages som udtryk for en demokratisk værdi, snarere som ukonstruktiv vildrede over for markedspolitisk inspirerede ledere, der har smidt nålen væk til kompasset.

Vælgerne vandrer

Når en SRSF-regering i forsøg på at gnubbe sig fast i midten udviser en asylsøgende familie, som en VK-regering, støttet af et af de mest xenofobisk småtskårne politiske partier i Europa, oven i købet lod blive i landet, da brister endnu en illusion om valgs betydning; meningen med at dele sig efter anskuelser bliver hjemløs. Når SRSF med fynd og klem adopterer den offentlighedslov, der med lethed kunne opfattes som symbol på VKO’s ringeagt for spillereglerne, og som udløste en række principielle sager om embedsførelse og magtmisbrug, hvor oven i købet et par af dem kører på de høje nagler for tiden, kan ingen bebrejde de vælgere der fandt deres ståsted i en daværende oppositions løfter om renere trav, at de i hjemløsheden søger til Løkke med fadbamser og bilag og sit menneskelige, let ramponerede fejlbarlige åsyn af holdninger og standpunkter.

Da giver det mere mening at koncentrere sig om hvad det pt. ansvarsfri parti kan tilbyde i denne udbredte principløshed, hvor løfterne om det anderledes hos S lå uudtalt i aldrig mere kreativ bogføring og snyd i bilag og ministerkontorer, men forsvandt i opportunismens tåger.

Sørgmodig forundring breder sig i skaren af hjemløse der troede på viljen til forandring, mens tomme slagord som forbedret konkurrenceevne – højere afkast på ledelsesniveauet – atter overdøver drømmen om perspektiv. Det ufattelige i situationen, snart sagt fast forankret i den semantiske fattigdom som de regerende politikere lægger for dagen, findes dagligt i disse kollektive udtryk for samme indholdsløse nonsens, dem ved hvilke krisen også før blev beskrevet og før forgæves søgt løst.

Over for denne udfordrende tomhed vandrer vælgerne. Nogle vil i hjemløsheden, som gamle PH konsekvent gjorde, proppe stemmesedlen uafkrydset i urnen. Andre bliver væk fra valget til magtreducerede kommuner og regioner. Lav vælgerdeltagelse her er ikke et sundhedstegn, men folkestyre på vågeblus.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

Rasmus Kongshøj:
"Tokammer-systemet genindføres. "

Hvis sigtet er at have to kamre, der er sammensat ud fra forskellige principper, hvor de to kamre kan supplere hinanden og blokere for at ét tankesæt bliver enerådende, er det yderst meningsfuldt.

Man kan have et 'folkeligt' kammer, hvor der ikke stilles krav til kompetencer, viden, indsigt, erfaring eller andet -- det er det princip 'folketinget' er funderet på. De forudsigelige risici hvis der ikke var en modvægt til et sådant kammer, er oplagte. Man risikerer overfladiske og nemme 'svar' på udfordringer, hvor stemningen og følelser kører af sted med flokkens flertal, uden nogen lydhørhed overfor fornuftsbaserede argumenter, seriøs analyser m.v. Vel at mærke 'svar' som netop ikke er egnede svar på de udfordringer, der burde være taget hånd om.

Hvad der er behov for, er et kammer, der kan være modvægt til de unoder, som det folkelige kammer kunne være eksponent for. Der er brug for personer, der er grundige, eftertænksomme, analytiske, vidende, er meget opmærksomme på principielle aspekter, har fokus rettet med hvad der er vigtigst og prioritet ud fra reale og langsigtede betragtninger. Den type personer, der kunne kaldes for professortyper, super-nørder og meget mere. Altså personer, hvis kvaliteter mange nok kan få øje på, men som de fleste alligevel ville synes var ALT for seriøse og besværlige, til at sådanne personer ville have nogen chance i et folkeligt kammer. De ville hverken blive valgt, eller hørt.

Ved at have to kamre, der er sammensat ud fra vidt forskellige kriterier, kan hvert af kamrene om nødvendigt blokere det andet, hvis de mener de er kørt for langt ud af en tangent. Det folkelige kammer, kan f.eks. blokere for alt for avancerede og abstrakte løsninger.

Rasmus Kongshøj:
"Det ene kammer skal svare til det nuværende folketing, hvor man stemmer politikere ind."

Mange forestiller sig, at de der uafladeligt omtales 'politikere' i mediefladen, må være en faggruppe, en samfundskaste, nogle særligt udvalgte eller kvalificerede personer.

Betegnelsen 'politiker' betegner en persons adfærd og dermed karakter. Et person der stræber efter få gennemført en dagsorden (en 'politik'), kan betegnes 'politiker'. Ordet 'politiker' optræder svjv ikke som et selvstændigt opslagsord, førend det 20. århundrede, i det danske sprog. Ordet omtræder ikke Dansk Haandordbog (1872, 1829), andet end som et afledt ord af 'politik'.

Ord der minder om 'politiker', har været anvendt tidligere, f.eks. 'politicus'. Betydningen har oftest været stærkt nedsættende, idet begrebet henviser til slet karakter og adfærd. En 'politicus' har ofte været en slags pendant, til den rolle som Loke iflg. overleveringer havde. En trickster, en rænkesmed, en der lokker andre i uføre, en der søger egen vinding på andres bekostning, en der truer samfund og samfundsorden, og meget videre. Se f.eks. Ordbog over det danske sprog.

Ordet 'politiker' er en betegnelse, der følger samme mønster som ordet 'forbryder': Også den betegnelser stempler en person, med en skidt adfærd og karakter -- der en person der har forbrudt sig, dvs. begået en grov, uacceptabel handling langt hinsides det hændelige uheld).

Hvorfor skulle 'politikere' ønskes, i rollen som parlamentarikere? Hvad der er brug for, er personer der kan deltale i en offentlig samtale. Hvad der er nyttigt i et nationalt parlamen, er hvis parlamentarikere er nogens repræsentanter -- altså at en gruppe (et lokalområde) har valgt én person, til at være deres repræsentant. En sådan repræsentant, skal således ikke forfølge nogen egentlig 'politik', men være et bindeled mellem det lokale og det centrale, i form at 'repræsentativ parlamentarisme'.

Rasmus Kongshøj:
"Det andet kammer skal ikke udpeges ved valg, men ved lodtrækning blandt alle stemmeberettigede borgere."

Tværtimod. De personer, der deltager i det folkelige kammer, kunne vælges ved lodtrækning, hvis man ville. På mange måder, ville den model være bedre end den aktuelle model, hvor overivrige wanna-be-levebrøds'politkere' søger at mele egen kage, gennem den prestige, indflydelse og meget mere, der følger at have opnået hvervet som folketingsmedlem. Det er som regel langt forstandigere, at give myndighed, ansvar og lederskab til personer, der ikke er dybt omtagede af at de 'vil være kalif i stedet for kaliffen'.

Bedre end lodtrækning til et folkeligt kammer, er dog at repræsentativt parlamentarisme genindføres. Bedst er, hvis sådanne repræsentanter ikke sværger troskab til noget 'politisk parti', men ser deres opgave i lighed med andre repræsentative tillidshverv, så som et bestyrelsesmedlem der er valgt af kreds af personer.

Et meritokratisk kammer kan i sagens natur, ikke sammensættes ved hverken lodtrækning eller direkte valg. Det skal foretages at kvalificeret valg, til et sådant kammer. En ofte anvendt model, er at befolkningen (ved direkte valg) vælger nogle egnede personer, der dernæst indgår i et (af flere) valgkollegier, som har til opgave at vælge egnede personer. Altså et indirekte valg.

Rasmus Kongshøj:
"Der skal afholdes langt flere folkeafstemninger end i dag. I princippet bør alle vigtige love gennem en folkeafstemning."

Det er tæt på at være det, der blevet stillet i udsigt, da 'politikerne' i 1953 lykkedes at få nedlagt det meritokratiske kammer, Landstinget. De hyppige folkeafstemninger, er der ikke blevet meget af. Det ville i øvrigt være stærkt uhensigtsmæssigt, hvis det var sket, ud fra praktiske hensyn. Ofte er det nødvendigt (eller i det mindste hensigtsmæssigt), at den lovgivende forsamling får skabt grundlag for f.eks bevilligslove, så regeringen han iværksætte aktiviteter.

Har man to kamre i parlamentet, hvor rollerne og opgaverne er afstemte på hensigtsmæssig vis, behøver alle borgere ikke at følge med i de seneste intriger på Borgen, hvor rævekager bliver lagt ud konstant. Med to kamre, kan den slags unoder tøjles på Borgen, af de der finder den slags for uacceptabel adfærd.

Rasmus Kongshøj:
"Politikernes overførselsindkomst begrænses til et beløb svarende til medianindkomsten, samtidig med deres gyldne håndtryk afskaffes."

Folketingsmedlemmerne udfører ikke arbejde per se. De er blevet valgt til et hverv, og det burde være et tillidshverv. Man får ikke 'løn' for hverv, men derimod vederlag. Der er ingen grund til at være særlig karrig med vederlaget, men der er heller ingen grund til at betale medlemmer af folketinget noget der mindre om hvad en direktør tjener. Folketingsmedlemmerne har f.eks. et ansvar for at være på forkant med alt -- deres opgave er i vid udtrækning at indfinde sig i folketingssalen, når noget skal debateres, deltage i udvalgsmøder, lytte til delegationer og lignende. Der er ikke kæmpe risici forbundet med dette, eller forlangende om at der skal anvendes 70 timer ugentligt på tjansen.

Hvad der er væsentligt er, at båndene mellem lovgivende og udøvende myndighed/magt brydes. Parlamentarikerne skal ikke have direkte indflydelse, på regeringssammensætning, regeringsgrundlag, ministerudpegninger o.lign. Det er en recept, der leder til levebrødspolitik, nepotisme og andre varianter af korrumpering. Der er nedbrydningen af det skot, som mere end noget andet har medført, at en professionaliseret formynderklasse er opstået, og rager til sig ved tag-selv bordet.

Rasmus Kongshøj:
"Grundloven skal udtrykkeligt nævne at domstolene kan afgøre om en lov er i strid med grundloven eller ej"

Med to gennemtænkt to-kammer parlament, er en forfatningsdomstol næppe særligt vigtigt. Med et to-kammersystem, er der to parter der aktivt kan standse et upassende (f.eks. grundlovsstridigt) lovforslag -- nemlig det andet kammer, samt monarken som vil kunne turde at nedlægge veto (som er det samme som 'at godkende' -- ikke at godkende, er at nedlægge veto).

Embedet 'Kongen' har vetoret i dag, men alene på papiret -- realiteten er, at 'Kongen' er reduceret til gummistempel, da enhver opsætsighed mod de almægtige tronragere (de politiske partier og deres støtter og avatarer) ville resultere i strid. Embedet 'Kongen', der på papiret er suveræn og øverste myndighed i (næsten) alle rigets anliggender, har med den aktuelle forfatning, ikke frihed til at overveje at nedlægge et veto mod selv de tåbeligste vedtagelser, pga. de forudsigelige konsekvenser det vil have i et et-kammer system.

Et meritokratisk kammer, er velegnet til at agere dømmende myndighed på forvaltningsområdet såvel som når det noget forfatningsmæssigt, hvis det skulle blive nødvendigt. Den tilgang ville være ca. faktor 1000 hurtigere, end at lade diverse 'kommissioner' til at undersøge åbenlys embedsmisbrug og fuskerier i årevis, for derefter at lade det hele ende med at der ikke rejses tiltale mod de skyldige, og kommissionens medlemmer forfremmes til nogle af rigets højeste embeder umiddelbart efter.

Rasmus Kongshøj:
"Reform af partiernes financiering."

Jeg så gerne, at 'politisk virksomhed' blev kriminaliseret, og at 'politiske partier' dermed blev opløste eller i det mindste ingen indflydelse fik på hverken lovgivende, udøvende eller dømmende myndighed. Det er fremkomsten er 'homo politicus', af 'politiske partier med deres hemmelige sponsorer og dulgte dagsordener, og professionalisering af 'det politiske' der har korrumperet samfundets højeste institutioner, da der ikke længere tænkes i det almene vel, men i at søge egeninteresse på andres bekostning. Fra at deltagelse i det politiske, har handlet om et ædelt ideel om 'sportsmanship', er det gået til 'gamesmanship' -- konkurrence, hvor det gælder om at vinde, uanset hvilke ufine tricks der skal til (så længe de ikke afsløres).

Rasmus Kongshøj:
"Indførsel af nærdemokrati"

Ja tak. Det var én af AFR regimets strategiske svinestreger, af de helt store, at gennemføre en massiv centralisering -- ikke fordi de ønskede centralisering per se, men fordi ødelæggelse af det lokale og det nære, efterlader folk(et) i systemisk afmagt.

Rasmus Kongshøj:
"Særlig beskyttelse, gerne på grundlovsniveau, af whistleblowers, der afslører ulovligheder eller uhensigtsmæssigheder i den offentlige forvaltning."

Ja tak. Der er dog ingen grund til at have det indskrevet i rigets forfatning. I almindelighed, burde det ikke være nødvendigt at have en egentligt whistleblower ordning -- årsagen til at whistleblowers pt. er nødvendige og fraværende, har alt at gøre med en syg embedsmand- og forvaltningskultur.

Heinrich R. Jørgensen

Ingen kommentarer? Blev det for teknisk? ;-)

To kamre - nej tak. Så hellere et halvt kammer, og en selvstændig regering, der sammensættes efter mandattallene. Nu sammenblandes den lovgivende og den udøvende magt.
En revision af : Folketingets forretningsorden, lettelse af opstillingsregler, regler om udskrivning af valg og lempelse af folkeafstemningsreglerne, er påkrævet.
De permanente valgkampe er skadelige for folkestyret.
Egentlig kan TV lige så godt flytte politik til sportsafdelingen.

Heinrich R. Jørgensen

Leo Nygaard:
Egentlig kan TV lige så godt flytte politik til sportsafdelingen."

Hvad har moderne politik med ædel kappestrid at gøre?

Nå ja, 'sport' er også blevet moderniseret, og handler nu om at triumfere over andre, uagtet hvor usportslige midler der end skal tages i anvendelse for at nå sit mål.

Sider