Kommentar

Da Højesteret sanktionerede et grundlovsbrud

Da Danmark for 60 år siden reviderede Grundloven, gav vi samtidig køb på retten til at føre angrebskrig – lige indtil VKO-flertallet gjorde det alligevel, og Højesteret siden støttede op om det
5. juni 2013

I dag er det Grundlovsdag. Mange talere vil gå tilbage til 1849. Andre vil betone, at det er 60-året for den seneste revision. Men kun få vil nok fremhæve den historiske og politiske kontekst, som lovteksten og dens fremlæggelse udgør.

Danmark var i 1953 præget af krigsfrygt, da Folketinget begyndte og fuldendte sit arbejde med en ny grundlov. Revisionen skuffede på flere områder. Mange havde håbet – i lyset af befrielsen – på en markant forbedret grundlov, men nej: Hverken et forbud mod tortur eller ordet menneskerettigheder blev nævnt – på trods af, at Danmark i FN fra starten støttede Menneskerettighedserklæringen, som FN vedtog den 10. december 1948.

Men så var der Grundlovens § 19.2, hvor den endelige tekst lyder: »Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden Folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges for Folketinget. Er Folketinget ikke samlet, skal det uopholdelig indkaldes til møde.« Der står intet om internationale mandater. Tværtimod synes grundlovsskriverne at have fulgt Napoleons koncept: »Grundlove skal være korte og upræcise.«

Til gengæld var fremlæggelsen i februar 1953 særdeles klar: Niels Elgaard, formand for regeringspartiet Venstres rigsdagsgruppe og medlem af forfatningskommissionen, udtalte om § 19.2:

»Militære magtmidler kan kun anvendes som forsvar mod angreb eller som sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt.«

Ingen talte imod, tværtom var der en række politikere og fremtrædende personligheder, der alle talte for. Ved folkeafstemningen den 28. maj 1953 var det ligeledes Elgaards forklaring, der var på prøve. For mange var det afgørende for et ja eller nej, at Danmark havde overladt beslutning om en angrebskrig til FN. Spørgsmålet om krig eller fred var globalt og livsvigtigt. Derfor hørte det under Folkeretten og ikke national lov. Det var mange stolte og tilfredse over.

En forkert Højesteretsdom?

Siden har § 19.2 bl.a. ligget til grund for en nylig, men historisk højesteretsdom. I sin dom den 17. marts 2010 om grundlaget for beslutningen om dansk deltagelse i Irak-krigen omgør Højesteret på én A4-side Grundlovens § 19.2. Det er for ikkejurister ynkelig læsning. Hele teksten bærer præg af, at det er første instans, der behandler sagens substans. Man savner forsvarerens og anklagerens fremstilling af sagen. Højesteret er helt overladt til sig selv. Derfor er der argumenter og antagelser – men ingen beviser. Til sidst skrives:

»En forståelse som hævdet af appellanterne ville indebære, at Danmark i 1953 skulle have overladt det til FN’s Sikkerhedsråd – med vetoret for de permanente medlemmer – at afgøre, om Danmark uden for folkeretligt anerkendte situationer ville kunne anvende militære magtmidler …«

Det var jo netop, hvad Grundlovsrevisionen i 1953 indebar: Ved folkeafstemningen den 28. maj 1953 sagde et overvældende flertal af befolkningen ja til Elgaards formulering! Det samme gjorde en rigsdag og et nyvalgt Folketing, understøttet af juridisk kompetence og politisk enighed. En af Højesterets væsentligste ’antagelser’ med dommen for tre år siden var således forkert. Måske var dommen det også?

Et svækket FN

Med vedtagelsen 21. marts 2003 af beslutningsforslag B 118 blev Danmark krigsførende.

Udenrigsminister Per Stig Møller (K) fremlagde B 118 – »Forslag til folketingsbeslutning om dansk militær deltagelse i en multinational indsats i Irak,« men idémanden var statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der må anses for den ansvarlige. I forslaget argumenteres for, at der foreligger et FN-mandat til anvendelse af militære magtmidler, selvom B 118 i næste sætning noterer, at FN-mandatet er en trussel om, at såfremt Irak ikke samarbejder, vil det føre til en resolution om krig. Konklusionen er, at den udøvende magt ikke respekterede Grundlovens § 19.2 og bidrog til varig skade for Danmark og FN.

Folketingets lystavle viste: 61 for, 50 imod og 68 fraværende. Kun 61 – 1/3 af Folketinget – vedtog, at Danmark for første gang siden 1864 skulle deltage i en ulovlig angrebskrig med et forudsigeligt tab af danske soldaters liv.

Konklusionen er, at den udøvende magt, regeringen, og den lovgivende magt, Folketinget, brød Grundlovens § 19.2. Højesteret velsignede det, og det skabte præcedens! Samtidig svækkede man afgørende FN. To af vetostaterne i Sikkerhedsrådet, USA og Storbritannien, underkendte rådets kompetence – og Danmark støttede dem. Folkeretten blev overtrådt. Nu gjaldt de enkelte staters ret til at føre krig. For mange betød det, at Anden Verdenskrig var ført forgæves.

 

Tue Magnussen er cand.mag. og historiker. Bent Sørensen er prof., dr.med. og forfatter til ’Tavshedens mur – retouche in silentium’, der udkommer den 10. juni, hvori højesteretsdommen fra 2010 kaldes for et statskup

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Olav Bo Hessellund
  • Martin Ammentorp
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Niels Mosbak
  • Philip B. Johnsen
  • Dorte Sørensen
  • Steen Sohn
Olav Bo Hessellund, Martin Ammentorp, Heinrich R. Jørgensen, Niels Mosbak, Philip B. Johnsen, Dorte Sørensen og Steen Sohn anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars R. Hansen

Niels Elgaard:

"Militære magtmidler kan kun anvendes som forsvar mod angreb eller som sanktioner i overensstemmelse med De Forenede Nationers pagt" - nemlig, og så i alle mulige andre tilfælde, når blot Folketinget samtykker.

Højesteret har ikke dømt i strid med Grundloven - dansk anvendelse militære magtmidler uden om folkeretten udgør ikke et grundlovsbrud - påstanden om det modsatte er forrykt.

Niels Mosbak

Jeg er bange for at forsvarets presseofficer har misforstået noget - Niels Marius Andersen Elgaard døde den 15. juni 1963 - så guderne må vide hvem Lars R. Hansen henvender sig til?

At Lars R. Hansen nu begynder at gå i rette med det, der er udtalt i forarbejderne til Grundlovens 19.2 gør ikke Hansens påstand mere valid. Netop forarbejderne til lovgivningen - hvoraf fremgår hvad lovgiverne tænkte var hensigten med loven, kan man ikke ved almindeligt juristeri komme uden om.

Martin Ammentorp, Martin Hansen , Philip B. Johnsen og Heinrich R. Jørgensen anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Kære Mosbak

Jeg henvender mig ikke til Niels Elgaard - men citerer ham blot - samt knytter en kommentar til udlægningen af samme.

Heinrich R. Jørgensen

"En forståelse som hævdet af appellanterne ville indebære, at Danmark i 1953 skulle have overladt det til FN’s Sikkerhedsråd – med vetoret for de permanente medlemmer – at afgøre, om Danmark uden for folkeretligt anerkendte situationer ville kunne anvende militære magtmidler …"

Teknisk set er det formodentligt ikke, hvad appellanterne (GK2003) hævdede -- altså at FN's Sikkerhedsråd var et organ, der kunne blåstemple angrebskrige. Formodentligt gik Elgaards argumenter forud for 1953 grundloven næppe heller på, at FN's Sikkerhedsråd skulle være en almægtig smagsdommer i spørgsmålet om angrebskriges legitimitet.

Konstruktionen i FN regi, hvor Sikkerhedsrådet er blevet nærmest almægtig, er vel snarere den mekanisme, der har ført til at FN er blevet forvandlet til uduelighed og har mistet sit humane sigte...

Under alle omstændigheder, er 1953 grundloven et uforstandigt makværk på talrige måder.

Lars R. Hansen

Ud over de to forfattere tilsyneladende ikke fatter et klap af Grundloven - at det simpelthen er et juridisk faktum, Grundloven ikke på nogen måde binder Folketinget til at overholde folkeretten, at folkeretten absolut ingen grundlovskraft har i dansk ret - så gør de sig også skyldige i historieforfalskning.

Påstanden om det med vedtagelsen af B118 betød - at Danmark for første gang siden 1864 skulle deltage i en ulovlig angrebskrig med et forudsigeligt tab af danske soldaters liv - holder ikke.

Dels deltog Danmark i den anden slesvigske krig ikke i en ulovlig angrebskrig - Danmark førte en forsvarskrig - det et historisk faktum, at de preussiske og østrigske styrker angreb Danmark den 1. februar 1864. Det var ikke omvendt.

Dels har Danmark - efter 1864 og før 2003 - brugt militære magtmidler mod en fremmed stat uden FN-mandat og uden det sket i forsvar. NATOs bombning af Serbien.

Dels skete den danske deltagelse i Irak - i perioden uden FN-mandat - ikke med forudsigelige tab af danske soldaters liv. Der var som forudset ingen danske tab.

Michael Kongstad Nielsen

Man brød ikke Grundloven, men man brød folkeretten, og det er forkasteligt i et civiliseret samfund, der ønsker fred og sikkerhed i verden, samt et lovbrud i den forstand, at Danmark ved lov har tiltrådt FN-pagten, og når vi går i krige udenom FN´s godkendelse, overtræder vi vores egen tiltrædelseslov. Anders Foghs sidste argument var: - jamen vil I hellere have Saddam Hussain tilbage? Underforstået, at hvis en diktatoer er grim nok, kan jura og folkeret være bedøvende ligegyldigt, koste hvad det vil.

Heinrich R. Jørgensen, Martin Ammentorp og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Lars R. Hansen

Forresten Mosbak,

kan du ikke lige udpege - hvor i kommissionens betænkning det skulle fremgå - at Grundloven af 1953 fastsætter - Danmark bortset fra i forsvar eller med et FN-mandat ikke må anvende militære magtmidler mod fremmede stater - selv hvis Folketinget vedtager dette?

Grundlovens § 19 begrænser regeringens muligheder for at bruge militærmagt uden Folketingets samtykke - i bemærkningerne til lovforslaget omhandlende §19 stk. 2 og internationale aftaler - da sættes disse uspecificerede internationale aftaler ikke over Folketniget.

Hvad Højesteret da også så juridisk korrekt har fastslået.