Jeg har lige haft den tvivlsomme fornøjelse at se Soderbergs film, Side effects, der udover at være et stjernespækket Hollywood-drama også reproducerer nogle af de værste klicheer om psykiatrien: Catherine Zeta-Jones optræder som en psykopatisk, lesbisk af lægemiddelindustrien sponsoreret læge, der forfører en stakkels patient med hjertesorger til at myrde sin mand og skyde skylden på bivirkninger fra de antidepressiva (produceret af et konkurrerende firma), som hun får udskrevet til hende.
De samme horroragtige fordomme om psykiatrien gør sig også gældende i blockbusteren Shutter Island med Leonardo di Caprio, som jeg for nylig genså. Di Caprio spiller den af kærlighedssorg sindssyge betjent, der bliver spærret inde på en øde ø, hvor sadistiske, eksperimentsyge læger, i et afsides liggende fyrtårn, laver transorbital lobotomi – altså det hvide snit udført gennem øjenhulen – på de værgeløse patienter. Det er selvfølgelig Hollywood, og folk kan jo godt se forskel på drama på film og virkeligheden.
Eller kan de? Jeg overraskes stadig, hver gang jeg støder ind i de mange, åbenbart gængse fordomme, der huserer blandt almindelige mennesker og især blandt patienter og deres pårørende. Jeg har haft pårørende, der stadig med henvisning til Gøgereden spørger, om patienterne bliver bedøvet inden, og om deres hår mon brænder af, når de får elektrochok. I Soderbergs film ender hovedpersonerne, ligesom i Gøgereden, med at blive spærret inde, tvangsmedicineret og behandlet med elektrochok.
Det er disse narrativer om angsten for overgreb fra magtsyge behandlere, som DR’s nylige udsendelser ’Danmark på piller’ spiller på: sadistiske, griske læger, der for egen vindings skyld skruppelløst udnytter sagesløse patienter til at tjene penge til sig selv og medicinalindustrien. Men den ubehagelige forskel til Hollywoodfilmene er, at DR’s udsendelser klæder sig ud som ’dokumentarer’, selvom de er ligeså drejebogsagtigt konstrueret som et horrorfilmplot, der på forhånd har besluttet at ville formidle et drama. Altså underholde.
Det umiddelbare formål er på 30 minutter at redegøre for diagnosticeringen og behandlingen af henholdsvis depression, ADHD og angst, men den saglige fremstilling er vag og yderst mangelfuld, og udsendelserne lader flere spørgsmål stå åbne, end de besvarer – som f. eks: Er en stressudløst depression ikke stadig en depression? Og virker antidepressiva ikke forskelligt på de milde, moderate og svære depressioner? Er den depressive pige, der skærer sig i lysken og viser sine lår frem mon rigtigt diagnosticeret? Og hvorfor skal Peter Gøtzsche være den faglige autoritet, når han ikke er speciallæge i psykiatri?
Udsendelsernes spørgsmål bliver stillet suggestivt, og der kan ikke gives et egentligt svar, da de er stillet på uklart grundlag, og den underliggende præmis ikke er oplysning og debat, men drama. Det er en skam, da psykiatrien har mange aktuelle problemstillinger og dilemmaer som f.eks.:
Stiller vi for mange diagnoser, og hvad stiller vi op med den store samfundsmæssige byrde alle de nye psykiatriske diagnoser udløser? Og hvordan kan vi blive ved med at løse opgaven inden for det hurtigst voksende lægelige speciale, der endnu ikke er på finansloven, men stadig er afhængig af satspuljemidler?
Der er ikke nogle enkle svar på disse spørgsmål, og de afspejler den udramatiske, komplekse virkelighed, vi må forholde os til i det daglige liv i psykiatrien. Den ilde hørte sandhed er, at der ikke er nogen onde eller gode, og nogle gange er det sådan, at behandlingen af svære psykiske sygdomme er et ulykkeligt valg mellem pest eller kolera: man kan måske afhjælpe nogle symptomer som stemmehallucinationer, tristhed, indre uro, angst, paranoia – men prisen kan være ubehagelige og farlige bivirkninger. Og det er ofte svært og en langsommelig proces både at stille den korrekte diagnose og bagefter at behandle sygdommen i dialog med patienten, hvor der skal afvejes mellem effekt og bivirkninger. Det er der ikke så meget sex, drugs and rock n roll over, og det sælger ikke biografbilletter eller øger seertallene. Men DR’s såkaldte ’dokumentarprogrammer’, der er lige så meget fiktion som de førnævnte Hollywoodfilm, har helt konkret fået mange af de dårligste patienter til at holde op med at tage deres medicin, og vi ser dem nu henvende sig i skadestuen med forværring af deres depressioner, psykoser og selvmordsforsøg.
Birgit Wandahl Bundesen er læge i psykiatrien
