Kommentar

Hva’ så, mand?

Hvordan ser den moderne mand ud? Ikke som i mandebladene eller i ’Blachman’ og lignende shows. Tværtimod er manden i høj grad en hverdagsmand, der forsøger at få et rutinepræget liv til at hænge sammen, samtidig med at han længes efter ’det absolut meningsfulde’– eller slet og ret lykken
10. juni 2013

Ok, nu har vi set og hørt både Blachmans og mange andres bud på en moderne mandeidentitet. Er det dækkende? Eller særlig relevant?

Vil vi oprigtigt prøve at tage den underbeskrevne manderolle alvorligt og forsøge at sætte ord på den, sådan lidt fordybet, så passer billedet mildt sagt ikke med det, jeg ser omkring mig (med det store forbehold, at jeg bor i København og omgås mange af samme lettere tørvetrillende slags).

Mændene omkring mig ligner for det første overhovedet ikke hverken Blachman eller de andre, som bliver interviewet i mandebladene eller evt. har deres eget tv-show. Som i: Absolut. Overhovedet. Ikke!

Hverdagens mænd

De mænd, jeg kender (og jeg kan godt høre, hvor kedelige de lyder, men ikke desto mindre), står tværtimod tidligt op om morgenen, går på arbejde, har en eller anden form for uddannelse (som de har slidt for i kortere eller længere tid). De kan alle lave mad, er søde ved og bruger meget tid sammen med deres børn, sætter ord på deres følelser og hepper endda sødt på Danmark i Melodi Grand Prix’et, selv om de ikke kan lide musikken.

Kort sagt lever mændene lige pladask midt i det, som Dan Turèll kaldte hverdagen, og som han selv havde pokkers svært ved at være i og derfor digtede om med en længsel som en fisk uden for bowlen.

De mænd, jeg kender, gør hver dag deres allerbedste for at leve det her almindelige, småkedelige, rutineprægede liv. Og det betyder, at deres identitet og værdier, målt ud fra deres daglige adfærd, på mange måder er spejlbilleder af både det kvindebillede, som jeg fik tudet ørerne fulde af op igennem min barndom i 1970’erne – og det kvindebillede, som jeg stadig får tudet ørerne fulde af: Kvinden – og altså nu også manden – som hele tiden er på jagt efter Det Absolut Meningsfulde og Optimale Liv: optimal kæreste, optimal opførsel som forælder, meningsfuldt job, bolig osv.

Og dét kan man nu engang næsten ikke ende med at blive andet end skuffet over, i hvert fald indimellem. Virkeligheden rummer jo også masser af frustrationer, sorg, tvivl, død, stress, arbejde og unger, der skal følges til ridning, selvom det regner. Mande- og kvinderollen er flydt sammen, og mand såvel som kvinde er nødt til at skrue lidt ned for forventningerne og lære at nyde tingene, som de er. Ellers bliver vi alt for let skuffede, hvilket kan være med til at forklare de næsten 43 procent, som ender med at blive skilt, de 50 procent, som lever alene i byerne, og at vi 36-55-årige tilsyneladende er de mindst lykkelige af alle.

Græsset, der altid er grønnere

Ligestillingen har altså på en lang række områder sejret helt uhyggeligt – og bl.a. med den omkostning, at vi alle er blevet mere stressede, men til gengæld er i samme båd: Tænk f.eks. over, at mænd nu også får fødselsdepressioner (det har vi nok altid haft, det var bare lettere at skjule det, når man sad nede på værkstedet, værtshuset eller var i Silvan efter rawlplugs; dengang ungerne ikke hev i én konstant!).Og tænk over, at mændene i løbet af især de seneste 20-30 år har fået ændret deres rolle og identitet totalt i forhold til de foregående flere tusinde år: Fra at være familiens overhoved, der gik på jagt, i marken, på arbejde, drak bajere og kom for sent hjem – til med ét at skulle være følelses- og omsorgsvæsner, der taler pænt til deres kæreste, ungerne, ikke får sex nok og skal høre på en hel masse bavl.

Dét er nogle af de væsentligste udfordringer, som den moderne mand (og selvfølgelig også rigtig mange moderne kvinder) står over for: vores forventning til livet, om at det er fuldt af frihed og muligheder. En forventning, om at vi hele tiden skal stræbe efter at nå Det Optimale og helst også intenst meningsfulde – eller som tidligere generationer ville have udtrykt det: forestillingen om at græsset nok er grønnere inde ved siden af.

Er mænd så ikke bare for pibede? Vi er i hvert fald vågnet op til en ny virkelighed. Bl.a. fordi vi har påtaget os den udmærkede opgave at være følelsesvæsner og omsorgsfulde fædre, der gerne bruger en hel masse tid på at være sammen med vores børn. Det har været min egen helt store udfordring som far til tre: Jeg vil gerne være en god og kærlig far, ven, arbejdskraft, kollega og ægtemand, men samtidig har jeg også tit været frustreret og i tvivl. Jeg har tit længtes efter noget, uden helt at kunne sætte ord på hvad. Måske mest efter oplevelsen af at kunne slappe af og være lidt mere tilstede i tingene.

Bo Skjoldborg er forfatter og forlægger, er aktuel med romanen ’Så længe vi er lykkelige’ om manderollen anno 2013

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Thomas Jensen
Thomas Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Inger Sundsvald

Den moderne mand tror måske at den gammeldags mand, som ikke behøvede at tænke på ”unger der skal følges til ridning, selvom det regner”, havde et liv til fordybelse og ’det absolut meningsfulde’ liv, og at det med fordybelse jo ikke er noget kvinder nogensinde har gået op i, hvis bare de havde mand og børn at tage sig af?