Klumme

’Kært barn har mange navne’

Det siger man, men det er sjældent, at politikerne ligefrem er begejstrede for deres øgenavne. Det burde de måske være, da det rigtige øgenavn kan hjælpe dem med at signalere den nødvendige folkelighed
15. juni 2013

Da jeg i begyndelsen af 00’erne var ansat på et af Berlingskes distriktsblade som kommunalpolitisk reporter, morede vi os på redaktionen ofte med at give kommunalpolitikerne kælenavne. I Kolding Byråd blev den daværende socialdemokratiske bykonge og borgmester, Per Bødker Andersen, til ’Bøtte’, mens daværende 1. viceborgmester, Jørgen Jessen, var ’Jønne’.

Indrømmet, vores kreativitet var ikke stor. Men det var nu også mest kærligt ment. Sådan er det dog ikke altid, når politikere får deres kælenavne – eller øgenavne er det vel rettere.

I en ny bog – Øgenavne! – sætter forfatter Kristian Kristiansen fokus på mekanikkerne i øgenavne, og her spiller især de politiske øgenavne en hovedrolle.

Listen er lang, og i dag er Helle Thorning-Schmidts ’Gucci-Helle’ nok det mest kendte. Men hvem husker ikke ’parfumesælgeren’? ’Skohandleren’? Eller ’landbetjenten’? Alle tidligere konservative ministre i form af Poul Schlüter, Flemming Hansen og Bendt Bendtsen.

I 1980’erne blev Pia Kjærsgaard kaldt for ’Danmarks jernlady’. Referencen var soloklar: Den gik til Margaret Thatcher – Storbritanniens konservative leder – men selv om Pia Kjærsgaard dengang var helt grøn ud i det parlamentariske spil på Christiansborg, glædede det hende at blive sammenlignet med Thatcher.

»Jeg opfattede det positivt, da det var på det tidspunkt, hvor Margaret Thatcher var premierminister i Storbritannien. Jeg var ikke altid enig i hendes politik, men jeg syntes, det var sjovt og også ærefuldt, at jeg, som et ungt og lidt uprøvet folketingsmedlem, blev sammenlignet med en så magtfuld og karismatisk person,« siger Pia Kjærs- gaard til Politiken i forbindelse med boglanceringen.

Nogle gange hænder det også, at politikerne forsøger at give sig selv et øgenavn, så de kan positionere sig over for vælgerne. Ifølge Kristian Kristiansen var Marianne Jelved på det radikale landsmøde i 1998 selv den første til at omtale sig selv som ’damen med håndtasken’. »Og Lars Løkke Rasmussen fandt også selv på tilnavnet ’Lille Lars fra Græsted’. I et forsøg på at bringe sig i øjenhøjde med vælgerne. Pludselig kunne alle i Danmark jo blive til noget, når Lille Lars fra Græsted kunne blive statsminister,« fortæller Kristian Kristiansen i et interview om sin nye bog til Politiken.

I dagens Danmark er en central politisk position næsten lig med, at man også har fået et øgenavn. Ofte er det tabloidpressen, der lægger hjernen i de kreative folder, når avisernes spiseseddel til næste dag skal laves og et catchy øgenavn skal etableres.

Det kunne for eksempel være ’Trolex’, som Venstres Troels Lund Poulsen måtte se sig selv blive omtalt som, da han i 2010 sagde ja tak til at modtage et Rolex-ur fra en sheik i Qatar. Eller Hans Engell, der sikkert heller ikke var helt tilfreds med sit øgenavn – ’Klods-Hans’–efter at han i 1997 kolliderede med en betonklods på Helsingør-motorvejen.

Den slags øgenavne er næppe nogle politikerne ligefrem higer efter at få, men i virkeligheden vil jeg påstå, at politikerne slet ikke behøver være så bekymrede eller trætte af deres øgenavne. I dag bliver landets folketingspolitikere ofte kritiseret for at have længere universitetsuddannelser bag sig og slet ikke have været ude på det almindelige arbejdsmarked i et rigtigt job. På den måde adskiller de sig fra den almindelige dansker, og de risikerer at blive opfattet som en ufolkelig magtelite. Tidligere på ugen viste en undersøgelse foretaget for centrum-venstre-tænketanken Cevea, at hele 64 procent af danskerne ikke tror på, at politikerne gennemfører den politik, de gik til valg på. Det fik analysechef Jens Jonatan Steen til i Politiken at konkludere, at »vælgerne føler sig fuldstændig afkoblet«.

Nu er det ikke, fordi et øgenavn nødvendigvis genskaber tillid eller giver troværdig – tværtimod vil nogle sikkert mene. Men i politikernes arbejde med at øge deres folkelighed kan det rigtige øgenavn gavne. Ligesom at invitere den kulørte presse indenfor til kaffe i privaten, kan et øgenavn også signalere menneskelighed og folkelighed – nogle mere end andre. Mon ikke Venstres Lars Løkke Rasmussen således er gladere for ’fadøls-Lars’ end ’bilags-Lars’?

 

Casper Dall er leder af Informations Christiansborg-redaktion

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu