International kommentar

Kan Pakistan blive fredsmager i Afghanistan?

Med Nawaz Sharif tilbage som premierminister har Pakistan en enestående chance for at agere fredsmægler. Hvis hæren tillader det
10. juni 2013

I foråret 1992 mødtes syv afghanske mujahedinledere – alle pumpet fulde af CIA-penge – i Peshawar, Pakistan. Afghanistans kommunistiske regering var faldet fra hinanden i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud, og de syv ledere skulle diskutere, hvordan de kunne overtage magten i Afghanistan og dele den på fredelig vis.

Manden, som førte dem sammen og tålmodigt sørgede for, at de kunne tale sammen, var Nawaz Sharif, dengang kun 43 år gammel og i sin første embedsperiode som Pakistans premierminister. En jævn og usofistikeret mand, på ingen måde en intellektuel. Men også en snu rad med både engleagtig tålmodighed og tæft for politik. Nu havde Sharif sat sig for at være fredsmægler. Og det var lige ved at lykkes for ham.

I dag, 21 år senere, er han atter tilbage på posten som Pakistans premierminister, og det på et tidspunkt, hvor endnu en runde af forhandlinger om at sikre en fredelig fremtid for Afghanistan er faldet på gulvet. Ét år før USA’s længe ventede tilbagetrækning fra Afghanistan ser alle forsøg på at få en samtale i stand med Taleban ud til at have været forgæves, hvilket er dårligt nyt for dem, der håber på en politisk løsning. Nu kan Sharifs tilbagevenden til den politiske scene vise sig som deres bedste håb.

Rekrutter Sharif

Som bekendt holdt den magtdelingsaftale fra 1992, som Sharif omhyggeligt fik mæglet i stand, desværre ikke. Den kollapsede i sidste ende, dels på grund af sabotage fra de afghanske krigsherrers side, men især som følge af dobbeltspil fra agenter i den militære pakistanske efterretningstjeneste, Inter-Service Intelligence (ISI).

For hvor den ene gren af ISI hjalp Sharif som mægler under hans samtaler, forsøgte den anden at iscenesætte et kup ved at indsmugle hundredvis af krigere, der var loyale over for den ekstremistiske krigsherre Gulbuddin Hekmatyar i Kabul. Kuppet mislykkedes, men det udløste den blodige afghanske borgerkrig, der endte med, at Taleban fik kontrol over størstedelen af landet.

Pakistans hær har haft et fast greb om udformningen af landets Afghanistan-politik siden 1978. Den må nu begynde at dele denne byrde med dets civile ledere. Hæren bør rekruttere Sharif til at tale med det afghanske Taleban, hvis ledere for det meste bor i Pakistan. Indtil nu har de eneste pakistanske embedsmænd med adgang til Taleban været ISI-officerer, som Taleban efterhånden har set sig gale på, fordi de efter bevægelsens opfattelse prøver at detailstyre Talebans anliggender.

Partnerskab med militæret

Med Sharifs tiltrædelse som regeringsleder – den fandt sted onsdag i sidste uge – er der imidlertid skabt en ny situation, og om nogen er han manden, der vil kunne overtale Taleban til at opgive deres afvisende holdning over for at genoptage forhandlingerne med USA. Det kan ske ved at marginalisere bevægelsens høge og styrke de Taleban-ledere, der er mere tilbøjelige til at søge fred.

For Sharif er det ikke et spørgsmål om at vriste magten fra militæret og ISI, men om at skabe et partnerskab, hvor militæret går med til at afstå sin forhandlingsposition til en civil premierminister. At få det afghanske Taleban tilbage til forhandlingsbordet ville samtidig kunne få en stærk demoraliserende effekt på det pakistanske Taleban, som er langt mere ekstremt end deres afghanske kammerater og fortsat arbejder for at vælte den pakistanske regering og indføre islamisk sharia-styre i strengeste udgave.

Pakistans militær, som har mistet flere tusinde soldater i kampene mod de ekstremistiske grupper, siger, at det nu er opsat på at tale med det afghanske Taleban, men militæret synes både at savne køreplan og vilje til at tage initiativet.

Nøglen til at afslutte krigen i Afghanistan, således at de internationale styrker kan trække sig ud med ære, og et troværdigt afghansk præsidentvalg kan afholdes, samtidig med at der forhandles om en magtdeling mellem Karzai og Taleban, er at skabe momentum for en våbenhvileaftale.

Obamas diplomater

Hemmelige samtaler mellem USA og medlemmer af Taleban strandede sidste år, fordi USA afviste at gå med til den tillidsskabende foranstaltning, som Taleban ønskede: løsladelsen af fem Taleban-ledere fra Guantánamo i bytte for en amerikansk soldat.

Pentagon og CIA var imod disse forhandlinger fra begyndelsen. Det hjalp ikke, at præsident Obama nægtede at give sine to på hinanden følgende særlige udsendinge – den nu afdøde Richard C. Holbrooke og hans efterfølger, Marc Grossman – de nødvendige beføjelser. Som resultat af de mislykkede forhandlinger står Taleban nu mere splittede end nogensinde før, og høgenes ønske om at satse på permanent krig vinder stigende tilslutning.

Med fem måneders forsinkelse har Obama udnævnt veterandiplomaten James F. Dobbins til ny amerikansk udsending. Men Dobbins er handlingslammet uden tilstrækkelig støtte fra Det Hvide Hus.

Obama har overordentlig stor interesse i en fredelig løsning på den afghanske konflikt. Men skal dette lykkes, må han give sine diplomater frihed til at undersøge alle muligheder for at føre samtaler med Taleban og endda løbe risici ved at løslade de Taleban-ledere, USA holder fangen.

Pakistans generaler har også noget på spil her. De må indse, at de ikke kan blive ved som hidtil med at føre en udenrigspolitik, der bygger på støtte til islamiske ekstremister, da denne politik både undergraver den pakistanske stat og hær, samtidig med at den skaber mistro og fjendskab blandt naboer og forbundsfæller.

Men hæren mangler endnu at indse, hvordan Pakistan kan udvikle en omfattende strategi for terrorismebekæmpelse og bruge demokrati og nationsopbygning som værktøjer til at stække oprørskræfterne.

Mr. Sharif kunne være den rette mand til jobbet. Hvis hæren vil tillade det.

 

 

Ahmed Rashid er pakistansk journalist

© Ahmed Rashid og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu