International kommentar

Kroaterne træder ind i EU uden eufori

Flere år med et EU i krise har kølnet kroaternes entusiasme over for det medlemskab, der træder i kraft på mandag. Men selv i den trykkede stemning er det svært at få øje på bedre alternativer
27. juni 2013

På mandag bliver Kroatien, et land i det sydøstlige Europa med 4,2 millioner indbyggere, EU’s 28. medlemsstat. Ingen i EU ser ud til at have noget imod dette. Men ingen lader dog heller til at være jublende glade derover. Unionen har i dag helt andre spørgsmål på dagsordenen. Udsigten til yderligere et ’tærende’ frem for et ’nærende’ medlem vækker snarere melankolsk mismod. De, som ikke behøver at bekymre sig over at være politisk korrekte som boulevardbladet Bild-Zeitung, denne tyske vox populi, har for længst brændemærket Kroatien som et nyt Grækenland og endnu et bundløst kar, i hvilket de tyske skatteyderes penge skal hældes.

Kroaterne bliver forståeligt nok oprørte over den slags. Ikke mindst fordi det politiske Berlin – sammen med Wien – fra første færd har været de varmeste i Bruxelles for kroatisk medlemskab. Med grækerne vil de aldeles ikke sammenlignes, navnlig ikke da kroaterne har en talemåde – ’at være forgældet som en græker’. Sandt at sige tager Kroatiens økonomiske nøgletal sig da også væsentligt bedre ud på papiret end Grækenlands, ja selv end Sloveniens. Alligevel har kroatiske statsobligationer siden december sidste år været klassificeret som ’junk’, og først i år håber Zagreb på en beskeden økonomisk vækst efter fire år med recession og stagnation.

Hertil kommer, at for regionen er den kroatiske økonomi ganske typisk: Man lever af landbrug, handel og små serviceerhverv, men fremstiller stort set intet, der kan sælges udenlands. Kommunisttidens forsøg på industrialisering er mere eller mindre kollapset. Samlebånd, sværindustri og ivrige arbejdere findes stort set kun på gamle sorthvide propagandafilm fra den jugoslaviske epoke. Et overdimensioneret, ineffektivt og delvist korrupt statsapparat drager omsorg for udvalgte klienters særinteresser frem for at tjene hele samfundet. Turisme er Kroatiens helt store indkomstkilde – penge, som skal tjenes i sommersæsonen og række til vinterhalvåret. Eller man lever som gæstearbejdere i Vesteuropa, af overførslerne herfra eller det, som spares, indtil man igen flytter tilbage til det gamle land.

Kroatien holder sig med en kraftigt overvurderet valuta, som effektivt ville have gjort det af med al eksport, hvis en sådan eksisterer, men næsten det eneste, som kan sælges til omverden, må denne selv begive sig til Kroatien for at nyde – med andre ord alt, hvad der hører badeferier til. Og Kroatiens egen valutas konfiskatoriske vekselkurs skal sikre, at dette gøres så dyrt som muligt.

Frygt for konkurrencen

Og kroaterne selv? Den store eufori er væk. Flere år med et EU i krise har gjort det af med den. At nabolandet Slovenien befinder sig på randen af en statsbankerot har tilmed forvandlet denne krise til en konkret og direkte trussel. En højrøstet minoritet fortsætter sin kampagne imod, hvad den kalder ’udsalget af politisk suverænitet og national identitet’. Men majoriteten er fortsat tilhænger af EU-medlemskabet, om end den vel erkender, at der med dette ikke følger nogen mirakelmedicin. De udenlandske investeringer, man håber på, kommer – ligesom støtten fra diverse EU-fonde – kun, hvis Kroatien selv kan kvalificere sig til dette – intet sker per automatik.

Jo nærmere vi er kommet den 1. juli, desto mere nøgtern og bekymret er stemningen i landet blevet. Ikke mindst på økonomiens område. For landets beskedne eksportindustri, som forsøger at redde sin vin, sine farmaceutiske produkter eller sine tekstilerhverv, er udmærket klar over, at i EU vil man blive udsat for en sandsynligvis overmægtig konkurrence. Samtidig skal der nu rejses toldmure imod nabobalkanstater, som førhen var et meget vigtigt eksportmarked – de fleste af dem, ironisk nok, arvtagere efter det, som engang var Jugoslavien.

Men hvad skulle alternativet være? I længden kan Kroaten ikke klare sig alene, og mellem Bruxelles og Istanbul er EU, i krise eller ej, regionens eneste storfamilie. Den, som påpeger, at EU på en måde bare er et meget større stykke Jugoslavien, hvor serbere, bosniere og makedonere vel også snart kommer med, bliver mødt med en sigende tavshed. Sådanne påpegninger ses ikke som patriotiske. For mange kroater fremstår EU mere som en tvingende nødvendighed end som noget i sig selv efterstræbelsesværdigt.

Ikke længere andenrangs

Både min slagter og min grønthandler er bekymrede. Hvad de tilbyder fra egen gård og hjemmeslagteri har ingen fremtid. De store internationale levnedsmiddelkoncerner kommer snart til at slå dem af banen og med dem en kvalitet, som ikke længere findes i EU. Også vinbønderne er bekymrede. Deres ofte virkelig gode, men også meget dyre vine, kommer til at lide samme skæbne. Tilsvarende forholder det sig med alle de småforetagender, som lever af at importere, hvad landet ikke selv producerer, for siden at sælge det videre med betydelig avance. Kroatien er et land med priser, der ofte er på schweizisk niveau, men med lønninger som i Baltikum. I det mindste får hverdagens forbrugere flere penge tilbage på lommen, når EU river grænserne ned.

At de fysiske grænser forsvinder 1. juli er netop, hvad man i Kroatien ser som det vigtigste argument for EU-medlemskab. I Sydøsteuropa er told, vejspærringer og grænsekontroller en traditionel del af både virkelighed og folklore. Men alt dette – med undtagelse af personkontrollen, for Kroatien er endnu ikke Schengen-land – forsvinder nu. Den, som vil, kan efter den 1. juli, rejse til Trieste eller Graz og shoppe, uden at nogen i uniform har synspunkter om den nyindkøbte vare eller om, hvor meget kaffe man har taget med hjem.

Og ingen kroat skal længere føle sig som nogen andenklasseseuropæer, når han ved udlandsrejser skal tage opstilling i den samme paskø som alle de andre.

 

 

 

© Richard Swartz og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jesper Wendt

Når alt figurerer omkring den økonomiske globale systemkrise, vil det være det væsentlige aspekt i den efterfølgende refleksion.

Det vil være afgørende at EU, begynder at nærme sig borgerne - hvis en multikulturel platform skal blive holdbar. Ellers kunne man frygte et alias.

Michael Kongstad Nielsen

Bedre alternativer? Hvad med at blive udenfor? Som Norge, Island, Tyrkiet. Eller hvad med et balkan-fællesmarked? Ups, nå nej, men så sammen med Ukraine, Moldova, Tyrkiet, Kaukasus? Og Mellemøsten, når Syrien engang finder sin vej?

Nic Pedersen

Deres døje med at splitte Jugoslavien ad minder en del om spildt ulejlighed m.m. på den baggrund.

Per Torbensen, Niels Mosbak og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar