Læsetid 6 min.

Kunstnere er vor tids proletariat

Samfundsstøttede kunstmuseer, udstillingshaller og kulturhuse betaler sjældent noget som helst til de udstillende kunstnere. Og vil man ikke være med på de vilkår, finder de bare en anden, der vil. Den manglende betaling er udtryk for en syg norm i kunstverdenen, hvor følgeindustrien – museerne m.v. – suger de midler op, der tidligere gik til kunsterne
Det koster penge at lave kunst. Både for materialer og transport. Derfor er det et problem, at kunstnere ikke bliver betalt for deres arbejde.

Det koster penge at lave kunst. Både for materialer og transport. Derfor er det et problem, at kunstnere ikke bliver betalt for deres arbejde.

Jakob Eskildsen
10. juni 2013

Kære Marianne Jelved (R). Denne vinter indbød du til rundbordssamtaler om kultur. Jeg kom ikke. Fra min stol ses det som nytteløst, og jeg har stillet op til snesevis af den slags begivenheder i de forløbne 35 år. Der er ingen modtager, og der er ingen dialog. Grundlæggende handler det heller ikke om støtte eller ikke støtte, men om anstændig opførsel eller ej.

Mødte jeg og andre producerende billedkunstnere vilkår, der er sammenlignelige med den behandling, alle andre små virksomheder møder, var der grundlag for udvikling og vækst. I stedet underminerer samfundsfinansierede strukturer grundlaget for en kunstnerisk produktion. Blev det arbejde, kunstnerne udfører for den offentlige sektor, betalt, havde problemerne været til at overse.

Konkurrenceforvridning

Her skelner jeg mellem følgeindustri og kunstnerisk produktion – at der bruges flere penge på at styre og forske i lyrik, end der betales til lyrikerne.

Billedkunstneren lever i et lovløst område. De regler og den adfærd, der beskytter og giver muligheder for andre små erhvervsdrivende, træder ud af kraft, når det er kultur.

I indgange til udstillingshaller og kunstmuseer kan enhver se sponsorlister over virksomheder, der støtter stedet. Det er udtryk for en ny virkelighed og udtryk for de radikale ændringer, der er sket i de seneste halvtreds år. De midler, der for en generation siden gik til kunstnerisk produktion, ædes i dag op i kunstens følgeindustri.

Ofte sker det på en for kunstneren konkurrenceforvridende måde, idet man på udstillingsstederne har betalt arbejdskraft til at søge penge hjem. Disse ansatte er direkte og indirekte lønnet af kommune, region og stat. Og i den konkurrence bliver den producerende kunst kørt over.

Rettigheder respekteres ikke

Grundlæggende er det største problem dog, at følgeindustrien ikke betaler for den råvare, den lever af. Samfundsfinansierede udstillingssteder betaler typisk ikke udstillingsafgift til kunstnerne. Man ser ikke kunstnernes arbejde som et arbejde, og den udgift, det har kostet at producere værket, ser man ikke som sit problem.

Oveni det har jeg aldrig mødt et udstillingssted, der respekterer mine lovmæssige rettigheder for ophav. Der betales ikke afgift for at reproducere kunstnernes værk – som kunstneren ellers har ret til. En sådan adfærd ville være utænkelig, når samfundet bruger musik. Der clearer man altid med KODA.

Som billedkunstner i forhandling med et udstillingssted er det første, man møder, et papir, hvor man skal afskrive sig sine rettigheder for ophav. »Hvis du ikke skriver under her, finder vi en anden«, hedder det så. Ofte drejer det sig om ganske få kroner, men i billedkunstens følgeindustri er det alligevel en normalitet, at der fifles her.

Det tætteste, man kommer på en politisk beslutning omkring den slags udnyttelse, er fra det Regionsrådsmøde, der blev afholdt i Region Nord, november 2010. Her blev det efter afstemning med bred politisk tilslutning bestemt, at Region Nord fortsat vil støtte og finansiere aktiviteter, hvor kunstnere ikke bliver betalt for deres arbejde. Heller ikke respekt for deres ophavsret blev der tænkt i.

Når kunstnerne siger nej tak til at udstille gratis, træder ukvalificeret arbejdskraft i stedet. Brugt som gratis arbejdskraft fungerer disse som en form for social dumping, og den kompetente arbejdskraft bliver udkonkurreret og holder sig væk. Som samfund mister man dermed adgang til en ny og diskuterende viden og produktion, der kunne skabe udvikling.

I alle de kommuner, jeg kender til, er der offentligt finansierede udstillingssteder, der lever af, at kunstnerne ikke bliver betalt. Det fungerer som en syg virksomhedskultur, og netop fordi det er en norm, er der ingen grund til at hænge et bestemt udstillingssted ud – de gør det stort set alle sammen. Og det er samfundets penge, der finansierer denne form for udnyttelse.

Som f.eks. kommunalt finansierede kulturfestivaler og regionalt og kommunalt støttede kulturhuse og uendelige rækker af hel- og halvofficielle udstillingssteder. På den slags udstillinger ser man politikere såsom kulturministre, borgmestre, regionsformænd og formanden for Folketingets Kulturudvalg åbne udstillinger. Åbenbart stilles der ikke spørgsmål til, hvordan kunstnernes løn og arbejdsforhold er, og det betyder, at dette misbrug kan fortsætte.

Dommen

Skal vi tage et aktuelt eksempel på en kunstner, som har kæmpet og er blevet ramt i dette system af udnyttelse, er der Mogens Otto Nielsen, som bor ved Hjallerup i Nordjylland.

Mogens Otto Nielsens produktion er i det store og hele finansieret gennem hans og konens erhvervsarbejde som pædagoger. Allerede i 1990’erne blev han ramt af et skattesmæk, da kunstvirksomhedens underskud ikke måtte trækkes fra i skat, men skulle betales direkte af den allerede beskattede pædagogindtægt. Produktionens form, hvor der sendes værker rundt med post til hele verden, er ikke just billig. Samtidig har Mogens Otto Nielsen – som så mange andre kunstnere – ideligt udstillet i offentligt finansierede udstillingsstrukturer, der ikke betalte noget for at bruge hans arbejde.

I dag er Mogens Otto Nielsens arkiv en af landets vigtigste samlinger af mail art. Her ses dokumentation af eksperimenter, der er grundsten i kommunikationssamfundets virkelighed og forgrener sig ud i en række af betydelige udviklingscentre i verden. Siden 2004 har han modtaget de livsvarige statsydelser, fordi han er med til at flytte den måde, vi ser os selv på.

Alligevel har han tabt en ny retssag – denne gang i Højesteret – fordi han har brugt sine statsydelser på at finansiere produktion af kunst. Højesteret dømte, at statsydelsen ikke må bruges til omkostninger ved erhverv – selv om det netop er sin kunstneriske produktion, han får disse penge for.

Som jeg ser det, er denne sag udtryk for det underliggende problem: At følgeindustrien, altså udstillingsstederne, ikke betaler for den råvare, den lever af, at forarbejde. For hvis Mogens Otto Nielsen havde fået sin produktion finansieret og aktiviteten betalt, når han udstillede i samfundsstøttede strukturer, havde der antageligt været et overskud i hans butik. Og så havde der ikke været grund til fradrag for underskud på erhverv i løn og dermed ingen sag.

Højesteretsdommen rammer et menneske, der på trods af dobbelt beskatning har skabt værdi i samfundet for egne midler. Men lov er lov, og denne tager ikke forbehold for, at en billedkunstner kan have underskud i 45 år og alligevel producere noget, der bruges, skaber udvikling og arbejdspladser.

Sæt et eksempel, Jelved

Kære Marianne Jelved. Her kan du som menneske, politiker og kulturminister gøre en forskel. Hvis blot du viste samfundssind og holdt dig væk fra de asociale udstillingssteder, ville det gøre en forskel. Hvis du ikke åbnede udstillinger og heller ikke – med kulturministerielle midler – støttede den slags. Her kunne du være et eksempel for andre politikere. Det ville gøre det meget lettere for os andre at skabe en sund og fremadrettet udvikling.

Men 35 års oplevelser med den politiske klasse fortæller, at dette er håbløst. Vi taler ikke samme sprog, og man møder ikke glamour, god rødvin og ødselt byggeri i det kunstneriske produktionslag. Alene at finansiere transport til de møder, du har afholdt, kan være et problem for den gruppe mennesker.

Så måske er vejen til at nå dig (og politikere som samfundsgruppe) at gå til det basale. Bruge den demokratiske ret til at demonstrere. Stille med skilte, når politikerne åbner den slags udstillinger med tekster som »Nej til Social dumpning«, »Betal kunstnerne« og »Nej til udbytning og misbrug«.

Er det den slags kommunikation, der skal være grundlag for, at vi kan mødes? Eller har du en bedre idé, Marianne Jelved?

Gorm Spaabæk er billedkunstner og cand.phil. i kunstformidling fra Kunstakademiet i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Poul Solrart Sørensen
    Poul Solrart Sørensen
  • Brugerbillede for Rasmus Kongshøj
    Rasmus Kongshøj
  • Brugerbillede for Lone Christensen
    Lone Christensen
  • Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
    Vibeke Rasmussen
  • Brugerbillede for Bente Simonsen
    Bente Simonsen
  • Brugerbillede for johnny lang
    johnny lang
  • Brugerbillede for Ole Hilby
    Ole Hilby
Poul Solrart Sørensen, Rasmus Kongshøj, Lone Christensen, Vibeke Rasmussen, Bente Simonsen, johnny lang og Ole Hilby anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Katrine Visby
Katrine Visby

I vores verden anderkender man ikke kunst og kreativitet.
Hele uddannelsesystemet er indrettet på at man skal være gode produktionsarbejdere og tjene staten. Det er hovedsaglig venstre hjernehalvdel der fokuseres på.

Alt hvad højre hjernehalvdel repræsenterer, bliver undertrykt, latterliggjort og negligeret.

Kreative, filosofiske mennesker har svære forhold i vores samfund.
Der kører en propaganda i offentligheden, som forherliger erhvervslivet og det etablerede.
Jeg tror at det er helt bevidst at politikerne giver kunstverdenen svære forhold, for de har ikke noget at bruge dem til - synes de. Så de skal undertrykkes, så de forhåbentlig makker ret og opgiver det der "pjat".

Man skal ensrettes, ikke tænke for anerledes, eller stille spørgsmål til tingene.
Det er sørgeligt, for det er ved kreativ tænkning at vi kan finde nye løsniger på problemerne i samfundet. Politikerne er meget styret af venstre hjernehavldel, og kan tit ikke se de holistiske løsninger. Man burde tage kunstnere og filosoffer med inde på banen, når der skal løses problemer.

Men jeg tror efterhånden den udvikling vender, som vores teknologi bliver mere avanceret, og overtager det monotome arbejde, så bliver der mere plads til at hæve ånden op på et højere plan. Og der bliver plads til kreativ udfoldelse.

Rasmus Kongshøj, Anders Reinholdt, Steffen Gliese, Lone Christensen, randi christiansen, Thomas Borghus, Mads Kjærgård, johnny lang, Tor Brandt, Dennis Jørgensen, Ole Hilby, Jens Overgaard Bjerre, Tue Romanow, John Vedsegaard, Slettet Profil, Jan Nygaard og Dennis Berg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dennis Berg

Helt enig, Katrine. Man ser det også på universiteterne, hvor Hunaniora får trangere og trangere kår.

Rasmus Kongshøj, Anders Reinholdt, Steffen Gliese og Ole Hilby anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér
Morten Juhl-Johansen Zölde-Fejér

Hvornår var kunstnerne ikke set som pjalteproletariske nassere?

Mette Olesen, John Vedsegaard, peter hansen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for odd bjertnes
odd bjertnes

Jamen det var jo også det de ville være - proletariat.
Kunstnere fik fagforeninger i 1990-erne..... 8-16 og arbejdsgiveren leder og fordeler arbejdet (kuratoren i den faginterne terminologi).
Dennis Berg : Humaniora får ikke trangere kår --- det blev afskaffet ca. 1970 på universiteterne. Det var een ting 'marxister' og folk der var rystede over 'ungdomsoprøret' (bredt sagt) kunne blive enige om.
Men ja man mærker det.

Brugerbillede for odd bjertnes
odd bjertnes

jeg ved ikke om forståelsen af den første sætning i mit indlæg bliver klarere hvis jeg udbygger den således : '... istedet for borgerskabets kæledægger'... ?
Forventer sommetider lidt meget af mine læsere beklager :)

Brugerbillede for Dennis Berg

odd:
Nu ved jeg ikke helt hvad du mener med humaniora (et specifikt fag?), men jeg mente de fag, som hører under human-videnskab. Og de eksisterer da stadig.

Brugerbillede for odd bjertnes
odd bjertnes

Kravert om at alle studerende gennemgik et halvt års humaniora-basis før noget studie overhovedet kunne påbegyndes ... Dennis :)

Brugerbillede for peter hansen
peter hansen

"Mødte jeg og andre producerende billedkunstnere vilkår, der er sammenlignelige med den behandling, alle andre små virksomheder møder, var der grundlag for udvikling og vækst."

Gorm måder netop samme grundvilkår som andre små virksomheder!
Det er ikke nok at producere, produkterne skal også afsættes.

Brugerbillede for John Vedsegaard
John Vedsegaard

I en fremtid der kun består af mange arbejdsløse og få milliardærer, må der nødvendigvis ske et eller andet.

Da det manuelle arbejde ikke længere er nødvendigt, må vi naturligvis rette ind efter det og selv skabe noget, det kan så kun være fritidsorienteret

Når et flertal, lidt efter lidt bliver udøvende kunstnere, vil kunst være fuldt ud accepteret i samfundet, det er jo nærmest en naturlov.

Jeg tror det er vigtigt at et internationalt flertal, står sammen om det, men naturligvis uden om de bestående politiske fraktioner, så ikke alle ender som politikere.
Man kan godt bruge internationale organisationer, der i forvejen eksistere, til formålet, for eksempel EU, men tiden vil selv skabe de nødvendige veje.

Brugerbillede for Torben Jensen
Torben Jensen

Hvis kunstnere som Mogens Otto Nielsen og andre ikke malere ikke kan leve af deres kunst, så er der ikke noget at gøre ved.

Lad falde hvad ikke selv kan stå.

Hvis en maler har store evner og virkelig kan male noget nyt og spændende, så skal han/hun nok slå igennem.

Ellers må man selv udstille!

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre
Jens Overgaard Bjerre

Torben Jensen,

det er et morsomt, men uigennemtænkt forslag du kommer med. Hvad med tv? Hvad med ulandshjælpen? Hvad med bankerne, som jeg, uden at have givet lov, måtte stille min atp, til rådighed for at redde dem. Fordi Nationalbanken ikke havde nok penge? Hvad med landbruget, som får enorme mængder af penge og alligevel ikke kan få det til at løbe rundt. det eneste de effektivt har gjort er, at ødelægge vores grundvand. Hvad med APMøller, som har fået verdens bedste oliekontrakt sammen med Chevron og Shel,l på den olie, som burde tilhøre danskerne. Man smiler af den dumhed selv i de såkaldte ulande. Man kunne blive ved med at følge dit argument, som i sidste end kun vil give vækst for dem som der bliver understøttet gennem reklame. Tag for eksempel kunstneren Yoko Ono. Hun betalte for en helsides annonce i Politiken og fluks var der en lang artikel om hendes kunst i samme avis og hendes udstilling på Louisiana. Hvor meget tror du hun har støttet Louisiana med? Hun er en af verdens rigeste kvinder fordi, hun var gift med John Lennon, som fik 4 dum-dum kugler gennem brystet og alligevel løb over 10 meter. Det er jo også noget af en akrobatisk sensation, eftersom en hver anden ville have knaldet panden i asfalten med det samme. Nu betaler du jo tv-licens, men alligevel skal en masse af programmerne doners med penge udefra. Selvom vi danskere betaler verdens højeste licens. Men tror du vi kan se regnskaberne? Nej, nej, det tør ikke engang kulturministeren spørge om. Men hvis DR eller TV2, som er et aktieselskab, hvor staten har størsteparten af aktierne i, laver en 40 minutters udsendelse om en billedkunstner, så er han på den grønne gren og hans malerier går himmelhøjt. Og det hele har været helt gratis. Vennerne har produceret og (staten, dig og mig), har betalt for udsendelsen. Det er en win-win situation, bare ikke for kunsten eller licensbetaleren. Man kan jo ikke så godt hænge sine malerier op på Rådhuspladsen, eller inde på et rådhuset eller i et storcenter. Så bliver man smidt ud og får en bøde eller et polititilhold. Altså er det gysserne, dollar, kroner, pund, yen, Euro og alle mulige andre valutaer, som bestemmer hvad, som er kunst, sammen med et mærkeligt sammenred af kuratorer, museer, galleriejere og auktionsfirmaer. Så kan du være nok så god en kunstner, men den med det frie marked og dets indbyggede reguleringer duer altså ikke. Overhovedet ikke.

jan christensen, Niels Nielsen, Mads Kjærgård, Mette Olesen, Katrine Visby og Lasse Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Frandsen
Niels Frandsen

Gaaab ---- den sædvanlige klagesang, som kommer med jævne mellemrum. Vi har vel stadig et af de mest rundhåndede kunststøtte set-up, men mer vil ha' mer, og sådan vil det altid være, er jeg bange for.

Brugerbillede for jørn sonny chabert
jørn sonny chabert

næææ vi har et af de mest elite prægede kunststøtte set-up. De kunstnere der får støtte er dem der allerede er slået igennem.

jeg syntes ikke rigtig nogen af mine med debatørre adressere den pointe omkring statstøttede musserummer og "kultur institiosioner" ikke betaler kunstnerne for at bruge deres værker og peter hansen det er vidst ikke det andre små virksomheder møder altså at dem der afsætter deres produkter score hele kagen og ikke betale producenten noget.
lad mig gi et tænkt eksempel: en slagter beslutter sig for at lave kvalitets lufttørret skinke, den er der nogle gourmé butikker der vil sælge og det gør de så men betaler ikke slagteren noget for hans skinke.
er det de forhold andre små virksomheder møder??????

Jeg er på sin vis enig i artiklens budskab om at statens "kultur penge" gik mere til kunstnerne og mindre til institosionerne.

Rasmus Kongshøj, Lone Christensen, Niels Nielsen, John Vedsegaard, Vibeke Rasmussen, Jens Kofoed og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Præcis, Katrine Visby, og der er brug for et paradigmeskift, hvor befolkningen igen gøres bekendt med, at det, der altid har været overklassens eksklusive adgang til det gode liv: tiden til fleksion, æstetik, sensualitet og indsigt i verden, skal være for alle i et demokratisk samfund - mens den smule, vi skal bruge for at klare dagen og vejen, fylder alt for meget, selvom det i dag stort set kan klares med ganske lille indsats. Men det bliver de rige selvfølgelig ikke rigere og mere magtfuld af, og for politikerne er det også magtundergravende, når folk er sikret den eksistens, der giver overskud til at deltage og gøre indflydelse gældende.

Anders Reinholdt, johnny lang, Katrine Visby, Tor Brandt, Jens Kofoed og Dennis Berg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Den helt ødelæggende indstilling i samfundet er, at alting gøres af andre grunde end handlingen i sig selv, det er en grundlæggende markedsøkonomisk brist, som desværre breder sig i alle retninger og forpester alt.
Nu havde vi netop diskussionen om betaling for uddannelse i radioen - og her vil man have folk til at overveje, om deres uddannelse fører til karriere og mange penge; men studievalg handler indlysende om, hvad man ønsker at beskæftige sig med af de aktiviteter, samfundet holdes sammen af. Når interessen for de mange, mange fag på humaniora er så stor, er det klart, at den bør afspejle sig i samfundets prioriteringer - og det er nu engang dem, der vælger uddannelserne i dag, der skal bestemme vægtningen i samfundet. Lige nu lider vi af den prominens, som journalistisk og samfundsvidenskaberne fik i 90erne - men det vil fortage sig, heldigvis.

Anders Reinholdt, Katrine Visby og Tor Brandt anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Klara Liske

Hvis man havde lidt historisk forståelse, ville man indse at sådan har det "altid" været, og sådan vil det vedblive at være, sålænge den politiske IQ rettet mod kultur, med få undtagelser, har ligget i den absolutte lave ende, og pinligheder står i kø når man med indsigt skal lægge ører til emnet når det tages op.

Fuck romantikken

Sagde jeg fuck romantikken - det gjorde jeg, og det burde være et slagråb fra de professionelle, de indsigtsfulde amatører, og de autodidakte med orden i remedierne.

Brugerbillede for Klara Liske

Hvis man øver 10.000 timer, så har man et intimt forhold til et emne, der kan ses,høres, og mærkes -

Hvis man derefter fortsætter 10.000 timer, så kan man begynde at tænke på at der uddeles vinger.

De resterende 1.000vis af timer er metrernes leg med emnerne

Og alt dette er gratis i dag, ganske enkelt fordi markedet ingen dannelse har, og et begreb som skam skammer man sig over, i stedet for at skamme sig over at mangle fundamental respekt for andres arbejde, fordi ingen i skolen gav en indsigt i emners enorme spektrer.

Brugerbillede for Tor Brandt

Peter Hansen:
Det var da egentlig en dejlig optimistisk observation.
Det er ligesom med videnskaben; gamle paradigmer dør ikke fordi fordi folk bliver overbevist om deres mangler, men fordi tilhængernes efterhånden dør ud.

I dag synes økonomi at blive betragtet som "videnskaben", der skal definere alle andre aspekter af livet. Det bliver skønt når økonom-generationen visner.

Økonomi er til for at tjene os, ikke omvendt.

Nina Kalsbøll, Rasmus Kongshøj, Simon Olmo Larsen, Mette Olesen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Klara Liske

De "akademikere" jeg har haft samtaler med på min vej, har uden undtagelser efterladt mig grædende når det kom til emnet kultur.

Deres uvidenhed er skræmmende - podet med magt, er det fortvivlende

Brugerbillede for Klara Liske

At høre Jelved udtale sig om emnet, var som at få ståltråd igennem det centrale nervesystem.

Det er meget mere i emnet, Jelved - meget mere - men for at forstå det, skal man forstå det, og så skal det indlæres, og for at indlæres skal der undervises, og ikke skæres.

Brugerbillede for Lars R. Hansen
Lars R. Hansen

Hvis samfundsstøttede kunstmuseer, udstillingshaller, kulturhuse et cetera - ikke vil betale den pris for den kunst kunstneren mener kunsten skal koste - så må man jo som selvstændigt erhvervsdrivende kunstner jo blot sælge kunsten til anden side.

Kan kunstneren ikke sælge sin kunst - til den pris kunstneren mener kunsten skal koste - så er det nødvendigvis ikke resten af verden, der er galt på den.

Måske man som selvstændigt erhvervsdrivende kunstner - skulle søge lidt væk fra fisefornemme statsligt og kommunalt støttede ekkomiljøer overvejende befolket af offentligt ansatte cand. mag'er - og i stedet opsøge bredere kredse med sin kunst.

Brugerbillede for steen nielsen
steen nielsen

Gå imod Pablo Neruda, gør det modsatte af hvad han sagde, citat: "litteraturen tilhører ikke den der skriver den men den der bruger den". Gør det modsatte, kunsten er ikke for dem der bruger/ udbytter den men for dem der udøver den.

Dog må man sige om Marianne Jelved, at hun fornyligt har medvirket til, at optaget på arkitektstudiet er blevet baseret på arkitekturfaglige kvalifikationer og ikke et højt gennemsnit fra gymnasiet, dermed er optaget på arkitektstudiet blevet et spørgsmål om at optage de bedst kvalificerede igen, som journaliststudiet er det.
Så en stor beundring til Marianne Jelved for det fordi der bliver lyttet og ført dialog for at skabe løsninger, derfor kan der være håb endnu for den hr. Gorm Spaabæk
som fremkommer med disse synspunkter.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Nu er det udtrykkeligt mag. art.'er, der befolker kunstmuseerne, ellers kan de nemlig ikke få støtte efter museumsloven, men det er selvfølgelig ganske forfærdeligt, at det offentlige, der burde stå som garant for overholdelse af de aftaler, der indgås mellem organisationer og institutioner - som det gode eksempel, om ikke andet - i stigende grad bryder disse, ligesom DR og TV2 ikke vil honorere medvirkende professionelle, fordi man fejlagtigt påstår, at det er uvurderlig reklame for kunstnerne. Det er simpelthen umoralsk, at det offentlige ikke vil betale for sit forbrug, og det kan kun medføre, at alle andre også i større og større omfang ser sig berettiget til at finde dårlige undskyldninger for ikke at betale.
Der er gamle aftaler med Billedkunstnernes Forbund om afregning for udstilling af værker, ligesom der er aftaler mellem alle mulige andre kunstnerforbund. I stigende grad vil de selvsamme mennesker, som høster fyrstelige lønninger på andres arbejde, ikke betale, og det er ærlig talt moralsk forkasteligt.

Rasmus Kongshøj, jørn sonny chabert og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jonas Jensen
Jonas Jensen

Det er naturligvis ikke i orden, at kunstnernes værker bliver benyttet, uden at kunstnerne får betaling for det.
Men derfor er dette stadig ikke rigtigt: "Når kunstnerne siger nej tak til at udstille gratis, træder ukvalificeret arbejdskraft i stedet."
Hvis kunstgallerier og lignende vil udstille arbejdet, er det vel ikke ukvalificeret, uanset om det er lavet af en amatør eller en professionel (her definerer jeg en professionel, som en der lever af sine værker). Hvis kunstgallerier og lignende ikke er villige til at betale for at udstille værkerne, er det fordi kvaliteten er for ringe sammenlignet med, hvad de kan få gratis.
Man skal huske på, at det også er en fordel for kunstnerne, at blive udstillet. Det giver omtale, og det skaffer købere. Det må formodes, at det er derfor, at de professionelle kunstnere endnu ikke har samlet sig og én gang for alle sagt nej til at blive udstillet gratis. Den anden mulighed er selvfølgelig, at forskellen på professionel-kunst og amatør-kunst er ikke eksisterende.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Jonas Jensen, du overser det, der er problemet: at kendte kunstnere kan tillade sig at afstå fra betaling, bl.a. fordi de såmænd nok skal få solgt. De unge, endnu ukendte kunstnere har ikke økonomiske muskler til på samme måde at se stort på vilkårene.

Brugerbillede for J. Poulsen

Det er beskæmmende at det offentlige på den måde undergraver de udøvende kunstneres muligheder for overlevelse.
I musikkens verden er Koda dem, der sikrer musikerne deres retmæssige del af kagen, men Koda er samtidig med til at hindre nye anvendelsesmåder og nye formidlingsmetoder, så at kopiere Koda ville være en klar fejl.
Kunst-quissen på DR2 er nok et godt eksempel. Her studeres og gættes på kunst, hvor kunstværkerne er det centrale omdrejningspunkt, og hvor kunstværkerne hver især vises på landsdækkende tv i længere tid. Jeg gætter (ja, gætter) på at kunstnerne, der har frembragt værkerne, ikke får en krone for brug af deres værk. Havde det været musik, havde Koda straks rakt hånden frem og DR havde betalt uden spørgsmål.
Hvorfor denne forskel ? Hvorfor er der forskel på ophavsret og ret til betaling ?
Kunstnerne bør sikre dannelsen af en eller anden form for Koda for andre end musik- kunstnerne, uden samtidig at hindre udvikling og fremskridt som Koda gør.

I øvrigt er det beskæmmende, at hver gang kunstnere rejser problemet, er der altid en del, der lige skal finde deres indre svinehund og pisse på kunstnerne, som det jo også er set i denne tråd. Jeg er sikker på at de heller ikke vil arbejde gratis i den virksomhed, der kører med underskud. Det ville jo i så fald gælde en masse medarbejdere i alle de virksomheder, der reelt ikke betaler skat (Danisco, Mc Donald, Ikea mfl.) eller som kun kan leve med statsstøtte i røven (Landbruget, fodboldverdenen mfl.) For det ville jo være konsekvensen af deres kommentarer omkring "hvis ingen vil købe jeres kunst, må i finde jer noget andet at lave". Oftest aner disse kommentatorer intet om de faktuelle forhold på kunstmarkedet, men taler blot ud fra noget, som de end ikke forstår eller kan gennemskue.

Rasmus Kongshøj, Gorm Spaabæk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Robert Parkins
John Robert Parkins

Although budgets are often tight in publicly-funded venues, it is clear that artists are an essential ingredient in the exhibition equation. Whether making great work offered for sale or creating complex site-specific works or installations that provoke and question received attitudes about what an artist is and does, all professional artists need to make an income that not only enables them to develop and sustain their practice but also to contribute financially to family and private lives.

Rasmus Kongshøj, Gorm Spaabæk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Robert Parkins
John Robert Parkins

or: Kunsten skulle betyde noget for alle danskere - og de er nøglen til vores følelse af velvære, og hvordan vi identificerer os selv som en nation.

Brugerbillede for Per Pendikel
Per Pendikel

Kære Gorm Spaabæk.
Allerførst er det vel vigtigt, at snakke om det samme.
Hvad er kunst?- Kunne spørgsmålet være med fare for trække brodden ud af diskussionen.
Hvornår er man kunstner?

Er Hendes Majestæt Dronningens værker kunst og er Majestæten så en kunstner og hvordan skal en Majestætisk kunstner tituleres?
Er musik- er litteratur kunst eller hvem fanden skal afgøre hvad kunst er?
Som du skriver er kunstnere producenter.
Man kan vel sige, at kunstnere arbejder med praktisk skabende virksomhed, som jar en tand mere end det blotte håndværk. Jeg har en tilbøjelighed til definerer kunst til værker, som opererer med begreber og ikke ord, hvor verbaliseringen af vores verden så henstår i skyggen af de universelle tidsløse følelser, som findes hos alle og er tilsvarende hos alle mennesker.
Men så sker der det, at Murakami ikke længere er kunstner, hvilket vil være trist. Den Norske trubadur Åge Aleksandersen der har sat musik til Dan Anderssons digte på Snöharpan får måske hermed tillagt ordene en ny tydning eller – ihverfald – et nyt udtryk og er det så kunst?
Eller er fotografiet kunst? Blev den japanske fotograf Tomatsu kunstner i Danmark, fordi han for nylig hang på Louisiana, uagtet han i mere end en menneskealder har udfoldet sig.
Og er min gamle mor kunstner, fordi hun maler så fantastisk smukt fabulerende?
Eller er kunst dét, som frembringes af akademi uddannede ”håndværkere”.

I din betragtning om ophavsret og afgifter anfører du, at den manglende afgift for bruge kunstneres værker ved reproduktion ikke respekteres som det sker indenfor musik. Det er ikke manglende respekt for kunsten. Det beror alene på styrkeforholdet mellem udbyder af kunsten og udnytter. Sangen Mbube (”Vimmersvej”) er et eklatant eksempel herpå. Den har tjent mere end hundrede millioner ind i mange forskellige udgaver over hele verden og er tyv stjålet fra en Sydafrikansk komponist, som aldrig har fået en tilnærmelsesvis erstatning.
Bob Dylan krediteres ”all songs written by Bog Dylan” på ”Modern Times” uagtet, at han uomtvistelig ikke har skrevet al musikken. Hvis noget overhovedet. Men dette fremgår ikke af cd coveret. Svindel og humbug er heller ikke indenfor musik utænkelig. Det beror også alene på magtforholdet.
Det er interessant, når vi ser på grafik, malerier og rum kunst, at den ofte reproduceres uden videre hensyn til ophavsret. Men de – omend få – malerier jeg har købt af, har jeg købt og ejer.
På samme måde som hvis jeg har købt en kuglepen, et hus eller bil. Jeg ejer sgu maleriet og må gøre med det, som det passer mig. Som du skriver er det et stykke arbejde der er udført og jord- og betonarbejderen - eller mureren - har sgu skal sgu heller ikke ret til royalties når huset fremvises, sælges for 2. gang el. lign.
Så for finde ud af hvad der skal betales royalties for, er det vigtigt at finde ud af hvad kunst er - og hvad der er kunst - så der ikke betales royalties for noget, som ikke er kunst. Det er sgu en svær nød at knække.

Men det er på denne måde er det ganske rigtigt kunstnere ”proletariseres”. Styrkeforholdet er - som for proletariatet (lønmodtagere) overfor kapitalismen - ikke i kunstnernes favør. Kunstnere kommer med det færdige produkt, klar til brug, mens lønmodtagerne kommer med arbejdskraften – klar til brug – til fremstille et produkt. Kunstkøberen unægtelig en fordel med et produkt som er færdigudviklet og er klar til levering og kan vurderes som ethvert andet færdigt produkt.

Social dumpning, som du berører, har du fra løn-arbejdsmarkedet og kan derfor ikke umiddelbart anvendes overfor – hvad der må betegnes som – selvstændigt erhvervsdrivende. Eller kan det?
Kan det, så kan vi se samme tendens på løn-arbejdsmarkedet, hvor stadig flere arbejder gratis eller i usikre ansættelsesformer.

Følgeindustrien, som du rammende betegner udstillingssteder m.v. er enorm. Men det er følgeindustrien af jord- og betonarbejdsrens løn-arbejde også. Tag blot finanssektoren.

Når du bruger eksemplet Mogens Otto Nielsen kan det slås fast, at udviklingsarbejde er dyrt - og risikabelt - for den enkelte. Hvad enten det er en maskinarbejder ”produktionsteknolog” eller det er en kunstner, så begrænses innovation af manglende evne- eller mulighed for definerer arbejdet overfor – ikke mindst – Skat.
Det er meget, meget kompliceret at forklarer Skat, at udviklingsomkostningerne i et projekt kan komme ti-fold ind igen om nogle år. Det er lidt beskæmmende at se på et regnestykke af, hvor meget ”følgeindustrien” genererer i skatteindbetalinger af kunstnere, som Mogens Otto Nielsen, som ikke må trække udviklings- og produktionsomkostningerne fra.
Det er stor set helt og holdent større virksomheder, som Novo, Lego, Topsoe m.f. der trækker udviklingsomkostninger fra og som – herforuden – tillige, har sugeslanger i statskassens tilskudsordninger til udvikling af det ene eller andet.

At rejse en debat om kunstnernes situation vil være at gribe ind i samfundets inderste sjæl (metafor) og der er sgu ikke for kønt. Problemet er, at de etablerede dem som er - eller ser sig som en del af samfundet – ikke er istand til betragte samfundet, men må læne sig op af fortællingen om det.
Som Murakami skriver: ” … man (kan) ikke se sit eget ansigt med sine egne øjne, vel? Man kan kun se sit eget ansigt som et spejlbillede inde i spejlet. Vi har vænnet os til at tro, at det, vi ser inde i spejlet, er det sande billede af os.”

Jeg bryder mig ikke om ophavsrettigheder.
Har man solgt sit produkt – eller sin arbejdskraft – så er det dét.
Ønsker udstillingssteder ikke at betale for kunstnernes værker – som kunstneren har i egen ejendom - udstilles og/eller reproduceres, så må kunstnerne lave udstillingssteder, som gør det eller kunstnerne kan lave en liste over udstillingssteder, der er anbefalelsesværdige.
Jeg har, som forbruger, absolut ingen chance for gennemskue hvilke gallerier, medier og udstillingssteder, som behandler kunstnere nogenlunde rimeligt. Men ville bestemt rette ind, hvis jeg havde mulighed for det.

At appellerer til politikerne er omsonst. Vi lever i krybdyrhjernens tidsalder hvor krig er løsningen på uenigheder og udbytning løsning på overlevelse.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

LOTTO giver jo allerede en betydelig andel til Kulturministeriets budget.
Det er jo også på en vis måde tydeligt, at vi har denne diskussion igen, fordi kunsten er første offer, når der spares i det offentlige.

Brugerbillede for J. Poulsen

Per P, god idé du der til sidst kom med.

Lad os lave det gennemskueligt hvem der behandler kunstnerne ordentligt.
Lad os lave en kunstner smiley ordning.

0 pensler*) til de, der ikke honererer lån af værker.
1 pensel til de, der xxx
3 pensler til de, der kompenserer kunstneren mindst xxx, f.eks. af omsætningen på adgang til udstillingen, som betaler for brug ved reproduktion etc.

Og lad os så sikre, at udstillingsstedet, websiden eller lignende SKAL mærke deres virksomhed, ligesom fødevarekontrolordningen eller ved organiserede rabatter.

Lad os give brugerne den nødvendige information, så hverken de eller udstillingsstedet/tv-kanalen/websiden ikke efterfølgende kan påberåbe uvidenhed.

*) eller et andet symbol på kunsthåndværk

Brugerbillede for Gorm Spaabæk
Gorm Spaabæk

Kære Per Pendikel

Tak for hilsen - ( Og tak til de mange andre der har kommenteret .. Især til dem jeg er uenige med , tak ...Er først oprettet som bruger nu )

I den diskussion jeg gerne vil rejse, prøver jeg at undgå en diskusion om kunstner eller ikke kunstner . Det fokus jeg søger er ordentlig opførsel .. eller ikke .

Når den offentlige sektor bruger kunst betales der ikke og udgifter dækkes ikke . Det gælder også når det offentlige beder kunstnere om at udføre arbejde for dem ,, som f.eks udstille .

At samfundet fylder sit rum med Mallorca kunstnere er samfundets egen sag .... Og her må de for min skyld gøre , hvad de vil ... Min sag er , at et stykke professionelt arbejde har en professionel pris... Og betaler man ikke den pris , holder de kompetente mennesker sig væk , og man får et dårligere produkt . Det gælder alle fag og ikke kun for billedkunstnere .

Vil samfundet bruge sine ressourcer på pjat , er det samfundet egen sag .....Så må guderne være med os ,, når den nye og opdaterede viden ikke er tilstede .. Men grundlæggende er det kommunernes egen sag , at bruge sine ressourcer på inkompetance

Min sag er, at kvalificeret arbejde blir betalt --- Og det arbejde der udføres her sker ud fra nogle vilkår , der kan sammenlignes med dem ,, der ses i hele det øvrige arbejdsmarked.

Og så er jeg helt enig i , at det er et styrkeforhold der afgør at vi ikke får vore afgifter ... At billedkunstnerne er de mindste i skolegården og at det udnyttes. Det er , efter min mening , det der afgør , at vi ikke får de afgifter vi burde få . Det skriver jeg i min kronik og at jeg ser det som udtryk for en syg virksomhedskultur i kommunerne og kunstens følgeindustrien .

Og de små fabrikker i Østen er også små erhvervsdrivende -- Og det har i mange år været en dagsorden , at de der arbejdede her blev behandlet ordentligt .. Det der hedder CSR

Man kan derfor komme i den situation at en kommune bygger et udstillingsted,,, Eller et bibliotek / kulturhus , hvor man går meget op i, at de kinesiske sten der er brugt til byggeriet er brudt på en anstændig og ordentlig måde ... i Kina

De kunstnere der kommer til at fylde huset er til gengæld uden tilsvarende rettigheder ... Det ville være et kæmpe fremskridt hvis de vilkår der gælder for en kinesisk bjergværks arbejder , ville gælde for de danske billedkunstnere . Specielt i de strukturer som samfundet financierer og støtter ... Når jeg som kunstner blir bedt om at arbejde her , må man som regel betale for at arbejde , og betale udgifter , på udgifter, for at deltage i aktiviteterne.

Her ku et CSR for billedkunstområdet være en brugbart værktøj ..

Endeligt syntes jeg at det er en skævvridning at tale om kunststøtte .....Det er noget vrøvl .. Jeg vil personligt ikke støttes ... Det jeg kæmper for, er at jeg blir betalt for de opgaver jeg løser for det offentlige .... Det har ikke noget med støtte at gøre .. Og at bruge støtte begrebet skævvrider debatten , og får os til at virke som hjælpeløse ..... Og som det fungerer i den offentlige sektor , staves det på samme måde som udnyttelse

Tak fordi at du stillede spørgsmål og tak til alle jer andre der har deltaget i den her debat ... Lad den blive stor og fyldig .. og måske flytte noget

vh

Gorm Spaabæk

Rasmus Kongshøj, jan christensen og Lone Christensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Bente Simonsen
Bente Simonsen

Hvem bestemmer, hvad som er kunst? Eller ikke?
Hvem bestemmer, hvilke kunstnere som kan komme i betragtning til 'offentlige udsmykninger', som det så smukt udtrykkes.
Er det ikke en lille klikke (akademirådet?) som udvælger vennerne??? Er man inde i varmen, kan man få adgang til de attraktive opgaver (og måske helt eller delvis leve af sin kunst).

Det er en selvfølge, at kunsterne leverer sine arbejder kvit og frit til gallerier og museer for udstilning, men sælges et værk går 25-30% (eller mere?) af værket pris til galleriet. - Det er som at sætte penge i en dårlig bank.
Den eneste, som ikke tjener på det, er kunstneren. Han/hun skal finansiere (måske med hård fysisk eller intellektuel arbejde) sin kreative virksomhed, tid, materialer og evt. handværkshjælp. Så skal de markedsføre sig (udbud og efterspørgelse), søge ind på censurerede udstillinger, hvor der kræves skyhøje gebyrer (for en fattig kunstner) for deltagelse, dertil kommer forsendelse, transport og at rende gallerier på dørerne i håb om bid. Og hvis man ikke allerede er en kendt person - for sådanne har altid fortrinsret uanset kunstnerisk kvalitet - kan det blive meget tidskrævende arbejde og helt uden fortjeneste. - En selvfølge for alle undtagen kunstneren.

Rasmus Kongshøj, Lone Christensen, Vibeke Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Spaabæk
Gorm Spaabæk

Hej Bente

Ja .. vi blir kørt over

Men som jeg ser det....Er der en forskel på Gallerierne og offentligt støttede strukturer .... Men mindre vi får nogle synlige samfundsomvæltninger er gallerierne butikker der lever af at sælge kunst ... Når det virker , gør gallerierne et stort og kvalificeret salgsarbejde for de kunstnere de arbejder med ... Og Gallerierne er ikke på støtten ..Det der sker her ,er for egne penge og risiko ... Og der er historisk set en lang række historier om gallerier der har skabt produktionsmuligheder for kunstnere ,,

Det er anderledes med de samfundsfinancierede strukturer .. Det er ikke købmandsbutikker .. og må rent lovmæssigt ikke være købmandsbutikker ... Derfor ska de betale kunstneren det det koster .Både løn og dækning af udgifter .. når kunstneren arbejder for en sådan struktur .. vh Gorm

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

For snart en del år siden skrev Pia Schutzmann et indlæg i Politiken om netop dette problem, og det urimelige i at kunstnere ikke får betaling, når deres værker bliver udstillet, og at deres kunst således bogstaveligt talt er til fri afbenyttelse.

Som jeg husker det, kom der aldrig mere ud af det debatoplæg. Hvilket kan undre, dengang som nu.

Brugerbillede for Gorm Spaabæk
Gorm Spaabæk

Der er en række andre kunstnere der har været ude i samme ærinde ... Pia Schutzmann er en..... Suste Bonnen en anden

Fælles er, at det er de strukturer man kritiserer som man bagefter skal leve af .... Og hidtil har det gjort det svært at få det opgør

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Ved at det offentlige igen påtager sig rollen som moralens vogter i slige sager, J. Poulsen, på alle områder.

Brugerbillede for Gorm Spaabæk
Gorm Spaabæk

Grundlæggende ved jeg det ikke

Men vej ku være oplysning ,, oplysning .. og oplysning

Her ku rækker af cases der beskriver virkeligheden .. gøre en forskel ... som det er blir jeg afvist som en ener og ikke som en der forsøger at definerer en tendens ... det ville være anderledes hvis der var hundreder der beskrev den virkelighed .. professionelle billedkunstnere lever i

Der er en kløft imellem det folk tror er de konkrete forhold og de vilkår der i virkeligheden hersker i kunstens udviklingslag .

Imellem os og beslutningstagerne sidder et helt lag af selvbestaltede eksperter , der rådgiver politikerne ,, selvom de har helt andre interesser ...Og ikke har kompetencer på området

"Jeg gider ikke høre på at kunstnerne ikke blir betalt " .. som det blev formuleret af en direktør for et kunstmuseum for mange år siden ...Vedkommende så ikke kunstnerisk produktion som noget der ragede hende .... Og så blev der istedet ansat en kunsthistoriker mere på stedet .. og bygget om og udvidet ..

Her ska kunsthistorikerne selvfølgelig kæmpe for deres egne interessser , men det blir et problem når embedsværk og politikere bruger dem som eksperter på kunstnerisk produktion og udviklings arbejde ... Her er det min oplevelse , at de ikke kan skille det ad fra deres eget behov og ønsker. ...Men alt det ska belyses med eksempler hvis vi ska videre

Så skriv beskriv og lad os få eksemplerne op på bordet ,, så vi derudaf kan arbejde for at billedkunstnere får nogle produktions vilkår der kan sammenlignes med der gælder for alle andre små erhvervsdrivende .

Brugerbillede for Charlotte Harder
Charlotte Harder

Det minder mig om en episode jeg oplevede for ca 10 år siden. Ved en udstilling på en kommunes rådhus ønskede en af afdelingerne at købe et billede af mig. De "kunne" desværre kun betale ca. 10% af prisen. Jeg takkede pænt nej til deres tilbud. Så forsøgte de at presse... jeg kunne jo så skrive på mit cv at jeg havde solgt til NN kommune. Og jeg takkede stadig pænt nej tak. Det havde taget mig en måned at male... jeg skulle ikke nøjes med en dags løn for at kunne pudse mit cv.

Rasmus Kongshøj, Per Pendikel, Gorm Spaabæk og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Spaabæk
Gorm Spaabæk

Det er udtryk for en syg virksomheds kultur ... Jeg tror at vi alle, har været ude for den slags .... Og det blir ved, til vi siger nej.

Et af mit livs idealer er den lille abe i " Aben Osvald " der siger nej !!!

Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Som, bogstaveligt talt, udenfor stående synes kunstverdenen for mig at se at være opdelt i på den ene side de skabende, kunstnerne, opfattet som 'leverandører' og 'producenter' og på den anden side de bestemmende, de der har i deres magt at "make or break" en kunstner. Sidstnævnte gruppe vist for størstepartens vedkommende ikke-kreative akademikere: kuratorer, anmeldere, museumsfolk o.lign.

Og det synes, som om det hovedsageligt er de sidstnævnte, der anses for at besidde den nødvendige ekspertise, viden og kompetence til at kunne udtale sig om Kunsten. Og at det således også mest/kun er dem, der bliver hørt, bedt om rådgivning, inviteret til debatter og høringer …

Personligt har jeg altid undret mig over begrebet 'kurator', og over hvordan en sådan uimodsagt får lov at udtale sig om et kunstværk, tyde og tolke det, helt uberørt af – måske ofte i modstrid med? – kunstnerens egne intentioner med værket. Men ok, hvad véd vi bønder (jeg) egentlig om agurkesalat? Eller 'kuratorer'?

Et eksempel på hvor adskilte disse to verdener, 'leverandøren' over for 'formidleren', er – eller kan være – så jeg for nylig, ganske vist ikke med en dansk kunstner involveret, men, gætter jeg på og fornemmer, alligevel 'universelt' symptomatisk for situationen. I sin anmeldelse af en udstilling af Yoko Ono skrev Politikens anmelder således under overskriften "Ono afliver en del fordomme på aktuel udstilling":

"Det er altid lidt pinligt at opdage, at man har taget sladder for gode varer i stedet for selv at danne sig en mening om tingenes tilstand.

Til min undskyldning vil jeg dog sige, at der kun findes få mennesker, der er omgærdet af så mange myter, så megen sladder og så mange forudfattede meninger som Yoko Ono."

Til dét er der vel kun at sige:

Ja, det er pinligt.

Og nej, der er ingen undskyldning.

Men afslørende for anmelderen. Og afslørende for de kræfter/ holdninger/ den forudindtagethed kunstnere møder og er oppe imod.

Jeg bliver i hvert fald – langt fra for første gang, og som den udenfor stående jeg er – efterladt med et indtryk af, at en kunstner og en kunstners værk først er/bliver relevant og værd at omtale, i det øjeblik nogen (men hvem?) giver 'grønt lys' for denne anerkendelse.

Brugerbillede for Per Pendikel
Per Pendikel

@J Poulsen: "Og hvordan kommer man så videre ?"
Tja. Gennem de sidste 30- 40.000 år er vi ikke nået meget videre.
Dygtigere til håndtere redskaber. Men ikke så forbandet meget dygtigere til dét at være menneske. Men i fredagens Weekendavis er der en interessant artikel: "Isoleret fra markedet" der omhandler det offentliges tilskud til kulturen. Tankevækkende og i meget go' overensstemmelse med Gorm Spaabæks tilgang om kunstneren som producent.
Se også Berlingske top 10: "Magt på kulturområdet" som fyldes af chefer i følgeindustrien som sidder på magten. Det er bestemt ikke autorene. Det er som i byggeriet, ikke jord-og-betonarbejderen som har magten. Men finanskapitalen og alene gennem en stærk faglig organisering, er der forsat tålelige løn- og arbejdsforhold mange steder.

Og det er vel egentlig kunstnernes problem. Organiseringen.

For år tilbage, mens Østeuropa endnu var præget af en socialistisk vision, gik jeg gennem nogle boligområder i Sofia. Folk sad og nød vejret. Spillede brædtspil. Snakkede og havde det rigtig hyggeligt og et par drenge sad på en bænk, mellem nogle træer, og skar træsnit. Den ene holdt materialet mens den anden skar og efter et stykke tid byttede de.
Det var et stort arbejde, forklarede de, og man blev træt i hånden og armen.
Derfor byttede de. Motivet var det samme og kraften hentedes ved at arbejde sammen om målet.
Det var for mig meget spændende at se, hvordan de arbejdede. Jeg sad sikkert op mod en times tid, på en bænk lidt derfra, og betragtede dem.
Men oplevelsen, da jeg gik hen for spørge om jeg kunne købe det, er det som rev mest i mig.
Gu' hjælpe mig om de ikke afviste at sælge arbejdet. For dollars!
Fuldstændig afvisende. De henviste mig til en forretning inde i byen, hvor man kunne købe træskære arbejde. Jeg forsøgte efter bedste evne at forklarer dem, at jeg ikke som sådan var interesseret i træskære arbejder. Men netop i deres, fordi de havde været/var sammen om det. Men de afviste og forinden havde de iøvrigt pænt høftligt forsøgt sig med, at det ikke var færdigt og da jeg spurgte om hvornår det blev færdigt svarede de, at der gik et par dage. Men det hjalp mig ikke, at jeg tilbød at komme tilbage om et par dage. Snakken med drengene tog tid og kom til betyde en del for mit øvrige ophold. Jeg vendte tilbage dagene efter og fandt ud af, at det var en bordskåner (det må være store gryder de har i Sofia!) de lavede til deres mormor eller mor.
Men bevidstheden om, at arbejdet som sådan ikke skulle være adgangen til en indtægt i sig selv, blev for mig et interessant område i min Østeuropæiske færden.
Arbejdet var en indkomst for de professionelle og en berigelse for amatørerne. Hvad enten det var et symfoni orkester på et jernstøberi eller kunstmalere på en fabrik i Minsk knoklede amatører på et ekstremt højt niveau fordi arbejdet med musik eller billedkunst betød meget for dem og så meget, at det også var dem man så ved koncerter og udstillinger uagtet, at det var vanskeligt, nogle gange, at høre eller se forskel på det professionelle arbejde og amatørens.

(Og jeg gider ikke at høre noget om træskærearbejde ikke er kunst eller at drengene sikkert var bange for efterretningstjenesten eller... Jeg oplevede i Østeuropa at kunstnere og kunsten havde en helt anden vægt end herhjemme).

Men som skrevet tidligere så kan smileys på udstillingssteder m.m. være en hjælp til forbrugeren. Det kunne sgu være dejligt, at gå på gallerier eller andre udstillingssteder i en bevidsthed om at der dog sker en udvikling på nogen områder.

Gorm Spaabæk, Vibeke Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Vibeke Rasmussen
Vibeke Rasmussen

Hvad angår ovennævnte undersøgelse om magten på kulturområdet, vil jeg nu give Lasse Jensen ret i, at der her mere er tale om, hvem de adspurgte kender, end om hvem der reelt har magt(en):

"Kendiseffekt forvekslet med magtfuld
I denne uge lavede Berlingske et særnummer af sit business-magasin, hvor man ved hjælp af nogle små juryer på 10-12 udvalgte mennesker simpelthen kunne fastslå, hvem der er de mest magtfulde mennesker i Danmark.
På kulturområdet fastslår magasinet for eksempel, at filmproducent Peter Aalbæk Jensen er landets mest magtfulde. På HELE kulturområdet, vel at mærke.
Og på top-ti er også filminstruktørerne Susanne Bier, Thomas Vinterberg og Lars von Trier.
Her forveksler juryen helt klart kendiseffekt med magt. I Aalbæks tilfælde er det tydeligvis, at evnen til at erobre medierne helt fejlagtigt fortolkes som magt.
Når det drejer sig om medierne, kommer JP/Politikens chef Lars Munch ind på førstepladsen. Mens Egmont-direktør Steffen Kragh - hvis virksomhed er større og rigere end nogen anden medievirksomhed i Danmark - kun er på en sjetteplads."