Læserbrev

Læserbreve

17. juni 2013

Mindstekrav for honorering

Gorm Spaabæk, Dronninglund

Kulturminister Marianne Jelved (R) kommenterer i et indlæg den 12. juni min kronik fra den 10. juni om manglende betaling af billedkunstnere.

Ordentlig opførsel er også på det billedkunstneriske område en forudsætning for sund udvikling. Og min opfordring til kulturministeren om at holde sig væk fra visse udstillingssteder gælder selvfølgelig kun de steder, hvor der sker en udnyttelse.

Som det er i dag, er der ingen krav til, hvordan kommunerne skal optræde. Det er et lovløst område, og her ville en række mindstekrav for en seriøs opførsel være et meget stort skridt fremad.

Bosnien glemt igen

Elvir Pelesevic, København

I skyggen af urolighederne i Tyrkiet er oprørsbølgen, der har ramt Bosnien, næsten gået ubemærket hen i de danske medier.

Flere tusinder mennesker på tværs af etniske og religiøse forskelle protesterer nu mod landets politikere, som ved at sylte et lovforslag om personnumre forhindrer nyfødte børn i at få officielle dokumenter og sygesikring.

En af årsagerne hertil er, at de bosnisk-serbiske politikere prøver at udnytte loven til yderligere at desintegrere landet ved at kræve, at personnumrene skal afspejle den politisk-territorielle opdeling af landet.Det er langtfra første gang, at de bosnisk-serbiske repræsentanter udviser foragt for ideen om Bosnien som et samlet land, og de handler dermed i strid med Dayton-aftalen.

Hidtil har det internationale samfund tolereret denne adfærd til trods for dets uforbeholdne støtte til Bosniens integritet.

Hvis Bosnien nogensinde skal fungere som en stat samt komme ind i EU, burde europæiske politikere snart vise handling og skaffe problemskaberne af vejen.

Danmark er ikke en virksomhed

Ole Waagensen, Lolland

Per Clausen (Ø) skriver i et læserbrev den 13. juni om grøn omstilling, at »pengene skal bruges til at styrke Danmarks konkurrenceevne«. Mener Per Clausen ikke at pengene skal bruges til at styrke privatkapitalistiske foretagender?

Mig bekendt producerer staten Danmark ikke noget som helst, idet offentlig produktion i realiteten er forbudt ved lov.

Vindenergi tales der meget om, men virkeligheden er, at Danmark ikke har produceret en eneste vindmølle. Vestas har, javist, men det er et privatkapitalistisk foretagende, der den dag i morgen for eksempel kan blive overtaget af en engelsk baseret kapitalfond.

Vil et engelsk ejerskab betyde, at England og ikke Danmark vil være førende inden for vindenergi?

Novo løber fra regningen

Leif Mentzel, København

Det er vel ikke bare et spørgsmål om, det er legalt eller ej, når Novo Nordisk flytter patenter til Schweiz for at betale mindre i skat. Det er også et spørgsmål om retfærdighed og etik.

Et firma som Novo Nordisk vil gerne give indtryk af at være et selskab med høje standarder – ikke mindst på det etiske område. Så når virksomheden har store dele af sin virksomhed placeret i Danmark, hvor man nyder godt af infrastruktur, skole og uddannelsessystem, børneinstitutioner osv., må man også forvente, at det forpligter Novo Nordisk til at bidrage til det danske samfund på skatteområdet.

Det er trist at opleve, at det i dag mere er reglen end undtagelsen, at et selskab flytter i skattely. Man har svært ved at forestille sig, at Novo Nordisk i Mads Øvlisens tid ville have gjort det samme.

Varm luft fra Bornholm

Thure Barsøe-Carnfeldt, Dronninglund

Igen i år afholdes politikernes møde for folket, kaldet Folkemødet, på Bornholm. Mødet er en skøn blanding af turisme, politisk syndsforladelse og valg i alle retninger.

Politikerne kommer, taler og spiller deres partitur i samme klædedragt som borgerne. Kun de vokale udsagn udskiller dem fra folkemængden.

De smiler hele tiden, når kameraerne er på, imens de råber ’vækstplan, hvad skal vi dog gøre’. De ved på forhånd, at folket vil opfatte deres mange udsagn som ’varmluftsballoner’ – initiativer, som i tusindvis sendes op mod skyerne, og som vil forsvinde lige så hurtigt som de balloner, der dagligt sendes op fra Christiansborg.

Problemet er, at når Folkemødet er slut, og den sidste fadøl er drukket, så skrives resultaterne sammen i en betænkning, der højst sandsynligt aldrig vil blive brugt til noget.

Politikerne bør i stedet stoppe søgningen efter kortsigtede, men uholdbare løsninger på øget vækst og begynde at tænke langsigtet.

Bornholmermødet er mest af alt sommerfjas ved vandkanten.

EU legitimerer besættelse

Peter Kenworthy, Afrika Kontakt

EU er i fuld gang med at forhandle en ny frihandelsaftale – en såkaldt ’Deep and Comprehensive Free Trade Agreement’ (DCFTA) – på plads med Marokko. Forhandlingerne startede i april og forventes afsluttet tidligt næste år.

Hvis parterne bliver enige, vil DCFTA-aftalen indebære at Marokkos økonomi gradvist integreres i EU’s fællesmarked. Et af problemerne ved en sådan frihandelsaftale er, at den vil være med til yderligere at legitimere og muliggøre Marokkos mangeårige og brutale besættelse af Vestsahara.

Efter al sandsynlighed vil aftalen nemlig øge Marokkos indtægter på varer fra det besatte Vestsahara, hvilket vil svække Marokkos lyst til at deltage i forhandlingerne om Vestsaharas afkolonisering.

31 civilsamfundsorganisationer har i marts sendt et brev til EU-Kommissionen, hvor de beder Kommissionen om at »respektere den mest fundamentale ret af alle, retten til selvbestemmelse, ved tydeligt at undtage Vestsahara fra alle fremtidige handelsaftaler med Marokko«.

En gammel traver

Albert Jensen, Allerød

Irak har masseødelæggelsesvåben.

Det er ikke noget, vi tror, det er noget, vi ved.

Syrien bruger giftgas. Det er ikke noget, vi tror, det er noget, vi ved.

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu