Kommentar

Lighed uden lige-gyldighed

Vendt mod Platons antikke sandheder og den moderne vækstøkonomis teknokratiske nødvendigheder
Debat
25. juni 2013

Et par år før sin død i 1989 udsendte en af USA’s herligste journalister, I. F. Stone (f. 1907), en bog om og med titlen: Retssagen mod Sokrates. Som her i avisen blev omtalt som et opgør med »den totalitære Sokrates«.

Stor er manges ungdomsgæld til Stone for hans protester mod sit fædrelands McCarthy-forfølgelser af mere eller mindre anti-kapitalistiske ’afvigere’ og kritik af USA’s Vietnam-krige. Men da en angina pectoris i 1971 tvang ham til at opgive I. F. Stone’s Weekly (som han udgav sammen med sin kone), »besluttede jeg mig for at bruge mit otium til et studium af tankefrihedens historie – ikke friheden i almindelighed, det begreb er for flertydigt og kan endda udlægges som de stærkes frihed til at udnytte de svage, men tanke- og talefriheden. ... Jeg håbede, at en sådan undersøgelse kunne hjælpe en ny generation til ikke blot at bevare ytringsfriheden, hvor den findes – og altid er truet ud fra både gode og mindre gode motiver – men også til at støtte kæmpende afvigere i den kommunistiske verden til at finde frem til en befriende syntese af Marx og Jefferson.«

Den sidste som hovedforfatter af USA’s Uafhængigheds- og menneskeretserklæring fra 1776 med den indledende konstatering, at »vi finder det indlysende, at alle mennesker er skabt lige ...«.

Filosoffer skal være konger

Det finder efter Stones opfattelse Sokrates og hans biograf Platon bestemt ikke, at de/vi er. Det finder Platon ganske rigtigt ikke, konstaterer også Rune Lykkeberg. Som i sin artikel, »Afsindige herrer«, i lørdags her i avisen, (i anledning af at Platons Staten netop er genudkommet på dansk), dog skelnes der mellem Platon og Sokrates på netop dette punkt. I overensstemmelse med mange andre, men altså ikke Stone.

»Filosofferne skal være konger, og kongerne skal være filosoffer,« refererer Lykkeberg Platon for. »De er autoritære, men ikke tyranniske. De regerer henover hovederne på ... andre grupper, men de gør det for det fælles bedste. Det er igen både en antik betragtning og en moderne indstilling: Det er jo i dag en forkastelig tanke, at en minoritet af filosoffer skulle bestemme over os, fordi vi selv skulle være for dumme. Sådan ser vi hverken filosofferne, samfundet eller os selv. Men alligevel hører vi tilsvarende argumenter i dag:

Filosofferne er bare erstattet af teknokrater, som ikke skuer sandheder, men definerer nødvendigheder.«

Platons tanker »her 2.500 år gamle; (men) de taler ind i enhver vestlig samtid.«

Det tør siges. Som når Platon i 7. Bog af Staten lader Sokrates erklære: »Jeg for mit vedkommende kan ikke tænke mig nogen anden kundskab, som får en sjæl til at se opad, end den, der gælder det virkelige og det usynlige, og hvis nogen forsøger at lære noget af det sanselige – hvad enten han så måber opad eller klapper nedad – så påstår jeg, at han aldrig kan lære noget – for der er ikke noget af den slags, som kan være genstand for viden. ... Ganske vist skal vi anse disse strålende himmelfænomener, der er dannet i det synlige, for de skønneste og mest fuldkomne af det, der hører den synlige verden til, men vi skal dog mene, at de står tilbage for de sande, det vil sige for dem, hvor den virkelige hurtighed og den virkelige langsomhed i de sande tal og alle de sande former er til stede i de indbyrdes bevægelser og i bevægelserne af deres indhold. Dette kan opfattes ved fornuft og tænkning, men ikke ved synet.«

Det er de matematiske ligninger, men hvilke man kan begribe, beregne og beherske alle sanselige og sansbare fænomener, der er den sande virkelighed. Det er økonomernes talværdier i markedernes pengestørrelser, som ikke skelner mellem, hvad der kødeligt føles godt eller skidt, der definerer nødvendighederne. Abstraktionerne i deres grænseløshed, bøjer vi moderne os for.

Vi er kødelige

For har anti-demokraten Platon da ikke ret i sin kritik af det demokratiske menneskes psykologi? »Det bliver,« ifølge Lykkebergs referat af Platon, »rodløst, fordi det ikke er forankret i noget over sig selv. Det kan aldrig træde i karakter, fordi det altid er i tvivl om, hvad det har mest lyst til. Det er ufrit i dets indskydelsers (begærs, forbrugslysters, el) vold.«

Hvordan undgår med andre ord demokraten, at alt bliver lige gyldigt og i sidste instans ligegyldigt, når alle er lige? Og alle udsagn i overensstemmelse med Stones krav om ytringsfrihed har lige ret til at blive fremført? Fordi ingen filosof eller teknokrat kan påberåbe sig en evig sandhed eller nødvendighed, som på forhånd begrunder en ytrings ugyldiggørelse?

Et svar kunne være, at alle mennesker, uanset hvor store deres indbyrdes forskelle i matematiske og andre abstraherende evner og færdigheder end måtte være, dog kommer af noget sanseligt, sansbart og begrænset – kødelighed!

Det er – utroligt nok – ikke Finansministeriet og Det Økonomiske Råd, der har skabt den synlige natur. Uanset hvor lidt Platon (og Sokrates?) med moderne arvtagere så end regner den ...

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

Ejvind Larsen:
"Det er de matematiske ligninger, men hvilke man kan begribe, beregne og beherske alle sanselige og sansbare fænomener, der er den sande virkelighed."

Der er der givetvis mange, der vil hævde, men det er ikke Sokrates's pointe (iflg. overleveringerne). Tværtimod.

Jens Thaarup Nyberg

Heinrich R. Jørgensen:
Kan man da forstå det sådan, at Platon fordrejer overleveringen - eller ligger misforståelsen her:

"...Ganske vist skal vi anse disse strålende himmelfænomener, der er dannet i det synlige, for de skønneste og mest fuldkomne af det, der hører den synlige verden til, men vi skal dog mene, at de står tilbage for de sande, det vil sige for dem, hvor den virkelige hurtighed og den virkelige langsomhed i de sande tal og alle de sande former er til stede i de indbyrdes bevægelser og i bevægelserne af deres indhold. Dette kan opfattes ved fornuft og tænkning, men ikke ved synet.«"

at det virkelige er det vi kan tænke os til, med det foreliggende idet vi medtager alle de sande former, virker.

Hvilket fører mig til spørgsmålet:
"... har anti-demokraten Platon da ikke ret i sin kritik af det demokratiske menneskes psykologi? »Det bliver,« ifølge Lykkebergs referat af Platon, »rodløst, fordi det ikke er forankret i noget over sig selv. Det kan aldrig træde i karakter, fordi det altid er i tvivl om, hvad det har mest lyst til. Det er ufrit i dets indskydelsers (begærs, forbrugslysters, el) vold.«"
Var det demokratiske menneske ikke forankret i demos, og for Atheniensernes vedkommede tillige måske i Athene, på Platons tid. 8-/

Michael Kongstad Nielsen

Jo de gør. De gamle herrer fra antikken syntes også, vi alle er skabt lige, men så vokser man op i forskellighed. Det gjorde de også under og efter USA´s uafhængighedserklæring. Om demokratiet så Platon, ligesom Søren Kierkegaard og til dels Grundtvig i øvrigt, problemer i, at folk i almindelighed skulle kunne bestemme over, hvad vej samfundet skulle gå. For det havde folket ikke forstand på, ligeså lidt som passagererne på et skib havde forstand på at navigere. Længere er den historie næsten ikke. Filosofferne var ikke økonomer eller djøffere eller klimaforskere, filosofferne var vidende om alle livets forhold, eller i Sokrates´ forstand ikke-vidende, men de vidste, at de ikke vidste, og var gode til at stille de rigtige spørgsmål, som gav de nødvendige svar.

De antikke filosoffer havde efter min mening ikke fat i den senere oplysningstids berettigede begreb: "den almene vilje", som det absolut bedste grundlag at træffe afgørelser i samfundet på. Hvilke afgørelser, man kommer frem til, afhænger af tusindvis af forskellige ting, der iblandt debat, høring, drøftelser og samtaler, påvirkning fra lærde og særligt interesserede samt gode spørgsmål fra Sokrates-typer. Summa summarum, det levende demokrati som Hal Koch forestillede sig, samtalens demokrati, er uovertruffen som navigatør, så passagererne kan godt bestemme, hvad vej skibet skal sejle.

Michael Kongstad Nielsen

Lighed var der jo ikke mellem de indvandrede hvide, deres negerslaver eller de oprindelige indianere. Og den ulighed ændrede Uafhængighedserklæringen ikke det mindste ved.