Kronik

Er mennesket og markedet sympatisk, Adam Smith?

Venstrefløjen har taget patent på sympatien, men sådan bør det ikke være, for markedet er også sympatisk. Vælger ’the economic man’ at snyde, vil det nemlig skade hans ry, og ingen vil fremover handle med ham. Han er derfor nødt til at være optaget af, hvad andre tænker om ham og handlen. Den største egoist på markedet er den, der er bedst til at forstå, fornemme og leve sig ind i andres behov
Ifølge Adam Smith var det sympatiske både den gode hensigt og den kloge, fremsynede handling med blik for konsekvensen. Illustration: John Kay/Lebrecht Authors
6. juni 2013

KRONIK – I fredags udgav Informations Forlag en komplet udgave af Adam Smiths Nationernes Velstand fra 1776. Det giver anledning til refleksion. For hvad ville den skotske moralfilosof og økonom mene om nutidens syn på sympatien, mennesket og markedet?

En ting, som Smith uden tvivl ville studse over, er centrum-venstres årelange monopol på sympatien. Monopol på at definere, hvad der er sympatisk, og i særdeleshed hvad der ikke er. Senest er listen over det ’usympatiske’ blevet udvidet med offentlige ranglister af f.eks. skoler (Marianne Jelved, R), kontanthjælpsreformen (Frank Aaen, EL) og brugerbetaling i sundhedsvæsenet (Astrid Krag, SF). Dette afspejler, at sympatien i dag overvejende forstås som gode hensigter. Det sympatiske er ’at ville det gode’, dvs. om individet har den rette, ophøjede intention – uanset de sociale konsekvenser.

Sådan har det ikke altid været. I oplysningstiden og særligt i den anglo-skotske oplysning blev hensigten ikke betragtet nær så isoleret fra handlingens udfald. Dengang blev det ligefrem anset som tomt og ligegyldigt kun at se på hensigten, når en handling skulle vurderes moralsk. Ifølge Smith var det sympatiske således både den gode hensigt og den kloge, fremsynede handling med blik for konsekvensen. Denne definition er siden gået tabt. I dag sættes sympatien lig den gode intention, og konsekvensen er en fremmedgørelse af markedet.

Den aftagende sympati

Lad mig uddybe. Ifølge Smith har alle mennesker en naturlig tilbøjelighed til sympati. Vi har en medfølelse, som skaber sociale bånd, idet den hos det andet menneske forstærker glæde og lindrer sorg. Mennesker er således dybt forankrede sociale væsner. Ikke forstået i marxistisk forstand som et passivt klassevæsen – et Gattungs-Wesen – med masser af plads til determinisme og klassekamp, men uden meget plads til følelser. Nej, for Smith er vi sociale væsner, idet vi alle via forestillingsevnen kan forme ideer om, hvordan andre har det, ved at overveje, hvordan vi selv ville have det i en lignende situation. Vi forholder os hele tiden til andre. Vi føler også andres situation.

Det helt særlige ved sympatien er imidlertid, at den aftager, som den sociale afstand øges. Sympatien er således stærkest i familien, den aftager for venner, kollegaer og naboer og bliver svag og afbleget i det globale. Fordi vores egne følelser er ægte og oprindelige, mens andres følelser er afspejlinger, som fordrer forståelse og kendskab. Da menneskets egne følelser altid står den enkelte nærmest, beskriver Smith mennesket som egenkærligt. Det er ikke et forsvar for egoisme, men en nøgtern beskrivelse af menneskets følelsesliv. Og det er ikke nødvendigvis negativt, men tværtimod med mange funktionelle fordele. F.eks. mente Smith, at egennyttige handlinger ofte vil have positive sociale konsekvenser. Markedet vil ofte (men ikke altid) fungere således, at hvis alle bare forfølger deres egne interesser, vil det på sigt føre til et fælles bedste.

Falsk modstilling

Når centrum-venstre forbinder sympati med den gode intention, så ville Smith mene, at man bedrages til at tro, at der eksisterer en væsensforskel mellem den person, der handler etisk, og den person, der handler på markedet. Som havde samfundet et etisk A- og B-hold. Hvor det etiske B-hold er alle dem, der handler på markedet (f.eks. kapitalisterne), mens A-holdet er alle dem, der ikke tænker på vinding og profit.

Mennesket før profitten, siger man. Men det er en falsk modstilling, som ikke mindst de skotske oplysningstænkere ville have været uenige i. Mennesket realiserer netop sig selv ved at udøve sin sympati, sin følelse for hvad der er godt, i udvekslinger med andre, der også udveksler for at opnå det, der for dem er det gode.

I virkeligheden eksisterer der ikke på dette punkt en væsensforskel mellem individerne i samfundet. Nogle gange er vi i højere grad disponerede for at fokusere på intentionen. Andre gange på den nære handlings konsekvens og nytte. Som Smith påpegede i en forelæsning omkring 1763, »følger mennesket generelt disse to principper«, dvs. princippet om godhed og princippet om nytte. På nogle tidspunkter er det ene princip fremherskende. Andre gange det andet. Men til alle tider besidder vi begge. Det dydige menneske og the economic man drives både af egeninteressen og af medfølelsen for andre – netop fordi begge er manifestationer af sympatien.

For grundlæggende har vi alle samme mål: At sikre det bedst mulige samfund for borgerne. Forskellen ligger i midlet. Groft sagt kan man sige, at højrefløjen i højere grad ønsker at gøre brug af ’økonomiske midler’, dvs. at lade individet udveksle eget arbejde for andres arbejde, mens venstrefløjen er mere tilbøjelig til at gøre brug af ’politiske midler’, som er baseret på en ugengældt tilegnelse af andres arbejdskraft (dvs. beskatning) med en stor offentlig sektor til følge.

Markedets indføling

Ofte forveksles højrefløjens mål og middel, idet det hævdes, at the economic man kun er interesseret i profit. Dette er dog ifølge Smith ganske misvisende, for på markedet finder man også sympatien i alle dens manifestationer. Alene i byttehandlen må the economic man udvise interesse for den anden, idet sproget for enhver udveksling på markedet er: »Giv mig, hvad jeg ønsker, og du skal få, hvad du ønsker.« Personen, som handler på markedet, må derfor gøre brug af sympatien og sætte sig i den andens sted, for at kunne tilfredsstille den andens behov og gøre handlen til en succes. Vælger the economic man at snyde og svindle, vil det skade hans ry, og ingen vil fremover handle med ham. Han er derfor nødt til at være optaget af, hvad andre tænker om ham og handlen. Den største egoist på markedet er den, der er bedst til at forstå, fornemme og leve sig ind i andres behov.

Smith ville mene, at den vigtigste slagmark i kultur- og værdikampen er at forstå, at markedet også drejer sig om sympati og følelser. At de varme hænder tvinges op af lommen på markedet. De kan langt nemmere isne og blive kolde i en offentlig ansættelse, hvor markedet ikke lynhurtigt belønner eller straffer effekten.

Markedet fremtvinger sympati og tvinger den handlende til at tænke på andres følelser og behov. Nogle på venstrefløjen tror, at det gode, sympatien, alene trives uden for markedet, og at profit og penge korrumperer følelser mellem mennesker. Det er stik modsat. For findes der for den ældre noget så følelseskoldt som den hjemmehjælper, der trods gode intentioner tvinges af rigide standardiserede regler til at tage afsked, vel vidende, at behovet i dag var et ganske andet end det, det offentlige havde valgt at tilbyde?

Intentionen er ikke nok

Smith ville mene, at borgerlige har brug for moralsk selvværd. For markedssamfundet har også sympatien som cement. Netop fordi mennesket er et sympatisk væsen, hvis valg og beslutninger har sociale konsekvenser. Vi er vævet ind i økonomi, fordi økonomi handler om, hvad vi anser for godt, og hvor meget vi vil give for et gode. Det er følelser. Og markedet er mekanismen, der forbinder og forener menneskets muligheder for at tilfredsstille hinandens følelser.

Det sympatiske er derfor ikke kun den gode intention. Det sympatiske er også den kloge handling med blik for konsekvensen. I den optik er det også usympatisk ikke at lave ranglister, hvis konsekvensen er, at den uddannelse, vi giver vores børn, bliver dårligere. Det er usympatisk ikke at lave en kontanthjælpsreform, hvis konsekvensen er, at mennesker unødigt udelukkes af arbejdsmarkedet. Og det er usympatisk ikke at gå ind for brugerbetaling, hvis konsekvensen er, at sundhedsydelser ikke tildeles dem med størst behov.

Mia Amalie Holstein er chefkonsulent i CEPOS, cand.polit. og stud.fil.

Bogen ’Nationernes Velstand’ af Adam Smith udkom på Informations Forlag d. 31. maj

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Thomas Krogh

Bill

Én gang mere - er GDP og GDP/Capita fordelingsmetrikker eller ej? Nej. Som dit eget link jo også reelt skriver.

Så spørger jeg dig - igen. Kan man sige noget om den absolutte velstand og fattigdom i et land, udfra Gini alene, eller skal GDP eller andre produktionsmetrikker indover?

Thomas som jeg tidligere skriver: Thomas Krogh, du ved godt at GDP er en tænkt fordeling, ik? ... mens gini derimod er et udtryk for den reelle fordeling, og at Chile befinder sig blandt de 10 lande, ud af verdens 124 lande, hvor indkomstfordelingen er mest ulige.

Udfra kommentarens context er det klart at vi taler om GDP pr capita (ellers kan vi jo heller ikke tale om "fordeling") og jeg udtaler mig intet sted om en nations absolutte GDP.

Pointen er at eksv. Mærsk godt kan trække den samlede GDP op, uden at det gavner økonomien for landets fattige – det er faktisk en helt almindelig målsætning for et firma som Mærsk. Det giver ingen mening at tale om at et land bliver rigere, hvis ikke der sker en fordeling af den samlede produktionsværdi. Rent faktisk kan landets produktionsværdi stige, samtidig med at indkomsten for de fattige i landet er uændret – og så stiger den relative fattigdom. Det er der GINI viser sin styrke frem for GDP pr capita – hvilket mit link også understreger:
BNP per indbygger (GDP pr capita) er en noget usikker størrelse og viser ikke de uligheder eller skæv fordeling af indkomsten, der kan være i et land.

Thomas, din strategi med at misforstå, fordreje, og ignorere økonomiske begreber som ikke passer ind i din opfattelse af verden er typisk for det liberale diskussionsniveau. Jeg har faktisk mødt den hos flere debattører og jeg har ofte troet at det var den samme person under et nyt pseudonym, men det er virkelig et udslag af de liberales evne til at lukke af for den del af verden, der ikke passer ind i deres forestillingsverden. Dybt underligt at opleve …
Hvorfor gør I det?

Thomas Krogh

Bill

Udfra kommentarens context er det klart at vi taler om GDP pr capita (ellers kan vi jo heller ikke tale om "fordeling") og jeg udtaler mig intet sted om en nations absolutte GDP.

Her er det komplet ligemeget. Det drejer sig om den samlede mængde velstand et givet samfund har været i stand til at producere. Om det så bliver opgjort per capita eller ej.

Pointen er at eksv. Mærsk godt kan trække den samlede GDP op, uden at det gavner økonomien for landets fattige – det er faktisk en helt almindelig målsætning for et firma som Mærsk. Det giver ingen mening at tale om at et land bliver rigere, hvis ikke der sker en fordeling af den samlede produktionsværdi. Rent faktisk kan landets produktionsværdi stige, samtidig med at indkomsten for de fattige i landet er uændret – og så stiger den relative fattigdom.

Jovist, men pointen - som jeg nu gentager for jegvedikkehvilkengang - er at Gini'en alene er værdiløs, hvis det ikke holdes op imod et produktionsmål også. For den fortæller kun noget om en *relativ* fordeling, og intet om den reelle rig- eller fattigdom.

Er du uenig?

Thomas, din strategi med at misforstå, fordreje, og ignorere økonomiske begreber som ikke passer ind i din opfattelse af verden er typisk for det liberale diskussionsniveau. Jeg har faktisk mødt den hos flere debattører og jeg har ofte troet at det var den samme person under et nyt pseudonym, men det er virkelig et udslag af de liberales evne til at lukke af for den del af verden, der ikke passer ind i deres forestillingsverden. Dybt underligt at opleve …
Hvorfor gør I det?

Bill, bladr tilbage og se hvad det er du roder dig ud i. Du har bildt dig selv ind at Gini'en fortæller noget i sig selv, ikke sandt? Hvad er det der gør at du insisterer på at rode en produktionsmetrik og en fordelingsmetrik sammen? Hvad er det du er så bange for at erkende?

Thomas Krogh

Bill

.. og jeg vil da endnu engang - som illustration - bede dig om at svare på mit spørgsmål:

Hvor vil du helst leve som fattig. Australien eller Bangladesh? Canada med en Gini på 32 eller Ethiopien med en Gini på 29?

Listen over lande med lavest indkomst-gini i verden - et eller andet om et retfærdigt samfund udtrykkes altså af gini - stor eller lille GDP

1 Danmark 21.7
2 Japan 24.
3 Sverige 25
4 Belgien 25
5 Tjekkiet 25.4
6 Norge 25.8
7 Slovakiet 25.8

Thomas Krogh

Bill

Jeg spørger dig så for 3. gang:

Hvor vil du helst leve som fattig. Australien eller Bangladesh? Canada med en Gini på 32 eller Ethiopien med en Gini på 29?

Thomas, du forsøger dig med de mest primitive sofisterier ...og fred være med det.

Prøv istedet at forstå at GPD pr capita er en gini-kurve af 1. orden: Gini = 0,0.

For så at give dette udtryk - GPD pr capita - bare en smule relevans til virkeligheden, så ordner man indkomsterne efter størrelse (en datamængde af 2. orden) og vupti, så har man en kurve med den såkaldte HÆNGERØV's-effekt. Jo større hængerøv jo større forskel mellem rig og fattig. Det var bare denne lille forbedring jeg ville henlede din blå hjerne på, da du påstod at GPD pr capita viser om et samfund er blevet rigere eller fattigere.

Thomas Krogh

Bill,

Thomas, du forsøger dig med de mest primitive sofisterier ...og fred være med det.

I går forklarede jeg dig:

"Gini siger kun noget om fordelingen af den samlede kage. Hvis kagen er lille, så er selv end "bedre" Gini ligemeget. Chile - der på den her liste iøvrigt ligger #20, og omkring median for Latinamerika - har højere Gini end f.eks. Rwanda, Nordkorea og Pakistan. men du tror vel ikke livet generelt er bedre i de sidstnævnte?"

Til hvilket dit uddybende og intelligente svar var:

"Thomas, nu vrøvler du..."

Siger det ikke alt?

For så at give dette udtryk - GPD pr capita - bare en smule relevans til virkeligheden, så ordner man indkomsterne efter størrelse (en datamængde af 2. orden) og vupti, så har man en kurve med den såkaldte HÆNGERØV's-effekt. Jo større hængerøv jo større forskel mellem rig og fattig

Relativt. Og med de begrænsninger der nu engang er fordelingsmetrikkernes måde at måle på. Som jeg forklarede dig før.

Det var bare denne lille forbedring jeg ville henlede din blå hjerne på, da du påstod at GPD pr capita viser om et samfund er blevet rigere eller fattigere.

Så er vi tilbage til det jeg har prøvet at forklare dig så mange gange. At Gini'en alene intet siger, fordi vi skal have størrelsen af kagen med at have en ide om hvad det betyder.

Så jeg stiller lige det spørgsmål du ikke tør svare på, for 4. gang:

Hvor vil du helst leve som fattig. Australien eller Bangladesh? Canada med en Gini på 32 eller Ethiopien med en Gini på 29?

:-D

At data bevæger sig fra 1. orden til 2. orden er en kvalitetsforbedring og således er Gini af en højere informativ validitet end GDP pr capita...det var bare det jeg ville.

Og uanset at et af verdens højeste reelle ( som er baseret på udnyttelse af arbejdskraft og ikke udelukkende på naturressourcer) GDP pr capita tilfalder USA, så er der alligevel 47 millioner fattige i USA, fordi de har en enorm ulige fordeling af indkomsterne med 47 millioner borgere under fattigdomsgrænsen...så størrelsen af GDP har ingen betydning for de fattige, hvis man i USA - verdens rigeste land - skærer madkuponerne væk.

Viral video viser uligheden i USA
http://www.information.dk/nyhedsblog/453395

Og dit bøvede spørgsmål har jeg svaret på: Det kommer an på de tilbud Staten yder.

Kristian Rikard

"At data bevæger sig fra 1. orden til 2. orden er en kvalitetsforbedring og således er Gini af en højere informativ validitet end GDP pr capita...det var bare det jeg ville." a hva behar?

Kristian Rikard

Nu har jeg vist mere end en gang forsøgt at forklare hvad medianen er til forskel fra gennemsnit - men det har ikke en dyt med nærværende diskussion at gøre.

Thomas Krogh

Bill

At data bevæger sig fra 1. orden til 2. orden er en kvalitetsforbedring og således er Gini af en højere informativ validitet end GDP pr capita...det var bare det jeg ville.

LOL. Hvad siger Gini alene om det absolutte niveau?

Og dit bøvede spørgsmål har jeg svaret på: Det kommer an på de tilbud Staten yder.

Der er da intet bøvet i det. Så alt andet lige - hvor vil du helst leve som fattig. Australien eller Bangladesh? Canada med en Gini på 32 eller Ethiopien med en Gini på 29?

Jeg ved jo godt hvorfor du ikke tør svare... :-)

Krogh, jamen så synes jeg du skal melde ud - jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal svare ellers - og i øvrigt opfatter jeg spørgsmålet som et sofistisk forsøg på en afledning bort din tidligere fremførte påstand: GDP siger noget om ...den overordnede økonomiske model er fornuftig

USA har verdens højeste GDP og 47 millioner fattige - det er ikke nogen fornuftig model.

Thomas Krogh

Bill

Krogh, jamen så synes jeg du skal melde ud - jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal svare ellers

Et ikke-svar altså. Du forstår ikke forskellen mellem en produktions- og en fordelingsmetrik vel?

- og i øvrigt opfatter jeg spørgsmålet som et sofistisk forsøg på en afledning bort din tidligere fremførte påstand: GDP siger noget om ...den overordnede økonomiske model er fornuftig

Der er der intet forkert ved det. Er der en korrelation mellem de mest velstående, de mindst korrupte, de lande med højest levetid, og deres GDP eller ej? Benægter du nu er at der er en ret klar korrelation?

USA har verdens højeste GDP og 47 millioner fattige - det er ikke nogen fornuftig model.

USA tiltrækker i kraft af sin økonomiske model et *væld* af indvandrere - både legale og illegale. Hvordan kan det være hvis USA's økonomiske model ikke virker?

Krogh, verdens slumkvarterer har tiltrukket ca. 1 mia. mennesker over 30 år, ergo er slum en fornuftig samfundsmodel. Din argumentation er ikke eksisterende.

Thomas Krogh

Bill

Krogh, verdens slumkvarterer har tiltrukket ca. 1 mia. mennesker over 30 år, ergo er slum en fornuftig samfundsmodel. Din argumentation er ikke eksisterende.

Jamen hvis USA er så slemt hvorfor flygter de så *til* USA alligevel?

Krogh, Af samme grund som mennesker flygter til byerne: Mangel på jord og produktionskapacitet (arbejde) i oplandet og drømmen om at kunne forsørge sig selv.

"Drømmen om et bedre liv" kolporteres i USA's tilfælde af USA's legendariske propagandamaskine, men USA er et land hvor du som lavtlønnet ikke har en chance for at optjene til din pension selv om du har knoklet et helt liv. Først med Obama har man fået noget der ligner ordnede sygeforsikringer. Og republikanerne modarbejder indædt både sygeforsikringen og ordningen med madkuponer.

Kun 50 procent af den amerikanske arbejdsstyrke er dækket af en pensionsordning. (Kilde Economic Policy Institute (EPI)).

Det er ikke nogen "fornuftig" model.

I øvrigt siger en opstilling af indkomster i eksempelvis tiendedel efter indkomstens størrelse da nøjagtigt det samme som GDP pr capita om det absolutte GDP. Jeg fortalte dig jo tidligere, at det er de samme data der ligger til grund for de to beregninger, nemlig GDP opgjort pr indbygger. Krogh nu må du se at få styr på almindelig underskolestatistik - det er ikke så svært.

Daniel Jensen

"Personen, som handler på markedet, må derfor gøre brug af sympatien og sætte sig i den andens sted, for at kunne tilfredsstille den andens behov og gøre handlen til en succes. Vælger the economic man at snyde og svindle, vil det skade hans ry, og ingen vil fremover handle med ham."

Dér tager du helt fejl, Mia Amalie Holstein, for sympatien fattes kun for den enkelte - måske kan man strække sig så langt, så man fatter sympati for den anden INDENFOR markedet, men alle dem som står udenfor dette eksakte marked betyder ikke en skid...
Der kan du stikke din såkaldte sympati for samfund og andre mennesker skråt op, til fordel for egen vinding...

Thomas Krogh

Bill

Krogh, Af samme grund som mennesker flygter til byerne: Mangel på jord og produktionskapacitet (arbejde) i oplandet og drømmen om at kunne forsørge sig selv.

Fair nok, men det er jo stadigt til USA folk flygter selvom USA gør alt hvad de kan for at holde dem ude. *Fordi* der er så mange der gennem familie og andet ser USA som deres eneste mulighed for at få et bedre liv. Trods Gini.

I øvrigt siger en opstilling af indkomster i eksempelvis tiendedel efter indkomstens størrelse da nøjagtigt det samme som GDP pr capita om det absolutte GDP. Jeg fortalte dig jo tidligere, at det er de samme data der ligger til grund for de to beregninger, nemlig GDP opgjort pr indbygger

Ja, hvis man har de absolutte tal med. Og ikke kun de relative som i f.eks. Gini.

Sider