Kommentar

Når forskere mødes og sød musik opstår

Ressourceforbruget på konferencer er stærkt stigende, og det er ikke usædvanligt, at en forsker deltager i fem-ti konferencer årligt. Men vi ved ikke meget om, hvad vi får ud af konferencerne. Bortset fra, at det er godt for turistindustrien
3. juni 2013

En af de ting i forskningsverdenen, som økonomer, analytikere og embedsmænd aldrig har nærstuderet, er, hvad der sker, når forskere går til konferencer. Alle er enige om, at forskningskonferencer er en del af det videnskabelige arbejde. Det er her, man fremlægger sine forskningsresultater for kolleger, modtager kritik og anerkendelse, møder nye samarbejdspartnere, og måske finder medforfattere til videnskabelige artikler og bøger – eller planlægger den næste konference. Forbruget af ressourcer i forbindelse med konferencer har været stærkt stigende de seneste 10-15 år. Det er ikke usædvanligt, at en forsker deltager i fem-ti konferencer årligt og bruger sin tid og forskningsmidler på at forberede sig.

Man kan spørge, om de mange konferencer ikke er for meget? Om det virkelig kan betale sig? Om hver forsker virkelig tager vigtig viden med hjem hver gang? Faktum er, at forskningskonferencer i dag har stor betydning for danske universiteter, erhvervsliv og turisme. Alene for turismen udgjorde konferencer i 2010 en omsætning, der svarer til 1,7 milliarder kroner (Målgrupper i dansk turisme, Økonomiske nøgletal, 2010). Konferencer betyder flere overnatninger, øget omsætning og reduceret sæson- og konjunkturafhængighed.

Danmark er ofte vært for meget

Afholdelse af konferencer er blevet en konkurrenceparameter i det globale kapløb om forskning og innovation. Internationale byer og universiteter konkurrerer om at tiltrække de største og mest prestigefulde konferencer. For forskningsmiljøerne er konferencer blevet en central del af vidensudvekslingen med den omgivende verden, for netværksdannelsen og en mulighed for at profilere nye forskningsresultater og styrkepositioner.

Denne udvikling afspejler sig flere steder. I Danmark har regeringen besluttet at søge om værtskab for World Water Forum, der er verden største konference om vand, hvor politikere, virksomheder, organisationer og forskere mødes for at diskutere løsninger og strategier for alt, der handler om vand.

Og når Danmark til næste år er vært for den prestigefulde internationale forskningskonference Euroscience Open Forum i Carlsberg Byen, er det resultatet af flere års forberedelser.

Humaniora og fysik mødes

Euroscience Open Forum er Europas største tværgående videnskabelige konference. Konferencen er en platform for dialogen mellem alle discipliner fra humaniora til kernefysik og samler forskere og interessenter fra over 45 lande til en fejring af videnskabens rolle i samfundet. Konferencen i København forventes at tiltrække 4.500 deltagere fra forskning, offentlige myndigheder, virksomheder og medier samt 30.000 deltagere til en stor videnskabsfestival under temaet Science Building Bridges. Internationale forskere, repræsentanter for nationale regeringer, europaparlamentarikere og mange flere deltager. Nobelpristagere og et stort antal topforskere vil fortælle om nye banebrydende resultater og opdagelser. Og befolkningen vil have mulighed for at udfordre forskerne og få indblik i den nyeste forskning.

Det ville være interessant at kende de mange effekter af videnskabelige konferencer. Hvor der i turismeindustrien længe har været fokus på konferencernes økonomiske betydning, har der ikke været samme fokus på de dynamiske effekter af videnskabelige konferencer inden for forskningsverdenen. Skaber de større tiltrækning af talenter, flere internationale partnerskaber eller højere forskningskvalitet? Hvad får vi ud af den befrugtning, der sker, når forskere mødes og sød musik opstår?

 

 

David Budtz Pedersen er projektleder ved Aarhus Universitet og postdoc i videnskabsteori og forskningspolitik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu