Kommentar

Når staten leger Kirsten Giftekniv

Kommuner og boligselskaber mødes mindst én gang om året til styringsdialogmøder på statens dekret. Møderne, der nu har stået på i over to år, rummer muligheder for både kommuner og boligselskaber. Men det kræver, at de kan finde ud af at se potentialet i et tættere samarbejde
Debat
1. juli 2013

Den 1. januar 2010 trådte styringsreformen af den almene boligsektor i kraft. Kommunerne skulle nu ikke længere blot føre tilsyn med boligorganisationernes forvaltning af loven. I stedet forventes det, at parterne undersøger mulighederne for at indgå forpligtende aftaler med hinanden om udviklingen af deres lokale boligmiljøer.

Reformen er et eksempel på, at staten har fået øje på det overskud af styringsmuligheder, som der ligger mellem landets 98 kommuner, 465 boligorganisationer og deres i alt 20.000 boligdemokrater.

Staten har set, at boligorganisationerne kan udgøre en vigtig ressource for udviklingen af boligområderne, hvis de bliver en integreret del i kommunernes strategiske politik på området. Men staten er samtidig klar over, at den ikke kan pålægge aktørerne dette ansvar gennem den klassiske regelstyring.

Hvis boligorganisationerne skal tage ansvar for forhold, der ligger uden for den økonomiske og juridiske drift af boliger, hjælper det ikke at vedtage flere regler.

Ligeledes kan staten heller ikke tvinge kommunerne til at inddrage boligorganisationerne mere aktivt i deres strategiske boligpolitik. Staten har indset, at hvis den skal tage det nye styringsansvar på sig, må den udvikle en form for supervision af, hvordan de forskellige aktører selv kan påtage sig dette ansvar.

Med reformen forsøger staten derfor at sætte de institutionelle rammer for, hvordan kommunerne og boligselskaberne kan skabe samordning og udvikling ’nede- fra’ og dermed hver især tage ansvar for at skabe sig selv som en relevant partner for den anden.

Forlegne og usikre parter

Staten har derfor med reformen besluttet, at kommunerne og boligorganisationerne skal mødes mindst én gang om året i det, den kalder en styringsdialog. Styringsdialogen er at sammenligne med en tilbagevendende bunden date. Og som på alle dates har også møderne mellem kommunerne og boligorganisationerne ført til en del forlegenhed og pinlige pauser som; hvad skal vi snakke om? Hvad vil du med mig? Og kan vi overhovedet finde ud af at danne par med hinanden? Det hele blev jo heller ikke gjort nemmere af, at daten stod helt åben for, hvad det var, der kunne snakkes om.

I starten var det derfor, som om de på de første dates begge ledte efter noget, de samtidig ikke rigtig vidste, hvad var, og netop derfor ventede på, at den anden skulle fortælle dem det. Som om de begge samtidig tænkte: ’Lad os nu stoppe denne leg og fortæl mig i stedet for, hvilken rolle du gerne vil have, jeg skal spille i dit liv’.

Styringsdialogerne har nu stået på i over to år, og der synes at tegne sig to mønstre for, hvordan de har udviklet sig. På nogle møder har en af parterne taget modet til sig og åbent erklæret, hvad den synes, den mangler, og hvilken rolle den anden kan spille i forhold til denne mangel. I disse tilfælde har styringsdialogerne udviklet sig til et forpligtende forhold, hvor parterne udvikler sig og deltager i en række konkrete aktiviteter sammen. Her synes statens politik at lykkes.

På andre dates har kommunerne og boligorganisationerne fortsat svært ved at se, hvad de skal bruge hinanden til. Her forfalder styringsdialogerne til at blive endnu et møde i en uendelig række af møder, hvor kommunerne tager den gamle rolle som tilsynsførende på sig og boligorganisationerne som dem, der skal føres tilsyn med.

Magt og magtesløshed

Staten har ingen garanti for, at dens forsøg på at tage ansvar for, at de forskellige aktører påtager sig deres ansvar for at udvikle initiativer som svar på fælles udfordringer lykkes. På denne måde udstiller reformen på én gang magtens magtesløshed og dens nye magtmuligheder. På den ene side kan staten nok forpligte parterne på at mødes, men den kan ikke tvinge parterne til at indgå aftaler med hinanden.

På den anden side er der mulighed for, at staten kan styre boligorganisationernes selvstyring, hvad angår at tage ansvar uden for den økonomiske og administrative del af boligarbejdet ved at opdage sig selv som en vigtig og nyskabende aktør, der kan tage socialpolitisk initiativ.

Men lige så vigtigt er det at pege på, at der også ligger en mulighed for, at styringsreformen kan blive et medie for styring af kommunernes selvstyring ved at få dem ud af deres traditionelle tilsynsrolle og få dem til at opdage de ressourcer, som boligorganisationerne repræsenterer som boligsocialt styringsinstrument.

 

Anders La Cour er lektor, ph.d. på Institut for Management, Politik og Filosofi, CBS

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her