Kommentar

Vi ønsker vel en hel skole?

I en verden under konstant forandring er nysgerrigheden og evnen til at tilegne sig nyt noget af det vigtigste. Netop derfor er de ikkeboglige fag mindst lige så vigtige som de boglige, da de i højere grad skaber kreativitet og nytænkning – samt ikke mindst forbindelser til andre sider af tilværelsen
3. juni 2013

Mon ikke der i vores tid findes en voldsom, uartikuleret længsel efter at finde en større mening og fylde i livet?

Den slags spekulerer jeg over i disse dage, hvor reformen af folkeskolen stadig bliver diskuteret.

En klassisk debat vedrørende de boglige fag på den ene side og de ikkeboglige på den anden, hvor man klart fornemmer, at de sidstnævnte fag ikke anerkendes på niveau med de mere ’rigtige’ og ’vigtige’ fag. Det er efter min opfattelse en stor misforståelse.

Det er en misforståelse at tro, at de kreative fag mest er fri leg, sjov og ballade, og at de fag ikke rummer ’rigtig’ kunnen. Musik kræver f.eks. helt fagspecifikke færdigheder: toner, rytmer, samklang m.m. Når man spiller musik, træner man både koncentrationsevnen og evnen samarbejde. Man indøver en arbejdsdisciplin i forhold til det at tilegne sig nyt stof. Disse evner er guld værd i alle mulige andre sammenhænge.

For det andet vil det være et stort tab, hvis vi forviser kroppen og poesien fra skolelivet, ud fra en misforstået opfattelse af, hvad der er mest ’effektivt’.

Lærere, der sætter sig spor

Vi skal være innovative og leve af vores iderigdom i fremtiden. Dette hænger dårligt sammen med den lille respekt, der er over for de kreative fags faglighed og særlige, men ofte frugtbare, måder at operere på. Her finder man ikke nødvendigvis de mest spændende og langtidsholdbare løsninger ved at have travlt med at komme hurtigst muligt fra A til B – ligesom det også gør sig gældende inden for forskning. Vi kan ikke på forhånd vide, hvilken indfaldsvinkel eller hvilke nysgerrige spørgsmål, der kan vise vejen til de mest epokegørende opdagelser.

Når jeg tænker på min egen skolegang, er det særligt min gymnastiklærer, min sløjdlærer og mine musiklærere, der har sat sig varige spor.

Jeg havde en fantastisk gymnastiklærer i folkeskolen. Hun vidste en masse om kroppens anatomi. Vi lavede styrkeøvelser, smidighedsøvelser og afspændingsøvelser. Hun instruerede os på en varm og sjov måde. Hun vidste, hvad hun snakkede om, hun elskede sit fag, og hun fik plantet et væsentligt frø i mig. Et ’opmærksomhedsfrø’, kan man sige.

Så var der min sløjdlærer. Jeg mindes, hvor åben han var overfor mine ideer. Jeg lavede blandt andet en transportkasse til mine kaniner, med skydelåger i begge ender og læderhåndtag. Fornemmelsen af at gå fra idé, til tegning og til at save, høvle, lime og banke mig frem til det endelige resultat: en funktionsdygtig transportkasse, var stærk.

En tredje ting var musikundervisningen, som for mig blev indgangen til, og starten på et rigt liv med og i musik.

Det er altså de ikkeboglige fag, der står mest centralt i min erindring. Det var her, jeg fik disse sanselige oplevelser, som i høj grad skærpede min opmærksomhed. Opmærksomheden på at jeg var til stede i verden med min krop. Opmærksomheden på at jeg kunne skabe noget med mine egne hænder, ud fra en ide. Opmærksomheden på et sprog og en verden, som ikke var verbal, men dog vældig kommunikerende, og hvor jeg blev en del af en meningsfuld helhed.

Et rum for fordybelse

Ifølge hjerneforsker Kjeld Fredens er der ingen discipliner, der aktiverer større dele af hjernen end musik. Musik er idræt for hjernen. Stemmens tonefald kommunikerer mere information end de ord, vi siger. Musik er nøglen til kommunikation, og jo før børn stimuleres med musik, jo bedre forudsætninger har de for at kommunikere, og lære i samspil med andre resten af livet.

»Musik giver universet en sjæl, den giver sindet vinger, fantasien flugt, alvoren charme, og den giver munterhed og liv til alt,« skrev Platon.

Musik er et verdenssprog, som kan opfattes på tværs af kulturelle og sproglige forskelle. Mennesket er det eneste dyr, der er kendt for at synkronisere gennem musikken, hvilket er med til at skabe socialt sammenhold. Gennem musik lærer man at overskue en helhed, samtidig med at man opfatter de enkelte dele, der tilsammen udgør dette hele. Man opøver altså opmærksomhed på flere niveauer på én gang.

Når vi ’går ind i musikken’, går vi også ind i et rum for fordybelse.

I disse fortravlede tider er det måske ikke mindst det, vi hver især inderst inde sukker efter: at finde en indre ro og stilhed. Et indre rum, hvor det bliver muligt at få kontakt med sig selv, finde og søge sin forankring og sin kerne.

Evnen til at tænke nyt

I en verden under konstant forandring er evnen til at tilegne sig nyt noget af det vigtigste at få med sig – samt evnen til at improvisere og at kunne orientere sig på ny.

Vi kan ikke på forhånd forudsige, hvilke typer af uddannelser og fagligheder der vil blive brug for i fremtiden. Derfor er der i høj grad brug for at fokusere på engagement, nysgerrighed, lydhørhed, samarbejdsevner, evner til nytænkning og evner til at tilegne sig nye kundskaber. Vi må ikke glemme de ikkeboglige fags store relevans netop i den forbindelse.

Hvis vi mister musikken (poesien, historiefortællingerne, billederne, kroppen m.m.), er det en reduktion af vores liv. Vi mister en vigtig forbindelse til nogle andre lag i tilværelsen, det spirituelle, følsomheden overfor de æstetiske og sanselige sider af tilværelsen, og den dybe forankring i livet. Vi ville blive fattigere, både som samfund og som individer. Som Jan Kjærstad udtrykte det, her i Information den 12. april 2013:

»Jo dårligere forestillingsevne et samfund har, jo dårligere løsninger producerer det. Det farlige er ikke alt det, vi kan komme i tanke om. Det er alt det, vi ikke kan tænke.«

Pernille Bévort er saxofonist, komponist og underviser. Hun er uddannet på Rytmisk Musikkonservatorium

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jes Jespersen
  • Søren Rehhoff
Jes Jespersen og Søren Rehhoff anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu