Kronik

Skal politikerne altid bare spille spillet?

Der er et evigt dilemma i politik mellem indflydelse og overbevisning. Går man efter indflydelse, må man gå på kompromis med sine kerneprincipper. Sådan er spillets regler. Men er man uansvarlig, hvis man ikke accepterer disse regler og prøver at spille spillet på en anden måde? Og er det muligt?
Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og finansminister Bjarne Corydon (S) efter dagpengeforhandlingerne i sidste måned. Enhedslisten får kritik for ikke at opføre sig, som et ’rigtigt’ politisk parti skal: søge indflydelse, lave alliancer og konstant forbedre sin politiske position.

Jens Astrup/Ritzau Scanpix

12. juni 2013

Lige siden valget af SRSF-regeringen og Enhedslistens indtog som støtteparti og parlamentarisk grundlag er EL blevet kritiseret for ikke at være sin position værdig, ikke at tage sin rolle som politisk parti alvorligt eller ligefrem at være uansvarligt. På det seneste er denne kritik taget til. Og det er en kritik, der på mange måder er interessant, fordi den viser et evigt politisk dilemma mellem indflydelse og kerneprincipper – og måske også et af dens største problemer.

En søgen efter indflydelse og medbestemmelse (’magt’) indebærer en vis form for forhandling og gåen på kompromis med sine kerneprincipper og -værdier. Sådan er det. Sådan er det politiske spil. Socialdemokraterne har altid været et parti, der frem for alt søgte indflydelse for på parlamentarisk vis at reformere samfundet. Men dette har altid (naturligvis, det ligger i spillets regler) medført en vis gåen på kompromis og forhandlingsvillighed. Sådan er det, hvis man vil have indflydelse. Så må man forhandle og gå på kompromis. Sådan er det jo (som Margrethe Vestager (R) så berømt sagde det).

Det var også dette, der stod på spil, da Villy Søvndal overtog magten i SF og satsede på magt og indflydelse. Uden kunne man jo ikke få ændret noget. Som seriøst politisk parti må man have indflydelse. Sådan er det. Sådan er spillet. Og det må spilles. Og det er for ikke at spille dette spil, EL kritiseres.

Den ’uansvarlige’ liste

I et debatindlæg i Politiken den 26. april kritiserede Emilie Turunen (tidligere SF, nu S) EL for at opføre sig som små børn og være DKP – Danmarks Konservative Parti – fordi de altid kritiserer regeringens politiske udspil (og ikke støtter, som et støtteparti jo i ordets og sagens natur skal og bør gøre). De opfører sig uansvarligt. De tager ikke det ansvar på sig, som et støtteparti – eller politiske partier overhovedet – må kunne forventes at gøre. Den samme logik synes at kunne spores i professor, dr.phil. Claus Brylds kritik i samme avis den 30. april, hvor han opfordrer EL til at »slappe af«, stemme for finansloven og koncentrere sig om at udvikle sig som politisk parti – kort sagt: at opføre sig, som et politisk parti nu engang skal i det politiske spil: søge indflydelse og lave alliancer og konstant forbedre sin politiske position.

Det sidste eksempel, vi kan tage frem her, kommer fra statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) tale den 1. maj. Her sagde hun (eller prøvede at sige): »Jorden kalder. Vi har en opgave at løfte. Vi har et ansvar over for dem, som kommer efter os. Den opgave har vi socialdemokrater og vores venner i regeringen taget på os. Og ved I hvad? Det kan godt være en lidt ensom oplevelse.« Med andre ord: Der er en virkelighed, der kalder. Reelle politiske udfordringer. Og dem har Socialdemokraterne taget på sig, taget ansvar for, mens andre ikke vil tage dette ansvar på sig. De (EL) kan kun kritisere. De er uansvarlige, venter på revolutionen og vil ikke være med til at lave rigtig politik.

At se realiteterne i øjnene

I den amerikanske tv-serie The Wire følger vi i sæson 3 og 4 den unge, idealistiske politiker Tommy Carcettis kamp for at blive borgmester i Baltimore. Carcetti er på mange måder en idealist, der tror på, at han kan ændre noget og få stoppet den narkotikakriminalitet, der hærger byen. Han ved også, at for virkelig at gøre noget ved problemerne skal der ske grundlæggende og strukturelle forandringer i den måde, politiet arbejder på. I stedet for hele tiden at bruge ressourcerne på at arrestere mellemmændene eller sælgerne på gaden (som altid bare erstattes af nogle nye alligevel), må politiet lave mere grundige, længere og dybere efterforskninger for at ramme bagmændene og leverandørerne såvel som generelt at ændre betingelserne for de fattige, stofmisbrugerne og dem, der ryger ud i en kriminel løbebane. Problemet er bare, at når man lægger ressourcerne over på længerevarende operationer og dermed væk fra anholdelser i gaderne og synlige operationer, så stiger ’kriminaliteten’ i statistikkerne. Og det er naturligvis et kæmpe problem for en politiker, der gik til valg på, at bekæmpe kriminalitet og gerne vil genvælges. Den idealistiske politiker er dermed tvunget til at se realiteterne i øjnene og få statistikkerne til at se pæne ud, og dermed gøre som man altid har gjort, så han kan blive genvalgt for at gøre noget ved problemerne. Så for at kunne gøre en forskel og for at kunne gøre det, han virkelig gerne ville gøre, er han nødt til at ’spille spillet’ og dermed ikke gøre det, han ved, der skal gøres, for at gøre noget ved problemerne. Han bliver med andre ord nødt til at blive ved med at gøre alt det, der ikke løser problemerne, for at kunne løse problemerne.

Et ’altid-næsten’

Mennesker handler inden for givne institutioner og systemer, som strukturer deres handlinger. Sådan er det. Vores verden – og således vores politiske system – er der altid allerede. Men på mange måder fungerer vores verden og system også som det, den danske filosof Henrik Jøker Bjerre har kaldt et ’altid-næsten’. I The Wire er Carcetti som sagt nødt til at gøre, som man altid har gjort, hvis han vil lave afgørende forandringer. For ellers bliver han ikke valgt, får ingen indflydelse og kan ikke ændre noget. Så hvis man virkelig vil ændre noget, er man nødt til lige at blive ved lidt længere på samme måde for så at lave forandringen, hvilket resulterer i, at der ikke kommer nogen grundlæggende forandringer. På den måde er The Wire måske en fin afspejling af problemerne i (moderne) politik.

Politik og politi

Den franske filosof Jacques Rancière har et skel mellem politi og politik. Politiet er for Rancière samfundets institutioner, logikker og mekanismer og omfatter dermed dét, vi normalt kalder politik. Politik er derimod for Rancière noget, der skaber en forandring i politiet, noget som inkluderer flere i den bestående politiske orden. Politik er dermed et brud, et forsøg på at ændre den måde, spillet spilles på, og at inkludere flere i spillet. Politik er her et forsøg på at tænke nyt og ikke blot finjustere og ændre i det, der allerede er. Et forsøg på at ændre spillets regler kunne man måske sige.

Om det er en sådan form for politik, EL prøver at føre, og om det er på grund af sådanne overvejelser om det politiske system, at de fører den politik, de gør, skal forblive et (meget) åbent spørgsmål, og dette skal ikke læses som et forsøg på at forsvare hverken EL eller den politik, de fører. Det skal læses som en refleksion over den logik, der synes at være på spil i den måde, vi fører politik (eller politi?) på.

For hvad nu hvis der var et politisk parti, der nægtede at spille dette politiske spil om indflydelse og magt? Hvad hvis man stod fast på sine principper, uanset om det gav stemmer eller ej? Hvad hvis man synes, at det at spille spillet indebærer at acceptere de af spillets regler, som man er uenig i? Hvad hvis man synes, at den måde, der bliver ført politik på, hvor det handler om stemmer, magt og indflydelse, ikke medfører nogle grundlæggende forandringer i den måde, vores verden fungerer på? Hvad hvis man synes, at der i stedet er brug for at tænke grundlæggende og radikalt anderledes over, hvordan vi kan løse de problemer, der hærger vores verden? Ja så er man måske uansvarlig, umoden og barnlig …

 

Mathias Hein Jessen er ph.d.-studerende ved Institut for Kultur og Samfund – Idéhistorie, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Palle Yndal-Olsen
  • Lise Lotte Rahbek
Palle Yndal-Olsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lars Løkke var ved at lave sproglig gimmik. Der er ikke noget bedre for en politiker end en sproglig gimmik som folk husker - den kan redde en valgkamp. Esempelvis: "Det går ufattelig godt" eller "Vi kan købe hele verden" eller "Man har et standpunkt til man tager et nyt".

Lars Løkke har tidligere forsøgt sig med den fortænkte, kunstige og hjemmeforberedte remse, om skattelettelserne til de rige, der fik mere end, de der var mere rige, som igen fik mere end de allerrigest... bvard.
Men så kom den geniale fortalelse "Vi har ikke ændret holdning, vi har ændret standpunkt." Den er jo genial - men så blev Løkke alligevel usikker og rystede på hånden. Det gør de jo sådan nogen. Og dagen derpå på Grundlovsdag lagde han så udtalelsen i graven med et: "Jeg skulle bare have udtrykt mig lige så klart som jeg plejer."...bvard.

"Vi har ikke ændret holdning, vi har ændret standpunkt."

Det er jo netop sådan det er! Op til valgene fortæller politikerne om deres holdninger, og når så valget er overstået så det standpunkterne der regerer.

Men verden er ved at ændre sig. Vi vil ikke længere høre forløjet bullshit - vi vil have sandheder. Ærlig snak. I Tyrkiet er de egentlig ikke utilfredse med Erdogans styre, de vil bare ikke finde sig i, at han lovede dem sekularitet, og så giver han dem religiøse leveregler. I Ægypten ville de ikke længere finde sig i elitens maskepi omkring ejerskab af de virksomheder der løb af med statskontrakterne. Det breder sig som ringe i vandet.

Demokrati? muligvis... men først og fremmest 'Ærlighed'! Standpunkter skal ikke listes igennem og udenom og gemmes og forhastes og vedtages hen over natten - de skal forklares. Det er fremtidens politiske metode og kan politikerne ikke forstå det, så må der nogle andre til.

Ib Christensen, Lene Christensen, Anders Kristensen, Stig Bøg, Karsten Aaen, Tue Romanow, Torben Nielsen, Holger Madsen, Lise Lotte Rahbek og Niels Mosbak anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hvad hvis man synes, at det at spille spillet indebærer at acceptere de af spillets regler, som man er uenig i? Hvad hvis man synes, at den måde, der bliver ført politik på, hvor det handler om stemmer, magt og indflydelse, ikke medfører nogle grundlæggende forandringer i den måde, vores verden fungerer på?

Kan man ændre spillet regler, og skal det ske indefra eller udefra?
Gode spørgsmål.

Jeg tror publikum, dem som befinder sig helt uden for spillet og egentlig kun observerer, har en meget stor rolle at tage på sig også.

Hvis ingen længere gider se på spillet,
fordi spillernes træk er uden nytænkning, defensive, forudsigelige og oven i købet udlægger en vis misantropi,
så går spillet fuldstændig i stå.

Michael Bruus

Et relevant spørgsmål må være, har vi råd til(menneskeligt, sociale samfundsmæssigt) at så mange spille spil?

Torben Nielsen

Spillet er om magten, og ndholdet er ligegyldigt.

Ø vil indholdet, og magten er ligegyldig.

Så indtil videre. Stol trygt på det røde Ø!

ALLE politikere er med. De der ikke egentlig har lyst, bliver alligevel inddraget i spillet.

Politik er slet ikke rationel og relevant problemløsning. Hvis en privat virksomhed blev styret på samme måde, gik den hurtigt fallit.
Løsningen ligger i en magistratsregering sammensat efter mandattal og som beskæftiger sig med sin rolle som den udøvende magt, som grundloven foreskriver. Som en direktion, der styrer efter bestyrelsens direktiver.
Folketinget er bestyrelsen, som lovgiver. Derfor skal ministre ikke være folketingsmedlemmer, men overlade deres taburet til den næste.
Partidiciplin bør forbydes. Igen grundloven om den enkeltes ret til at følge sin egen overbevisning !
Iøvrigt er dette kun en del af en påtrængt ændring af forretningsordenen i folketing og regering.

Jasper Jacobsen

"Spillet" ligner mere og mere et pointeløst absurdteater - en popularitetskonkurrence baseret på et meningstyranni, oftest med forældede antagelser omkring arbitrære parametre såsom knaphed og konkurrenceevne m.m.

Politik har aldrig, og vil aldrig blive en gamechanger. Jeg savner noget problem-løsning i stedet for problem-management. Men er det politikernes skyld? De agerer jo bare ud fra den tillids-valuta de nu engang er blevet betalt i: Stemmer.

Personligt ser jeg ikke disengagement i "spillet" som enden på modstand. Det er begyndelsen.

Torben Nielsen, Jens Kofoed og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
steen nielsen

Den brændende fornuft.
Til min gamle ven, Mathias Hein Jessen: interessant artikel om fænomenet EL. For enhver kan jo se hvor galt Enhedslisten er på den. Der bruges ufattelige mængder af energi på at skabe en udbredt forståelse for hvor galt det står til med Enhedslisten fordi de ikke synes at vi skal ligne Tyskland, Frankrig, Italien Spanien eller England, der kæmpes med alle midler, sportslige som usportslige.

Psykologien i billedet er igen en del af samme fortælling; Lille Johanne der charmer hele verden mod den sammenbidte Coridone som har overherredømme og er fornuften i egen person.

Ja, for der er jo noget galt når vælgerne ikke kan forstå det, man burde kunne skifte vælgerne ud, hvis de ikke forstår fornuft, sådan er det jo, eller burde det være.

Børge Rahbech Jensen

mener fortsat, den største udfordring er det store antal journalistiske medarbejdere på Christiansborg. Det er jo i høj grad nyhedsmedierne, der holder de folkevalgte politikere op på spillets regler, og definerer, om holdninger er ansvarlige.

Steffen Gliese

Man må se på, hvad der kendetegnede verdens til dato eneste kendte, vellykkede demokrati, nemlig det athenske.
Her var politikkens varetagelse vigtigere end dem, der varetog den - fordi man benyttede det ægte demokratiske princip for udpegning af repræsentanter, lodtrækningen. Enhver kunne for en afgrænset periode blive udpeget til at iværksætte folkeforsamlingens beslutninger.

Foreløbig spiller Enhedslisten da fuldt med. Den gør det bare til en anden melodi end de andre - uden denne melodi ville det være umuligt at føre den politik, som de fører lige nu.

For faktum er, at de har magten til at stoppe det der er igang lige nu fra de nuværende magthavere. At de ikke gør det, er et tydeligt bevis på, at de spiller det samme spil som alle de andre.

Enhver bør dømmes på deres handlinger frem for deres retorik, og hér bliver dommen over Enhedslisten hård.

Holger Madsen

En dugfrisk meningsmåling fra Epinion i dag, viser nogle interessante strømninger blandt vælgerne.

Hvis det stod til de unge vælgere, ville EL få næstflest mandater i folketinget.
Hvis det stod til de kvindelige vælgere, ville Liberal Alliance ingen mandater få og EL være det trejdestørste parti.
Kun tre partier står til fremgang siden valget. DF med 4, Venstre med 7 og Enhedslisten med 10 mandater.
Blandt ældre mænd, står Enhedslisten forholdsvis svagt.

Ib Christensen, Henrik Rude Hvid, lars abildgaard, Anders Feder og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

Dennis Berg,
Jeg ved, at du og jeg ser meget forskelligt på tingene, men da jeg faktisk havde visse forhåbninger til EL, skuffer det mig at de allerede synes at have udtømt deres taktiske og strategiske fordele. Som man siger i sportsverdenen, så tror jeg de har "peaket" for tidligt.

Kristian Rikard

For lige at vende tilbage til udgangspunktet - nemlig selv indlægget fra Mathias Hein Jessen. Så synes jeg desværre, at det er en meget tynd kop te, som højst kan have interesse på niveau for medstuderende og mennesker i den aldersklasse.

Holger Madsen

Det fine ved Epinions meningsmålinger er, at man selv kan gå ind på historikken og uddrage tendenser for forskellige vælgergrupper.
F.eks. synes jeg, at det er yderst interessant, at Liberal Alliance overhovedet ikke blandt kvindelige vælgere, ville få stemmer nok til et enkelt mandat, og samtidig står meget stærkt blandt unge mænd.

Rikard:
Jeg havde selv store forhåbninger til Enhedslisten, det er derfor jeg er så skuffet.

Niels Frandsen

@Holger
De ældre mænd, det er dem med stor livserfaring og visdom ikke ;o) ?

EL spiller magtspillet som alle andre, hvis man ikke kan se det er man enten voldsom naiv eller alvorligt biased af, hvor ens politiske præferencer ligger. Det dækkes så af lidt påtaget indignation (de pisse på og al det der) indimellem, så det ikke bliver alt for tydeligt. Sådan er livet på den Borg, og det ved Johannes soldater også.

Steffen Gliese

Sålænge ingen vil indrømme og indse, at vi slet ikke har nogen krise i Danmark, kommer vi ikke videre.