Kommentar

’Præsidentvalget’ i Iran er endnu et skridt mod enden

Uanset hvem Khamenei udpeger som vinder af ’valget’, er der stadig flere iranere, der har indset, at enhver reform af regimet er en illusion. Hvorvidt der bliver lejlighed til at lade frustrationen komme til udtryk, er dog et åbent spørgsmål
14. juni 2013

I dag er der igen præsidentvalg i Iran. Præsidentvalgene i Iran under det islamiske regime har altid mere været en magtkamp mellem de forskellige fløje inden for regimet end et valg. For i Iran er der ikke tale om et reelt valg.

Ifølge landets lovgivning er det kun de kandidater, som har bevist deres troskab over for det islamiske regime og den åndelige leder i deres politiske karriere, der kan have en chance for at blive godkendt af Vogternes Råd, hvis medlemmer udpeges af den åndelige leder. Derudover må kun mandlige shiamuslimer stille op til valget. Så hvis du er kvinde eller tilhører en anden tro eller har haft selv den mindste kritiske holdning til det iranske regime eller den åndelige leder, har du ikke ret til at stille op!

Men magtkampen i regimet i Iran har nået et punkt, hvor selv de mest trofaste kandidater kan blive afvist og ikke få lov til at stille op til det såkaldte præsidentvalg.

2009-protesterne

Ved præsidentvalget i 2009 blev selv de såkaldte reformvenlige kræfter i regimet, herunder Mousavi og Karoobi, som ellers var tro mod det islamiske regime og det islamiske system, ikke tolereret af den mere magtfulde fløj med Khamenei i spidsen. Selv om de formelt fik lov til at stille op til valget udpegede den åndelige leder sin kandidat, Mahmoud Ahmadinejad, som vinderen af valget og håbede på, at han med hård hånd ville få styr på den politiske situation i landet og skubbe de andre rivaler ud af magtkampen.

Under disse forhold så befolkningen en mulighed for at tilkendegive sin modstand mod et regime, som i mere end 30 år havde slået hårdt ned på dem.

De folkelige protester var ikke noget, som hverken den ene eller anden fløj i regimet havde forudset. I løbet af kort tid sluttede millioner af iranere sig til masseprotesterne. Men de håbefulde unge, kvinder og mænd måtte endnu en gang opleve et nederlag efter at være blevet udsat for endnu en bølge af brutalitet, massearrestationer og henrettelser i iranske fængsler.

Expræsidentens tilbud

Men nu fire år efter står regimet mere splittet end nogensinde. Ahmadinejad, som var Khameneis kandidat, har for længst sat sig op imod den åndelige leder og sat spørgsmålstegn ved hans autoritet som den øverste leder. Han indstillede sin ’arvtager’ Mashaei til præsidentposten mod Khameneis vilje.

Ekspræsident Hashemi Rafsanjani, som var Khomeinis højre hånd, da det islamiske regime kom til magten, og altid har nydt højtstående poster i regimet, blev også afvist af Vogternes Råd, da han søgte at stille op til præsidentvalget i år. Rafsanjanis uenighed med Khamenei er, at han går ind for et bedre forhold til Vesten, herunder forhandlinger omkring Irans atomprogram. Hans kandidatur var ifølge ham selv et forsøg på at hjælpe Khamenei med at forhindre andre rivaler i at stille op, heriblandt Ahmadinejads kandidat, Mashaei. Rafsanjanis bekymring var, ifølge ham selv, at der måske igen ville opstå uroligheder efter valget, som ingen kan vide, hvor ender. Derfor mente han, at valget skulle foregå stille og roligt og uden de store konfrontationer mellem fløjene, da fløjkampe kunne give befolkningen mulighed for at give udtryk for sin utilfredshed med hele det islamiske regime via masseprotester. Rafsanjani så sin opstilling som et forsøg på at undgå denne situation og samtidig tilkæmpe sig mere magt i regimet.

Men Khamenei og hans nærmeste havde denne gang besluttet sig at passivisere deres rivaler i regimet og ikke give plads til dem. Både Rafsanjani og Ahmadinejads kandidat blev afvist af Vogternes Råd.

Af de otte godkendte kandidater er der kun to, som ikke direkte tilhører Khameneis fløj. Den ene er den henholdsvis ukendte kandidat fra den såkaldte reformfløj: Mohamed R. Aref, og den anden er Hasan Rohani, hvis politik ligger tæt op ad Rafsanjanis. Vogternes Råd mente ikke, at deres opstilling ville betyde noget. Men Rafsanjani og Khatami (også ekspræsident, red.), som tilhører den såkaldte reformvenlige fløj, har besluttet sig at støtte Rohanis kandidatur. Og for at øge hans chancer har Khatami med succes bedt Aref om at trække sig.

Det hele er hip som hap

Denne manøvre kan få flere til stemmeboksene i håb om, at Khameneis fløj vil blive svækket, og der vil måske opstå en åbning. Men stemningen er i år helt anderledes end den, der var for fire år siden. Selv de grupper, som er tæt på den såkaldte reformfløj, er splittet omkring spørgsmålet om deltagelse i valget.

Men for Khamenei vil en større valgdeltagelse under alle omstændigheder være en fordel, og han vil erklære det som en sejr for sig selv og sin linje, uanset hvordan folk stemmer. For resultatet af valget kan de jo selv styre.

For den iranske befolkning vil det ikke gøre nogen forskel, om det er den ene eller den anden fra regimet, der vinder præsidentvalget. Den eneste forskel, som situationen og Khameneis magtopgør med andre fløje kan have for befolkningen i Iran, er, at under disse forhold vil det være endnu mere besværligt for befolkningen at finde en mulighed, hvor de lige som sidst kan mobilisere sig og kræve deres rettigheder.

Efter valget i år vil Khamenei og hans fløj med meget stor sandsynlighed endnu en gang udpege en af deres egne kandidater som vinderen af valget. På overfladen er denne proces en sejr for Khameneis fløj, men i virkeligheden vil regimet fortsat befinde sig i en dyb krise og i en blindgyde, som de ikke er i stand til at komme ud af.

I dag er flere iranere end nogensinde klar over, at en reform af det islamiske regime bare er en illusion, og at den eneste vej ud af denne krise er regimets afgang, hvorved muligheden for nogle grundlæggende forandringer vil kunne ske.

 

Nahid Riazi er debattør og kvindesagsaktivist med iransk baggrund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Jespersen

Artiklen er tydeligt tendentiøs. Bl. a. mener han at valget sidste gang var svindel, at den religiøse øverste leder erklærer hvem der har vundet valget, og at flere og flere bliver desillusionerede mht. at ændre styret henad vejen - den eneste løsning er "styrets afgang" for at få "grundlæggende ændringer", hvordan det så skal forstås? Hvis der menes "hjælp" udefra for at ændre tingene tager han helt fejl. Ingen ønsker "hjælp" fra Vesten. Det har man set tilstrækkeligt med eksempler på de sidste hundrede år og erfarer hver dag hvad vesten vil gøre for at tækkes israelske strategier og hensigter i regionen - ikke mindst når det gælder Iran. Så alle ønsker at tingene skal ændres indefra over et langt forløb måske. Forholdene ville jo være meget bedre hvis ikke sanktioner og chikane fra Vesten gjorde tilværelsen byrdefuld for iranerne. Men det vil man gere bære, hvis man kan slippe for vestes indblanding i det alle iranere anser for deres boldgade. Selv de der er imod regimet vil jo alle som en stille op hvis vesten går i krig mod landet f. eks.for at få "ændret regimet".

Hvis man ønsker bedre kilder om Iran, findes de her:

http://wbeeman.blogspot.no/2013/04/reliable-news-sources-on-iran.html

Niels Jespersen

her er link til en meget bedre kommentar om valget - skrevet for nogle dage siden.

http://consortiumnews.com/2013/06/13/misreading-iranian-politics/

Kommentaren er skrevet af amerikanske eksperter, som har været med i indecirklerne omkring USAs Iranpolitik i årevis. Frnyligt skrev de enbog og oprettede en webside med kritik af den amerikanske politik og reel oplysning om de faktiske forhold i Iran og folkene som i vesten har en egen agenda mod landet