Provokation er den ultimative kunstneriske ytringsfrihed

Det er nødvendigt ubetinget at forsvare Lars Vilks og andre provokunstnere, uanset hvor krænket religiøse gemytter kan blive. Men vi må også indse, at ytringsfriheden har et bredere spektrum af fjender endden religiøse fanatisme
13. juni 2013

Det er indlysende utåleligt, at mennesker som Lars Vilks, Kurt Westergaard, Lars Hedegaard, Salman Rushdie, og mange andre skal leve med trusler på livet, fordi de har brugt deres ytringsfrihed.

De sekulære liberale demokratier, vi siden oplysningstiden har opbygget især i Vesten, er allerede betalt med blod, sved og tårer, fra Sokrates over Galilei, Bonhoeffer og tusindvis af andre. Overalt i verden, hvor mennesker kæmper for at udbrede det fælles sekulære rum for frie ytringer, bliver der stadig betalt en høj pris.

Fanatiske ideologiske og ofte religiøst funderede personer og grupper – for den svenske kunster Lars Vilks’ vedkommende muslimske fundamentalister, men i andre tilfælde kristne fanatikere eller andre mere eller mindre forvirrede sjæle – har udviklet et indædt had til vores sekulære frie demokrati og fabler om at vende tilbage til kalifater, andre religiøst styrede samfund og diverse obskure totalitære systemer.

Vi, politikere, intellektuelle, kunstnere, videnskabsfolk og enhver borger, der mener, at et åbent demokratisk sekulært globalt rum med retssikkerhed og ytringsfrihed er forudsætningen for, at vi kan udvikle en fælles fremtid for kloden og mennesket, må åbent i det globale rum – i hvad vi end laver, hvor vi end er, på hvilket niveau det end måtte være – konstant og hele tiden tage kampen for disse værdier.

Bjælken i vort øje

Dog må vi ikke kun se splinten i vor broders øje, men i høj grad også bjælken i vores eget.

I sidste uge vedtog det danske folketing en offentlighedslov, der dramatisk ændrer almenhedens mulighed for at få indsigt i de overvejelser, forudsætninger og faktuelle prioriteringer, som embedsværket, ministre og Folketinget har lagt til grund for et lovforslag – et åbenlyst anslag mod en oplyst åben demokratisk proces.

Der er de store mediemonopoler som Murdoch og Berlusconi, der perverterer og korrumperer demokratiet.

Der er nye styrelseslove for universiteter, akademier og andre højere læreanstalter, der reelt lukker kæften på fri kritisk forskning.

Der er store selskabsinteresser, som ved misbrug af retssystemet undertrykker kritik og oplysning.

Der er den stigende og voldsomme registrering af vores adfærd. Hvor legitim og lovlig den end kan være, udspringer den fra statens side af et ønske om kontrol og for markedet af et ønske om at målrette produktet. Begge dele fører til ensretning. Og listen kunne gøres endnu længere. Desværre.

Kunst og provokation

Hvordan spiller provokerende kunst ind i denne sammenhæng? Den i borgerlig forstand provokerende kunst er et fænomen knyttet til modernismen.

Om så kunst forstået som modernistisk kunst overhovedet som udgangspunkt kan have et formål, der er alment, er til diskussion. Men det er klart, at antagelsen er, at tidligere tiders kunst umuligt kan rumme tidens opfattelse af nutid og fremtid, da den ’gamle’ kunst baserer sig på allerede kendte værdier, der ikke længere antages at være tilstrækkelige.

Ofte vil den tidligere kunstopfattelse derfor opleve den nye kunst som en provokation, ikke fordi det nødvendigvis er formålet, men fordi det bliver konsekvensen. Fra start var provokerende kunst derfor et vilkår for at udvikle kunstbegrebet og dermed nye værdisæt og på samme tid et middel til at ryste borgerskabets vedtagne normer, som da kubisterne inddrager den afrikanske kunst, Stravinsky opfører Le Sacre du Printemps, Dadaisternes soireer, Duchamps pissoirkumme Fontæne og meget andet.

Provokationen er en uadskillelig del af modernismen i kunsten og bliver den ultimative demonstration af den kunstneriske ytringsfrihed.

I billedets form, flade, farve og linje og i de utallige former kunsten udtrykker sig i, kan man i de frie samfund med poesien som partner gå længere end de øvrige medier, ja, kunsten antages ligefrem, at have pligt til det.

Med den klassiske modernismes afslutning i 1960’erne antager provokationen imidlertid, som andre modernistiske fænomener i kunsten, en selvstændig funktion og især i løbet af 1970’erne udvikler tidligere modernistiske gennembrud sig til selvstændige genrer i kunsten, herunder begrebet ’provokerende kunst’.

Men hvornår provokation overhovedet er en kunstnerisk legitim metode, og hvornår den bliver ren opportunisme, er der i dagens kunst ingen kritisk virksomhed, der kan diskutere.

Bjørn Nørgaard er billedhugger. Indlægget bygger på den tale, som Bjørn Nørgaard holdt ved arrangementet ’Tabuer i kunst’, som Lars Vilks-komiteen afholdt i sidste uge

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Kommentarer

Brugerbillede for Ole Falstoft

'Men hvornår provokation overhovedet er en kunstnerisk legitim metode, og hvornår den bliver ren opportunisme, er der i dagens kunst ingen kritisk virksomhed, der kan diskutere'
Ikke forstået
Det kan vi vel godt diskutere?
Kunst er vel ikke hævet over kritik?
Det meste der produceres som 'kunst' er jo rent ud sagt noget bras. Sådan har det jo altid været.
Men folk er idag bange for at udtale deres mening om kunst - det er blevet et område for 'eksperter' og det er synd for kunsten.
Vover en 'ikke ekspert' at udtale en negativ mening om et konkret kunstværk' bliver vedkomne straks klassificeret som 'Rindalist' og så er den diskussion afsluttet
Måske ville man gøre kunsten en tjeneste ved at afskaffe begrebet 'kunst' det har jo ikke rigtig nogen mening i dag. Ingen ved hvad det er

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Roger Karlsson

Bjørn Norgaard ær lika lurvig i sin argumentation som hans yttre kan ge sken av och menar att konst utan provokation knappast ær att betrakta som konst i modernistisk mening. Naturligtvis ær detta nonsens och ingenting annat. Som alla yttrandefrihetsfundamentalister refererar han till ypplysningsprojektet som skulle ha krævt blod, svett och tårar. Nog så sant men blodet kommer i førsta hand från ypplysningsprojektets objekt som ær Den Andre - den som skulle upplysas. Ett upplysningsprojekt som ær ouppløsligt førbundet med en liberal kapitalism och kolinialismen. En Upplysning med førtryck, fascism, nazism och massutrotningar på schemat. Naturligtvis ær det så att yttrandefriheten ær oantastlig men det ær inte det saken gæller utan det att Vilks Vilks hævdar en slags ansvarsfrihet samt inte godkænner en kritik av hans konst som visar på hans verk som dålig konst och før den delen som rasistisk konst. Dålig konst dærfør att den knappast provocerar någons konstuppfattning och att effekten av konstverket var dels helt førutsægbar och dels synnerligen beræknad och instrumentell samt att konstverket som sådant saknade all originalitet och Vilks framstår inte som något annat æn en epigon typ føljande efter Jyllandspostens rasistiska tilltag. Rasistisk dærfør att syftet var att visa på en bestæmd grupps dåliga egenskaper och avsikter som mer eller mindre essentiellt givna av natur och kultur. Vilks och andra tryckfrihetshjæltar strævar inte efter nøgot annat æn att så som de Sade beskriver det ohæmmat få leva ut sina individualistiska fantasmer med Den Andre som objektet - det riskfria objektet dærfør att i særskilt det danska offentliga samtalet ær det helt i sin ordning att uttrycka sig i termer av rasism och dærmed så oppurtunt som som både Vilks och Nørgaard framstår.

Roger Karlsson
Sænderho Fanø

anbefalede denne kommentar