Provokation er den ultimative kunstneriske ytringsfrihed

Det er indlysende utåleligt, at mennesker som Lars Vilks, Kurt Westergaard, Lars Hedegaard, Salman Rushdie, og mange andre skal leve med trusler på livet, fordi de har brugt deres ytringsfrihed.

De sekulære liberale demokratier, vi siden oplysningstiden har opbygget især i Vesten, er allerede betalt med blod, sved og tårer, fra Sokrates over Galilei, Bonhoeffer og tusindvis af andre. Overalt i verden, hvor mennesker kæmper for at udbrede det fælles sekulære rum for frie ytringer, bliver der stadig betalt en høj pris.

Fanatiske ideologiske og ofte religiøst funderede personer og grupper – for den svenske kunster Lars Vilks’ vedkommende muslimske fundamentalister, men i andre tilfælde kristne fanatikere eller andre mere eller mindre forvirrede sjæle – har udviklet et indædt had til vores sekulære frie demokrati og fabler om at vende tilbage til kalifater, andre religiøst styrede samfund og diverse obskure totalitære systemer.

Vi, politikere, intellektuelle, kunstnere, videnskabsfolk og enhver borger, der mener, at et åbent demokratisk sekulært globalt rum med retssikkerhed og ytringsfrihed er forudsætningen for, at vi kan udvikle en fælles fremtid for kloden og mennesket, må åbent i det globale rum – i hvad vi end laver, hvor vi end er, på hvilket niveau det end måtte være – konstant og hele tiden tage kampen for disse værdier.

Bjælken i vort øje

Dog må vi ikke kun se splinten i vor broders øje, men i høj grad også bjælken i vores eget.

I sidste uge vedtog det danske folketing en offentlighedslov, der dramatisk ændrer almenhedens mulighed for at få indsigt i de overvejelser, forudsætninger og faktuelle prioriteringer, som embedsværket, ministre og Folketinget har lagt til grund for et lovforslag – et åbenlyst anslag mod en oplyst åben demokratisk proces.

Der er de store mediemonopoler som Murdoch og Berlusconi, der perverterer og korrumperer demokratiet.

Der er nye styrelseslove for universiteter, akademier og andre højere læreanstalter, der reelt lukker kæften på fri kritisk forskning.

Der er store selskabsinteresser, som ved misbrug af retssystemet undertrykker kritik og oplysning.

Der er den stigende og voldsomme registrering af vores adfærd. Hvor legitim og lovlig den end kan være, udspringer den fra statens side af et ønske om kontrol og for markedet af et ønske om at målrette produktet. Begge dele fører til ensretning. Og listen kunne gøres endnu længere. Desværre.

Kunst og provokation

Hvordan spiller provokerende kunst ind i denne sammenhæng? Den i borgerlig forstand provokerende kunst er et fænomen knyttet til modernismen.

Om så kunst forstået som modernistisk kunst overhovedet som udgangspunkt kan have et formål, der er alment, er til diskussion. Men det er klart, at antagelsen er, at tidligere tiders kunst umuligt kan rumme tidens opfattelse af nutid og fremtid, da den ’gamle’ kunst baserer sig på allerede kendte værdier, der ikke længere antages at være tilstrækkelige.

Ofte vil den tidligere kunstopfattelse derfor opleve den nye kunst som en provokation, ikke fordi det nødvendigvis er formålet, men fordi det bliver konsekvensen. Fra start var provokerende kunst derfor et vilkår for at udvikle kunstbegrebet og dermed nye værdisæt og på samme tid et middel til at ryste borgerskabets vedtagne normer, som da kubisterne inddrager den afrikanske kunst, Stravinsky opfører Le Sacre du Printemps, Dadaisternes soireer, Duchamps pissoirkumme Fontæne og meget andet.

Provokationen er en uadskillelig del af modernismen i kunsten og bliver den ultimative demonstration af den kunstneriske ytringsfrihed.

I billedets form, flade, farve og linje og i de utallige former kunsten udtrykker sig i, kan man i de frie samfund med poesien som partner gå længere end de øvrige medier, ja, kunsten antages ligefrem, at have pligt til det.

Med den klassiske modernismes afslutning i 1960’erne antager provokationen imidlertid, som andre modernistiske fænomener i kunsten, en selvstændig funktion og især i løbet af 1970’erne udvikler tidligere modernistiske gennembrud sig til selvstændige genrer i kunsten, herunder begrebet ’provokerende kunst’.

Men hvornår provokation overhovedet er en kunstnerisk legitim metode, og hvornår den bliver ren opportunisme, er der i dagens kunst ingen kritisk virksomhed, der kan diskutere.

Bjørn Nørgaard er billedhugger. Indlægget bygger på den tale, som Bjørn Nørgaard holdt ved arrangementet ’Tabuer i kunst’, som Lars Vilks-komiteen afholdt i sidste uge