Kronik

Refleksioner om læge-patient-forholdet fra mit dødsleje

’Helbrede, lindre, trøste’. Det er lægens tre opgaver, og de er i princippet ligestillede. Men i praksis er næsten al fokus på helbredelse, mens hensynet til patientens behov for forståelse, information, samtale og dialog er nedprioriteret – måske på grund af manglende tid, måske på grund af manglende uddannelse
Man bør være læge for en patient, ikke kun for en sygdom. Sådan lød opfordringen fra dagens kronikør, Niels Hansen, speciallæge i børnepsykiatri. Niels Hansen fik konstateret kræft for få måneder siden og døde 13. juni. Her er han fotograferet sammen med barnebarnet Benjamin på museumsbesøg for et par år siden.

Anna-Lene Riber Clements

27. juni 2013

For ca. to måneder siden fik jeg konstateret kræft i tyktarmen med udsæd til bughinden. Sygdommen er dødelig. Operation eller tilsvarende er umulig. Jeg har fået tømt otte liter væske fra bughulen og forventer at afslutte mine dage på hospice.

Hvis jeg lever så længe, bliver jeg 84 år i begyndelsen af august. Jeg er børnepsykiater og har en lægeeksamen så langt tilbage som i 1957. Nu har jeg været indlagt på Aarhus Universitetshospital i 14 dage, Aarhus gamle Amtssygehus, hvor der over indgangsportalen står skrevet: »Helbrede, lindre, trøste«. Spørgsmålet er nu, om sygehuset kan leve op til dette slogan.

Det kan det efter min bedømmelse i det store og hele. På afdelingen er der er en venlig og fremkommelig tone mellem personalet indbyrdes og en meget omsorgsfuld hjælpsomhed over for de mange, meget lidt selvhjulpne, undertiden inkontinente patienter, som skal skiftes fra top til tå i nattens løb. Det var mig en stor glæde at se og opleve med hvilken venlighed, tålmodighed og værdighed, disse patienter blev hjulpet. På omsorgsplejeområdet er der sket store fremskridt, siden jeg blev medicinsk kandidat. Helbrede, hvis muligt, er naturligvis vigtigt, men lindre og trøste er ikke underordnede, men sideordnede begreber. Det har man forstået på den afdeling, jeg har været indlagt på.

Envejskommunikation

Når det er sagt, må jeg også konstatere, at informationsniveauet er for lavt. Det gælder ikke alene den pågældende afdeling, men generelt. Information er kun gennemført, hvis den informerede reelt føler sig informeret. Man skal altså sikre sig, at patienten har forstået, hvad det hele drejer sig om. Det er ikke tilstrækkeligt at udlevere diverse brochurer, og man kan for eksempel ikke nøjes med at henvise til de meget omfattende og for de flestes vedkommende ganske uforståelige indstikssedler, der følger med alle former for medicin. Der er her tale om en form for uoverskuelig envejskommunikation, omfattende revl og krat, hvor myndighederne måske rent juridisk vil hævde sig dækket ind, men patienten har ikke i egentlig forstand fået nogen hjælp eller vejledning.

For mit vedkommende er der sket det, at jeg har fået mange former for forskellig medicin uden nogen forklaring. Således får jeg binyrebarkhormonet prednisolon og har på forespørgsel fået at vide, at det skal jeg have resten af livet, men jeg er faktisk ikke blevet spurgt, om jeg ønskede dette eller andre af de præparater, jeg får. Jeg oplever hele medicineringen som god og nyttig, men føler mig stillet over for et fait accompli. Jeg vil ikke benægte, at der ind i mellem er kommet en kort bemærkning om det hensigtsmæssige ved denne eller hin pille, men nogen samtale eller dialog desangående har i hvert fald ikke fundet sted. Mulige bivirkninger er ikke blevet omtalt. Desuden fik jeg ved indlæggelsen to portioner blod. Heller ikke her blev jeg spurgt, om jeg var indforstået med dette.

Fortroligheden er væk

Nu til dags er stuegang stort set afskaffet, muligvis fordi man ud fra et strikt lægeligt synspunkt langt hen ad vejen anser det for tidsspilde. Det medfører, at man som patient ikke får kendskab og fortrolighed til lægerne. På et eller andet tidspunkt dukker der en læge op og fortæller om resultatet af denne eller hin undersøgelse. De oplysninger, der bliver givet, kan meget vel være så chokerende, at man kun får fat i det halve af det, lægen siger. Oplysningerne kan sagten blive givet på en stue med flere patienter, som så mere eller mindre bliver indviet i ens tilstand.

Personligt fik jeg meget klart og venligt at vide, at jeg havde kræft, og at der kun var mulighed for kemoterapi og lindrende, såkaldt palliativ behandling. Derefter forsvandt lægen, og jeg kommer nok aldrig til at se vedkommende igen. Der blev ikke givet tilbud om en uddybende opfølgningssamtale. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om denne venlige, men for mig ganske anonyme læge, bagefter kan gå hjem til kone og børn og synes, at han har løst sin lægelige dont til punkt og prikke.

Man kan konstatere, at han gav mig de objektive kendsgerninger, men han viste ikke interesse for at få at vide, hvilke tanker og overvejelser disse oplysninger vakte hos mig. Hverken han eller andre på hospitalet spurgte, om jeg var angst, deprimeret eller modløs, hvilket, jeg mener, er en stor fejl. Man bør være læge for en patient, ikke kun for en sygdom. Jeg kunne godt tænke mig at få en god begrundelse for, at man i dag tilsyneladende helt har afskaffet optagelse af en grundig sygehistorie, en anamnese, men i stedet næsten udelukkende fokuserer på selve hoveddiagnosen. Jeg vil tro, at den stort set borteliminerede stuegang og ananmneseoptagelse er et led i en såkaldt effektiviseringsproces.

Brug for ægte interesse

Inden udskrivningen tilbydes en udskrivningssamtale, hvor også pårørende anmodes om at være til stede. Under denne samtale får man i og for sig al den information, man kan ønske sig, og såvel pårørende som patient er velkomne til at spørge. Alt dette er naturligvis både påkrævet og prisværdigt, men det er en engangsforestilling. Ved min udskrivning var der en ung efter alt at dømme ganske vidende, men noget hæmmet og tilbageholdende reservelæge, som jeg så for første og formentlig sidste gang, til stede sammen med en sygeplejerske.

Da seancen var forbi, sagde vi farvel og tak, og derefter kom jeg hjem og følte mig på Herrens mark med en masse tabletter, som jeg ikke ved, hvor længe jeg skal tage, og om medicineringen skal kontrolleres via egen læge. Jeg har brug for på en helt anden måde at være med i processen, at have en oplevelse af, at behandlerne er reelt optagne af mit ve og vel, ikke omklamrende, men empatiske og interesserede. At de har brug for at blive informerede om min subjektive tilstand og om den kontekst, jeg lever i. Det er ikke nok, at der i en eller anden brochure står noget om, at man ved behov kan ringe til et eller andet nummer eller henvende sig til egen læge, som det næsten altid er meget svært at komme i kontakt med. Telefonen er næsten altid optaget.

Angst og rådvild

Det er muligt, at man under tidens hårde arbejdsbetingelser ikke kan leve op til det ønskværdige, men det skyldes formentlig også, at lægerne ikke i tilstrækkeligt grad er uddannede i – og af for mig uransagelige grunde måske heller ikke altid interesserede i etablering af – det gode læge-patientforhold. Det kommer i anden række. Det må der afses tid til i det omfang, det er muligt i en stresset og forjaget hverdag. Og er der egentlig grund til at gøre ophævelser? Vi lever længere, og flere og flere bliver helbredte for deres sygdomme, et bevis for sundhedsvæsenets effektivitet.

Men tilbage står den rådvilde, forvirrede og angste patient, som har brug for tid, forståelse og omsorg. Det ene skal ikke ske på bekostning af det andet. Vi kommer på sygehus for at blive helbredt og ligestillet hermed for at blive lindret og trøstet.

Når man siger, at der trods den bedste vilje ikke rigtig er tid til omsorgsaspektet i forholdet mellem læge og patient, tror jeg, at man skal spørge sig selv og sine medarbejdere, om det ikke snarere skyldes usikkerhed og følelse af inkompetence. Egentlig tror jeg, at mange læger gerne ville følge mere med i deres patienters ve og vel. Det forudsætter foruden empatisk evne grundig uddannelse på tidligt niveau. Undervisning i læge-patientforholdet bør have en helt anden central placering end tilfældet er i dag. Det bør være et vigtigt eksamensfag, som man kan risikere at dumpe i.

Læger er vellønnede, og det er os, befolkningen, der betaler dem. Så det er rimeligt, at vi får den bedst tænkelige kvalitet for vore penge.

Jeg håber at kunne sige farvel og tak for denne gang på et hospice. At man i dag har denne mulighed, er trods alt et kæmpe fremskridt.

Niels Hansen var speciallæge i børnepsykiatri. Han døde på et hospice 13. juni. Kronikken bringes efter Niels Hansens og familiens ønske

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Okkels
  • Niels Chr. Nielsen
  • Bob Jensen
  • Robert Ørsted-Jensen
  • S E
  • kim jensen
  • Peter Wulff
  • Anders Reinholdt
  • Karin Jønsson
  • Heidi Larsen
  • Marianne Rasmussen
  • Lars B. Jensen
  • Hanne Koplev
  • Lotte Evron
  • Lars Jorgensen
  • Merete von Eyben
  • Henrik Klausen
  • Inger Sundsvald
  • Jens Overgaard Bjerre
  • n n
  • Jette Abildgaard
  • Karsten Aaen
  • randi christiansen
  • Per Jongberg
  • Mattia Guidarelli
  • Toke Andersen
  • Vibeke Rasmussen
  • Niels Mosbak
  • Astrid Rasmussen
  • Michael Bruus
  • Marie Jensen
  • Helge Rasmussen
  • Jakob Lilliendahl
  • Holger Madsen
  • Jens Falkesgaard
  • Flemming Scheel Andersen
  • Lone Christensen
  • Torben Nielsen
  • Vibeke Svenningsen
  • finn skovbakke
  • Karin Krause
  • Signe Vange
  • Lucas P.
  • Steen Sohn
  • Maj-Britt Kent Hansen
Niels Okkels, Niels Chr. Nielsen, Bob Jensen, Robert Ørsted-Jensen, S E, kim jensen, Peter Wulff, Anders Reinholdt, Karin Jønsson, Heidi Larsen, Marianne Rasmussen, Lars B. Jensen, Hanne Koplev, Lotte Evron, Lars Jorgensen, Merete von Eyben, Henrik Klausen, Inger Sundsvald, Jens Overgaard Bjerre, n n, Jette Abildgaard, Karsten Aaen, randi christiansen, Per Jongberg, Mattia Guidarelli, Toke Andersen, Vibeke Rasmussen, Niels Mosbak, Astrid Rasmussen, Michael Bruus, Marie Jensen, Helge Rasmussen, Jakob Lilliendahl, Holger Madsen, Jens Falkesgaard, Flemming Scheel Andersen, Lone Christensen, Torben Nielsen, Vibeke Svenningsen, finn skovbakke, Karin Krause, Signe Vange, Lucas P., Steen Sohn og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mogens Højgaard Larsen

For godt ti år siden var jeg vidne til en lignende behandling af en nær bekendt på samme hospital.

På et møde, der varede ganske få minutter, og hvis varighed blev begrænset af, at overlægen var forsinket og skulle videre til en konference, fik vi at vide, at min bekendte led af en sjælden og uhelbredelig kræftform, at der kun kunne tilbydes radikal palliativ - men også meget handicappende - operation, og at det ikke kunne nytte noget, at vi søgte informationer om sygdommen, da den var så sjælden, at kun denne overlæge kendte til den.

Vi kunne tage hjem igen, og afvente indkaldelse til operation. Der ville nok gå et par måneder.

Dernæst lod lægen os forstå, at han havde travlt. - om vi havde nogle spørgsmål..?

Vi havde hundredvis, men ingen mulighed for at formulere dem, da nyheden kom som et slag med en lægtehammer.

Heldigvis var overlægens overfladiske (verdensfjerne) adfærd så provokerende, at vi alligevel søgte en second opinion. Min bekendte fik en meget mindre operation på et andet hospital, og lever i dag i bedste velgående.

...

Siden har jeg, gennem mit arbejde for Netværket Vilje haft indsigt i dusinvis af lignende sager.

Vores hospitaler har udviklet sig til nogle fantastisk værksteder, hvor maskineriet kan blive efterset, og reservedele kan blive udskiftet. Effektivt og tæt på 100 % teknisk forsvarligt. Eksempelvis er mange kræftformer i dag ambulante - altså patienten bliver indlagt, bliver opereret, sendt hjem samme dag. Sikkert behandlet fuldt lægefagligt forsvarligt, men helt uden mulighed for subjektiv stillingtagen og da slet ikke med plads til empatisk "behandling" af den sårede sjæl.

Patientens bekymring er irrelevant - ofte nærmest irritationsskabende, og mennesket bag ”patienten” mødes ganske uden forståelse for, at sygdom ofte giver anledning til refleksion over livet. – En refleksion der i sig selv kan være destruktiv, hvis ikke den bliver bemærket af behandleren.

Jeg skal ikke komme med medicinske postulater, men meget muligvis kunne forbedres, hvis det behandlende system genopfandt forståelsen for, at sygdom er mere en apparatfejl, og helbredelse er mere end et spørgsmål om kirurgi og medicin i de rette mængder.

Bob Jensen, Agnes Marie Geleff, Robert Ørsted-Jensen, Moh Abu Khassin , Dan Johannesson, Henrik Klausen, Mette Olesen, Majbritt Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Jette Abildgaard, Karsten Aaen, Dennis Laursen, Vibeke Rasmussen, Mattia Guidarelli, Helge Rasmussen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Mange tak til Niels Hansen og hans familie for at sætte ord på følelser mange sikkert har, og offentliggøre dem.
Forhåbentlig får den efterfølgende debat de bestemmende politikere og embedsmænd lejlighed til at løfte blikket fra papirdyngerne og have et par sekunders eftertanke over, om behandlingssteder for mennesker ikke kan gøres mere egnede.

S E, Henrik Klausen, n n, Jette Abildgaard, Karsten Aaen, Dennis Laursen, Vibeke Rasmussen og Lone Christensen anbefalede denne kommentar
Lone Christensen

En utrolig velskrevet og vedkommende artikel!

Marie Pedersen, Dan Johannesson, Lise Lotte Rahbek, Jette Abildgaard, Per Jongberg, Vibeke Rasmussen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Helge Rasmussen

Velskrevet kronik som sætter forståelige ord på problemet:
"Man bør være læge for en patient, ikke kun for en sygdom..."
og:
"Læger er vellønnede, og det er os, befolkningen, der betaler dem. Så det er rimeligt, at vi får den bedst tænkelige kvalitet for vore penge."

Husker en information om sundhedsvæsenets bestemmelser i et fjernøstligt land.
Du betaler lægen mens du er rask, bliver du syg, stopper betalingen.

Udmærket princip, som vi burde indføre,

Marie Pedersen, Søren Peter Langkjær Bojsen, Lone Christensen, Jette Abildgaard og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

"Man bør være læge for en patient, ikke kun for en sygdom."

"Undervisning i læge-patientforholdet bør have en helt anden central placering end tilfældet er i dag. Det bør være et vigtigt eksamensfag, som man kan risikere at dumpe i."

Kunne ikke være mere enig. Alt for ofte står man som patient eller pårørende tilbage med en fornemmelse af, at patienten både betragtes og behandles som en diagnose, helt adskilt fra mennesket.

R.I.P. Niels Hansen og tak for indsigten og tak til familien for at ville dele den.

Marie Pedersen, Agnes Marie Geleff, Henrik Klausen, n n, Lone Christensen, Jette Abildgaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Per Jongberg

Det bliver nok bedre, naar Venstre faar indfoert brugerbetaling paa hospitalerne. Saa vil vi sikkert kunne vifte med checkhaeftet indtil vi har faaet den "behandling" og "medmenneskelighed" du ... har raad til.

Lykke Johansen, Majbritt Nielsen, Jette Abildgaard og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Marie Jensen

God og relevant artikel, der gav en klump i halsen ved tanken om nære familiemedlemmer, jeg har mistet ved et lignende forløb. Flot at Niels Hansen har haft kræfter til at sætte ord på sine oplevelser i sine sidste dage og tak til hans familie for at lade Information bringe dem.

Jeg vil vise artiklen til min søster, der er relativt nyuddannet sygeplejerske og arbejder på en afdeling meget lig den, Niels Hansen var indlagt på. Hendes beskrivelser af lægernes rolle i forhold til patienterne ligner den, der her beskrives fra patientens synsvinkel. Man kan godt få den tanke, at lægerne mangler uddannelse i at tale med patienterne og vise empati med mennesker i en svær situation.

Min søster brænder for at give omsorg og tryghed til patienterne og er så frustreret over at få at vide af kollegaerne, at hun skal vænne sig til at det er en "fabrik", hun arbejder på, så omsorg og samtale med patienterne skal nedprioriteres.
Jeg håber ikke hun makker ret, for empati og ordenlig viden om sygdommen gør en kæmpe forskel ikke mindst når folk er virkeligt alvorligt syge.

Marie Pedersen, Vibeke Rasmussen, Agnes Marie Geleff, Henrik Klausen, Jens Overgaard Bjerre, Mette Olesen, Lise Lotte Rahbek, Lone Christensen, Jette Abildgaard, Karsten Aaen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Stor respekt til Niels Hansen for at sige det der ikke må siges: At menneskelighed, respekt og empati ikke afhænger af hvor meget eller hvor lidt der afsættes på finansloven. Det er blevet mange offentlig ansattes faste undskyldning for at levere et mindre godt arbejde: "Vi mangler resourcer på grund af nedskæringer" på trods af at sundhedsvæsnet beviseligt aldrig har haft flere og fik adskillige ekstra milliarder af Løkke.

Nej, her er der et personligt ansvar - som menneske - som man ikke kan 'systeme' sig udenom i velfærdssamfundets spin.

Et eksempel på at når staten bliver for stor, så bliver mennesket erstattet af 'borgeren' det økonomiske menneske hvis værdi måles som værdi for staten og især for systemet og karrieren.

Det hjælper bestemt heller ikke at der ingen konkurrence er på sundhedsvæsnet. Man kan ikke skifte lægen ud og der er reelt ingen konsekvenser for dårlig arbejde.

Søren Peter Langkjær Bojsen, Jette Abildgaard og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
truels v bisgaard

RIP. Eksamen i læge patient forhold. Pragtfuld ide. Kontakt er kernen i al heling.
De børn du var læge for gætter jeg var heldige at møde dig!

Vibeke Rasmussen og Agnes Marie Geleff anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Jeg synes faktisk ikke det er særlig god tone, at tage en død mands ord til indtægt for egne politiske standpunkter.
Jeg læser ingen politiske budskaber klart beskrevet i Niels Hansens ord til os omkring hans følelser i hans sidste tid, men derimod en alment menneskelig appel om ikke at glemme individet, følelser og empati i omgang med andre, specielt i lægegerningen.

Ting der er hævet over egoistiske politiske særinteresser

Majbritt Nielsen

Flemming Scheel Andersen
28. juni, 2013 - 19:58 #

Det er overordnet politkerne der bestemmer de økonomiske rammer. Og der med også for den kvalitet af behandlingen.
Yder mere har de ansvaret for at uddannelserne i deres respektive regi også har det der er brug for. Her har læger så åbenbart en mangel i deres faglighed. Den bløde værdig om man kan sige.
Og da de fleste større partier, på et eller flere tidspunkter, har haft deres politiske syn, med når der skulle bestemmes fag og hvad der skal med i. Så må de også stå som ansvars-havere for produktet.

Om det er Niels Hansens synpunkt, skal jeg ikke kunne sige. Han skriver sagligt om sin oplevelser med lægerne.

Agnes Marie Geleff, S E, n n og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Niels Hansens refleksioner over lægegerningen må gøre et dybt indtryk på alle der læser det.

Ikke blot har han haft overskud til at italesætte sine oplevelser af sundhedsvæsenet i forhold til sin egen sygdom, men også, og næsten som et testamente, en refleksion over det værdisæt han sagde ja til med lægeløftet.

Et andet sted i Information kan man læse at "En skrifttype siger mere end 1.000 ord".

Med Niels Hansens ord in mente kunne man sige at en læge kan helbrede mere en 1000 embedsmænd - hvis han fik lov til det.

Tak for dine refleksioner.

Som sygeplejerske på en travl kirurgisk afdeling kan jeg kun være enig i Niels Hansens (sammen med flere kommentatoreres) historie(r) der viser, at det ikke er patienten, men systemet, der er i fokus.

Selv om bedre uddannelse af læger i patient-læge-forholdet, nok ville ruste nogle læger bedre til deres opgave, mener jeg ikke, at bedre uddannelse er hele løsningen. Det er et vigtigt skridt, men der skal langt mere til at ændre den virkelig, der eksisterer på sygehusene i Danmark. Det sundhedspolitiske fokus skal ændres fra kvantitet til kvalitet. I dag dominerer den sundhedspolitiske effektiviseringsdiskurs og derfor er sygehusene idag indrettede som virksomheder, hvor profit styrer udviklingen (i hele sundhedssektoren). Det der ikke giver overskud eller ikke kan måles i tal må nødvendigvis nedprioriteres i den daglige praksis. Fx er det blevet almindeligt for sygeplejersker og læger at skulle forholde sig til at om afdelingen er bagud med de såkaldte DRG-points (DRG er diagnose relaterede grupper*) og ved disse udmeldinger hjælpe ledelsen ved at give den en ekstra skalle og løbe lidt hurtigere, og få endnu flere patienter igennem inden deadline - så kvoten opfyldes og profitten sikres...

Min erfaring er, at fra personalets side er der vilje til et bedre patient-sundhedspersonale-samarbejde, men det er ikke altid at skrukturene tillader, at den dygtige, gode og empatiske behandling udføres. Størstedelen af personalet sidestiller ikke kvalitet med et kryds på en computer. De allerfleste læger og sygeplejersker stræber allerede i dag dagligt efter at helbrede, lindre og trøste de patienter, de har med at gøre. Men nogle af strukturerne i systemet forhindrer dem fx i at lytte for længe og inddrage patientens kontekst i behandlingsforløbet - det vil mere uddannelse ikke ændre på.

DRG-systemet anvendes ved udmøntning af den statslige aktivitetspulje, beregning af den kommunale medfinansiering, afregning af mellemregionale patienter på basisniveau, i forbindelse med takstfinansiering og som redskab til at analysere omkostninger og aktivitet på landets sygehuse. http://www.sum.dk/Sundhed/DRG-systemet.aspx

Vibeke Rasmussen, S E, Anders Reinholdt, Dan Johannesson, Heidi Larsen, Carsten Mortensen, Marianne Rasmussen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Lotte Evron,

Jeg mener du desværre falder i samme fælde og igen bruger 'systemet' som syndebuk. Der har beviseligt aldrig været flere penge i sundhedsvæsnet end nu. Vi har hørt mange historier i medierne omkring ventetider på skadestuerne som er urimeligt lange - men vi hører også om sygeplejersker der ikke en eneste gang oplyser om ventetiden, ikke tilbyder vand og brød, sygeplejersker der taler ned til patienterne osv.

Det er altså det som patienterne oplever men ikke tør klage over, for hvor går man så hen med en brækket arm?

Der er noget der tyder på det er kulturen der er gal i sundhedsvæsnet - og DET er Niels Hansens pointe:

"..Når man siger, at der trods den bedste vilje ikke rigtig er tid til omsorgsaspektet i forholdet mellem læge og patient, tror jeg, at man skal spørge sig selv og sine medarbejdere, om det ikke snarere skyldes usikkerhed og følelse af inkompetence..."

"Manglende tid" har vi hørt i årtier fra alt fra skolelærere til pædagoger til læger og sygeplejersker, på trods af flere og flere penge er tilført.

Når så historier om 'øv dage' og lignende kommer frem, så bliver det sværere at tage seriøst.

Eller er det måske ikke også de mange fagforeningers evige kamp om hvem der må og skal lave hvad der spiller ind? De mange SOSU medarbejdere der udfører hvad der traditionelt er sygeplejer opgaver, har måske givet sygeplejersken et indtryk af at omsorg, pleje osv. er en mindre værdifuld opgave der nu varetages af en anden faggruppe.

Det eneste vi kan konkludere er at der aldrig har været flere penge og hvis hospitalerne ikke kan drive sig selv med et rekord højt budget, så må der være andre ting der spiller ind.

I debatten om læger er vi pinedød nødt til at skelne mellem hvilke lægeroller vi taler om.
A. Offentligt ansatte hospitalslæger
B. Alment praktiserende læger
C. Privatpraktiserende speciallæget
D. Privatansatte hospitalslæger
Det kan sagtens være, at denne skelnen ikke er tilstrækkelig, men hvis vi ikke sørger for at debatten får disse nuancer ender vi med en række stråmænd, hvor vi ud af en stor bunke "læger" altid kan trække den stråmand vi behøver for at få ret i vores argument. Og den ene læges kritik af den anden bliver paradoksal.
Når det er sagt, er der utrolig mange ting at pege på, som få læger gør/har gjort og på den måde - fordi vi i debatten ikke er gode til at skelne - trækker hele lægestanden med i faldet. Dét alene til den politiske og mediebårne manipulations gunst.

Majbritt Nielsen

Lotte Evron
29. juni, 2013 - 00:43 #
At lægen har haft denne opførsel,kan såvidt jeg har fået fortalt, føres længere tilbage end det moderne hospitals væsen.
Det er vist mere en holdningsændring, som evn også kan komme via uddannelsen.

Meget relevant:

http://www.b.dk/nationalt/saadan-blev-udskaeldt-sygehus-til-danmarks-hos...

"..Med det samme antal medarbejdere er det på fem måneder lykkedes at øge antallet af ambulante behandlinger og undersøgelser med 8,5 pct. i forhold til samme periode året før..."

"..»Tidligere har sygehuse snarere været styret ud fra medarbejdernes behov end for patienternes. Nu styrer vi ud fra, hvad der er efterspørgsel efter. Vi ser på patienten som en kunde,« siger sygehusdirektør Vinni Breuning, der har en fortid som direktør på privathospitalet Hamlet og bl.a. trækker på Lean-erfaringer fra Novo..."

Jeg bliver ærlig talt lidt ked af at skulle få ret.

Det evige brok vi har hørt i årtier om manglende resourcer og så videre, når mange har længe kunnet se at den var gal med arbejdsgangen, ledelsen og især kulturen om at det ikke er patienten, men medarbejderen, der er vigtigst.

Automatreaktionen fra venstrefløjen om 'velfærds massakre' og jeg ved ikke hvad, når man har tilladt sig at bede offentlig ansatte om at huske på at de er til for borgeren - ikke omvendt.

Rørende historie. RIP Niels Hansen. Som læge gør det mig ked af at læse dette og tænker på hvor mange andre patienter, heriblandt mine egne som desværre måtte have følt på denne måde.

De fleste læger vil patienterne det bedste og ønsker en høj faglig standard. Og rigtigt mange, inkl. undertegnede bruger derfor rigtigt meget fritid på frivilligt arbejde. Det er de færreste læger som arbejder 37 timer om ugen, selvom det kun er det de får løn for. Når vi er på arbejde bliver vi pålagt at det handler om produktion og dokumentation.

Årsagen til at vi ikke kan behandle patienterne som vi gerne vil og yde omsorg er, at det største fokus i sundhedsvæsnet i øjeblikket er på to ting.
1. Besparelser og effektivisering.
2. Dokumentering.

1. Lægerne får hele tiden at vide at der skal effektiviseres. Tiden bliver taget fra steder hvor den kan "undværes". Først og fremmest ryger de "bløde" ting, såsom omsorg for patienten. Dernæst forringes den faglige standard. Der er mindre tid til at diskutere faglige problemer, mindre tid til forskning, kvalitetsudvikling, uddannelse af yngre læger og supervision.
2. Læger bruger rigtigt meget af deres tid på dokumentation og unødvendig registrering tyrannisk dikteret af den danske kvalitetsmodel (DDKM). Der er ingen evidens for at denne hovedløse registrering forbedrer patient behandlingen. Det er et stort, dyrt bureaukratisk system som udfører registrering for registreringens skyld og der er ansat en masse mennesker som gennemgår disse unødvendige informationer. Det finansieres af penge som kunne have været brugt til at redde flere liv og omsorg for patienter. Som udgangspunkt vil læger og sygeplejersker patienten det bedste. Der er dog en indbygget mistillid i bureaukratiet som udtrykker sig ved at alt skal dokumenteres. Og for at juristerne kan vinde sagen mod patienten, når klagesagerne kommer. Men bureaukraterne opfatter ikke, at det er en ond cirkel. Jo mere tid der tages fra at tage sig humant af patienterne, omsorg og information, des flere klagesager.
I stedet for hovedløs dokumentation af udlevering af diverse foldere, robot-agtig opremsning af informationer etc. bør fokus være på nationale guidelines for vigtige sygdomme, udvikling og højere faglig standard. Således at vores behandlinger, eksempelvis af kræftformer hvor vi er langt bagud ift. de lande vi sammenligner os med, kan nå samme niveau. Således er det ligegyldigt hvormeget vi registrerer og hvor mange bureaukrater der gennemgår disse indberetninger. Der vil af den grund ikke være færre der dør af brystkræft.

Læger får konstant at vide at der ikke er penge til dette og hint. Hvor bliver de penge brugt som vi alle betaler i skat? Og hvor ryger alle de penge hen som der bliver lagt i sundhedsvæsnet. Det er de politikere som vi selv er med til at vælge som har stablet et stort, dyrt bureaukratisk system på benene og som tager pengene fra patienterne. Det er også os selv som er ansvarlige for at vi bruger penge på krige rundt omkring i verden, som kunne have gået til sundhedsvæsnet.