Klumme

At se det store i det små

Det kendetegner dansk mentalitet, og det kan vi takke Grundtvig for. Grundtvigs ’beåndede enfoldighed’ lever videre i arkitekten Jan Gehl, som – modsat så mange andre – tænker mennesket ind i sin arkitektur
21. juni 2013

Livet mellem husene er titlen på arkitekten Jan Gehls bog fra 1971. Bogen er en klassiker blandt byplanlæggere verden over, og Jan Gehl har modtaget en række hædersbevisninger, senest Nykredits Arkitekturpris – af nogle kaldt ’arkitekturens Nobelpris’. I mange år levede han i skyggen af de stjernearkitekter, der excellerede i prestigefyldte monumentalbyggerier. Alt, hvad han står for, peger i modsat retning. Han repræsenterer en lavmælthed og nedtoning af monsterarkitekturen for i stedet at bringe de fysiske omgivelser i øjenhøjde med mennesker. No more bullshit! Dertil kommer, at selve grundholdningen i hans arkitekturforståelse er så elementær og ligetil, at den er let at overse.

Jan Gehl insisterer på, at arkitektur og byplanlægning er til for menneskelivets skyld. Mere enkelt kan det vist ikke siges. Jamen skulle det være noget særligt? – kunne man spørge. Nej, i grunden ikke. Og dog. Et af problemerne i det moderne samfund er, at vi har en tilbøjelighed til at miste proportionerne i forhold til det egentlige og grundlæggende: det liv, vi lever hver især og med hinanden. Det er så elementært og indlysende, at man næsten krummer tæer over at skrive det. Læg venligst mærke til, at jeg ikke skriver noget om, hvad det gode liv er – og slet ikke, hvad det rigtige liv er. Det er jeg nemlig selv i vildrede med. Og selv om jeg skulle være nået til en afklaring og gav min mening til kende, ville der givetvis være andre, der var af en helt anden opfattelse. Og det er alt sammen fint nok. Jeg tror nemlig ikke, at det er nogen af os forundt at have privilegeret adgang til den ultimative sandhed om os selv og det liv, vi lever.

Men uanset hvad: hvis vi opfattede vores liv som drænet for enhver betydning, så ville alt være omsonst. Da ’studenteroprørets filosof’ Herbert Marcuse i begyndelsen af tresserne udgav Det endimensionale menneske, gjorde han stilfærdigt opmærksom på, at generalpræmissen for hans kritiske analyse var det simple og principielle dogme, at livet er værd at leve. Det kan hverken bevises eller modbevises intellektuelt. Det er et praktisk postulat. Men hvis ikke det forholdt sig således, så var der intet at kæmpe for.

Ikke for ingenting begynder titlen på Jan Gehls bog med ordet ’livet’. Livet er omdrejningspunktet for enhver diskussion om, hvad der giver mening – både individuelt og samfundsmæssigt. Disse betragtninger og sansen for menneskelige skalaforhold i byplanlægningen har Jan Gehl ikke fra fremmede. Det er nemlig et typisk træk ved dansk kultur og mentalitet. Det blev han for alvor opmærksom på, da han befandt sig i det store udland. Pludselig kunne han se, hvad vi kunne her til lands, uden at vi selv var særlig klar over det. Vi opfattede det egentlig ikke som noget særligt.

Kilden til denne kulturelle selvforståelse er såmænd N.F.S. Grundtvig. Med al respekt for Søren Kierkegaard har Grundtvig mere end nogen anden æren for, at vi her i Danmark har en kultur, der har blik for de menneskelige skalaforhold og livets betydningsfuldhed. Liv er et nøglebegreb for Grundtvig. Livet er ganske enkelt overvældende i sin betydningsfuldhed. Og fordi livet er grundlæggende betydningsfuldt, er alt det, man bruger livet til, også betydningsfuldt. Politik, opdragelse, uddannelse, kirke, kunst, videnskab og kultur – alt er imprægneret med betydning, fordi det er med til at give skikkelse til det liv, der leves i samfundet. Med denne altomfattende kærlighedserklæring til livet optræder Grundtvig som dansk kulturs væg til væg-tæppe.

I 1950’erne havde Information en bemærkelsesværdig bestyrelsesformand. Det var Kaj Thaning, som var præst i Båring, og som beskæftigede sig intensivt med Grundtvig. I 1963 kom hans disputats Menneske først, kristen så. Den var med sine tre bind en milepæl i grundtvigforskningen. Senere skrev han en bog, der folkeligt gengav hans synspunkter fra disputatsen. Bogens titel var For menneskelivets skyld. Denne titel rummer Grundtvig kogt ned til en maggiterning.

Lad os ønske hinanden tillykke med, at vi lever i et samfund, som ikke er så stenet, at »livet er gået i chok«, som det hedder hos lyrikeren Inger Christensen. Hemmeligheden bag Jan Gehls gennemslagskraft som byplanlægger er den samme som hos Grundtvig: en beåndet enfoldighed. Tak til Grundtvig, Gehl og rigtig mange andre.

 

Jørgen Carlsen er idéhistoriker, forstander for Testrup Højskole og medlem af Etisk Råd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu