Kronik

Hvad stiller vi op med ekstremisterne midt iblandt os?

Det liberale demokrati har i kraft af sin åbenhed og idealet om plads til forskellighed svært ved at håndtere ekstremisme. Og sætter man hårdt mod hårdt, bliver det ikke nemmere. For dér risikerer vi, at vi af frygt for de få stigmatiserer de mange
Norges statsminister, Jens Stoltenberg, ved mindehøjtideligheden efter Anders Breiviks terrorangreb i Oslo i juli 2011. 150.000 mennesker samledes i Oslos centrum, og Stoltenberg sagde i den forbindelse, at det eneste våben mod ’hjemmeavlede’ terrorister er mere demokrati og mere åbenhed.

Pål Bergstad

8. juni 2013

Gaden skal tages tilbage som modstand mod kapitalisme og gentrificering,« skriver en gruppe aktivister. Om aftenen brændes der containere af på Nørrebro.

Et par måneder før samles en lille gruppe højreradikale i påberåbt solidaritet med Nørrebros jøder, mens en noget større gruppe venstreradikale holder ’larmedemo’ i nærheden.

De holdes adskilt af kampklart politi. En vred mand (som senere dømmes) forlanger en »fuld Breivik« på Kvinfo efter at have leveret en svada mod kvindekønnet.

En dansk højreradikal bevægelse beskriver sin politiske ambition over for fremmede, der ikke følger »dansk sæd og skik«: De skal placeres på øer i lejre, som er »kønsadskilte og yderst spartansk indrettede, således at den tilbudte forplejning og underbringning svarer til gennemsnitsstandarden for det fattigste land, lejren rummer anbragte personer fra«.

Eksemplerne understreger, at politisk ekstremisme næppe er et forbigående fænomen i liberale demokratier som det danske.

Alt afhænger naturligvis af, hvad man nøjagtigt forstår ved politisk ekstremisme. Her vil vi foreslå en definition baseret på ekstremisters anstrengte forhold til det liberale demokratis to centrale ideer. Den ene idé er at se alle borgere i et samfund som lige værdifulde. Det betyder, at samfundet i videst muligt omfang bør tolerere forskelle i former for livsstil og holdninger, uanset hvor anstødelige man privat måtte se dem. Den anden idé er at acceptere legitimiteten af demokratiske beslutninger om fælles anliggender, forudgået af en oplyst samtale, hvor synspunkter og argumenter udveksles på en civiliseret måde, og hvor alle har lige adgang til at deltage. At acceptere en demokratisk beslutning som legitim betyder, at man ønsker at respektere den, selv om man er uenig.

Holdning og handling

Ekstremister kan placeres i spektrum med to dimensioner, en holdningsdimension og en handlingsdimension. På holdningsdimensionen kan ekstremister afvise demokratiets ligheds- og tolerancenormer, f.eks. når de inddeler i venner og fjender eller høj og lav efter religiøse, etniske, seksuelle eller politiske skel. Eller de kan nægte at acceptere legitimiteten af demokratiske beslutningsprocesser, hvis de f.eks. mener, at deres egen sandhed overtrumfer, eller hvis de drager en beslutning i tvivl via konspirationsteorier eller teorier om falsk bevidsthed.

Ekstremister er villige til at forfølge politiske mål eller give udtryk for deres holdninger ved mere eller mindre alvorlige afvigelser fra normen om den (fredelige) demokratiske samtale.

Dette er handlingsdimensionen, som spænder fra forstyrrelser af møder, registrering af politiske modstandere, hærværk, hate speech, chikane, politisk vold til egentlig terror, hvad heldigvis er meget sjældent.

Ingen ser sig selv som ekstrem

Vi bruger denne karakteristik af et ekstremismespektrum, dels fordi den synes at indfange et fællestræk ved højre- og venstreradikale, islamister og vrede antifeminister – for nu at nævne en ikke udtømmende liste over mulige miljøer. Og dels fordi det forklarer, hvorfor det liberale demokrati bør bekymre sig om ekstremister. Ekstremister er de, der i holdning eller handling ser sig selv i et modsætningsforhold til det liberale demokrati.

En række organisationer og bevægelser i det danske samfund kan placeres i ekstremismespektret – eksempelvis Stop Islamiseringen af Danmark (SIAD) og Antifascistisk Aktion (Antifa) på hver deres side af det politiske spektrum. Disse miljøer afviser ofte vredt at være ekstremister, og ser deres forehavende som drevet af retfærdighed eller et nødvendigt hensyn til egen overlevelse. Vreden over at blive kategoriseret som ekstremist hænger ikke mindst sammen med den negative klang, som begrebet har, og oplevelsen af derigennem at være misforstået og ekskluderet.

Flere af dem hævder at værne om demokratiet og følge demokratiske spilleregler, men samtidig kan man uden videre karakterisere dem som ekstremister på grund af deres holdninger eller deres villighed til politisk brug af f.eks. hærværk, vold og overvågning af andre.

Hverdagens ’ekkokamre’

Spørgsmålet er, hvordan et demokrati legitimt kan forholde sig til ekstremisme? Udgangspunktet er jo, at liberale demokratier værner om fri meningsdannelse, fri udveksling af information og har åbenhed og spillerum som ideal. Innovation kommer sjældent af, at folk tænker ens – og samfund har brug for kritik og har ofte rykket sig ved, at nogen har tænkt radikalt anderledes. Bevægelser som kvindebevægelsen eller demokratiet blev i sin tid set som ekstreme.

Det ironiske er, at det liberale demokrati er en styreform, der giver ekstremisme særligt gode vilkår for at trives. Et eksempel er sociale medier og internettet, som er et sublimt medie for radikalisering, hvilket for nylig er understreget i to rapporter fra PET’s Center for Terroranalyse og den amerikanske tænketank Bipartican Policy Centers.

Radikalisering foregår i fora, som i stor udstrækning er blevet hvermandseje og indlejret i hverdagsagtige handlinger, som svarer til, hvad vi alle gør på nettet: kommunikerer med venner og ligesindede på Facebook, deler videoer på Youtube, surfer efter bestemte (snævre interesser på nettet), ser videoer og chatter med folk, vi deler interesser med og har tillid til.

Disse hverdagshandlinger danner grobund for ekstremisme. Her er det, begrebet ’ekkokammer’ giver mening. Studier viser, at får man ligesindede til at diskutere et fælles emne, afskåret fra andre impulser, vil de fleste gå derfra med en mere fasttømret – i nogle tilfælde radikal – tolkning af emnet, end da de kom. Nettet har vist sig meget effektivt til at skabe sådanne ’ekkokamre’, og det er en grund til, at radikalisering sker på nettet.

Men igen: at der findes fora, hvor vi taler med ligesindede uden statsmagtens eller majoritetens kontrol, er ikke bare normalt; det er også demokratisk.

Det liberale samfunds dilemma

Den amerikanske rapport fra Bipartican Policy Center foreslår moddebat som våben mod ekstremisme: mangel på demokratisk sindelag skal imødegås med mere demokratiske sindelag. På den anden side ved vi ikke, om samtale virker. På baggrund af et dansk forskningsprojekt er der f.eks. sat spørgsmålstegn ved, om undervisning i demokrati i folkeskolen sikrer, at eleverne ikke får antidemokratiske holdninger. Overvågning kunne også bruges og bruges allerede. Men er det legitimt at overvåge de mange med henvisning til, hvad et par enkelte individer måske vil kunne gøre i fremtiden?

Og kan overvågningens indbyggede stigmatisering måske bidrage til øget radikalisering? Vi ved f.eks., at den ’sikkerhedsgørelse’, som fulgte efter 11. september, og som har understøttet et syn på islam som politisk farlig, har øget islams gennemslagskraft som identificerbar politisk identitet – også i radikaliseret øjemed.

Det er kun få, som er villige til at udføre terror eller andre aktiviteter, der går uden for demokratiets rammer. Men holdninger, som findes i handlingsparate, ekstreme miljøer, deles også ofte af mange flere; det så vi f.eks. i den danske diskussion af Breivik.

En generel forebyggende indsats kan let blive stigmatiserende over for en større gruppe, der deler et aspekt af holdningerne, men som udtrykkeligt ikke sympatiserer med handlingerne.

Så hvordan håndterer vi som samfund radikalisering på en måde, som stemmer overens med demokratiske idealer – altså overens med det, som vi ultimativt vil beskytte mod radikalisering? Hvad stiller vi op med, at radikaliseringen tilsyneladende ofte finder sted via sociale processer, som vi anser for demokratiske, helt almindelige og absolut hverdagsagtige? Kan demokratiet i sidste ende undergrave sit eget behov for mangfoldighed og sit eget demokratiske grundlag ved – af frygt for de få – at stigmatisere de mange?

 

Klemens Kappel er lektor i filosofi på Københavns Universitet. Garbi Schmidt er professor i kultur- og sprogmødestudier på RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Jongberg
  • Per Pendikel
Per Jongberg og Per Pendikel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Nielsen

"Bevægelser som kvindebevægelsen eller demokratiet blev i sin tid set som ekstreme." Dette er præcis kernen i diskussionen, hele præmissen om at folk der ikke følger normen er ekstremister er forkert. Der er kæmpe forskel på venstreradikale og højreradikale, men når filossofferne går igang forsvinder dette ud i den blå luft. I stedet for at tage udgangspunkt i at det eksisterende system er det bedste og alt andet er ekstremisme, kunne man tage udgangspunkt i hvilken type samfund disse bevægelser har som mål. Hvis man gjorde det blev det tydeligt at de fleste venstreradikale ønsker et udvidet nærdemokrati, hvor det ikke er stats- og pengemagt der bestemmer hvordan samfundet skal udvikle sig.

Simon Olmo Larsen, Karsten Aaen, Niels Engelsted, Kasper Hviid og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Jesper Wendt

Det er et velkendt middel for diktatorer at forbyde forsamlinger, folk kunne blive enige om, at der rent faktisk er noget galt.

Jesper Wendt

...og det er præcis der de sociale medier fik deres gennembrud, en åbning i et lukket system.

kontrol af nettet er antidemokratisk - grænsende til fundamentalistisk ævl. Det er netop kontrollen der vil ligitimere moddtanden.

Børge Rahbech Jensen

"Eksemplerne understreger, at politisk ekstremisme næppe er et forbigående fænomen i liberale demokratier som det danske. "

En årsag er formentlig, at det danske samfund ikke er et udpræget liberalt demokrati. Pladsen til forskellighed begrænses på flere måder. Krav om politiske indgreb suppleres med eksperters og politikeres udsagn om, hvorfor forskellighed ikke er hensigtsmæssigt. Social uro fremhæves jævnligt som en risiko ved forskellighed.

"På holdningsdimensionen kan ekstremister afvise demokratiets ligheds- og tolerancenormer, f.eks. når de inddeler i venner og fjender eller høj og lav efter religiøse, etniske, seksuelle eller politiske skel. "

I dagens Danmark udføres den opgave med stærk støtte fra de vigtigste nyhedsmedier. Ikke mindst giver danske nyhedsmediers moderne konfronterende adfærd ikke ret meget plads til forskelligheder, men kræver en skarp inddeling i to klart afgrænsede sider, der kan konfronteres med hinanden.

En helt anden åbenhed, jeg savner, og ikke er nævnt i artiklen, er åbenhed om håndtering af fx. terrorangreb og gadekampe. Ødelæggelser og kvæstelser får meget opmærksomhed, mens livets videreførelse efterfølgende ignoreres, ligesom dødsfald af naturlige årsager el. ved banale ulykker glemmes. Når mange køres på hospitaler efter attentater, fortælles intet om, hvorvidt de bliver udskrevet senere, og dødstal ved fx. terrorangreb sammenlignes ikke med befolkningstal endsige dødstal en helt almindelig dag. Det hele dækkes nærmest som samfundets undergang til trods for, chancen formentlig er stor for, at samfundet sagtens kan håndtere et relativt ordinært attentat med to bomber og hundrede kvæstede. Selv ved angrebene på World Trade Center i 2001 blev det meste af New York ikke berørt, og de to tårne er nu erstattet af en ny bygning. USAs samfund var ikke truet. Faktisk er adskillige lande genopbygget flere gange efter krige, som lagde hele byer i ruiner og ødelagde hele samfundsstrukturer.

Jeg mener, ekstremismen støttes af stærk overvurdering af risici og af nyhedsmediers forkærlighed for drama. Befolkningen mangler jo ikke ligefrem billeder til fantasier om voldsomme ødelæggelser, som vi kan identificere os med.

Philip B. Johnsen

Vi skal ikke skal behandle andre anderledes end vi selv vil behandles, alle danskere må, inden for loven i Danmark, tro, være og mene, som de vil og vi skal alle give plads til det, det er noget man skal lære inden man er fyldt 4 år.

Selvfølgelig holdes der øje med radikalisering af ekstremister.

Per Pendikel

Er det liberale demokrati ikke i sig selv ekstremt.
Men nogle få stemmers overvægt kastede den daværende regering, og Dansk Folkeparti, landets militær ind i angrebet på Irak.
Liberalismen hviler vel blot på et lovgrundlag, som netop tilgodeser behovet for normaliteten i egen handling.
Er det ikke ekstremt, at kunne tale om aktuelt fattige mennesker i Danmark?

"Så hvordan håndterer vi som samfund radikalisering på en måde, som stemmer overens med demokratiske idealer – altså overens med det, som vi ultimativt vil beskytte mod radikalisering?"

" Man kan ikke redde alle" sagde den Radikale formand Margrethe Vestager i forbindelse med de radikales fastholdelse af ændringerne i dagpengereglerne.
Er det ikke radikalisering af folketingspolitikeres angreb på nogle af de mennesker i samfundet der er længst ude i tovene.

Som ledelsen er det første, der skal kigges på i virksomheden der skranter, er politikerne det første blikket skal rettes mod, når samfundet ikke rigtig fungerer.

Kan radikaliseringen i samfundet have noget med politikerne at gøre?

Jens Thaarup Nyberg, Jens Kofoed, Henning Pedersen, Karsten Aaen, Lise Lotte Rahbek, Niels Mosbak, Per Torbensen og Bill Atkins anbefalede denne kommentar

Per Pendikel: Kan radikaliseringen i samfundet have noget med politikerne at gøre?

Tjah, indtil videre har politikerne i deres visdom pakket sig ind bag en slags mur bestående af 83 kæmpe granitsten omkring Christiansborg - forhåbningen er vel at terrorister kan se hvor bange politikerne er, så de istedet går efter civilbefolkningen.

PS, jeg skrev engang til Connie Hedegård, dengang hun var miljøminister, og foreslog hende, at der i anledningen af klimakonferencen, blev stillet kampesten op rundt om i København, som så kunne fungere som drikkevandsfontæner, der ville gøre det muligt at genfylde sin halvliters drikkevandsflaske indkøbt for ca. 20 kr. med dejligt gratis koldt kommune vand. … Sådan af miljøhensyn.

Hun svarede mig aldrig. Men når nu de 83 sten efter planen skal udskiftes med nogle enorme stensarkofager, så kan det være at de 83 granitsten bliver til drikkevandsfontæner - hvem ved?

Per Torbensen, Kristian Rikard og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Frans Kristian Randlev Mikkelsen

Som det antydes i nogle kommentarer herover, er det ikke "ekstremisterne", der er ekstreme, men det danske samfund anno 2013. Logisk set er det absurd at skelne mellem, om det er ekstremt "venstreorienteret" eller ekstremt "højreorienteret". Reelt er det ekstremt desorienteret. Men dets desorientering svarer på langt de fleste områder til de "venstreorienteredes" desorientering, ikke til de "højreorienteredes". I alle "værdipolitiske" spørgsmål er samfundet ekstremt "venstreorienteret" - abort, homovielser, syntetisk børneproduktion, religionslighed, nationsafskaffelse. Kun på det ene punkt ejerskab til produktionsmidlerne er samfundet stadig "højreorienteret". Dog ikke i ekstrem grad, da staten rager over halvdelen af BNP til sig og derefter deler det ud til sine venner, fx. Enhedslistens vælgere.

Morten Pedersen

@ Atkins "indtil videre har politikerne i deres visdom pakket sig ind bag en slags mur bestående af 83 kæmpe granitsten omkring Christiansborg "
Du håner opstillingen af de 83 sten meget, hvad mener du egentligt? At det er fint hvis Christiansborg sprænges i luften? At ingen ønsker at sprænge Christiansborg i luften?

Niels Engelsted

Hegel sagde, at når filosofferne og de lærde havde fået øje på et problem, så var det som uglen, der først drog ud, når mørket var faldet på. Problemet var allerede blevet uaktuelt. Det kommer man til at tænke på her.

Samfundets statskontrol--PET og omegn--er nu efter amerikansk forbillede blevet så omfattende, at der ikke lukkes mere ekstremisme ud (selve sprogbrugen er selv et led i magthavernes kontrol) end politiet til enhver tid tillader eller finder ønskelig. Bekymringerne er defor uaktuelle og overflødige.Borgerne kan sove roligt.

Morten Pedersen: Atkins, Hvad mener du egentligt?

Tjah, det er et godt spørgsmål, der udløser et svar der måske er mere følelsesmæssigt end egentligt rationelt - men følelser skal man ikke underkende, slet ikke i politiske spørgsmål:

Jeg synes at når politikerne har bragt Danmark i konflikt med en anden magt, uden at rådspørge befolkningen først, og tilmed har været så uforberedte på denne militære opgave, at de totalt har smadret to uskyldige landes infrastruktur og indre magtbalance, og sendt har millioner af mennesker på flugt og efterlader landene i en borgerkrigstilstand, samt har privatiseret og internationaliseret landenes indre værdier, og indsat de facto kleptokratier i landene, så virker det nærmest grislingeagtigt at beslutningstagerne pakker sig ind på denne måde, og isolerer sig fra resten af befolkningen. (Husk på hvilke kvaler Grisling har med sin samvittighed når han ikke har modet til at gennemgå de farer, som hans venner bliver kastet ud i).

Det er muligt at jeg har en romantisk forestilling omkring demokrati og værdighed, men jeg vil her citere Rune Lykkeberg:

"Den største trussel mod demokratiet kommer fra underskuddet af drama og helte. For at sætte pointen på spidsen: Den religiøse selvmordsterrorist udfordrer ikke demokratiet ideologisk. Men den religiøse selvmordsterrorist rammer en svaghed i de demokratiske kulturer, fordi de ikke tillader ridderlige ofringer af menneskeliv i en højere sags tjeneste." (Alle har ret)

set i sammenhæng med

I alle de riger og lande,
hvorhen jeg i verden fo'r,
jeg fægted med åben pande
for, hvad jeg for alvor tror.
(B.S. Ingemann)

Og som spartanerne sagde: "Bymure er for tøsedrenge" - og iøvrigt forhindre disse 83 sten ikke noget som helst. (Det sidste her er en helt rationel vurdering, ud fra de terrorangreb vi har set på det sidste).

Børge Rahbech Jensen

Niels Engelsted,

"Samfundets statskontrol--PET og omegn--er nu efter amerikansk forbillede blevet så omfattende, at der ikke lukkes mere ekstremisme ud (selve sprogbrugen er selv et led i magthavernes kontrol) end politiet til enhver tid tillader eller finder ønskelig. "

Hvor stor er den danske politistyrke? Politiet angiver selv, de har omkring 14.000 ansatte, hvoraf 11.000 er polititjenestemænd. Den er ikke så omfattende, som nogle åbenbart antager. Politiets styrke overvurderes formentlig af de, der har valgt at identificere sig med undertrykkelse for at skabe fællesskab om en fælles fjende.

Iflg. Wikipedia havde DDRs Stasi op til 91.000 medarbejdere og 200.000 informanter til 16.111.000 indbyggere, altså 6,5 gange så mange medarbejdere til tre gange så mange indbyggere end hele det danske politi.

Hvem er magthaverne, og hvem overvåger? Hvem er det, der hele tiden kræver koncensus, og gerne påpeger fejl og særheder hos andre, når det findes belejligt? Det er ikke politiet. Mit indtryk er, at undervisere på gymnasier og universiteter kræver langt mere disciplin, end politiet gør, og vi almindelige danskere overvåger og straffer hinanden langt mere, end politiet inkl. PET overvåger befolkningen. Det er sandsynligvis ikke politiet men familie, venner og kolleger, vi er bange for at blive afsløret af, fordi social udstødelse føles værre end fængsel.

De seneste fem til ti år er så kommet nyhedsmedier med hang til afsløringer til. De har endnu videre beføjelser, end politiets efterretningstjeneste har, og udfører nu kontrolopgaver, som tidligere blev udført af offentlige myndigheder. Statskassen skulle jo nødig tabe penge som følge af mangelfuld kontrol.

Henrik Darlie

Det er fint med en filosofisk vinkel på ekstremisme, men hvad med en psykologisk vinkel ? Er det f.eks. rigtigt at man kan forhindre ekstremisme/radikalisering med 'angry birds' ?

Og mht. til de 83 mystiske sten. Bunder opstillingen i psykologiske fænomener snarere end fysiske, eller kan de faktisk forhindre terrorangreb ?
For jeg har da set, at når man skal ind på pladsen med en bil, så kan stenene, tilsyneladende uden større problemer, skubbes til side.
Med helleristninger af bombebiler, terrorister, soldater og droner havde stensætningen været fuldendt, et rigtigt kunstværk, et monument for sikkerheden og den aktivistiske udenrigspolitik.
En slags kultur er der da ialtfald tale om, også uden helleristninger.

Philip B. Johnsen

De 83 granitsten kunne fungere som drikkevandsfontæner, hvor de står, og som Bill Atkins skriver "ville gøre det muligt at genfylde sin halvliters drikkevandsflaske indkøbt for ca. 20 kr. med dejligt gratis koldt kommune vand. … Sådan af miljøhensyn."

For de er symboler under alle omstændigheder, vil jeg mene.