International kommentar

Store ideer kan godt være dårlige ideer – selv i tænketankenes æra

Glem den amerikanske model. Akademikere bør stile højere end blot at agere intellektuelle figenblade for politikere
Debat
24. juni 2013

Først var der Francis Fukuyamas The End of History. Siden fik vi Malcolm Gladwells The Tipping Point og Cass Sunsteins Nudge. Tilsyneladende er de store ideer i årevis kommet sejlende til os over Atlanten. Det er svært at komme på lige så fængende paroler, der har sejlet den modsatte vej i nyere tid – det skulle da lige være Anthony Giddens’ idé om ’den tredje vej’.

Nogle mener, at det er et problem. De er bekymrede for, om Storbritannien er ude af stand til at undfange de store ideer, som politikerne kan bruge. De ønsker at forvandle akademiske tanker til realpolitik og ryste den bureaukratiske pose.

Blandt dem er Philip Blond, som for nylig skrev en kontroversiel artikel i tænketanken Chatham Houses magasin. En anden er Francis Maude, der mener, at politikere bør kunne udpege embedsmændene direkte, så statsapparatet kan blive fyldt op med nye og friske tanker.

Det amerikanske ’ideal’

Britiske embedsmænd blander sig ganske rigtigt relativt lidt med tænketankenes akademikere og policygulddrenge sammenlignet med deres amerikanske kolleger. I Washington er gårsdagens professor eller analytiker ofte morgendagens præsidentielt udpegede. Tænketanke spiller en magtfuld og fremtrædende rolle i Washingtons offentlige liv. Samfundsvidenskabelige institutter på steder som Princeton og Harvard tiltrækker ikke blot studerende, som ønsker at indgå i regeringsførelse, men også professorer, hvis værdi bliver målt ud fra deres profil i den offentlige debat.

Og fordi enhver præsident siden Harry Truman åbenbart har en ubændig trang til at blive forbundet med en doktrin, er han og hans rådgivere konstant på jagt efter det næste mantra, der kan indvarsle en æra. Skal britiske akademikere så lære at blive mere amerikanske? Spørgsmålet er snarere, om en sådan forandring overhovedet er efterstræbelsesværdig.

Ministeriets mand er måske ikke den, der ved bedst. Men ved manden fra tænketanken bedre? Jeg tvivler. For det første er analytikeren ofte ung og uerfaren og uden hverken de evner, der skal til for at udføre reel forskning eller den institutionelle hukommelse, som muliggør en dybere forståelse af, hvad baggrund vil sige.

Gennemslagskraft

Tænketanke er desuden et spøjst fænomen. De fleste er finansieret af rige mænds spendertrang og i en eller anden forstand drevet af ideologi. Det er derfor, Thatcher og Reagan i tænketankenes guldalder sendte dem i struben på deres egne embedsmænd. Der er i virkeligheden kun ét aspekt, der tæller, når det skal vurderes, hvad man får for pengene i de forskellige tænketanke, og det er indflydelse og gennemslagskraft.

Og er den slags ideer i det hele taget værd at eftertragte? Som oftest ældes de ikke ligefrem med ynde. Derudover er det svært at komme i tanke om ret mange intellektuelle, hvis bedste arbejde har været styret direkte efter målet om indflydelse og gennemslagskraft.

Som eksempel kan nævnes Princeton-professoren Anne-Marie Slaughter, der rejste fra international politik-teoriens ophøjede verden ind Washingtons hjerte for at indtage posten som leder af udenrigsministeriets politikudviklingsenhed. Efter min mening var det, som gjorde hende berømt, en noget tynd kop te sammenlignet med hendes tidligere, temmelig teoretiske artikler i professionelle tidsskrifter. Har vi virkelig brug for flere bøger af typen The Idea that is America: Keeping Faith with our Values in a Dangerous World?

Den modtog overdådig ros fra to tidligere udenrigsministre og en tidligere national sikkerhedsrådgiver, og den var ikke ligefrem en forhindring for, at Anne-Marie Slaugther senere skaffede sig et job i den første Obama-administration. Men intet af dette rokker ved det faktum, at bogens ideer er overfladiske og kortlivede.

Politikere blinde for visdom

Den seneste tids tendens til, at akademikere fra regeringens side bliver afkrævet policyrelevans eller offentlig ’gennemslagskraft’, viser rækkevidden af denne tankegang. Som måske, måske ikke kan afføde et eller andet realpolitisk produkt. Men spørgsmålet er, hvor stor skade den samtidig når at forvolde på de britiske universiteters evne til at udføre netop det, de i umindelige tider har været kendt for: forskning i verdensklasse.

I disse tider kræver både regeringen og erhvervslivet mere værdi for pengene, når de finansierer forskningen, og det gør det sværere – og så meget desto vigtigere – at insistere på, at policyrelevans kun er én blandt mange måder, hvorpå ideer kan vise sig værdifulde.

Misforstå mig ikke: de fleste intellektuelle anser det for deres opgave på den ene eller anden vis at bidrage til oplysningen og nogle gange den potentielle løsning på tidens problemer, bekymringer og dilemmaer. Hvilket er udmærket. Men at antage, at en idés kvalitet kan måles på, om beslutningstagere samler den op, forekommer håbløst indskrænket. Uhyggeligt mange politikere genkender ikke visdom, når de ser den. De kører i et afsindigt kortsigtsfikseret tempo, pisket frem af bondefangere med egne interesser.

Kenneth Rogoff og Carmen Reinhart, de to amerikanske økonomer, der befandt sig i stormens øje omkring det videnskabelige bevis for nedskæringspolitikkens effekt i eurozonen, har påstået – formentlig med rette – at beslutningstagerne bag disse politikker ville have gennemført dem uanset hvad. At deres artikel med andre ord blot fungerede som intellektuelt figenblad. Men der var en gang, hvor intellektuelle stræbte efter at tilbyde mere end blot figenblade, og dem, som fortsat gør det, bør bakkes op, ikke trampes ned.

 

Mark Mazower er historiker med speciale i det 20. århundreds Europa

© The Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her