Kronik

Syriens kollaps

To år efter den folkelige protest brød ud i Syrien, risikerer landet at gå til grunde. Et ikkeeksisterende land i hjertet af Levanten, hvor den største milits i et land af militser, krigsherrer, islamister og bander hersker. En udvikling, Vesten med dens manglende politiske vilje til at støtte en uerfaren opposition har bidraget til
Den amerikanske skuespillerinde Angelina Jolie lytter til syriske flygtningebørn i en flygtningelejr i Jordan. 
 For Syriens børn efterlader konflikten ar, som kommer til at vare hele livet, hvilket vil skabe yderligere radikaliseringsprocesser til fremtidige konflikter.

O. Laban-Mattei

Debat
24. juni 2013

Det er en besynderlig følelse at bo og opholde sig i et krigshærget land. En manifesteret følelse af psykisk og fysisk pres, der uundgåeligt påvirker dit forhold til dine omgivelser og relationer. Der dannes et konstant behov for at undslippe den armod og fortvivlelse, du dagligt er vidne til og er en del af, men som ikke nødvendigvis kan undslippes. Eller som du vil undslippe. For der opstår samtidig et skæbnefællesskab med landet. Et særligt tilhørsforhold til kulturen, konflikten og de mennesker, man kender, der dagligt kæmper for overlevelse i en konflikt, der indtil videre har kostet 90.000 mennesker livet og har drevet flere millioner mennesker på flugt.

Derfor har det også været et paradoksalt syn at følge en af de blodigste og mest brutale konflikter i Mellemøsten gennem dansk og international presse. I forsøget på at portrættere en brutal og hensynsløs diktator har medierne slugt en splittet oppositions udmeldinger og rapporter med demokratisk naivitet. Men begge sider af konflikten har en prekær, veludviklet sans for at lyve, så det driver. Samtidig med at journalister i store træk har været forment adgang til Syrien, har dette ikke givet journalister andre muligheder end at bygge deres artikler på mildest talt unuancerede kilder, hvorfor dækningen har været som Platons hulelignelse; kun en skygge af virkeligheden.Virkeligheden er, at mens krisen i Syrien eskalerede til en borgerkrig og udviklede sig til et regulært blodbad, har internationale aktører som USA og EU været praktisk talt irrelevante.

På gaderne i Homs og Damaskus er man af den opfattelse, at hvis ikke du hjælper oppositionen med at vinde konflikten, så er du ikke tilstede. Og her har Vesten fejlet eklatant. Mens EU har debatteret internt om at bevæbne oprørerne, har de ekstreme oprørere bevæbnet sig selv. Mens Vesten debatterede, om man skulle fjerne Assad fra magten, gav Rusland og Iran ham livline nok til at beholde den. Og mens EU forsøgte at formulere en politik og strategi, ændrede forholdene sig på jorden til at overflødiggøre disse.

En regional bombe

Alt imens kæmper Bashar al-Assad indædt videre. Assad har kontrol over 50.000 veltrænede og ekstremt loyale soldater under kommando af hans brutale lillebror Maher. Og et endnu større antal, men dog mindre loyale styrker låst inde i Syriens barakker. Han bliver støttet finansielt af Rusland og med våben og rådgivning fra Iran. Assad kan næsten med sikkerhed ikke vinde krigen, men han er helvedes langt fra at tabe den. I dag er Syrien skueplads for en af de største humanitære katastrofe siden den kolde krigs afslutning. Og den farligste i dens regionale dimension. Et delt Syrien vil ikke kun risikere at få Israel til at intervenere massivt ved Golan, det risikerer samtidig at destabilisere Libanon, der er skrøbeligt langs lignede sekteriske linjer som Syrien. Olierige shia-Irak, der i forvejen knapt kan holde sammen på sig selv, vil opleve en yderligere destabilisering og fattige Jordan med dets knappe ressourcer vil blive overløbet af flygtninge.

Narrativt blev til virkelighed

Da konflikten i Syrien begyndte, var det ikke en sekterisk konflikt. Det var en økonomisk protestbevægelse fra en ungdom, der ikke blot var udeladt fra politisk indflydelse, men oplevede, at en stigende korruption gjorde social og økonomisk opstigning umulig. Det var derfor med ønsket om økonomiske reformer, at folk gik på gaden og blev mødt af tomme løfter og skarpladte geværer fra et regime, der konsekvent har valgt den forkerte og blodige udvej.

I realiteten var meget få af de oprindelige demonstranter religiøse i deres udtryk. Men med Assad-regimets voldelige tilgang til konflikten, skubbede man fredelige demonstranter i armene på sunnimuslimske jihadister og åbnede dermed for en sekterisk borgerkrig.

Det sekteriske element er den virkelige katastrofe, fordi den radikaliserede oprørsbevægelse støder ikke blot de religiøse minoriteter tilbage i armene på regimet, det er samtidig en trussel mod de moderate sunnitter og en senere fred i landet. For efter Assads fald skal man værne sig mod en ny borgerkrig mellem moderate og ekstremister.

At styrets narrativ om de blodige terrorbander har overvundet sig selv og er blevet virkelighed er blot endnu et tvist til konflikten. Men det betyder, at det ikke længere er en kamp mellem ondt og godt. Om end regimet bærer en stor del af skylden for overgreb i Syrien bærer den langtfra hele skylden. Og har heller ikke hele skylden for fremtiden.

Desværre har hævnakter og forbrydelser fået momentum, og alt for mange rebeller har fået et dårligt rygte som følge af bestialske mord og krænkelser af enhver humanitet. Flere kidnapninger og mord, der intet har med konflikten at gøre, bliver udført som en løbende pointtavle, og man kan frygte, at krigen først stopper, når den sidste mand står. Alt imens bliver den almindelige syrer fremmedgjort fra begge sider og står tilbage med et simpelt ønske: at der kommer en ende på konflikten.

Passivitet er også politik

Syriens humanitære katastrofe er ikke bare hjerteskærende, den risikerer også at medføre et farvel til lov og orden i hele regionen. For Syriens børn efterlader konflikten ar, som kommer til at vare en livstid, hvilket vil skabe yderligere radikaliseringsprocesser til fremtidige konflikter. At gribe ind er den lektie vi burde havde lært fra krigene i Eksjugoslavien og Rwanda.

Men det er ikke grund nok for EU og USA, der ikke mener, at menneskeliv er nok til at indtræde militært. De er med rette forsigtige med lektien fra Irak og Afghanistan skarpt i erindringen. Med det sekteriske kaos, Assad har påbegyndt, og som sikkert vil blive hans skæbne, holder Vesten sig langt væk. Regeringsledere i Europa og specielt i USA blev valgt til at vinde økonomiske kampe indenrigspolitisk – ikke indlede nye krige i Mellemøsten. Hertil er erindringen og krigsleden for tydelig i den amerikanske befolkning.

Men at gøre intet er også en politik. Og det er her kæden muligvis hopper af. For Vesten vil blive involveret før eller senere. Hvis ikke for humanitære årsager, så fordi et disintegreret Syrien går imod alle de interesser USA – og Danmark for den sags skyld – har forsøgt at opbygge mere eller mindre elegant og vellykket: at bekæmpe terrorisme, sikre energiudbuddet, hæmme spredningen af masseødelæggelsesvåben og regional stabilitet, Syriens disintegration truer dem alle. Det er muligt, at hverken EU eller Obama vil involvere sig i Syrien, men Syrien kommer efter dem.

Det mindst ringe valg

For Syrien brænder ikke selv ud. Der skal handles. At bevæbne de moderate oprørere med våben er et dårligt valg, men det er det mindst dårlige valg. Indtil videre har strategien været at hjælpe oprørerne lidt. Men det er muligvis det værste valg, fordi det muliggør, at Assad kan blive siddende på magten, mens ekstremister på begge side kommer til at dominere slagmarken. Når udenrigsminister Søvndal (SF) afviser at støtte de moderate oprørere med våben, sker det på grund af frygten for en yderligere eskalering af konflikten og i lyset af håbet om en politisk løsning.

En alt andet lige sympatisk og forståelig tilgang fra en SF-minister, der unægteligt vil undgå at efterleve VK-regeringens fejltagelser. Men Assad har udspillet sin legitime rolle som forhandlingspartner.

Hverken i Syrien eller i Vesten er der tiltro til, at Assad kan eller vil levere politisk. I så fald ville han for længst have indfriet blot et minimum af de reformer, han havde bebudet.

Men hvem er det så, man skal forhandle med? Kapper man hovedet af regimet, står en ny Assad klar i kulissen. Argumentet om at hvis man bevæbner oprørerne, eskalerer man blot konflikten, holder heller ikke.

Våben vil uden tvivl intensivere konflikten på den korte bane, men det er blot at kigge på det stigende dødstal for at konstatere, at Syrien står i flammer og eskaleringen allerede har fundet sted.

Andreas Lunn er MA i International Relations og skriver p.t. speciale om civil-militære relationer i Syrien på Institut for Statskundskab, KU. Han har boet i Syrien tidligere i konflikten

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henrik Darlie

ævl, fra ende til anden.

Tom Paamand, Nina Nielsen, Andreas Lunn, henrik hansen, Henrik Klausen, Amir Sabzian og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Jespersen

Kommentaren bærer præg af at manden overhovedet ikke kender til de journalister som både kender landet gennem flere besøg i løbet af borgerkrigen og med lang tids kendskab til landet og regionen.Se Robert Fisk, Charles Glass, Patrick Seale, journalister fra the Guardian og Spiegel Online for nu at nævne nogle få.

http://www.independent.co.uk/biography/robert-fisk

www.charlesglass.net

www.patrickseale.com

http://www.spiegel.de/thema/syrien/

De giver da et helt andet billede end det der bliver fremmanet med at at "man" skal gribe ind. Hvad folk vil er jo også noget helt andet end det han påstår. De har generelt fået mere end nok af oprørerne og ønsker med flertal at man skal reformere landet med Assad i spidsen da alternativerne jo er alt for tåbelige.

Vesten har jo grebet ind med støtte til oprørerne og USA, UK samt Frankrig tegner jo en linje der gerne ser landet splittet og ødelagt da politkerne i disse lande jo er så ekstremt Israelorienterede -på gr. a. de lobbyer som man ike hører så megt om herhjemme.

Nina Nielsen, Henrik Klausen, Moh Abu Khassin , Niels Mosbak, Dennis Berg og Peter Jensen anbefalede denne kommentar

Niels@ Hvad er der galt med DR's, TV2's, Politikens, Berlingskes, Weekendavisens, Kristelig Dagblads, JP's og Informations dækning af stoffet (foruden 99,9% af den øvrige internationalt anerkendte presse)? Alle har korrepondenter eller skribenter og kritiske kompetente redaktioner. Virkeligheden er lige foran næsen på os og kan altså ikke ændres med kontroversielle journalister, mystiske konspirationer og kryptiske hentydninger.
Jeg kan hilse fra venner bosat i Nord-Israel og sige de helst så Assad ved magten fordi man foertrækker en "nogenlunde Psykopat-nabo" fremfor en "Koransvingende islamofacist". Under alle omstændigheder holder man missiler og store bomber parat til de angribere der måtte drømme om 72 himmelske jomfruer og en guld-stol i himlen.

Allermest foretrak man nok demokratiske, fredelige arabiske naboer,..der var til at handle med, og snakke med. men det ville desværre nok være absolut jubeloptimistisk naivitet at drømme om den slags..

Der skulle stå:
...man foertrækker en "nogenlunde fredelig Psykopat-nabo" fremfor en "Koransvingende islamofacist"..." ...
man kan bliverså ivrig på tasterne...

Læs også journalisten Patrick Cockburn, der her beretter fra Damaskus’ kristne kvarter -One Death Among 93,000. Han er på besøg hos enken efter en ældre hjemmeværnsmand, der forleden blev dræbt af morterer fra oprørerne. Den dræbte mands søster siger:

“Why does your country send weapons to Syria? Without foreign support we would finish the rebels.” She said that in the past she could walk home in the middle of the night, but now I must ask my brother to pick me up.”

http://www.counterpunch.org/2013/06/25/one-death-among-93000/

Thomas Krogh

Steen Sohn

“Why does your country send weapons to Syria? Without foreign support we would finish the rebels.” She said that in the past she could walk home in the middle of the night, but now I must ask my brother to pick me up.”

Ironien i ovenstående når man holder det op imod de massive russiske overførsler af våben til det fascistiske Assad-diktatur, går sikkert hen over hovedet på de fleste af sidstnævntes rygklappere....

Niels Jespersen

Rezzan M. "hvad er der galt med ...ddanske medier.." jo, de har aldeles ikke den erfaring som de internationalt befarne og vidt berejste journalister, som jeg gav links til.

De fortællinger vi ser i aviserne og radioen er for 99% vedkommende uden den nødvendige baggrund, som jo meget nuanceret når det gælder Syrien. det kommer ikke frem. Sammenligner man hvad der skrives af disse erfarne folk ser man enstor forskel.

Det er da interessant at du menr en ven i Israel foretrækekr Assad "frem for nogle koransvingende Islamofascister"... men deter jo heller ikke det der ligger i kortene:

USA, UK of Frankrig er jo domineret og helt ilommen på israelske lobbyer, som gerne ser Syrien svækket og reduceret til ingenting. Man støtter jo nok både de ekstreme og "de moderate" ikke sandt, via proxy i Tyrkiet (de moderate støttes her) eller Saudi Arabien og Qatar (regenterne her er selv Wahabister med den ekstreme fortolkning af Sunniislam som de ekstreme "koransvingende" Islamofascister jo står for - med USAs og de andre israelske sympatisørers bifald. Sålænge man bare kan ødelægge Syrien som man har gjort det i Irak - og gerne vil når det gælder Iran. Israelsk strategi, som vi heller ikke holdes særligt godt orienteret om herhjemme.

Niels Jespersen

@Rezzan M. Åh jeg ser lige du nu hiver en eler anden ide om at jeg ahr skrevey\t noget som skulle tyde på konsopirationsteorier - når jeg refererer til disse uafhængige og erfarne journalister. Hvorfor du menr Robert Fisk, Charles Glass, Patrick Seale og Spiegel Onlines reportager skulle være konspirationsteori går over mit hoved.

Jeg tror du gerne ser den danske uvidenhed som det du helst vil ahve folk skal forhode sig til alt andet erda "konspiartion"...

Du alder jo til slev at være en person med gode forbindelser til israelere - så må du jo kunne fortælle oslidt on hvordan den "almindelige israeler" ser på tingene. Gerne lidt objektivt uden de sædvanlige floskler om racisme og udemokratiske statsdannelser, smat hvodanr man i Israel selv mener at ahve ret til hele landet uden tanke for palæstinserne...Det ved vi jo er ren konspiration....

Det er USA, Nato, deres allierede i Mellemøsten - og deres islamistiske angrebs-køtere, der har fremkaldt Syriens kollaps, og bærer hovedansvaret for det syriske blodbad og den eskalerende flygtninge-katastrofe. Ingen tvivl om det!
Al queda terroristerne har forlængst stækket de såkaldte "moderate", sekulære, interne politiske reformkræfter - som naturligvis heller ikke kæmper væbnet side om side med disse jihad-barbarer. Selv New York Times skriver, at der ikke er nogle "moderate" oprørere at levere våben til. Få det dog ind i hovedet!
Naturligvis var der grobund for utilfredshed i Syrien. (i hvilket land er der ikke det?)
Som i andre lande, havde IMF dikteret Syrien en hård nedskæringspolitik, der havde medført en del arbejdsløshed i landet. Og oppositions-kræfterne krævede reformer, som i realiteten var mere en protest mod IMF og de magtfulde lande, der står bag den - end mod den syriske regering!
Assad-styret er naturligvis ikke perfekt (hvilken regering er det?) men har gennemført mange reformer siden oprøret startede for mere end to år siden. Og Assad har flere gange foreslået, at der bliver afholdt et valg, overvåget af uvildige observatører. Men hver gang er disse indrømmelser og tiltag blevet afvist af USA og co.
Det er ligeledes politisk luske-spil, at USA og Nato er gået med til en fredskonference i Geneve. (som de igen har udskudt)
USA, Frankrig og England har hver gang saboteret FN´s fredsbestræbelser i Syrien, så hvorfor skulle de pludselig arbejde for at etablere fred? De kunne i øvrigt den dag i morgen straks kalde deres blodhunde tilbage. Uden Nato´s og CIA´s koordinering og logistik var deres feje terrorist-kryb jo hjælpeløst. Og der kunne blive skabt fred i Syrien i løbet af få dage. - Hvorefter der kunne blive afholdt valg under observation af neutrale/ amerikanske-russiske valgobservatører.

Thomas Krogh

Per Dørup

Det er USA, Nato, deres allierede i Mellemøsten - og deres islamistiske angrebs-køtere, der har fremkaldt Syriens kollaps, og bærer hovedansvaret for det syriske blodbad og den eskalerende flygtninge-katastrofe.

Ansvaret ligger alene hos det fascistiske Assad-diktatur og dets medløbere. Ingen tvivl om det.

Som i andre lande, havde IMF dikteret Syrien en hård nedskæringspolitik, der havde medført en del arbejdsløshed i landet. Og oppositions-kræfterne krævede reformer, som i realiteten var mere en protest mod IMF og de magtfulde lande, der står bag den - end mod den syriske regering!

Hvad får dig til at tro det?

Assad-styret er naturligvis ikke perfekt (hvilken regering er det?) men har gennemført mange reformer siden oprøret startede for mere end to år siden. Og Assad har flere gange foreslået, at der bliver afholdt et valg, overvåget af uvildige observatører. Men hver gang er disse indrømmelser og tiltag blevet afvist af USA og co.

Nonsens. Selv det valg de afholdte, endte i farce da selv den Assad-godkendte opposition fik nok af svindelen.

http://en.wikipedia.org/wiki/Syrian_parliamentary_election,_2012

Styrets "valg" er præcis lige så troværdige som Hoxha's og Honecker's var i gamle dage. Utroligt at folk stadigt slikker diktaturerne op og ned af ryggen.

Hvis Assad vil sit land det godt, hvorfor går han så ikke af?

Thomas Krogh

"Hvis Assad vil sit land det godt, hvorfor går han så ikke af?"

Har du slet ikke lært noget af, hvad der efterfølgende skete med det irakiske og libyske samfund da "diktatorerne" "blev gået"?

Saddam og Gaddafi, som først og fremmest bekæmpede de interne islamister, var vel ikke værre end de andre "diktatorer" i Mellemøsten?

Thomas Krogh

Per Dørup

Har du slet ikke lært noget af, hvad der efterfølgende skete med det irakiske og libyske samfund da "diktatorerne" "blev gået"?

Jo, de blev også hængende længe efter deres sidste salgsdag....

Saddam og Gaddafi, som først og fremmest bekæmpede de interne islamister, var vel ikke værre end de andre "diktatorer" i Mellemøsten?

Næh, men det er vel heller ikke et attråværdigt mål. Assad har - som Saddam og Khadaffi - igennem ekstrem undertrykkelse næret nogle kræfter der har radikaliseret deres respektive samfund i en grad der kun kunne ende galt.

Sunni'erne i Syrien har næppe nogen grund til nogen siden at stole på Assad-arvediktaturet, efter det i Hama slagtede titusinder civile, og sidenhen har lagt et tungt låg over al opposition. Ligesom Saddam's udryddelseskampagner mod bl.a. kurderne sikrede at der altid ville være en helt fanatisk modstand mod ham i de kurdiske områder.

Niels Jespersen

@Thomas Krogh Du er vist ikke i stand til at godtage at USA, UK og Frankrig er i lommen på israelske lobbyer. Så unuanceret er virkeligheden fakttisk nogle gange.

Når det gælder Israels strategi om at ødelægge og splitte stater som Irak, Syrien og Iran så man uindskrænket kan gennemtrumfe sin vilje overfor palæstinensere og andre er der jo ingen andre end dig vistnok som nægter at se den simple sandhed i øjnene.

Obama er jo flere gange blevet helt overkørt af den israelske lobby da han prøvede at få gang i den palæstinensiske statsdannelse og ligeledes når det gælder udnævnelse af f. eks. chefen for efterretningstjenersterne i USA Freeman. I UK må alle politikere ligeledes danse efter den israelske lobby, som sidder med penge og medier som man ikke kan ignorere. I Frankrig er det måske endnu værre. Dette alene forklarer disse tre landes bestræbelser på at støtte oprørerne mod den syriske befolknings vilje og kun for at fremme Israeæls interesser. Syrien er jo en del af den Iranske "ase" som Israelerne opfatter det. Israelske lobbyister har jo dokumenteret den plan man går frrem efter som blev forfattet først i 1990erne ad amerikanske jødiske zionister "A Clean break" som den kaldes (google dette begreb). Senere blev den lanceret som strategi under Bush som begyndte med Irak under alle mulige løgnagtige påskud - de samme versioner vi ser nu i Syrien - "weapons of mass destruction", demokrati som påskud for indgriben, støtte til forskellige fraktioner i landene som så kan bekrige hinanden efter at være kunstigt sat op mod hinanden etc etc.

Man skal da vist være ret enøjet for ikke at være i stand til at se sandheden her.

Anders Feder

Per Dørup Jensen: Er der sket noget i Libyen som den brede befolkning ikke ønsker? Det kunne være interessant at se din dokumentation for.

Thomas Krogh

Niels

Du er vist ikke i stand til at godtage at USA, UK og Frankrig er i lommen på israelske lobbyer. Så unuanceret er virkeligheden fakttisk nogle gange.

Det er kun noget du tror. Det vil svare til at sige at du er helt i lommen på Assad diktaturet, alene fordi du aldrig er i stand til at kritisere det.

Dette alene forklarer disse tre landes bestræbelser på at støtte oprørerne mod den syriske befolknings vilje og kun for at fremme Israeæls interesser.

Stort set alle israelere jeg kender personligt vil hellere have Assad bliver. Helt som de havde foretrukket Mubarak i Egypten. Hvorfor retter USA/UK/Frankrig sig ikke efter det?

Kan det være - igen - at verden er lidt mere kompleks? Du er alt, alt for enøjet i dit syn på Mellemøsten.

Georg Christensen

Syriens kollaps, er kun en u udholdelig virkning af vestens politiske uvidenheders værdiløsheder. Vores politikeres evne til at demokratisere og forny en verden, som ikke fungerer, er lagt i hænderne på højtuddannede diplomatiske uvidenheder og hemmelige tjenester.

Hvis Mellemøsten lå på månen langt langt væk fra kolonimagter, onde lobbyer og andre mysti-fystiske bortforklaringer ville araberne stadig være fattige, overbefolkede og uuddannede. Rejs, læs, betragt de arabiske samfund og man vil lige så stille forstå at det er en kultur, der af en eller anden grund har hængt i bremsen ift. sin egen udvikling. Hvis pengene og tiden er begrænset kan man såmænd nøjes med at bo et par måneder i Mjølnerparken, Edgware-London eller Vollsmose.
Den arabiske verden er ved at køre sig selv i sænk, helt uden hjælp fra onde konspirationer og hemmelige planer, og de har brug for at vi hjælper dem til at udvikle sig, ellers vil millioner og atter millioner af børn vokse op i deres eget skidt (som de allerede gør i hårrrejsende grad.).
Latinamerika har for længst overhalet "Arabien" intellektuelt, økonomisk osv., ligesådan er fjernøsten titusind kilometer foran, og nu er selv Subsaharan Afrika ved at overhale den arabiske verden indenom. Syrien er et tydeligt eksempel på at den arabiske verden er på vej til sammenbrud - men retningen er kort fortalt den samme i Yemen, Gaza, Ægypten, Libyen, Irak, Jordan osv osv.

Niels Jespersen

@Thomas Krogh "Unuanceret virkeligehed" ja jeg gider ikke længere debattere med dig da du jo kun har dine ureflekterede og udokumenterede påastande om at der ikke er nogen israelsk lobby som er driveren for det vi ser i Mellemøsten, når det gælder USAs ,UKs og Frankrigs politik.

Hvorfor det hele skal være så "nuanceret" når mange troværdige og aldeles respektable politiker, statsmænd, journalister, historikere, professorer som kun vil beskrive tingenes tilstand.

USAs strategiske inetresse er såsandelig ikke at støtte Israel aldeles ukritisk og helelr ikke at lade sig spænde for den israelske lobbbys betræbelser for at "demokratisere" Mellemøsten - som påskud for at gøre det afmed de stater som israel betragter som modstandere der skal splittes og undertvinges Israels vilje. At de israelere du kender så "foretrækker Assad" er da et unuanceret og aldeles uvedkommende synspunkt når landets politik er det modsatte - Israel vil have landet splittet og ødelagt - og vil naturligvis sørge for at ekstremister bare kan bruges i den gode sags tjeneste uden afgørende at sætte sig på noget i landet. Saudi Arabien og Qatar er jo gode venner af USA, UK og dermed også brugelige for Israels hensigter, når disse stater støtter ekstremisterne. Men det kan jo altid afbalanceres når man synes det er formålstjenligt.

Du skulle google John Mearsheimer eller f. eks. se politikere og advkater samt eksembedsmænd udtale sig om de faktiske hændelser vis a vis den israelske lobby - ingen konspoirationsteorier her, bare beskrivelser af hvad der faktisk foregår:

http://www.councilforthenationalinterest.org/ er en fremragende hjemmeside organiseret af de folk som kender og beskriver det der foregår, stik imod USAs interesser om de faktiske tilstande indenfor Washingtons beltway.

Du er da velkommen til at kalde Jimmy Carter, f. eks. for en konspirationsteoretiker, når du finder ud af hvad han fortæller om de faktiske tilstande og lobbyens indflydelse....

Du behøves da ikke alle de mæskelige sider og kilder for at kunne afkode hvad israel og israelerne tænker og gør. De skriver og debaterer endnu flittigere i aviser, på gadehjørner og alle mulige andre steder end vi gør i Danmark. Der er en fri og meget lødig presse. Læs f.eks. Ynetnews.com (~politiken), Haaretz (~information) eller Jpost.com (~JP). Befolkningen og deres politikere vidste sådan set fra starten af det "arabiske forår" godt at omvæltningerne i Ægypten, Syrien osv. ikke ville give mere fred ved grænserne - men tværtimod give ufred, anarki, terror og uhyrligheder. Derfor har man nu i flere år været i gang med at pakke hele landet ind i mure, pigtråd, minefelter og missil-systemer, mens Syrien og resten af arabien lige så stille (eller hurtigt!) nedsmelter i et tiltagende kaos af fattigdom og lidelser.

Niels Jespersen

@REzzan Jaen jeg snakker om lobbyer i USA som så sandelig også debatteres i Israel mere end de diskuteres i uSA f. eks. Det er givet at Haaretz har ret megt at informere om .

Hvorfor skla du nu til at påstå at jeg ikke ved hvad "israelerne" mener når det gælder diskussionen af deres \obbyer, der virker som femtekolonner i uSA, UK og frankrig?

Det er der lyset skal drejes hen. Ikke hvad folk menr i Israel.

Næh, du, prøv lige at interessere dig lidt for det jeg skriver.

Hvorfor du menr jeg har mærkelige kilder forstår jeg ikke. Hvad er mærkeligt ved dem - er det fordi der ikke står så meget om dem i medierne normalt? De kilder jeg referer tiler de bedst orienterede og mest respekterede folk man kan tænke sig.

Lad mig nu høre hvad du mener om Jimmy carter, fhv. senatorer og kongresfolk som har kendskab til lobbyen i USA f. eks. Lad mig høre hvad du emner om John Mearsheimer og Stephen Walt som ahr dokumenteret den Israelske Lobby og haft mange virkeligt gode udvekslinger i Israel om dette emne - meget bedre modtaget der end i USA! Hvor de som alla andre der jkritiserer lobbyen bliver stemplet og tilsvinet -- netop en grund til at journalister ike skal røre ved sagen da de ved det ksoetr jobbet og en fyreseddel.

Du mågerne kommentere de begivend\heder som der findes hundredevisfa u\i USA hvor man indædt tilsviner folk og får medierne til at makke ret - på samme måde som man intimiderer politkerne, vhos de skulle få planer der går på tværs af lobbyen..

Nina Nielsen

i begyndelsen af maj besøgte en fredsdelegation med deltagelse af delegater fra mange lande Syrien.

Delegationen fortæller om samtale med syrere fra alle dele af det syriske samfund - kristne, sunnier, alawitter - flygtninge i flygtningelejre i Libanon - røde kors repræsentanter - intern poltitisk opprosition:

Fredsdelegationen beskriver, at syrere fra alle dele af samfund ønsker fred og dialog uden udenlandsk intervention:

Her er rapporter fra fredsdelagtions møde med syrere - med gengivelse af syreres ønsker om fred uden udenlandsk intervention i Syrien:

http://intersol.dk/intersol/globalt/3275/vejen-til-damaskus

http://www.transcend.org/tms/2013/05/dispatch-1-from-the-mussalaha-deleg...

http://australiansforreconciliationinsyria.wordpress.com/nobel-peace-lau...

http://www.peacexpeace.org/2013/05/listen-to-all-syrian-voices/

Disse rapporter fortæller samstemmende om syreres rædsel over væbnede jihadisktiske oprørere fra mere end 30 fremmede lande - betalt og bevæbnet af Qatar og Saudiarabien - som spreder død og ødelæggelse og frygt overalt i det ellers fredelige religiøst mangfoldige og tolerante syriske samfund - syrere på tværs af religioner og på tværs af politiske partier er så trætte af fremmede oprøreres hærgen i Syrien - syrere ønsker fred uden udenlandsk intervention.

Emil Eiberg-Jensen

Hvordan kan Institut for Statskundskab, KU give en titel af MA i International Relations til en studerende,
når vedkommende tilsyneladende ikke er i stand til at skitsere de mest elementære demografiske forandringer i et land hvis problemer han forsøger at skitsere?

Syrien har 5 doblet sin befolkning på kun 52 år.
Befolkningen er vokset fra fra 5 mio i 1960, til 26 mio i 2012.
Hvilket vel for de fleste iagttagere vil stå som et ret alvorligt problem i et land præget af historisk konkurrerende etniske og religiøse befolkningsgrupper.

Oven i dette er der så virkningerne af den globale økonomiske krise...

For ikke at tale om de prisstigninger på globale fødevarer og energi som den økonomiske succes i Fjern-Østen har ført med sig.

Og hvordan kan avisen Information bringe en mangelfuld artikel om udviklingen i Syrien uden selv at orientere sine læsere om disse mest basale samfundsmæssige forandringer, - og aktuelle økonomiske omstændigheder, - i Syriens nyere historie?

Morten Pedersen, Andreas Lunn og Nina Nielsen anbefalede denne kommentar

Emil@ Du har ret ... men også uret; fordi du stiller urimelige krav.
Man kan ikke beskrive Syriens historie og forhold ned til mindste detalje hver gang man vil beskrive de frygtelige grusomheder der udfolder sig lige foran vores hoveddør. Man kunne også have ønsket sig at alle skrev (eller alle bare vidste) at Syrien blev etableret i 1946 af UK, Frankrig og Rusland (mens USA så vidt jeg husker historiebøgerne kritiserede løsningen for bare at føre til sekterisk krig!!). Man burde også skrive om den undertrykkelse og de massakrer Assad-familien tidligere har udført på befolkningsgrupperne for at holde dem lydige. Om alle terrororganisationerne man har givet husly og financieret gennem årtier, eller om de-factobesættelsen af Libanon; eller om det syriske atomprogram som (heldigvis) blev bombet i 2007(?), om det kemiske våbenprogram som vi kun har set en lille flig af; osv osv. Det syriske regime er en frygtelig ting som vesten forståelig nok gerne ser på historiens mødding; tilsyneladende også selv om efterfølgerne sandsynligvis bliver en samling koransvingende islamofacister. Jeg synes bare det er trist for de syriske civile, og en usikker situation for Syriens naboer.

Viggo Okholm

Jeg er uvidende som sådan om Syrien og dets historie,blot ved jeg gennem flygtninge fra Libanon at Syrien i den grad stod bag Hizbollah,som jo bestemt ikke var"rene" Storpolitik og allianser uanset om det er USA/ Israel eller Rusland med deres støtter
som blander sig.
Problemet er jo når en magthaver uden ren folkelig opbakning bliver presset omkring reformer og medbestemmelse ikke mindst i en krisetid og så magthaver(e) klæber sig til egen ufejlbarlighed for at undlade demokratiske forandringer.Assad var for hurtigt ude
med geværløbene og konspirationsteorier om baggrunden for et oprør,og da oprørerne ret hurtigt tog voldelige oprørere ind i flokken tændte man for den ulykkelige situation som nu hersker og som ingen kan eller vil ud af medmindre at den almindelige befolkning kan finde sammen og gennem fredelige protester kan sige nu er det nok.
Men indlæggene her viser jo desværre også at der er to som giver hver sin side hele skylden,Razzan og Niels Jespersen,og de har vel begge også en smule ret.
Men for lille uvidende naive jeg,findes der kun en vej:hjælp uden våben og vedblivende fokus på en fredskonference hvor alle parter høres.

Hej Viggo; Assad er skyldig og det er de islamistiske tosser for den sags skyld også. De sekulære, demokratiske, moderne repræsentanter for oprøret er ved at drukne (eller er alleerde druknet) i det kaos der hersker. Og "hjælp uden våben og forhandlinger" lyder jo meget artigt, men holder ikke i en Mellemøstlig kontekst hvor den stærkeste kalif altid har undertrykt eller myrdet de svagere klaner. Det svarer til at have insisteret på en forhandlingsløsning med Hitler, eller Milosevic - og vil kun betyde at tiden går med klassisk EU-snik-snak mens de civile massakreres i et kaos af blod, voldtægter og tortur.

..og sidste nyt : Russerne har angiveligt rømmet deres militærbase i den syriske by Tartus (i det alawitisk-dominerede område). Det er meget "fishy" hvorfor de gør det nu når Assad ellers tilsyneladende har overtaget i konflikten.... ved de noget vi ikke ved endnu? Vi må se i den kommende tid.....

Thomas Krogh

Rezzan

..og sidste nyt : Russerne har angiveligt rømmet deres militærbase i den syriske by Tartus (i det alawitisk-dominerede område). Det er meget "fishy" hvorfor de gør det nu når Assad ellers tilsyneladende har overtaget i konflikten.... ved de noget vi ikke ved endnu?

Russerne er ikke dumme. De stoler en del mere på deres egne efterretningskilder, end Assad-diktaturets udgave af "Komiske Ali"....

Thomas
Du har ret i at Assad-medierne er ren AndersAnd; men derfor er den tilsyneladende tendens alligevel at Assad har det militære overtag idet han har indtaget Qusair, og en stribe små byer i fremrykningen mod Aleppo der er delt mellem partnerne.

Niels Jespersen

@Viggo Okholm Jeg giver ikke nogen side "skylden" eller er for den sags skyld partisk.

Jeg har sat mig ind is agerne gennem mange års bekendtskab med de kilder som findes herunder de bedste internationale journalister og eksperet.

Hvorfor tror f. eks. du at jeg giver noge "skylden" ? Venligst påpeg hvor der står noget du mener er ensidigt og forkert.

Du skulle læse følgende - gerne med de bøger som er skrevt af de tre førstnævnte - som alle har rejst rundt dernede i årtier, har indgående kendskab til det der foregår, og ikke mindst har været på besør flere gange i syrien under borgerkrigen. Både på Assadkontriolleret område og oprørernes ditto.

www.patrickseale.com har mange artikler her - suppleret med de mest dybtgående og letlæste bøger om Syrien - anbefalet i Haaretz den førende israelske avis.

www.charlesglass.net -

med mange artikler - oghenvisning til bøger - om Syrien skrevet af den ammerikanske fhv. NBC Chief News korrespondent for ABC News - den store amerikanske fjernsysnsstation.

whttp://www.independent.co.uk/biography/robert-fisk

artikler af den store journalist Robert Fisk, som nu skriver for den uafhængige britiske avis the Independent. Han har gennem mange årtier har rejst rundt i Mellemøsten, og rejsttil områder sok kolelgerne ikke kommeer til. Hans bøger er også et fantastisk dokument om det der sker helt fra den Iranske revolution, Golfkrig , Afghanistan. Irak og nu Syrien og Iran

Emil Eiberg-Jensen

Er det ikke et problem hvis Syriens etniske grupper og klaner fører krig mod Syriens regering...
hvis de forhold som Syriens etniske grupper og klaner beskylder Syriens regering for at være skyld i...
i virkeligheden mest har rod i de etniske grupper og klaners egen overbefolkning...
- tilsat virkningerne af den globale økonomiske krise fra 2007/8...
- og prisstigninger på globale fødevarer og energi som den økonomiske succes i Fjern-Østen samtidig har ført med sig.

Syriens regering og præsident Assad,
1.
har jo ingen indflydelse på de etniske grupper og klaners befolkningstilvækst...
(- som tilsyneladende skyldes en nedarvet sociologisk strategisk praksis med at få så mange børn som muligt...)
2.
den globale økonomiske krise...
3.
eller stigninger i priser på globale fødevarer og energi der skyldes stigende efterspørgsel fra Østens industricentre...

Der ville det vel bedre at beskrive de vestlige samfundsforskere og økonomers iagttagelser for de stridende grupper i Syrien...

så de kan bilægge deres stridigheder og begynde at løse deres problemer i samarbejde med hinanden, deres naboer og Internationalt...

Anders Feder

Emil Eiberg-Jensen: Hvad er det du vrøvler om? Siger du at Assad er blevet fascist pga. befolkningstilvæksten?

Thomas Krogh

Emil

Er det ikke et problem hvis Syriens etniske grupper og klaner fører krig mod Syriens regering...
hvis de forhold som Syriens etniske grupper og klaner beskylder Syriens regering for at være skyld i...
i virkeligheden mest har rod i de etniske grupper og klaners egen overbefolkning...
- tilsat virkningerne af den globale økonomiske krise fra 2007/8...
- og prisstigninger på globale fødevarer og energi som den økonomiske succes i Fjern-Østen samtidig har ført med sig.

Selvfølgelig spiller økonomi en rolle, men der har styret jo - også - fejlet. Da Assad Jr trådte til i 2000 lovede han jo reformer, pluralisme og hele dynen, men i realiteten fortsatte han blot faderens modbydelige fascisme. Han gjorde intet for at imødekomme krav om demokrati - ikke engang egne begrænsede løfter ville han indfri - han gjorde intet for at række ud til de folkegrupper der havde lidt mest under Assad Sr's undertrykkelse, herunder kurderne og det store sunni-flertal, der mere end nogen andre hader styret. Og de økonomiske reformer han initierede var for små, for forsinkede og for ligegyldige.

Syriens fremtid bliver på den ene eller anden måde en fremtid uden Assad's fascistiske diktatur. Så jo længere det bliver siddende, og jo længere hans medløbere ukritisk bakker ham op, jo længere varer konflikten.

Niels Jespersen

Som supplement til ovenstående bemærkninger om Assad og hans styre - herunder mangel på reformer, mangel på det ene og mangel på det andet:

1. Det påstås at der er tale om fascisme. Det er hel forkert. Assads styre er socialistisk af ideologi, med diverse sideforgreninger som favoriserer nogle. Men der er genemført store jordreformer, for længe siden, som de store jordejere jo aldrig har tilgivet regimet, og der er også sunnigrupper som er tilhængere af styret. Man kan ikke stille det op - som man gør i pressen - at der er tale om sunnitroende mod andre former for troende. Landet har længe været sekulært, og haft utroligt gode relationer mellem religionerne i lang tid. Det muslimske broiderskab har før forsøgt sig med en islamisk revolte, sm blev knust og lederne er så flygtet til udlandet, hvor de i dag iprøver at få indflydelse i alndet igen. Det har de ikke da deres base er forsvundet. Også Assads egne Alawitter - som ikke er sunnier - har mange fattige, som ikke er favoriseret. Mange i middelstanden støtter ham uden skelen til hvilken religion de tilhører. Der er et udmærket uddannnelsessystem. osv osv.

2. Angående Syriens fremtid, hvor mange skråsikkert er sikre på at det bliver en fremtid uden Assads diktatur, ja så er det da langt fra sikkert. Befolkningen som helhed foretrækekr bestemt at der bliver ro og efterhånden er flertallet faktisk svunget over til at støtte styret, da landet ellers vil ødelægges. Styret har jo store ressourcer og er faktisk bygget op til at modstå en borgerkrig som vi nu ser. Den tyske efteretningstjeneste, BND, er ifølge Det tyske Spiegel Online komemt til den konklusion at styret kan generobre områder mod syd og vest med en ny militær strategi, som vi jo har set resultere i store nederlag til oprørerne. Vi hører nu ikke så meget om den i dansk presse....

Se :http://www.spiegel.de/international/world/german-intelligence-believes-a...

Se her lidt om befolkningen i Aleppo f. eks. og bemærk hvordan man reagerer på oprørerne.

http://www.charlesglass.net/archives/2012/12/there_is_no_nob.html

http://www.charlesglass.net/archives/2012/11/aleppo_how_syri.html

Emil Eiberg-Jensen, Per Dørup og Nina Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Jespersen

En kort fortælling om hvordan det kom så vidt med Syrien siden oprøret startede findes her:

http://www.agenceglobal.com/index.php?show=article&Tid=2840

With hindsight, it can be seen that President Bashar al-Asad missed the chance to reform the tight security state he inherited in 2000 from his father. Instead of recognising -- and urgently addressing -- the thirst for political freedoms, personal dignity and economic opportunity which were the message of the ‘Damascus Spring’ of his first year in power, he screwed the lid down ever more tightly.

Suffocating controls over every aspect of Syrian society were reinforced, and made harder to bear by the blatant corruption and privileges of the few and the hardships suffered by the many. Physical repression became routine. Instead of cleaning up his security apparatus, curbing police brutality and improving prison conditions, he allowed them to remain as gruesome and deplorable as ever.

Above all, over the past decade Bashar al-Asad and his close advisers failed to grasp the revolutionary potential of two key developments -- Syria’s population explosion and the long-term drought which the country suffered from 2006 to 2010, the worst in several hundred years. The first produced an army of semi-educated young people unable to find jobs; the second resulted in the forced exodus of hundreds of thousands of farmers from their parched fields to slums around the major cities. Herders in the north-east lost 85% of their livestock. It is estimated that by 2011, some two to three million Syrians had been driven into extreme poverty. No doubt climate change was responsible, but government neglect and incompetence contributed to the disaster.

These two factors -- youth unemployment and rural disaffection -- were the prime motors of the uprising which spread like wildfire, once it was triggered by a brutal incident at Dar‘a in March 2011. The foot-soldiers of the uprising are unemployed urban youth and impoverished peasants.

Could the regime have done something about it? Yes, it could. As early as 2006-7, it could have alerted the world to the situation, devoted all available resources to urgent job creation, launched a massive relief programme for its stricken population and mobilised its citizens for these tasks. No doubt major international aid agencies and rich Gulf countries would have helped had the plans been in place.

Instead, the regime’s gaze was distracted by external threats: by the Lebanese crisis of 2005 following the assassination of Rafic Hariri; by Israel’s bid to destroy Hizballah by its invasion of Lebanon in 2006; by its attack on Syria’s nuclear facility in 2007; and by its bid to destroy Hamas in its murderous assault on Gaza in 2008-9.

From the start of Bashar al-Asad’s presidency, Syria has faced relentless efforts by Israel and its complicit American ally to bring down the so-called ‘resistance axis’ of Tehran-Damascus-Hizballah, which dared challenge the regional dominance of Israel and the United States.

Syria had a narrow escape in 2003-4. Led by the Pentagon’s Paul Wolfowitz, the pro-Israeli neo-cons embedded in President George W. Bush’s administration were determined to reshape the region in Israel’s and America’s interest. Their first target was Saddam Hussein’s Iraq, seen as a potential threat to Israel. Had the United States been successful in Iraq, Syria would have been next. Neither Iraq nor the United States has yet recovered from the catastrophic Iraqi war, of which Wolfowitz was the chief ‘architect’.

Frank Hansen

Obama administrationen har foræret det nye styre i Ægypten 20 F16 jagere og 200 Abrams tanks på trods af den bestyrtelse, som beslutningen har forårsaget i den amerikanske kongress. Det er våben, som en dag måske vil blive vendt mod Israel, og som betalt af amerikanske skatteydere frit og kvit stilles til rådighed for Morsi styret. Det er sket på trods af protester fra Israel og den så charmerende omtalt jødiske lobby i USA? Det hænger ikke rigtigt sammen med påstande om, at den amerikanske administration skulle være i lommen på Israel.

Anders Feder

Niels Jespersen:

Konflikten i Syrien startede som fredelige demonstrationer. Assad svarede igen ved at likvidere demonstranterne og sende tanks på gaden. Hvis det ikke er facisme, så vil jeg ikke vide hvad du mener der er facisme.

Thomas Krogh

@Niels Jespersen

Jeg tror det rigtige at sige er at Syrien er socialistisk på papiret. Reformer og realiteter giver et lidt andet indtryk. Jeg har tæt tilknytning selv til landet, da min ex-mand var udstationeret dernede over mange omgange og jeg selv rejst meget i landet og havde mulighed for at følge reformer og ændringer på tættere hold. Baathpartiet er i sin oprindelse pan-arabisk-socialistisk men det er med nogle kendetegn som ikke er traditionelt socialistiske, i hvert fald ikke i vores øjne. Ejerskab til jord var (og er?) privat og en kilde til en stor del af klassedelingen i landet. Om det så er "fascistisk" i stedet for, så nej heller ikke i den traditionelle europæiske forstand men en politistat ja, ubetinget.

Jeg er måske heller ikke helt enig i beskrivelsen af Syrien som et sekulært samfund - hvis det er ud fra vores målestok. Mere sekulært end fx Iran men med en væsentlig større religiøs indflydelse end vi normalt forstår ved "sekulært" med vores vestlige briller. Men helt sikkert også før i tiden med en større åben religiøs variation og tolerance end i fx Iran eller Saudi.

Du undervurderer dog de religiøse og økonomiske spændinger, eller rettere det forhold at de to ting forstærkede hinanden fordi det høj grad ramte samme grupper. Det er rigtigt at der var fattige alawitter også men toppen af samfundet var fuldstændigt domineret af alawitterne i en grad der næste gjorde det til et kastesystem. Jo der var kristne, kurdere og sunnimuslimer på vigtige poster hist og her men i alle væsentlige træk kunne jeg næsten hver gang før jeg skulle møde folk rundt om i landet gætte deres baggrund bare på grund af deres stilling. De slog meget sjældent fejl.

Og ser man på det ulykkelige land og det ulykkelige befolkning nu, så er brudfladerne næsten lige så entydige. De sunnimuslimer jeg kendte er stort set alle modstandere af Bashar Assad mens alawitterne og de kristne (de to jeg kendte) hellere ser ham ved magten end oprørerne. Det skal dog siges at mange af dem jeg kender stadigt bor i Syrien og ikke vil udtale sig af frygt for repressalier. Ingen af parterne i konflikten har nogen som helst skrubler ved at dræbe eller torturere "mistænkelige" og jeg tror ikke en skid på de historier jeg hører fra Syrien, der kommer fra 2. eller 3. part. Begge sider lyver så stærkt som en hest kan rende.

Godt. Det er trættende at høre folk slynge om sig med begrebet fascisme, når de ikke engang kender begrebets indhold.
Hvad angår ovennævnte som Niels Jespesen refererer til, mangler forfatteren lige at sætte Syriens økonomiske situation i en international kontekst. I Syrien - som i mange andre lande - krævede og kræver IMF en streng strukturtilpasnings-politik, dvs. nedskæringspolitik i den offentlige sektor, som medførte og medfører en relativ høj arbejdsløshed, og dermed utilfredshed i befolkningen (som jo ikke har noget der ligner et relativt velfærdssystem som for eksempel de nordiske lande)

Thomas Krogh

@Per Dørup Jensen

Jeg tror du har fat i noget væsentligt der. Nogle af de reformer der blev indført var som at hælde benzin på et allerede ulmende bål, fordi de alt overvejende ramte de mennesker der i forvejen havde mindst og som i forvejen var marginaliserede.

Anders Feder

Per Dørup Jensen: Jeg kender udmærket begrebets indhold. Assad er fascist. At du støtter mord på fredelige demostranter, det er så hvad det er. Men det er ikke noget som civiliserede mennesker kan billige.

Nina Nielsen

"En intervention strider mod folkeretten. Man kan ikke bare overfalde andre lande... En militær intervention vil derudover anrette mere skade end gavn. Man kalder det en humanitær intervention, men det er en sproglig voldtægt. Man kan ikke nedkaste bomber af humanitære grunde. Bomber rammer også altid civile," siger den tyske Syrien-kender og journalist Jürgen Todenhöfer i artikel i Information den 7. juni 2013:

"Hvis der var tale om en folkelig opstand mod en diktator, ville Assad for længst være styrtet."

"Det hævdes..., at oprørerne ønsker demokrati. Blandt rebellerne er der ingen relevante grupper, der kæmper for demokrati. For fire-fem uger siden talte jeg med en leder i Den Frie Syriske Armé. De ønsker alle et kalifat." fortæller Jürgen Todenhöfer:

http://www.information.dk/462954

Qatars og Saudiarabiens oprørshær i Syrien, støtter kalifat - ikke demokrati - i Syrien - kan man læse i artikel i Information den 6. juni:

Al-Qaedas chef til oprørere i Syrien: Kæmp for kalifat:

http://www.information.dk/telegram/462842

Støtte til syrere må være at lytte til og respektere deres ønsker om fred, dialog, forsoning - uden intervention af fremmede jihadistiske oprørere betalt af Qatar og Saudiarabien - som kun spreder død og ødelæggelse og frygt i Syrien.

Syrere på tværs af religiøse og politiske skillelinjer internt i Syrien ønsker fred og forsoning - uden intervention udefra - de er trætte af krig og ødelæggelse - lad os støtte fredsforhandlinger, som syrere ønsker!

http://australiansforreconciliationinsyria.wordpress.com/nobel-peace-lau...

Niels Jespersen

@ Anders Feder

Du har et ret firkantet indtryk af begivenhederne. Eksperten Patrick Seale som du skulle tage at læse har mange aldeles kompetente og indsigtsfulde artikler og ser anderledes på det.

Han mener Assad var uopmærksom - og ikke greb ind overfor de voldelige metoder som de lokale myndigheder brugte før det var gået alt for vidt. Men at sige at Assad bare beordrede disse ting er ikke rigtigt.

http://www.agenceglobal.com/index.php?show=article&Tid=2840

Du overser også de to væsentlige ting Patrick Seale fortæller:

Nemlig at de udløsende faktorer var arbejdsløshed blandt unge (der har været noget af en befolkningseksplosion ) og langvarig tørke, som har drevet 3 millioner syrere ud i ekstrem fattigdom uden at regimet greb ind i flere år!

Du tager derfor fejl når du mener at det var "oprør mod regimets hårdhed og brutalitet" som fandt sted. Noget man ser gentaget mange steder i medierne for at forsvare indgriben udefra. Men det tjener kun Israels interesser som Patrick Seale jo meget fint analyserer, også i i andre artikler, med påpegning af proxyaktørerene USA, UK og Frankrig.

Her er forklaringen på begivenhederne der førte til oprøret:

Suffocating controls over every aspect of Syrian society were reinforced, and made harder to bear by the blatant corruption and privileges of the few and the hardships suffered by the many. Physical repression became routine. Instead of cleaning up his security apparatus, curbing police brutality and improving prison conditions, he allowed them to remain as gruesome and deplorable as ever.

Above all, over the past decade Bashar al-Asad and his close advisers failed to grasp the revolutionary potential of two key developments -- Syria’s population explosion and the long-term drought which the country suffered from 2006 to 2010, the worst in several hundred years. The first produced an army of semi-educated young people unable to find jobs; the second resulted in the forced exodus of hundreds of thousands of farmers from their parched fields to slums around the major cities. Herders in the north-east lost 85% of their livestock. It is estimated that by 2011, some two to three million Syrians had been driven into extreme poverty. No doubt climate change was responsible, but government neglect and incompetence contributed to the disaster.

These two factors -- youth unemployment and rural disaffection -- were the prime motors of the uprising which spread like wildfire, once it was triggered by a brutal incident at Dar‘a in March 2011. The foot-soldiers of the uprising are unemployed urban youth and impoverished peasants.

Could the regime have done something about it? Yes, it could. As early as 2006-7, it could have alerted the world to the situation, devoted all available resources to urgent job creation, launched a massive relief programme for its stricken population and mobilised its citizens for these tasks. No doubt major international aid agencies and rich Gulf countries would have helped had the plans been in place.

Instead, the regime’s gaze was distracted by external threats: by the Lebanese crisis of 2005 following the assassination of Rafic Hariri; by Israel’s bid to destroy Hizballah by its invasion of Lebanon in 2006; by its attack on Syria’s nuclear facility in 2007; and by its bid to destroy Hamas in its murderous assault on Gaza in 2008-

Niels Jespersen

@ Pia Madsen

Det er glædeligt at høre din historie baseret på førstehåndskendskab til personer i Syrien. Dine betragtninger stemmer meget godt med det somPatrick sEale og Charles Glass siger på deres fine hjemmesider med mange artikler som kan genfindes over årtier her:

wwww.patrickseale.com
www.charlesglass.net

Jeg tror ogsåp du vil være enig i at flertallet dernede hellere vil have fred uden oprør - med assad ved magten endda, hvis det ikke akn være anderledes - end borgerkrig hvor folk jo udmærket ved havd der skete i Irak takket være indblanding udefra.

Som Patrick Seale og Charles Glass siger - der ikke behov for våben til oprørerne da de ikke kan vinde men kun slide landet i stykker i mange mange år med aldeles ødelæggende følger. Dertil kommer at de for spliittede - igen noget som folk tager i betragtning. Som en mand sagde i den besatte provinshovedstad - jeg husker ikke navnet - før var vi besat af Assad nu er vi besat af oprørerne (der var enddda tale om flere grupepr både ekstreme og mere moderate FSA grupper) Uden at der kommer nogen klar vinder. Helt i Israels interesse med velvillig bistand fra USA, Tyrkiet, UK, Frankrig, Qatar og Saudi Arabien.

Thomas Krogh

@Niels Jespersen

Jeg tror rigtigt mange, selv blandt sunnimuslimerne vil gøre meget bare for at få fred men for mange af de sidste vil "fred" i sig selv være et interregnum mellem konflikter hvis den nuværende regering fortsætter. Og dem der har været mest og længst marginaliseret vil slet ikke freden før regeringen er væk. Man skal forstå hvor dybe kløfterne var blevet i Syrien for at forstå hvad der sker. Jeg har en god syrisk ven der er druser og som i dag bor i Libanon (man hører ikke som meget om druserne, men der er faktisk et ikke ubetydeligt antal af dem i både Syrien og Libanon) og han sammenligner det der sker i Syrien med den russiske revolution. Ikke fordi man kan strække analogien helt men fordi oprørerne i takt med at konflikten varer ved vil blive mere og mere stålsatte på at feje alle rester af regeringen til side og fordi de som sådan ikke behøver et stort flertal bag sig, bare de har tilstrækkeligt mange tilhængere der har et tilstrækkeligt had til det gamle system. Og jeg tror den model med de religiøse forbehold beskriver Syrien bedre end mange af de andre jeg har hørt.

Jeg har læst linket fra AgenceGlobal og det beskriver meget godt en del af de erfaringer jeg har og har hørt på 1. hånd men det undervurderer situationen før 2006. Vi var i Damaskus i et par måneder i 2005 og der var der voldsomme spændinger i hele samfundet. Libanon gennemløb sin "cedar revolution" i de måneder og selvom den syriske regering prøvede at styre alle informationer så vidste alle hvad der foregik og mange spurgte sig selv hvorfor det kun var libaneserne der skulle have et ånderum og en mulighed for at udfordre status quo. Vores nabo sagde dengang at "Syrien var som en knastør pinjelund som regeringen vander med petroleum". Underforstået at hvis først den rette gnist kom så ville det hele eksplodere. Og årene derefter, som linket rigtigt siger, fortsatte bare den vanding indtil "gnisten" kom i 2011.

Der er ingen tvivl om at der er mange der fisker i rørte vande - ligesom der var mange udenlandske aktører der stak næsen i den russiske revolution - men konflikten skal grundlæggende forståes og løses ud fra de forhold og parametre der har plaget Syrien i mange årtier.

Emil Eiberg-Jensen

Set gennem et almindeligt samfundsvidenskabeligt analyseapparat,
er det de traditionelle historisk konkurrerende etniske og religiøse befolkningsgruppers tradition med at få mange børn i gode tider,
der sammen med etableringen af transportnet og opnåelsen af forsyningssikkerhed er skyld i den ekstreme befolkningsstigning i Syrien fra 5 mio i 1960, til 26 mio i 2012.

Vi hører at Syrien fra 2006 til 2010 har været ramt af den værste tørkekrise i flere 100 år.
Tørken har medført at hyrder i det nordøstlige Syrien har mistet 85% af deres husdyr, og overalt i Syrien er hundredtusindvis af landmænd og deres familier flygtet fra deres udtørrede marker til slumkvarterer omkring de større Syriske byer.

Derudover er forhold i især USA og Kina skyld i henholdsvis:

1.:
USA - den globale økonomiske krise fra 2007/8.
og
2.:
Kina - de prisstigninger på globale fødevarer og energi som den økonomiske succes i Fjern-Østen har ført med sig.

Disse 2 forhold giver selvfølgelig USA og Kina et stort ansvar for at være med at rette op på følgerne af deres politik i Syrien.

USA og Kina bør sammen med FN gå sammen om at etablere en infrastruktur og et erhvervsliv der dels kan bære bære syrien gennem kriserne.

og dels etablere Syriske pensionssystemer,
og en familie planlægningspolitik,
der kan nedbringe den store befolknings forøgelse som har haft frit spillerum i 52 år...

Nina Nielsen

2 år før det arabiske forår var det planlagt at lade utilfredshedsgnist i Syrien eksplodere i borgerkrig ved hjælp af udenlandsk betalte og bevæbnede jihadistiske oprørere - som det skete fra marts 2011 - det fortæller den tidligere franske udenrigsminister Roland Dumas i interview i libanesisk tv LCB den 12. juni 2012 - her videoklip på 1.35 min herom:

http://www.youtube.com/watch?v=5vz5EKlI3fQ

Og her artikel i Global Research den 15. juni herom:

Former French Foreign Minister: The War against Syria was Planned Two years before “The Arab Spring”:

http://www.globalresearch.ca/former-french-foreign-minister-the-war-agai...

Der var demonstrationer i Syrien i marts 2011 imod stigende arbejdsløshed og imod høje priser på mad og- efter stramninger i statsbudget i Syrien bestemt af IMF - som der nu er demonstrationer i Grækenland og i Brasilien.

De almindelige syriske demonstranter ønskede økonomiske og demokratiske reformer - efter undtagelsestilstand på grund af kriser i omkringliggende lande

Niels Jespersen

@Nina Nielsen

Det du siger om udenlandsk indblanding som kom allerede i April 2011 via støtte fra USA til oprørere organiseret på en tyrkisk NATO base kan du finde beskrevet her - af den berømte whistle blower Sidsel Emdonds, som henviser til de lokale kilder hun kender i Tyrkiet (tyrkiske aviser bragte nyheden!) og efteretningstjenesterne. Men det ser man jo ikke i main stream medier som ignorerer det.. Hun har også kortlagt hvordan USA sy\tyrer et netværk af ejstreme muslimer i Kaukasus og Asien - via tyrkiske mellemmænd i form af nogle koranskoler med global udbredelse... for ikke at glemme Al Qaeda som USA jo støttede før 2001 og i nogen grad ogs efter 2001 nåd det tjener USAs interesser!

Se f. eks her:

http://www.boilingfrogspost.com/tag/exposing-msm/

og senere videoer med interviews på Youtube om netværket som USA organiserer:

http://www.boilingfrogspost.com/2011/01/06/turkish-intel-chief-exposes-c...

CIA kan altså både styre de ekstreme og de mindre ekstreme grupper med sine penge, træning og våben. Ganske fikst!

Thomas Krogh

Emil,

Set gennem et almindeligt samfundsvidenskabeligt analyseapparat,
er det de traditionelle historisk konkurrerende etniske og religiøse befolkningsgruppers tradition med at få mange børn i gode tider,
der sammen med etableringen af transportnet og opnåelsen af forsyningssikkerhed er skyld i den ekstreme befolkningsstigning i Syrien fra 5 mio i 1960, til 26 mio i 2012.

Utvivlsomt. Sammen med styrets uvilje mod eller ligegyldighed overfor at få styr på befolkningsvæksten.

Disse 2 forhold giver selvfølgelig USA og Kina et stort ansvar for at være med at rette op på følgerne af deres politik i Syrien.

Syriens primære eksportartikler er energi og råvarer. Præcis de ting der er steget i pris som følge af - især - kinesisk efterspørgsel. Så rettelig burde de takke kineserne...

Og at finanskrisen er USA's ansvar er noget simplificeret nonsens. Ethvert land der har været på lånemarkedet og accelereret gældsætningen har del i det ansvar, så syrerne kan lige så godt takke sig selv, grækerne, japanerne eller sydafrikanerne for det.

USA og Kina bør sammen med FN gå sammen om at etablere en infrastruktur og et erhvervsliv der dels kan bære bære syrien gennem kriserne.

Jeg er enig i at der vil være behov for hjælp, men en forudsætning må naturligvis være at det nuværende fascistiske Assad-diktatur, der i den grad har misrøgtet land og befolkning ud over enhver beskrivelse bliver fjernet.

Sider