International kommentar

Tyrkiets ’stående mand’ viser, hvordan passiv modstand kan ryste en stat

Den tyrkiske regering er med god grund i panik over den værdighed, med hvilken Erdem Gunduz byder magten trods
21. juni 2013

Erdem Gunduz er en legende. Og det eneste, han har gjort for at opnå den status, er at stå helt stille. Performancekunsteren og venstrekemalisten Erdem Gunduz begyndte at stå stille på Taksimpladsen mandag kl. 18 lokal tid. Med front mod Atatürk kulturcenter blev han stående indtil kl. to om natten. Det var en stilfærdig, stædig og ærværdig protest mod den brutalitet, politiet har udvist over for demonstranterne, og som kulminerede over en uhyggelig weekend med angreb, der også ramte de læger og det sundhedspersonale, som tog sig af de sårede. Sundhedsministeriet gik endda så vidt, at det truede med at fratage sundhedspersonale, der tog sig af sårede demonstranter, dets licens.

Den passives magt

Den ’stående mand’ inkarnerer en række træk ved traditionen for passiv modstand. For det første har evnen til at møde fysisk overmagt med en beslutsom og samtidig passiv modstand nogle gange været det, der gav dødsstødet til undertrykkende regimer – hvad enten det har været Shahens eller Marcos’ – fordi protestformen antyder, hvilke enorme ressourcer, demonstranterne kan mobilisere mod statens repressive apparat. For det andet er passiv modstand ikke alene symbolsk: Den bringer uorden i og afsporer magthavernes planer.

Gunduz’ protest udgjorde både en hån mod og et uløseligt spørgsmål for myndighederne: Skal han have bank? Hvorfor? Han står der jo bare. Skal han have lov at stå? Men så vinder han jo, gør han ikke?

Efterhånden som folk begyndte at lægge mærke til Erdem Gunduz, sluttede flere og flere sig til ham. Ikke kun på Taksim, men over hele landet, i så fjerne byer som Ankara og Izmir. Han blev viral og fik det obligatoriske hashtag: #durandam (stående mand, red.). Recep Tayyip Erdoan har gjort sig bemærket ved sine ærgrelser over den rolle, de sociale medier, særligt Twitter, spiller i protesterne. Politiet er endda begyndt at anholde folk for at sprede ’usande oplysninger’ på Twitter. Og den tyrkiske stat har god grund til at være i panik.

Sociale medier har muliggjort viral spredning af protestemner, paroler og taktikker. I modsætning til tidligere såkaldte Twitter-revolutioner har den brede befolkning i Tyrkiet adgang til sociale medier. New York University dokumenterede to millioner tweets om demonstrationerne alene fra kl. 16 til midnat fredag d. 28 maj, den dag, protesterne blev forsidestof over hele verden. Det er årsagen til statens febrilske forsøg på at genvinde monopolet over sandt og falsk.

Ægte tyrkere

Måske er der også en anden grund til, at Gunduz’ stille protest vakte så stor genklang. Regeringens reaktion på protesterne har været forbløffende tonedøv. Først affærdigede den protesterne – brok jer alt det, I vil, vi har besluttet os. Siden begyndte den at undertrykke protesterne med vold i så chokerende en grad, at det affødte et landsdækkende oprør. Dernæst forsøgte den på tåbeligste maner at udpege syndebukke. ’Terrorister’, ’drankere’, ’twittere’ – Erdoan har forklaret protesterne med alt andet end regeringens politik.

Det gennemgående plade, som premierministeren spiller, handler imidlertid om, at demonstranterne ikke er rigtige tyrkere. Tyrkiske nationalister har altid været skeptiske over for Erdoans AKP, hvilket måske er en medvirkende forklaring på partiets stadigt mere hidsige nationalistiske opskræppen.

Regeringen påstår, at demonstranterne er med i en udenlandsk sammensværgelse, der er bakket op af de internationale mediers manipulation: Ægte tyrkere står ikke og hamrer på gryder om aftenen. Gunduz, der eftertænksomt står foran Atatürks billede, har tilsyneladende en anden opfattelse af, hvad tyrkisk betyder.

Legitimitetskrise

Dette er direkte knyttet til spørgsmålet om myndighedsvold, som når alt kommer til alt er den lim, der holder protesterne sammen, og som – måske overraskende – på flere måder er regeringens svage punkt.

På trods af at AKP har vundet voksende parlamentarisk flertal siden 2002 og har udkæmpet en i store træk succesrig kamp mod sine fjender i statsapparatet, har partiet aldrig kunnet skabe den brede, folkelige konsensus, som ville have kunnet konsolidere dets magt.

Mere stabile regimer kan bruge vold og tvang på måder, der styrker regeringsmagten.

Den tyrkiske regering har været ude af stand til at benytte disse midler uden samtidig at skabe en eksistentiel krise, der har fremprovokeret en modmagt i form af en bred og spraglet alliance af alt fra kurdere og venstreorienterede til islamister og nationalister. AKP’s desperate forsøg på at tilkæmpe sig retten til at definere national enhed og dets forsøg på at fremmedgøre demonstranterne er symptomatisk for denne dynamik.

Volden rejser også på andre måder grundlæggende spørgsmål omkring regeringens levedygtighed. Hvis politivold ikke kan knuse protesterne, hvad kan så?

Regeringen er gået i nervøs dialog med udvalgte grupper af demonstranter og har vrangvilligt mumlet et par indrømmelser omkring Gezi Park – men protesterne handler om alt muligt andet nu.

Senest har vicepremierminister Bülent Arinç i desperation truet med at slippe hæren løs mod demonstranterne.

Det ville være et forbavsende træk fra en regering, som i vid udstrækning har bygget sin legitimitet og institutionelle magt på at bekæmpe de gamle militære eliter og ikke mindst den ’dybe stat’ (en magtfuld, bredspektret elite, som siges at udgøre en art stat i staten, red.). AKP’s gamle fjender ville få fornyet livskraft, hvis de blev kaldt ind for at knuse protesterne, og det er et åbent spørgsmål, om regeringen ville overleve dette.

For den tyrkiske regering er Gunduz’ bevægende ubevægelige protest et ekstremt farligt symbol.

 

Richard Seymour er journalist og forfatter til bl.a. ‘The Liberal Defense of Murder’

© The Guardian og Information – Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Thaarup Nyberg
  • Johannes Lund
  • Erik Jensen
Jens Thaarup Nyberg, Johannes Lund og Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu