International kommentar

Det tyrkiske sultanat slår sprækker

Besættelsen af Gezi Park var aldrig blot et spørgsmål om at redde nogle træer fra at blive fældet. Den var ét af den tyrkiske befolknings utallige forgæves forsøg på at få præsident Erdogan til at forstå, at staten er til for folket – ikke omvendt
7. juni 2013

En uge efter, at borgere i Istanbul gik på gaden i protest mod præsident Erdogans beslutning om at opføre et indkøbscenter ved Taksim Pladsen, kan det som bosiddende i Istanbul stadig være svært at begribe, hvordan kampen for at bevare en af byens få grønne områder kunne udvikle sig til den største folkeopstand i årtier. De sidste dages begivenheder er blevet dokumenteret alle andre steder end i de tyrkiske medier. Selv en populær ikkestatsejet tv-kanal valgte sidste fredag at prioritere en dokumentarfilm om pingviner højere end politiets brutale nedkæmpning af de demonstranter, der havde besat parken med taler og musik. I flere udenlandske medier er de voldsomme begivenheder i Istanbul blevet beskrevet som resultatet af miljøaktivisters protest mod Erdogan-regeringens omfattende moderniseringsplan. En plan, der indebærer tvangsflytninger af store befolkningsgrupper og nedrivninger af historiske og af grønne områder til fordel for mere erhverv. Men når man står på Taksim Pladsen, omgivet af tusindvis af hæse tyrkere, der med fællessag og festfyrværkeri aften efter aften jager politiets helikoptere bort, er det tydeligt, at noget stikker dybere. Noget, der har været på vej længe.

Hooligans går hånd i hånd

Med politiets nedbrænding af telte med sovende demonstranter og voldsomme brug af tåregas, peberspray og gummikugler måtte ikke bare demonstranterne, men befolkningen fredag morgen tage en vigtig beslutning: Kunne de fortsat leve med en regering, der gang på gang underkender den offentlige mening, og som ikke skyer nogen midler for at kvæle den? En latent frustration blev med ét himmelråbende. Mens fredelige protester udviklede sig til voldelige gadekampe, fyldtes områderne omkring Taksim Pladsen med mennesker: studenter, pensionister, kommunister, kemalister, kurdere, alevier, rivaliserende hooligan-grupper, transseksuelle og tekstilarbejdere – alle med forskellige motiver, men under samme bannere for at udtrykke deres fælles frustration over for regeringens magtarrogance. Og mens realityshows og fredelige naturprogrammer fortsat fyldte den tyrkiske sendeflade i timerne efter rydningen, blev de første videoer af politiets fremfærd delt på Facebook og Twitter: Sagesløse demonstranter kørt over af politiets kassevogne og en hovedgade i brand, belagt med tomme gasgranathylstre.

Forelæsninger i Gezi Park

I mange udenlandske medier tales der allerede om et potentielt ’tyrkisk forår’. Uanset de revolutionærromantiske anlæg man end måtte have, er det dog vigtigt at holde den nuværende situation i Tyrkiet og udviklingen i Mellemøsten i 2011 adskilt. Erdogans regering er på tredje valgperiode valgt af folket, senest i 2011 med næsten 50 procent af stemmerne. Og på trods af de igangværende protester står regeringspartiet AKP stadig til at vinde næste valg. En af forklaringerne på demonstrationernes massive tilslutning skyldes, at størstedelen af AKP’s vælgersegment befinder sig spredt på den anatolske højslette, langt fra urbane masseanholdelser og daglige tåregasangreb. Dette gør det dog ikke mindre utroligt, at en folkevalgt præsident, der på 10 år fik vendt økonomisk krise til et væksteventyr – og som ifølge mange som den første præsident siden landsfaderen Atatürk synes at have formuleret et decideret nationalt projekt – på blot én uge har kunnet få hundredetusinder over hele landet til at gå på gaden.

På universiteterne opfordrer professorerne de studerende til at tage del i demonstrationerne ved at udskyde sommerens eksaminer, ligesom de sidste forelæsninger flyttes til Gezi Park. Husk ansigtsmaske og tætsiddende briller lyder opfordringen. Fagforeninger har opfordret deres medlemmer til strejke, og har taget plads ved siden af demonstranterne i parken, der med madordninger, hjemmebyggede toiletter og endda et udendørs bibliotek efterhånden fungerer som et lille selvforsynende samfund. Men også langt fra parken, i Istanbuls ydre forstæder, mødes familier, bevæbnet med stegepander og grydeskeer i natlige larmeoptog for at give deres utilfredshed til kende. Selv om den tyrkiske befolkning siden 1960 har gennemlevet fire statskup, mindes de, der stadig husker årene, hvor militæret sad ved magten, ikke at have oplevet en tilsvarende vilje blandt befolkningen til at stå sammen som ét folk, der ikke længere ønsker at rette ind efter statens anvisninger.

Nul dialog

I flere udenlandske medier forklares den sidste uges hændelser med en generel frygt for islamisering. Det er indiskutabelt, at der siden 2002 er sket en gradvis implementering af koranbaseret værdipolitik, der i manges øjne gennemsyrer vitale dele af det tyrkiske samfund, stik imod den sekulære republiks forfatning. Men selv om billedet af Erdogan som en islamisk monark ikke er helt misvisende, er det imidlertid vigtigt at forstå, at dét, befolkningen mere generelt kæmper mod, er et politisk system, der er meget svært at påvirke.

Forårets politiske forbud mod kysseri i metroen, restriktioner i køb af alkohol og nu rydningen af Gezi Park er udtryk for en syg politisk kultur, som har gjort det acceptabelt, at staten intervenerer i alle dele af det tyrkiske folks privatsfære. En kultur, der anser befolkningen for bevidstløse forbrugere, som kan manipuleres, og som retfærdiggør den politiske magt i at diktere, hvordan de bedst forvalter deres tilværelse. En kultur, som ved at skabe begrundet frygt for staten holder al potentiel modstand nede.

Indtil sidste uge tjente denne frygt til at vise, at der tilsyneladende ikke er nogle problemer i Tyrkiet. For når en alvorlig problemstilling ikke behandles i offentligheden, må det være, fordi den ikke findes. Den tyrkiske befolkning har derfor ikke kun følt sig overhørt, størstedelen har følt sig presset til at tie. Det gør de ikke mere.

Morten Bønke er filosofistuderende ved Boaziçi Üniversitesi i Istanbul

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Maja Skov
  • Allan Ⓐ Anarchos
  • Niels-Holger Nielsen
David Zennaro, Maja Skov, Allan Ⓐ Anarchos og Niels-Holger Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu