Kommentar

Uddannelsesmobiliteten må gå begge veje

Vi er ved at nå grænsen for, hvor stor en andel af en ungdomsårgang der skal tage længere videregående uddannelser. Hvis disse uddannelser samtidig skal optage flere børn af lavtuddannede, kræver det, at de højtuddannedes børn ser det attraktive i at læse en erhvervsuddannelse
24. juni 2013

Danmark har en af de højest uddannede befolkninger i verden, og uddannelsesniveauet er støt stigende. Regeringen har sat sig det mål, at 60 procent af en ungdomsårgang skal gennemføre en videregående uddannelse i 2020, og heraf skal 25 procent gennemføre en lang videregående uddannelse. Denne målsætning er godt i gang med at opfylde sig selv – allerede nu ser det ud til, at en ungdomsårgang snart vil opnå disse mål, og sandsynligvis passeres målene i nær fremtid.

Ved første øjekast er det en succeshistorie, ikke mindst når vi tager i betragtning, at denne udvidelse af uddannelsespladserne også er kommet første-generationsstuderende til gode, altså de unge hvis forældre ikke selv har læst en videregående uddannelse. Netop dette har været et kerneområde for forskningen, som traditionelt, og med god grund, har været meget fokuseret på at dokumentere og analysere uligheden i adgangen til de videregående uddannelser, og hvordan vi kan skabe bedre muligheder for unge fra lavtuddannede hjem.

Men med mindre alle skal læse en videregående uddannelse, så kan vi hurtigt konstatere, at der bliver et trængselsproblem på de videregående uddannelser. Løsningen på trængselsproblemet må være, at det ikke bare er de lavtuddannedes børn, der er mobile og læser en videregående uddannelse, men at også børn af højtuddannede bryder det, vi lidt upræcist kalder ‘den sociale arv’, og vælger at gå erhvervsuddannelsesvejen. Dette præsenterer en særlig udfordring for erhvervsuddannelserne, som af mange forskellige grunde har en lavere status hos unge end det studieforberedende gymnasium, også selvom en række erhvervsuddannelsesjob er lige så vellønnede som job, der kræver en videregående uddannelse.

Skarp opdeling

I Danmark har vi historisk haft en ret skarp opdeling mellem det almendannende og studieforberedende gymnasium og så de praktisk orienterede erhvervsuddannelser. Det har jævnligt været debatteret, om denne opdeling er hensigtsmæssig, og om en fælles ungdomsuddannelse ville kunne nedbryde nogle af de eksisterende statusforskelle og være med til at motivere unge til at vælge andre ungdomsuddannelser, end de gør i dag. Selv om erfaringer fra andre lande viser, at en samlet ungdomsuddannelse med flere spor ikke nødvendigvis er nogen mirakelkur i forhold til at øge ligheden i adgangen til ungdomsuddannelserne, så er spørgsmålet, om ikke det kunne være med til at nedbryde det meget cementerede skel mellem et A- og B-hold på ungdomsuddannelsesområdet, hvor erhvervsuddannelserne ofte bliver set som en uddannelsesplatform for restgruppen.

Dette kunne måske også medvirke til at skubbe til de unges præferencer. Der er for eksempel mange børn af lavtuddannede, der ikke læser videre, selv om de har høje karakterer. Lige som der er mange børn af højtuddannede, der vælger at læse en videregående uddannelse på trods af deres relativt lave karakterer. Hvis 60 procent af en ungdomsårgang skal have en videregående uddannelse, er der mere end nogensinde brug for, at flere af de højtuddannedes børn tilskyndes at orientere sig mod erhvervsuddannelsessporet, samtidig med at flere af de lavtuddannedes børn finder det relevant at læse en videregående uddannelse.

 

Jens Peter Thomsen er uddannelsessociolog på Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu