Læserbrev

Vås om ny forsvarslov

Debat
10. juni 2013

Nikolaj Villumsen, forsvarsordfører, EL, og Niels Rohleder, politisk rådgiver, EL

Charlotte Aagaard (CA) kritiserer i lederen ’En historisk fejl’ den 3. juni Enhedslistens aftale med regeringen om at bemyndige forsvarsministeren til at integrere forsvarschefens embede i Forsvarsministeriet og nedlægge Forsvarskommandoen.

Vi har al mulig respekt for Informations traditionelle Rasmus Modsat-rolle som en avis, der polemisk sætter tingene på spidsen og – nogle gange bare for debattens skyld – sætter ting til debat. Men ærlig talt: historisk fejl?

Vi, der har forhandlet aftalen på Enhedslistens vegne, kan forsikre, at alle CA’s tre kritikpunkter har været grundigt overvejet og er blevet afklaret.

Første kritikpunkt: Ændringen er »skidt for demokratiet«. Forkert: Vi åbner tværtimod for øget politisk kontrol med forsvaret. Både for ministeren og for Folketinget, som med aftalen udtrykkeligt er sikret indsigt i den militærfaglige rådgivning.

Forsvarskommandoen har udviklet sig til en stat i staten, hvor skandalesagerne stod i kø og – tilsyneladende uden for skiftende forsvarsministres kontrol – fik deres eget liv. Behøver vi nævne filmen Den Hemmelige Krig, Jægerbogen, lækagen om Jægerkorpsets indsættelse i Irak i 2007 og den hårdhændede behandling af de danske soldaters fanger? Her burde Information være enig med os i behovet for bedre politisk styring.

Mere indsigt i forsvaret

Kritikpunkt nummer to: Aftalen strider imod Enhedslistens ideal om offentlig indsigt. Forkert: Inden CA skrev sin leder, burde hun læse Informations artikel 29. maj: ’Forsvarsaftale slår lille hul i ny offentlighedslov’. Artiklen redegør for, hvordan forsvarsaftalen sikrer indsigt i et område, der ellers ville være blevet mørklagt af den nye offentlighedslov.

Ud over at vi betragter den øgede politiske kontrol med det skandaleramte forsvar som et demokratisk gode i sig selv, har Enhedslisten fået det ud af sit ja, at der på forsvarsområdet er en åbenhed, som ikke gælder på andre områder.

Tredje kritikpunkt: Nedlæggelsen af Forsvarskommandoen bliver »en dyr affære«. Forkert: Hidtil har embedsmænd og officerer siddet i henholdsvis departement og kommando med overlappende dobbeltarbejde. Når integrationen er gennemført, er embedsmanden kun ét sted – i departementet – og gennemfører sine beregninger og analyser. At der er betydelige rationaliseringsmuligheder i netop at nedlægge Forsvarskommandoen og gennemføre integrationen, siger sig selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Loftkjær

Må vi så blive fri fra vås og vrøvl!

Uanset om det er forfatterne til artiklen eller Informations debatredaktion, som har valgt ordet "vås" i overskriften, så burde ikke forkomme i nogen debat eller meningsudveksling. Det samme gælder "vrøvl". Næsten dagligt prøver debattører at nulstille andres argumenter med disse selvhævdende ord. Personligt tænker jeg, at folk, som griber til sådanne ord, må være løbet tør for tilstrækkelig gode argumenter.

Mvh. Kurt Loftkjær