Kronik

Vennen, fjenden og den fremmede

Den fremmede er traditionelt blevet set som en fjende, det gælder om at holde ude. Samtidig har vi gennem vores kulturhistorie med fortællinger som ’den barmhjertige samaritaner’ hyldet gæstfriheden. Og når først vi indser, at vi alle er fremmede for os selv og for hinanden, indser vi måske også, at der ikke længere er grund til at sky den fremmede
Debat
17. juni 2013
Den tyske dramatiker Bertolt Brecht skrev stykket ’Det gode menneske fra Sezuan’, som blandt andet blev sat op på Det Kongelige Teater i 2011 – et stykke, som handler om tre gudelignende skikkelsers vanskelighed ved at finde godhed blandt morderne mennesker, som ikke byder dem indenfor.

Den tyske dramatiker Bertolt Brecht skrev stykket ’Det gode menneske fra Sezuan’, som blandt andet blev sat op på Det Kongelige Teater i 2011 – et stykke, som handler om tre gudelignende skikkelsers vanskelighed ved at finde godhed blandt morderne mennesker, som ikke byder dem indenfor.

Miklos Szabo

Mødet med en fremmed beskriver en slags ursituation for ethvert menneske. De første mennesker, der mødte hinanden, må have opfattet hinanden som fremmede, og det er i og for sig den samme situation, som alle mennesker befinder sig i den første gang, hvor de støder på hinanden. Selve dét at eksistere er at skille sig ud fra hinanden og fremmedhed mellem mennesker gør det, der er anderledes, synligt.

Ankomsten af den fremmede går sjældent ubemærket hen. Den fremmede gør ved sin blotte tilstedeværelse opmærksom på sig selv uden nødvendigvis at ville det, hvilket let kan forstyrre husfreden for de fastboende. Det har ofte ført til, at den fremmede er blevet identificeret som en fjende, det gælder om at holde ude eller i det mindste ikke at lade komme ind.

Kulturhistoriens gæstfrihed

I de fleste kulturtraditioner verden over er afvisningen af den fremmede imidlertid blevet forbundet med umenneskelighed, mens gæstfrihed er blevet opfattet som et tegn på sand medmenneskelighed. Fremmedhad og fjendskab har uden tvivl været de mest fremherskende fænomener igennem menneskehedens historie, men det er gæstfrihed og venskab, der har givet håb om, at der midt i al umenneskeligheden fortsat eksisterer noget sådant som menneskelighed på jorden.

I den vestlige traditions tidligste begyndelse beskriver Homer, hvordan de berygtede, menneskeædende kykloper ikke kendte til gæstevenskabets skikke. Dét ikke at tage imod den fremmede blev i det antikke Grækenland anset for at være en af de værste former for forbrydelse, mens helligholdelsen af gæstevenskabet opfattedes som væsentligt for opretholdelsen af den sociale orden.

I Bibelen viser den, der tager imod den fremmede, at være stærk i sin tro. Da Moses byder tre skikkelser inden for i sit hus, beviser han således, at han er tro mod Gud. I de nytestamentlige evangelier bliver den barmhjertige samaritaner, som tager sig af en fremmed i vejkanten, sindsbilledet på det gode menneske, der har hjertet på rette sted. Uden nogen form for modtagelse står menneskene alene hver for sig og kommer ikke hinanden ved, mens gæstfrihed, ifølge disse fortællinger, skaber en menneskelig forbindelse på tværs af racer, kulturer og sociale lag.

’Enhver fremmed er en fjende’

Den tyske dramatiker Bertolt Brecht havde antikke fortællinger som disse med i erindringen, da han kort før Anden Verdenskrig skrev teaterstykket Det gode menneske fra Sezuan. Brecht skildrer i dette stykke de store vanskeligheder, som tre gudelignende skikkelser har med at finde godhed blandt moderne mennesker, der ikke byder dem indenfor. Stort set samtidig med Brecht tog den tjekkisk-fødte forfatter Franz Kafka et lignende problem op i sin dystre roman Slottet, hvor hovedpersonen K bliver mødt med følgende bemærkning af en landsbybeboer: »Gæstfrihed er ikke en skik, som vi gør brug af her hos os. Vi har ikke brug for gæster.«

Fremmedheden synes at have svært ved at finde en bolig i det moderne, og genkalder man sig mellemkrigstiden, hvor Brecht og Kafka skrev deres værker, kommer man uvægerligt til at tænke på det fremmedhad, der florerede i Europa på den tid, specielt til jøder, men også til anderledestænkende i det hele taget.

En af de overlevende fra de nazistiske koncentrationslejre, Primo Levi, sagde på et tidspunkt, at dér, hvor det xenofobiske udsagn ’enhver fremmed er en fjende’ ophøjes til ideologisk princip, som det skete under naziregimet, fører det lige lukt ind i koncentrationslejren.

Vi er alle fremmede

Hvad disse antikke og moderne historier fortæller om, er den form for umenneskelighed, der er en konsekvens af ikke at ville have med fremmedheden at gøre og at ville udgrænse den som en fjende. Historierne peger tillige på, at fremmedhad og xenofobi stammer fra menneskers manglende bevidsthed om deres egen fremmedgørelse: at de selv er fremmede her på jorden ligesom deres medmennesker.

Det kan være svært at få øje på sin egen fremmedhed og være sig den bevidst, når man bor i forholdsvis homogene samfund, sådan som det har været tilfældet for de fleste mennesker igennem historien; men det er det, der i dag ikke længere er tilfældet i samme grad som tidligere. Pluralitet og fremmedhed er den virkelighed, som størstedelen af de nulevende beboere på denne jord bliver konfronteret med hver dag og selv er en levende del af. Det kalder på en ny måde at forstå sig selv som menneske på, der ikke længere bygger på rigide ven/fjende-billeder eller stereotype identitetsdannelser.

Det er en menneskeforståelse, der ligger dybt gemt i den vestlige tradition, men som intet folk har håndhævet til fulde. Hverken den oldgræske eller den kristne kultur har formået at gøre det, men det er, hvad en lang række filosoffer og forfattere er med til at bane vejen for i det 19. og 20. århundred: Forståelsen af mennesket som et væsen, der kommer til verden som en fremmed både i forhold til sig selv og sine omgivelser, hvilket er et grundtræk ved dets tilværelse, som det aldrig siden helt aflægger sig.

Indser mennesket først, at det selv er en fremmed, som har behov for at blive modtaget, vil gæstfrihed snarere end hadet mod andre fremmede blive det nye sprog, som det taler.

Fastlåste identiteter

Den amerikanske litteraturkritiker George Steiner gav for nogle år siden udtryk for denne nyvundne menneskeforståelse, da han sagde, at »vi er alle gæster på denne jord«. I forlængelse heraf gjorde han opmærksom på de problemer, der står i vejen for at leve efter denne devise selv i moderne samfund: Religiøse, nationale og kulturelle tilhørsforhold får tit lov at definere mennesker i så høj en grad, at der ikke bliver plads til at se sig selv og andre mennesker i lyset af andet. Men hvor væsentlige disse tilhørsforhold end er for et menneskes identitet, kan intet menneske reduceres til dem. Når nogle forsøger at gøre det, glemmer de, at det at være menneskelig ikke er defineret ved et menneskes religion, nationalitet eller kultur.

For forholdt det sig således, ville mennesker i kraft af at tilhøre hver deres kultur indbyrdes udelukke hinanden fra at være menneskelige (i betydningen gæstfrie) og fra at tage del i menneskeheden, hvilket også i vid udstrækning er det, der er sket igennem menneskehedens historie. Men det er denne vrangforestilling, som den nyvundne menneskeforståelse gennemskuer, hvorefter der snarere vil kunne argumenteres for, at det er, når et menneskes identitet bliver for fastlagt og dets egen fremmedhed glemmes, at det bliver muligt at manipulere, mishandle og bekrige dette og andre mennesker. Umenneskelige handlinger næres af, at fremmede anskues som fjender, der ikke længere kan modtages som gæster og venner.

Menneskehedens første bud

Selv venner fra gamle dage er i en vis forstand fremmede for hinanden. Der er sider og områder af hinandens liv, som de ikke har fuldkommen indsigt i, og hvor de forbliver ukendte for hinanden. Det kan føre til tillidsbrud og svigt, hvis parterne holder disse sider skjult for hinanden og vælger ikke at vise sig, som de virkelig er over for hinanden. Venskab er netop kendetegnet ved en åbenhjertig tillid, som søger at bygge bro hen over fremmedhed og forskelle uden at ophæve dem, mens forholdet er i fare for at gå i stykker i det øjeblik, hvor vennerne ikke længere søger at nå at modtage hinanden, men ser bort fra og isolerer hinanden.

Hvis selv venner er fremmede for hinanden, så synes der ikke at være noget område af den menneskelige tilværelse, hvor fremmedheden ikke er til stede i en eller anden form. Det er forholdsvis enkelt at se bort fra den og at gøre alt familiært og homogent, men det er denne simplificering af den menneskelige virkelighed, som en del af vores egen vestlige tradition inviterer os til at sætte spørgsmålstegn ved for i stedet at gøre os den anstrengelse at anskue os selv som fremmede her på jorden ligesom ethvert andet af vores medmennesker. Medmenneskelighedens første bud lyder nu: Modtag den fremmede som dig selv.

 

 

Jonas Holst er ph.d. i filosofi og idehistorie og underviser i æstetik, etik og sprog på San Jorge Universitet, Zaragoza. Han er aktuel med bogen ’Venskabets etik’

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her