Globaliseringen forvandler verden i rask tempo. Siden kommunismens fald er dette historiens vigtigste udvikling. Med store konsekvenser for alle, især for os i Europa. Den store omfordeling af ressourcer og magt er begyndt. Hvad ulandsbistand og andre former for filantropi ikke formåede, ser frihandel og kapitalisme nu ud til at kunne klare.
I grunden burde vi være stolte over dette i Vesten: For det er jo vores model, vores værdier og vores knowhow i bredeste forstand, som har gjort alt dette muligt.
Men fremgangen har en pris, og også vi må betale en del af regningen. Ikke mindst Europa kommer til at få mindre vægt og betydning i en globaliseret verden: Vores del af verdens rigdom, produktion, eksport og befolkning vil gå relativt tilbage, og dermed svinder også vores indflydelse og magt. Når dette stort set ikke diskuteres, er det sandsynligvis, fordi de, som har indset dette, også har indset, at flertallet af europæere ikke bryder sig om dette budskab. At sætte spørgsmålet på den politiske dagsorden, vil være det samme som at dømme sig selv ude.
Arrogant universalisme
Et mere sofistikeret problem er, hvilke konsekvenser tilbagegangen i magt og rigdom får for vores værdier og vurderinger. Vil også de blive relativeret på baggrund af globaliseringen, måske sågar truet – og ikke kun ude i verden, men måske også hos os selv? Vil vi blive tvunget til at opgive nogle af dem, i takt med at vi tvinges til at tilpasse os den nye verden? For paradoksalt nok kan den globalisering, der bygger på vore metoder og ideer, udmærket styrke samfund, som bygger på andre. Det betyder, at sidstnævnte får mere plads. Og det samme gør de værdier, som er os fremmede.
Denne foruroligende tanke forsøger vi normalt at holde fra livet ved at proklamere, at vores værdier er ’universelle’. I en eller anden hegeliansk forstand vil de i sidste ende triumfere, tænker vi. Men jeg formoder, at dette snarere er en præskriptiv end en deskriptiv doktrin og derfor kun en ønskedrøm. At se vores civilisation og værdier som universelle kræver velsagtens lige så megen arrogance som uvidenhed.
Shylock påpeger i Shakespeares Købmanden i Venedig, at stikker man ham med en kniv, bløder han som jøde lige så meget som en kristen, men dette indlysende menneskelige faktum bliver fuldkommen ignoreret af hverdagens antisemitisme.
Andre værdier vinder frem
Stater som Kina, Indien, Indonesien, Brasilien og andre er for fleres vedkommende end ikke demokratier eller i al fald ikke demokratier i vores forstand og sjældent retsstater (eller i al fald er den retsopfattelse, som gælder, afvigende fra vores). De er samfund med andre ideer om frihed, rettigheder og ansvar og med en anden hverdagslig koreografi, som udspringer af forskellige opfattelser af fænomener såsom tid, familie, sex, kontrakter, kompromis, ære, samvittighed osv.
Det er svært at tro, at disse ikkeeuropæiske synspunkter ikke skulle få en mere massiv tilstedeværelse i den moderne verden i takt med, at de samfund, som støtter dem, bliver vigtigere økonomiske og politiske aktører. I direkte konkurrence med vores. At forestille sig, at vores værdier vil være overlegne og derfor kommer til at ’udkonkurrere’ de andre, forekommer mig som nævnt arrogant. Men at tro på en slags fremtidig fredelig global sameksistens mellem forskellige værdisæt forekommer mig på den anden side både for naivt og harmoniserende.
Sejre opgøres nu i salgstal
En civilisation eller kultur vil sandsynligvis altid være truet i en eller anden grad. Alle historiens store imperier er før eller siden gået under og med dem alt, hvad deres beboere troede på og hele deres måde at anskue verden. Ofte er ødelæggelsens og undergangens konkrete indtryk det eneste, der bliver tilbage: ruinerne, pilespidserne, statuen med den afslåede næse. Selv de utallige mennesker, der omkom eller blev dræbt under sådanne ødelæggelser, ser ud til at have sværere ved at få fodfæste i vores hukommelse. Dette er også tilfældet for den moderne æra: Ingen tvivl om, at utallige tyske byer blev lagt i aske af de allierede bombefly, men hele tiden dukker der små fanatiske grupper op, som benægter massemordet på Europas jøder.
Hitler og Stalin stod i spidsen for det seneste angreb på vores europæiske civilisation. Det skete for kun få generationer siden, ikke i en fjern og halvt mytologisk fortid. Den fysiske ødelæggelse var nedbrydende, men ødelæggelsen omfattede i nok så høj grad vores værdier og vurderinger, selv om dette er vanskeligere at fastslå – at skaderne er lettere at skjule, hindrer os dog ikke i at måtte leve med dem. Globaliseringen kan naturligvis ikke sammenlignes med Hitler og Stalin. I stedet for åben fjendtlighed har vi fået reguleret konkurrence, i stedet for kamp har vi fået samarbejde – slagmarken er forlagt til markeder og handel, ’sejre’ opgøres nu ikke i antallet af dræbte fjender, men i salgstal. Men dimensionerne i dette nu fredelige opgør ser ud til at være større end før – de er bogstaveligt talt globale. Og opgøret kommer ikke til at vige uden om den del af vores tilværelse, hvor vi føler os trygt forskansede i egne skikke, traditioner og overbevisninger.
Hvad, der står på spil, er nok mere end at lægge kniv og gaffel fra sig, når man går ind på en kinesisk restaurant for at vise, at man også kan spise med pinde.
© Richard Swartz og Information Oversat af Niels Ivar Larsen
'Men fremgangen har en pris, og også vi må betale en del af regningen. Ikke mindst Europa kommer til at få mindre vægt og betydning i en globaliseret verden: Vores del af verdens rigdom, produktion, eksport og befolkning vil gå relativt tilbage, og dermed svinder også vores indflydelse og magt. Når dette stort set ikke diskuteres, er det sandsynligvis, fordi de, som har indset dette, også har indset, at flertallet af europæere ikke bryder sig om dette budskab. At sætte spørgsmålet på den politiske dagsorden, vil være det samme som at dømme sig selv ude.'
Så er vi mange, der dømmer os selv ude hver dag.
'Et mere sofistikeret problem er, hvilke konsekvenser tilbagegangen i magt og rigdom får for vores værdier og vurderinger. Vil også de blive relativeret på baggrund af globaliseringen, måske sågar truet – og ikke kun ude i verden, men måske også hos os selv? Vil vi blive tvunget til at opgive nogle af dem, i takt med at vi tvinges til at tilpasse os den nye verden? For paradoksalt nok kan den globalisering, der bygger på vore metoder og ideer, udmærket styrke samfund, som bygger på andre. Det betyder, at sidstnævnte får mere plads. Og det samme gør de værdier, som er os fremmede.'
Det dunkelt sagte er det dunkelt tænkte. Taler manden om vestens kolonialisme eller imperialisme? Nej, han sludrer bare.
'Denne foruroligende tanke forsøger vi normalt at holde fra livet ved at proklamere, at vores værdier er ’universelle’. I en eller anden hegeliansk forstand vil de i sidste ende triumfere, tænker vi. Men jeg formoder, at dette snarere er en præskriptiv end en deskriptiv doktrin og derfor kun en ønskedrøm. At se vores civilisation og værdier som universelle kræver velsagtens lige så megen arrogance som uvidenhed.'
Hvem er 'vi'?
'Shylock påpeger i Shakespeares Købmanden i Venedig, at stikker man ham med en kniv, bløder han som jøde lige så meget som en kristen, men dette indlysende menneskelige faktum bliver fuldkommen ignoreret af hverdagens antisemitisme.'
Et skålpund nonsens, som man selv må tolke betydningen af.
'Stater som Kina, Indien, Indonesien, Brasilien og andre er for fleres vedkommende end ikke demokratier eller i al fald ikke demokratier i vores forstand og sjældent retsstater (eller i al fald er den retsopfattelse, som gælder, afvigende fra vores). De er samfund med andre ideer om frihed, rettigheder og ansvar og med en anden hverdagslig koreografi, som udspringer af forskellige opfattelser af fænomener såsom tid, familie, sex, kontrakter, kompromis, ære, samvittighed osv.'
Ja, for disse (uniformerede, forstås) steder er alle jo enige om alting, som her. Det er grusomt hvor meget nonsens man kan skrue sig op i når snakken er om folkekarakterer. Vi ved jo alle, at finnerne stikker med kniv og at skotterne er nærige. Må man så be' om en god gammeldags molbohistorie;)
'Det er svært at tro, at disse ikkeeuropæiske synspunkter ikke skulle få en mere massiv tilstedeværelse i den moderne verden i takt med, at de samfund, som støtter dem, bliver vigtigere økonomiske og politiske aktører. I direkte konkurrence med vores. At forestille sig, at vores værdier vil være overlegne og derfor kommer til at ’udkonkurrere’ de andre, forekommer mig som nævnt arrogant. Men at tro på en slags fremtidig fredelig global sameksistens mellem forskellige værdisæt forekommer mig på den anden side både for naivt og harmoniserende.'
Stadig, hvem er 'vores' økonomiske og politiske aktører? Vi er jo heller ikke uniforme, når det kommer til stykket. 'Men at tro på en slags fremtidig fredelig global sameksistens mellem forskellige værdisæt forekommer mig på den anden side både for naivt og harmoniserende.' Det lyder skæbnesvangert, men meningen er nok, at 'vi' ikke skal give efter for 'dem'.
Det stokastiske orakel:
'En civilisation eller kultur vil sandsynligvis altid være truet i en eller anden grad.'
Det er da godt at de er små:
'Ingen tvivl om, at utallige tyske byer blev lagt i aske af de allierede bombefly, men hele tiden dukker der små fanatiske grupper op, som benægter massemordet på Europas jøder.'
Mod slutningen rabler det fuldkomment for neoliberalisten, antikommunisten, zionisten og koldkrigeren Richard Swartz:
' Hitler og Stalin stod i spidsen for det seneste angreb på vores europæiske civilisation. Det skete for kun få generationer siden, ikke i en fjern og halvt mytologisk fortid. Den fysiske ødelæggelse var nedbrydende, men ødelæggelsen omfattede i nok så høj grad vores værdier og vurderinger, selv om dette er vanskeligere at fastslå – at skaderne er lettere at skjule, hindrer os dog ikke i at måtte leve med dem. Globaliseringen kan naturligvis ikke sammenlignes med Hitler og Stalin. I stedet for åben fjendtlighed har vi fået reguleret konkurrence, i stedet for kamp har vi fået samarbejde – slagmarken er forlagt til markeder og handel, ’sejre’ opgøres nu ikke i antallet af dræbte fjender, men i salgstal. Men dimensionerne i dette nu fredelige opgør ser ud til at være større end før – de er bogstaveligt talt globale. Og opgøret kommer ikke til at vige uden om den del af vores tilværelse, hvor vi føler os trygt forskansede i egne skikke, traditioner og overbevisninger.
Hvad, der står på spil, er nok mere end at lægge kniv og gaffel fra sig, når man går ind på en kinesisk restaurant for at vise, at man også kan spise med pinde.'
Så, blev vi så meget klogere, eller dummere.
Det er dog en vigtig debat som vi bør tage nu.
Fx. hvad med at få gang i globale aftaler om løn og arbejdsvilkår - så alle kan få og ikke mindst beholde værdige levevilkår.
Ligeledes bør bestræbelserne på at få de multinationalevirksomheder til at bidrage mere og ikke bare kunne flytte rundt efter dårlige løn og arbejdsforhold op som en verdensopgave.
Osv....................................................
Det er en svært mumlende tekst.
Hvad mener manden i grunden
og er det anderledes end det, vi i forvejen godt ved,
at når de tidligere fattige lande bliver rigere, så er der stor risiko for, at vi i de tidligere rige lande bliver relativt fattigere,
og at det også vil sætte sit præg på hvilke kulturelle normer, som vil anses for førende?
Hvad er det dog for noget forvrøvlet sludder at påstå, at når andre får det lige så godt, som jeg har det, så har jeg fået det mere skidt.
En gang vås - når vi ikke længere skal stå for de største dele af verdens nødvendige produktion, bliver vi friere og rigere, da den samlede produktion jo blot giver dem, der i dag mangler. Der bliver altså tale om en større udligning, både hvad angår presset på arbejdskraften og af varemængden.
Allerede i dag hersker vidt forskellige værdiforestillinger rundt om i verden, og hvis er er noget, ihvertfald europæere er sig bevidste, er det den afgørende forskel mellem landene. Om nogen er danskerne sig bevidst, at de har en helt særegen samfundsindretning, som de ikke pånøder andre, men heller ikke vil give afkald på. Den er dog blevet noget forvirret i et årti, hvor de værste sider af amerikanismen har vundet indpas; men vi har genvundet fodfæstet og tror ikke mere, at forbrug gør lykkelig.
Der er i artiklen meget lidt der peger på hvilke "værdiområder" der diskuteres og vel også hvilke dele af den "ikke-vestlige" del af verden der vil udfordre resten, selvom Kina, Indien, Indonesien og Brasilien nævnes. Brasilien kan vel dog afhængigt af synsvinkel anses som "vestligt" lige som resten af Latinamerika, og har ligesom Indien, folkevalgt politisk lederskab. Det er i grunden svært at se disse fire lande påvirke resten af verden i fællesskab på det kulturrelle eller "værdimæssige" områder, da de vist er ret så forskellige. Det mest oplagte eksempel på "værdimæssig" udfordring af verden kommer vel i øvrigt fra strømninger indenfor især Islam, men de repræsenter jo meget langt fra verden udenfor Europa. Spørgsmålet om "vestlige" værdier må vige for "ikke vestlige" afhænger af hvilke "værdier", "kulturer" og områder vi taler om.
Att Hitler och Stalin skulle ha stått för några "angrepp" på vår västliga civilisation framstår i texten som en felskrivning eller avsiktlig kögnaktighet. Hitlers och Stalins regimervar och är väsentligen delar av vår västliga civilisation inte ett utifrån kommande hot som angrep denna förmodade civilisation. Adorno o Horkheimer för denna tes i bevis i "Upplysningens Dialektik" i kunskapsteoretisk mening och i termer av sociologi går samma sak att läsa hos Bauman i "Auschwitz och det moderna samhället".
Meget forenklet sagt, så er "de rige" de grupper/lande, som har en kompetencesammensætning og viden, der gør, at de kan lave ting, som andre gerne vil have.
Uden kompetencer og viden, så er man henvist til fattigdom ( - o k , der er nogle olielande, der bare ligger på ryggen og malker os andre, men det er undtagelsen).
Ovenstående forenklede "sandhed" gælder uanset om man er organiseret som et demokrati, et præstevælde, et militær diktatur, et kapitalistisk samfund, et socialistisk samfund, et fascistisk samfund, et kommunistisk samfund o s v.
Uden de nødvendige kompetencer og viden er man henvist til fattigdom både som person og som gruppe.
Hvis kompetencer og viden deles ( ingen monopoler på kompetencer og viden og ingen diktatorer, der censurerer import af viden og kompetencer) - så ender vi nok med et fælles globalt sæt værdinormer, der ligger tæt på dagens europæiske.
Denne debat får mig til at tænke på Robin Hood, der stjal fra de rige, og gav til de fattige.
Sagen er den, at når man stjæler alle de riges midler, så er de rige blevet fattige, og de tidligere fattige er blevet rige.
Derfor må Robin Hood nu stjæle fra de nyrige og give til de nyfattige, sådan kan man jo blive ved, og den eneste der aldrig bliver arbejdsløs er Robin Hood.
Godt forsøgt, Jørn Boye, men Robin Hood stjal de penge tilbage, de rige havde taget fra de fattige - og intet står de rige i vejen for på samme vis som dem, pengene i første omgang blev taget fra, at skabe sig et levebrød.
Men det var dengang, hvor man kun med besvær kunne slæbe sammen til dagen og vejen - i dag er problemet jo, at efterspørgslen aldrig kan blive stor nok til at tømme markedet.
Jørn Boye,
"Sagen er den, at når man stjæler alle de riges midler, så er de rige blevet fattige, og de tidligere fattige er blevet rige. "
Nej. Sagen er begrebet 'relativ fattigdom', som betyder, at de rige ikke er så meget rigere end andre, end de var tidligere. De rige beholder sine midler, men de hidtil fattige får flere midler - bl.a. ved salg af varer til de rige lande.
Jeg mener nu problemstillingen er rigtig nok, selv om artiklen ikke er særlig velskrevet.
Nej, de rige lande kommer ikke til atbeholde det de har. Når de fremkommende tredieverdensøkonomier begynder at sætte dagsordenen vil det betyde blandt andet et enormt nedadtryk på lønningerne i vesten - man kan jo se det allerede er begyndt. Ganske vist er en del af grunden 'vore' egne virksomheder som har flyttet ud til lavere lønninger, men disse vore egne virksomheder er allerede i mindretal i sammenligning med disse tredieverdenslandes egne virksomheder. De er såmænd begyndt at købe virksomheder i vesten, og vil oprette flere, og sende arbejde hertil, altså hvis lønningerne er "rimelige". Derfor må man forvente en betydelig nedgang i levestandard, hvilket ganske vist ligger lige om hjørnet alligevel i betragtning af at ressourcerne er i færd med at blive brugt op, og det meste vil blive for dyrt for de fleste. Danmark nåede lige at blive et tobilsfamilieland før folk i usa er begyndt at køre på cykel igen.
Så det med kulturen er lidt sværere ikke at blive forvrøvlet om, men givetvis vil en mere feudal samfundsstruktur brede sig fra kina til vesten, så må vi blot håbe på at en mere seksuelt løssluppen kultur osse breder sig fra brazilien, så det ikke er det hele der er skidt... :-)
Jeg mener nu også problemstillingen er rigtig nok, selv om artiklen minder om noget der kunne have stået i Newsweek eller Time for 10-15 år siden.
Det egentligt skræmmende er efter min mening, at vi synes ekstremt langsomme til at se tiøren falde, og det tror jeg desværre bliver et stort problem for især små lande som Danmark.
Absolut glimrende og relevant artikel.
Essensen af den er jo, at de vestlige 'universelle' værdier ikke er spor universelle, endsige udtryk for noget 'Hegeliansk åndsklimaks'. De er knyttet til en civilisation, den moderne occidentale der naturligvis har sin udløbstid før eller senere. Og en civilisations åndelige indflydelse er, helt korrekt, nært knyttet til til dens politiske og økonomiske magt. Sådan har det alle dage været.
Hvad der vil afløse den, kan vi kun gisne om. Det kan blive noget meget værre eller noget meget bedre - og igen alt efter temperament. Men den er ikke sidste punktum i civilisationshistorien. Der findes ikke noget punktum.
/O
jeg har på fornemmelsen et indlæg er slettet - (eller et upload er smuttet :))
men dette er nu den samme ende som blev spundet af kapitalinteresserne overordnet sagt, for at få socialistisk motiverede folk til at omfavne kultur-liberal relativisme i perioden 1990 og frem.
hvad man var i den diskurs i hine nære tider hvis man stillede sig skeptisk skal så ikke udpensles her.
Habermas mener at vi er i midt i en ufuldbyrdet oplysningsproces. Lad os da bare fortsætte udad den vej, uden at blive sendt på diverse religiøse og/eller totalitære svinkeærinder
Bob Jensen,
"Nej, de rige lande kommer ikke til atbeholde det de har. Når de fremkommende tredieverdensøkonomier begynder at sætte dagsordenen vil det betyde blandt andet et enormt nedadtryk på lønningerne i vesten - man kan jo se det allerede er begyndt. "
Det er ikke korrekt, som jeg ser det. Den vigtigste økonomiske effekt af, at andre lande begynder at sætte dagsordenen, er, at de kræver en større andel af overskuddet, der opnås ved produktion el. indkøb i lande med lave lønomkostninger. Det mest sandsynlige er, at vi rige lande beholder det, vi har, men ikke opnår samme vækstrater og indflydelse, som vi er fandt til.
Hvis land A har 1 mio. kr. nu og hidtil har haft overskud på 100.000 kr. om året på samhandel med fx. Kina og Indien, vil det formentlig beholde sine 1 mio. kr., men den årlige indtægt reduceres til 50.000 kr. om året, når evt. effekter af et større marked ikke medregnes.
Andre landes opkøb af virksomheder i vestlige lande er næppe meget anderledes end vestlige landes opkøb af virksomheder i andre lande. Det nye er, at bl.a. kinesere, indere og russere også gerne vil tjene penge. Heldigvis tyder meget på, disse lande er mindre aggressive og mere interesserede i samarbejde, end vestlige lande er.
Pres på lønninger øges næppe markant af virksomheders ejerforhold. Faktisk kan det trække i modsat retning, at andre lande opnår en højere levestandard med deraf følgende større købekraft og muligvis højere lønniveau. I forvejen skyldes pres på vestlige lønninger nok mest ønsker om stadigt voksende overskud og stadigt faldende priser, altså vestlige landes egen grådighed og sparsommelighed.
Alt er ved det gamle, grådighed og materialisme.
Det nye er omfanget. Mens den store omstilling så småt er igang her, buldrer kinesere m.fl frem uden at lære af vores erfaringer.
"Andre værdier vinder frem". Gid det var så vel på det væsentligste område, selve eksistensen på vores fælles klode.
Andre kulturelle værdier, " såsom tid, familie, sex, kontrakter, kompromis, ære, samvittighed osv.", globaliseres naturligvis. Udvekslingen mellem landene har vel aldrig været større.
Nøgleordet er forandringsparathed. Et fremmed ord for vestlige regeringer, incl. den danske.
Hvis man bare uden videre accepterer omtrent alt, blot for at deltage i en modbevægelse mod angivelig vestlig urimelig dominans, kommer man sandsynligvis på at støtte alle mulige former for magtudøvelse inklusive misbrug. Skalk alle mulige religiøse krav fra islamisk eller anden side blot pr. automatik efterkommes? Kan ikke "anti-vestlighed" dække over omtrent alt, og var ikke f.eks. Japansk ekspansionisme indtil 2.verdenskrig et eksempel på dette? Netop accept af forskellige fænomener, fordi de angiveligt står i modsætning til "vesten" har vist sig at føre meget skidt med sig.