Læsetid: 6 min.

Vidtstrakt ytringsfrihed er ikke en sag, liberalister har patent på ...

Mona Sheikh gør et principfast forsvar for ytringsfriheden til et liberalistisk ideologisk forehavende. Det er det ikke
Debat
14. juni 2013

I sit seneste indlæg mener Mona Sheikh (MS) at have identificeret tre fejl, som ”ytringsfrihedsfundamentalister” begår.

Ligesom i sit tidligere indlæg gør MS et principfast forsvar for ytringsfriheden til et liberalistisk ideologisk forehavende. Det ville nok overraske SF’eren Poul Dam, der kæmpede mod racismeparagraffen i 1971, Preben Wilhjelm der i årtier har været fortaler for retten til at krænke, ligesom yngre kræfter hos centrum-venstre som Søren Villemoes og Troels Heeger næppe kan identificere sig med Sheikhs let gennemskuelige forsøg på at marginalisere ytringsfrihed som en særlig liberalistisk dagsorden. Uden for landets grænser er venstreorienterede debattører som britiske Nick Cohen og Kenan Malik og franske Caroline Fourest også eksempler, der dementerer det absurde i MS’ påstand.

Dernæst mener MS, at man ikke samtidig kan behandle emner som hate speech-love, blasfemiparagraffer og terroranslag. MS skriver: ”alle disse forskellige sager repræsenterer ikke samme problemstilling, og kan ikke kastes ned i samme gryde uden at man derved gør debatten fuldstændig retningsløs”.

Men som jeg fremhævede i mit forrige svar til MS, kan man netop ikke strengt adskille de forskelige former for trusler mod ytringsfriheden. Det er da også holdningen hos bl.a. det amerikanske udenrigsministerium og adskillige menneskerettighedsorganisationer, som MS tilsyneladende ikke ønsker at forholde sig til. I den Pew Research-rapport om stigningen i restriktioner på religionsfriheden, som jeg også nævnte i mit forrige svar, hedder det, at:

Pøbelvold relateret til religion skete i en højere andel af de lande, der håndhæver straffe for blasfemi, apostasi eller religionskrænkelse end i lande hvor sådanne love ikke eksisterer (45% vs 19%).

Et godt eksempel er Pakistan, hvor der har været en række eksempler (eks. her og her) på, at folk i politiets varetægt er blevet tævet ihjel eller brændt levende af rasende folkemængder, efter at de var arresteret for blasfemi. Det er ikke svært at se, hvorledes det forhold, at Pakistan har indført dødsstraf for blasfemi, kan legitimere folk til at tage loven i egen hånd. I forhold til hate speech-love er det vigtigt at holde sig for øje, at lande som Pakistan og Egypten, der oplever denne form for vold mod minoriteter, aktivt søger at udvide menneskerettens forbud mod hate speech til også at dække blasfemi, hvilket bl.a. sker gennem den islamiske samarbejdsorganisation OIC, der i de seneste år har fremført dette krav gentagne gange. Dette krav er vigtigt at modstå. Da en islamist myrdede den hollandske filminstruktør Theo Van Gogh, udtalte den daværende hollandske justitsminister, Piet Hein Donner, at den hollandske blasfemilovgivning skulle strammes for at undgå sådanne angreb i fremtiden. En livsfarlig logik i et liberalt demokrati.

Men fordi disse emner hænger sammen, betyder det naturligvis ikke, at der går ”en lige linje fra det at frasige sig nedgørelse på demokratisk vis, at gå ind for racismeparagraffen, eller for den sags skyld blasfemilovgivning, til voldsforherligende terrorisme”. Og det har jeg intetsteds påstået, heller ikke da jeg i sidste måned debatterede emnet ansigt til ansigt med Mona Sheikh. Den beskyldning kan vi således lægge over i det overflødighedshorn af udokumenterede påstande og positioner, som MS gerne vil tage mig til indtægt for, uden at have skyggen af belæg derfor.

MS gentager sin pointe om, at jeg har for stort et fokus på islam. Hun peger på, at der ”så vidt hun ved” i mange vestlige lande stadig findes blasfemiparagraffer, og at disse ikke er indført af muslimer. Ifølge Venedig Kommissionen er der nu kun 7 EU lande med blasfemibestemmelser, der tilmed anvendes meget sjældent. Et af de lande er Danmark, hvor den sidste straffesag stammer tilbage fra 1971 (og endte med frifindelse). Det er nok derfor, at MS griber til Rusland som eksempel på, at kristendommen bruges politisk, jf. straffesagen mod Pussy Riot. Og det er jo helt korrekt, at Putins regime bruger den ortodokse kirke politisk og beskytter den ved hjælp af love mod religionskrænkelse. Men jeg skrev, at konflikten mellem religion og ytringsfrihed ”i vidt omfang er overstået i Vesten, hvor kristendommen de fleste steder ikke længere er i nogen position til at gøre krav på at begrænse borgernes ret til at tænke og tale frit”. Derfor er det mærkværdigt at inddrage Rusland som eksempel, med mindre MS mener, at Rusland er en del af Vesten, hvilket formentligt vil overraske MS’ kolleger på DIIS.

MS har ret i, at de blasfemibestemmelser, der endnu findes i Vesten, ikke er indført under pres fra muslimer. Til gengæld overser hun, at der tale om bestemmelser, der oprindeligt går tilbage til tiden, før kristendommen blev sekulariseret. De forstås derfor bedst som rudimentære levn fra en politisk og retslig kultur, som Vesten i dag i altovervejende grad har ladt bag sig, og heldigvis for det.

At MS som forsker ikke kan anerkende, at islam spiller en langt mere dominerende - og i forhold til ytringsfriheden restriktiv – politisk rolle i mange islamiske stater, end kristendommen gør i Vesten, er forbavsende. De empiriske data i form af internationale opgørelser over eks. pressefrihed viser ellers dette med al tydelighed. Egypten og Tunesiens skæbner efter det arabiske forår er også gode eksempler på hvilke vinde, der blæser i denne del af verden pt. Det betyder ikke, at der raser en civilisationskamp mellem islam og vesten, som MS – igen uden belæg – ellers gerne vil have mig til at mene. Det er i høj grad også en kamp for muslimer, som en syrisk oprørsgruppes nylige brutale henrettelse af en 15-årig dreng, der havde udtalt sig ”krænkende” om profeten Muhammed, viser.

Det mest absurde punkt i Mona Sheikhs forkølede forsøg på at hæve sig over debatten er hendes påstand om, at ytringsfriheden ikke er truet af ekstremister fordi, ”organiserede terrorforsøg fra al-Qaeda ikke handler om ytringsfrihed”. Det afgørende er altså ekstremisternes motivation, ikke effekten af deres angreb. Det er en logik, som kun kan opretholdes i det mest afsondrede akademiske elfenbenstårn. For selv hvis vi accepterer præmissen om, at Al-Qaeda og andre ekstremister overhovedet ikke er motiveret af modstand mod ytringsfrihed, har deres angreb på dem, de mener, krænker islam, naturligvis en klar og direkte konsekvens for ytringsfriheden i form af, at mennesker med ”forkerte holdninger” slås ihjel og andre skræmmes til at holde kæft.

Men spørgsmålet er, om MS’ insisteren på, at ytringsfriheden ikke motiverer al-Qaeda og lignende organisationer, er korrekt? Jeg er ikke ekspert i Al-Qaeda eller radikalisering, men læser man al-Qaedas egen propaganda udgivelse Inspire Magazine fra 2010, findes en længere artikel, der indeholder en række teologiske retfærdiggørelser af drab på de, der udøver ”blasfemi”, og som nævner og problematiserer ytringsfrihed mindst 5 gange. I artiklen står bl.a. ”Hvis I har ret til at bagtale Allahs budbringer, har vi ret til at forsvare ham. Hvis det at krænke Muhammed er en del af Jeres ytringsfrihed, er det en del af vores religion at bekæmpe Jer”. Samt, at det at ”forsvare Allahs budbringer er en større sag end at kæmpe for Palæstina, Afghanistan eller Irak”. Dele af al-Qaeda synes således rent faktisk at være motiveret af modstand mod ytringsfrihed og adskiller dette fra Vestlig udenrigspolitik. I januar i år blev David Headley dømt 35 års fængsel for bl.a. sammen med terrorgrupper at planlægge et angreb på Jyllands-Posten. Motivet var offentliggørelsen af Muhammedtegningerne, som David Headley fandt krænkende, samt at den danske regering ikke straffede Jyllands-Posten. I et chatrum på Yahoo frekventeret af ekstremister, skrev David Headley bl.a., at ”tegningerne gjorde grin med islam”, og at han ”følte sig disponeret til at udøve vold mod dem, der krænker”. Danmarks udenrigspolitik nævnes øjensynligt ingen steder. Af udskriften af David Headleys afhøringsrapport fremgår det endog, at han sammen med sine medsammensvorne drøftede det danske retssystem på et af de indledende møder, hvilket ikke blot bekræfter, at ytringsfriheden optager ekstremister, men også, at deres handlinger har som formål at få regeringer til at ændre de juridiske rammer for ytringsfriheden. Endnu et eksempel på, at debatten om truslerne mod ytringsfriheden fra stater og ekstremister ikke fuldstændigt kan adskilles, og at MS har vendt kikkerten for det blinde øje...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Fremragende svar på Mona Sheikhs til tider usammenhængende indlæg, som desværre ikke bringer særlig indsigt eller ønske om at tage debatten på de præmisser som Mchangamas film "Collision" lægger op til. Det er en afbalanceret film, som netop ikke indeholder den polemiske vinkel, som Sheikh med sin afsporing, forsøger at bilde andre ind, som ikke har set med.

Bjarne Witthoff

Fandt dette Citat. Kan måske give en forståelse for. Hvorfor de tænker sådan.

Citat: "Før alting blev skabt fandtes der i himlen en bog som indeholdt al sandhed, sagde Muhamed til dem. En del af bogens indhold var blevet åbenbaret for jøderne og de kristne gennem de to religioners profeter, til hvilket han også regnende Jesus. Men størstedelen af den var blevet åbenbaret for Muhamed." Citat slut.
Ross og Hills...

Jesper Wendt

Man kan vel ikke tage et citat til indtægt for en hel religion, og en konservativ fortolkning. At fraktioner insisterer er ikke nyt.

Hvor mange kendte al-qaeda inden 2001 - et muligt motiv.

Simon Olmo Larsen

Filmen lugter langt væk af tidsånden, hvor alt skal være "dygtigt, hurtigt, smart" og genkendeligt.

Men den er et vigtigt bidrag til den danske debat og tager nogle emner op som danskerne har berøringsangst overfor?

jan henrik wegener

Det er helt rigtigt og godt at få påpeget, at problemet netop også drejer sig om vold og drab. Det er først og fremmest her og på lignende felter den ubegrænsede "kulturforståelse" ikke holder. Hvis det bare var et spørgsmål om hvordan man hilser på hvem eller hvad slags pølse man får på brødet eller hvordan hatten skal sidde på hovedet kunne man være lidt mere ligeglad.

Robert Ørsted-Jensen

Det jeg ikke fatter er hvorfor man ikke fra EL og SF side genfremsætter de gamle VS og SF forslag om helt at fjerne blasfemiparagraffen - der er efter al sansynlighed et flertal for det i folketinget nu - selv tumperne i DF kan dårligt stemme imod - og det vil sende et sundt signal midt i denne religiøst fanatiske genrejsningstid.

Simon Bang og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Simon Olmo Larsen

Med hensyn til vold og mord på Verdensplan, er det største problem så religiøse fundementalister eller kapitalistiske fundementalister?

Henrik Bjerre

@Robert O Jensen

Jeg ved at f.eks. Soeren Espersen fra DF gerne vil fjerne racisme- og blasfemiparagrafferne. En rigtig god ide som denne debat viser.

Muslimer- og kristne med sarte oerer maa saa blive mere tolerante eller forlade landet.

Og jeg vil opfordre dig til at tale mere hoevisk - selv om Dansk Folkeparti - det er naesten umuligt at faa nogen til at skifte mening naar man starter med at haane dem. Og hvis den hoeviske tale vinder endnu mere indpas, bliver det svaerere for diverse fundamentalister at forlange at lovgivningen beskytter deres sarte oerer.

Simon Bang, Niels Frandsen, Robert Ørsted-Jensen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Selvfølgelig skal lovgivningen beskytte den enkeltes sarte øren - der er jo absolut ingen grund til at bryde en sådan lov.

jan henrik wegener

Chancen for at alle mulige former for kriminalisering af ord skulle bruges til beskyttelse af pressede grupper i samfundet, eller skulle blive administreret ligeligt virker lille.
Især set i forhold til at de alternativt bliver et redskab til vilkårlig udøvelse af magt og et påskud for nogle grupper i samfundet til at opnå særlige fordele ad baggøren.