Læsetid: 5 min.

Ytringsfrihedsfundamentalisternes 3 fejl

10. juni 2013

En ny bølge af liberale ytringsfrihedsfundamentalister tager tyren ved hornene i ytringsfrihedsdebatten, og siger fra overfor den ’særlige’ muslimske sensitivitet overfor kritik. Sådan forsøger både Jacob Mchangama og Birgithe Kosovic i hvert fald at sælge deres seneste indspark i debatten. Men deres argumentation hviler på en række skæve præmisser, der vanskeliggør en meningsfuld diskussion. Jeg har her samlet ytringsfrihedsfundamentalisternes tre mest graverende fejl. Får vi gjort op med dem, kan det være, at vi når derhen, hvor vi kan debattere de reelle problemstillinger.

1. Ytringsfrihed bliver til en -isme

At være ideologisk kendetegnes blandt andet ved at være blind overfor kontekst og detaljer. Mchangama og hans meningsfæller er netop ideologiske, fordi de blander mange forskellige sager sammen i deres ’forsvar’ for ytringsfriheden: Der er nogen der vil bibeholde racismeparagraffen i Danmark. Der er muslimske lande, som i FN-regi har argumenteret for rimeligheden i at beskytte religion mod nedgørelse. Der er muslimer, der føler sig krænkede af hån, spot og latterliggørelse. Der er Al-Qaeda terrorister, der angriber udvalgte mål i vesten. Der finder attentater sted mod islamkritikere som Lars Hedegaard og tegneren Kurt Vestergaard.

Men træk nu vejret engang.

Alle disse forskellige sager repræsenterer ikke samme problemstilling, og kan ikke kastes ned i samme gryde uden at man derved gør debatten fuldstændig retningsløs. Blasfemilove bliver i nogle lande brugt til at undertrykke eller forfølge minoriteter, hvilket naturligvis kalder på et opgør og kritik. Racismeparagraffen i Danmark bliver som hovedregel ikke brugt til at forfølge udsatte minoriteter, men til at beskytte dem og kan således ikke debatteres ud fra samme præmisser som blasfemiparagraffer i lande, hvor de virker som forfølgelsesinstrument.

Hertil kommer, at folk der på demokratisk vis frasiger sig nedgørelse ikke kan kastes i samme gryde som terrorister, der begår voldshandlinger. Ræsonnementet bag denne ideologiske perlerække af ’beviser’ for truslen mod ytringsfriheden er angiveligt, at det alt sammen handler om religiøse følelser i en eller anden udstrækning. Men går der virkelig en lige linje fra det at frasige sig nedgørelse på demokratisk vis, at gå ind for racismeparagraffen, eller for den sags skyld blasfemilovgivning, til voldsforherligende terrorisme? Nej, det gør der ikke, og det er præcis dette miskmask af sager, der udgør en farlig ideologisering. Det forhindrer, at vi kan tage de enkelte debatter på den mest hensigtsmæssige måde, og forholde os til de reelle problemstillinger, der måtte være i nogle lande, fx når blasfemi- og apostasilove bruges som repressionsmiddel.

2. Mytebaserede logikker

Ytringsfrihedsfundamentalisternes ræsonnementer om en ’særlig’ trussel fra den islamiske verden er baseret på myter. Selvom Mchangama på den ene side har udtrykt, at kampen for ytringsfrihed også er muslimernes kamp, lykkes det ham på den anden side ikke at løsrive sig fra civilisationsrammen, når han skal til at udpege ’problemet’ og ’truslen’. For eksempel argumenterer Mchangama her på Information for, at vesten sådan set har overstået kampen mod religiøse følelser, og vundet. Og nu kommer der nogle muslimer, der vil spole det hele tilbage. Men så vidt jeg ved, har mange vestlige lande stadig blasfemiparagraffer, der værner om kristendommen, folks religiøse følelser eller den offentlige orden. Som jurist burde Mchangama vide, at det ikke var muslimer der indførte disse love i vesten. Den tragiske ironi er, at der findes blasfemilovgivninger i muslimske lande, der i sin tid blev introduceret af vestlige lande. Tag bare Pakistan, hvor blasfemilovgivningen var en del af landets britiske koloniale arv.

Samtidig mener Mchangama tilsyneladende at Kristendommen ikke spiller samme politiske rolle som Islam, og skriver derfor, at kristendommen modsat islam ikke længere er ”i nogen position til at gøre krav på at begrænse borgernes ret til at tænke og tale frit”. Hvis han hermed mener, at kristendommen ikke bliver brugt ligeså mobiliserende som islam i politiske sammenhænge, vil jeg anbefale ham at løfte blikket fra skrivebordet et øjeblik. Alt fra terrordømte amerikanske abortmodstandere, til Breiviks ideologiske manifest og de blasfemilove, der for nyligt blev brugt mod den russiske feministiske Pussy Riot-bevægelse vidner om, at kristendommen også bruges politisk og voldeligt.

3. Det er ikke vores værdier, men politikker

Al-Qaeda-relateret terrorisme sættes ind i samme fortælling som den, der handler om Islams ’særlige’ sensitivitet overfor religionskritik. Mchangama forsøger fx i sit debatindlæg her på Information at hvidvaske sin films disproportionale fokus på en muslimsk trussel mod ytringsfriheden ved at pege på ”organiserede terrorforsøg fra ind- og udland, herunder fra Al-Qaeda.” Problemet med dette er, at organiserede terrorforsøg fra Al-Qaeda ikke handler om ytringsfrihed. Jeg kender ingen indenfor mit forskningsfelt, der nogensinde har udledt, at det skulle være det der driver værket. Ser man på forskningen og på terroristernes egne udtalelser, så er det suverænitetskrænkelser, amerikanske baser, vestlige landes udenrigspolitik, deres invasioner og besættelser, bomber og droner, og støtte til tyranniske diktatorer som konflikterne handler om. Det er heri deres primære mobiliseringskapacitet ligger. Og jo, Danmark er med karikaturkrisen, såvel som sin krigsdeltagelse i Afghanistan, Irak og Mali kommet på terroristernes verdenskort som et af de lande, Al-Qaeda ser som symbol på en nedværdigelse af den muslimske verden. Men det skyldes i højere grad, at vores udenrigspolitiske adfærd bliver fortolket som et aggressivt korstog, end at vi har nogle særlige frihedsværdier de gerne vil til livs.

Den britiske historiker Sir Herbert Butterfield skrev i starten af 1930’erne at verdenspolitiske konflikter lever af, at konfliktens parter nægter at forholde sig til, hvad der driver deres modpart. I stedet promoverer man aggressivt sine egne doktriner på en måde der føder ind i modpartens fjendebillede. Ved at ophæve principper til jernstøbte ’ideologiserede’ doktriner, opretholdes konfliktens dynamik. En manglende selvkritisk indsigt er netop også problemet for den nye stand af liberale ytringsfrihedsfundamentalister når de aggressivt promoverer ytringsfrihed som en ubøjelig doktrin - selvom de paradoksalt nok har båret sig frem som ’kritikkens’ livsvogtere.

Tilbage står vi med en håndfuld forbrydere, der i nyere historie er gået direkte efter personer som den hollandske filminstruktør Van Gogh eller Kurt Vestergaard, angiveligt motiveret af deres islamkritiske indlæg. Det er utvivlsomt ulykkelige episoder, men langt fra overbevisende eksempler på, at ytringsfriheden er eksistentielt truet på livet af Islam. Vi må bort fra den ideologiske dramatisering, og se problemerne i deres rette proportioner og kontekst. Kun sådan kan vi finde fornuftige løsninger på dem.

Mona Kanwal Sheikh, Phd. Post doc. DIIS.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jens Falkesgaard
Jens Falkesgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Furbo Skov

"Problemet med dette er, at organiserede terrorforsøg fra Al-Qaeda ikke handler om ytringsfrihed."
"Og jo, Danmark er med karikaturkrisen, såvel som [...] kommet på terroristernes verdenskort som et af de lande, Al-Qaeda ser som symbol på en nedværdigelse af den muslimske verden."

Så terrorforsøg fra al-Qaeda har og har ikke noget med ytringer at gøre. Javel, ja...

Ole Sandberg

Søren Furbo Skov, du kunne ikke belejlige dig til at læse den næste sætning? Den hvor der står hvad dt faktisk har noget at gøre med.

Henrik Brøndum

Jeg maa takke Mona Sheikh for denne officielle udnaevnelse til fundamentalist, men siden jeg har langt flere end 3 fejl, har jeg valgt at returnere den medfoelgende vaabentilladelse.

randi christiansen

Så - license to kill - bare man er med i den rigtige klub?

Tredje verdenskrig - hodernes kamp - er i gang, og selverkendelse er første vej til forbedring

Steffen Gliese

Man behøver sandelig ikke at bruge "kristne er ligeså slemme"-argumentet, det er helt fint at påpege, at der ikke vedtages en lov i Danmark, der går imod den kristne lære.