Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) må endnu en gang konstatere, at Børne- og Undervisningsministeriet ønsker en central detailstyring af de gymnasiale uddannelser – på trods af formulerede målsætninger om det modsatte.
Som Information beskriver den 6. og 8. juli, kan en gymnasierektor ifølge ministeriets nye retningslinjer for resultatløn få næsten tre måneders gymnasielærerløn i bonus for at få lærerne til at bruge en større del af deres arbejdstid sammen med eleverne.
Imidlertid fastslog tre højesteretsdommere i 2010, at Børne- og Undervisningsministeriet ikke måtte fastlægge sådanne centrale bindinger vedrørende anvendelse af lærernes arbejdstid for rektorernes resultatlønskontrakter. Med de nye retningslinjer forsøger ministeriet nu bevidst at omgå dommernes kendelse.
Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) har tidligere opfordret (læs forbudt) rektorerne til at indgå lokale aftaler om lærernes arbejdstid. Ministeriet har undersøgt, om rektorerne følger anvisningerne. Hvis svaret var nej, kom den formastelige rektor til ’kammeratlig’ samtale på ministerens kontor. Det er lærernes engagement, der har betydning for elevernes læring. Dette engagement skabes på skolen gennem dialog, medinddragelse og tillid. Men hvordan kan der lokalt skabes tillid, når ministerens indgangsvinkel er mistillid til bestyrelsernes og ledernes evne til at selv at fastlægge lokale mål for læring og kvalitetsudvikling?
Samlebåndsundervisning
Som Information så rigtigt gør opmærksom på, er et fokus på lærernes tid sammen med eleverne udtryk for en forældet tankegang. Mere tid sammen med eleverne sikrer ikke nødvendigvis de bedst mulige rammer for læring. Lærerne presses derimod til at levere undervisning på bedste samlebåndsmaner. Det er på ingen måde fremmende for hverken elevernes læring eller for lærernes motivation, ligesom det ikke mindsker frafaldet.
Rektorforeningens formand har ifølge Information kritiseret Børne- og Undervisningsministeriets udspil. Jeg håber, at Rektorforeningen sammen med GL vil stå fast på, at lærere og ledere på det enkelte gymnasium skal finde de bedst mulige veje til at skabe så dygtige studenter som muligt.
Det skal ikke være ministeriets absurde procesmål for resultatbonus, som skal styre udviklingen ved at lokke rektorerne med ussel mammon.
