International kommentar

Brasilien – et demokrati med huller

Demonstrationerne i Brasilien har afsløret FIFA’s magtfuldkommenhed, demokratiets svagheder – og en handlekraftig præsident
Hele slumbyer, favelas, rives ned, og beboerne flyttes til nye kvarterer uden for byerne, så fattigdommen ikke er så synlig for de besøgende til VM. Foto: Scanpix

Hele slumbyer, favelas, rives ned, og beboerne flyttes til nye kvarterer uden for byerne, så fattigdommen ikke er så synlig for de besøgende til VM. Foto: Scanpix

2. juli 2013

På tv-skærmen ser græsset på Rio de Janeiros fodboldstadion Maracaná, Brasiliens stolthed – netop renoveret for næsten tre milliarder kroner – frisk og grønt ud. Men det er en illusion. På Maracaná og de fleste af de dyrt renoverede eller nybyggede fodboldstadioner, som skulle stå deres prøve ved FIFA’s Confederation Cup, er der store problemer med græstæppet. Bæreevnen er dårlig, og der kommer huller under kampene til fare for spillerne. Det ønskede arrangørerne åbenbart at holde hemmeligt. I hvert fald er ansatte og officials på Maracaná mellem kampene blevet set på banen, hvor de sprayer huller i grønsværen med grøn farve.

Men problemerne kan ikke skjules. En omstridt særlov hæver FIFA over brasiliansk lov: Det brasilianske forbud mod alkoholiske drikke på stadioner ophæves af hensyn til storsponsoren Budweiser, barer og cafeer må ikke uden autorisation vise tv-transmissioner af VM-kampe, og inden for en afstand af op til to km omkring fodboldstadioner og andre anlæg med tilknytning til FIFA og VM må hverken uautoriserede (gade)sælgere eller demonstranter opholde sig.

Loven rejste en voldsom debat om FIFA’s krænkelse af Brasiliens suverænitet. Nok så alvorlige er dog de direkte følger for mindst 300.000 mennesker – hovedsagelig i slumområder i værtsbyerne – af FIFA’s krav om udbygning af infrastrukturerne. Der bygges svævebaner, p-anlæg, hoteller og motorveje for spillere, officials og det betalende publikum.

Protestfodbold

Hele slumbyer, favelas, rives ned, og beboerne flyttes til nye kvarterer uden for byerne, så fattigdommen ikke er så synlig for de besøgende til VM. I Rio de Janeiro afholdte flere favelaer en fodboldturnering i protest samtidig med den mislykkede Confederation Cup, Copa Popular kontra os Desalojamentos (Folketurneringen mod udsmidninger). Latinamerikas ældste favela, A Providência, i centrum, vandt. Her er omkring halvdelen af indbyggerne flyttet for at give plads til to tovbaner og et område med bl.a. cafeer og butikker til de turister, der ventes til VM næste år og OL i 2016.

Da de første demonstrationer fandt sted den 10. juni mod forhøjelsen af taksterne for den i forvejen relativt dyre og ineffektive offentlige trafik, var det ikke alene takstforhøjelsen, de protesterende vendte sig imod. Protesterne var kulminationen på mange års akkumuleret utilfredshed med magtmisbrug, korruption og politivold, som for alvor blev synlig med de dyre megaprojekter til VM og OL – projekter som igen udstillede korruptionen og grådigheden blandt landets økonomiske og politiske elite.

Illusionen om et nyt Brasilien

Omverdenen, eliten og den stærkt sammensatte middelklasse i byerne havde ellers bygget et billede af Brasilien som et land med rekordvækst: en kommende stormagt med social ansvarlighed bevist gennem Lula-regeringens (2003-11) succesfulde fattigdomsbekæmpelse, som har bragt næsten 40 millioner ud af fattigdommen.

Men grundlæggende er der ikke meget, der er forandret i Brasilien. Politiet optræder med samme ubeherskede brutalitet som under militærdiktaturet 1964-85, militæret er stadig en magtfaktor, racismen over for sorte og indianere er udtalt, landet er stadig et af de mest socialt ulige i verden, og alvorligt miljøsvineri er normen. Billedet af et land i hastig og socialt ansvarlig forandring er en illusion. Den dækker over udbredt magtmisbrug, undertrykkelse og korruption.

Lulas efterfølger, Dilma Rousseff, lovede i sin valgkamp at fortsætte Lulas fattigdomsbekæmpelse, økonomiske vækstpolitik og udenrigspolitik. Værtskabet for VM og OL er et led i den internationale profilering af landet. Desuden lovede hun at gennemføre hårdt tiltrængte politiske reformer.

Nøglen til løsningen

Det er her, nøglen til at løse Brasiliens problemer og konflikter ligger. Hidtil er der ikke sket noget, men de vedvarende demonstrationer har sat gang i regeringen. Rousseff var hurtig til at række hånden ud til demonstranterne ved først at overtale kommuner og delstater til at aflyse takstforhøjelserne. Dernæst sendte hun et vidtgående lovforslag om brug af størstedelen af de voksende olieindtægter til uddannelse og sundhed til hastebehandling i Kongressen. Derved imødekommer hun den centrale kritik hos demonstranterne, der er stærkt utilfredse med, at der bruges milliarder på sportsanlæg, mens der mangler hospitaler og skoler. En ny lov skærper desuden kursen mod korruption, herunder korrupte politikere.

Næste skridt er at gennemføre dybtgående politiske reformer, der skal bryde den rodfæstede politiske kultur, som bygger på korruption, nepotisme, klientelisme og mange steder væbnet magt med rødder langt tilbage i landets historie.

Rousseff besluttede i sidste uge at udskrive en folkeafstemning om politiske reformer. Et vigtigt tema ventes at blive et brud med private koncerners og organisationers udbredte opkøb af politikere og partier. Det skal bl.a. ske gennem offentlige tilskud til partierne og deres kandidater.

Det bliver op ad bakke. Især vil det blive særdeles vanskeligt at bryde den politiske kultur, som gør, at f.eks. store jordejere kan indsætte og styre deres kandidater på alle niveauer efter forgodtbefindende. Der er også brug for en effektiv beskyttelse af journalister og medier. Brasilien er det tredjefarligste land i Latinamerika for journalister.

Nu skal Rousseff gennem seje forhandlinger i Kongressen om temaerne for folkeafstemningen. Selv om hun har et bekvemt flertal i begge kamre, består det af en broget flok på ni regeringspartier og et tilsvarende antal støttepartier fra venstre til højre, hvis ageren er helt uforudsigelig. Derfor risikerer regeringen en folkeafstemning, der ikke vil røre afgørende ved de centrale politiske strukturer og traditioner. Så kan den ende med at blive grøn spraymaling på de store huller i det ellers kønne, demokratiske system, hvis svagheder demonstrationsbølgen har blottet.

Jens Lohmann er journalist og forfatter

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Henrik Darlie
  • Dennis Berg
  • HC Grau Nielsen
Henrik Darlie, Dennis Berg og HC Grau Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak, det var dejligt med en mere nuanceret artikel fra sydamerika end hvad man ellers er vant til her på Information.