Kronik

Dansk film har brug for et Dogme13

Trods kassesucceser og internationale hæderspriser er dansk film i gang med at grave sin egen grav. De originale instruktører forsvinder til Hollywood, og de tilbageblevne producerer ligegyldige skabelonsfilm eller dårlige forsøg på kunstfilm. Der er brug for et nyt koncept ala Dogme95 for igen at skabe vedkommende historier i dansk film
Anders W. Berthelsen og Jesper Asholt i Søren Kragh-Jacobsens dogmefilm ’Mifunes sidste sang’.

Archives du 7eme Art

23. juli 2013

For nylig så jeg Rasmus Heides platfilmskomedie Alle for to og den noget mere rutinerede og anerkendte Annette K. Olesens Skytten. De to film var desværre næsten lige ringe. Den første på grund af sin platte humor, utroværdige og forudsigelige historie og skelettynde karakterer, den anden fordi den er aldeles uengagerende og ikke rigtig ved, hvad den vil.

I begge tilfælde fristes man til at spørge: Hvad var det lige, der gjorde, at de to historier trængte til at blive fortalt? Svaret ligger såmænd lige for: Rasmus Heide laver film, der har et stort publikum og tjener derfor mange penge ind. Annette K. Olesens film har uden tvivl de bedste kunstneriske intentioner, og ideen om en moderniseret opfølgning – på en problemstilling fra en 70’er-klassiker med samme titel – virker også spændende, men resultatet er dræbende kedeligt, og skuespillerne kæmper tydeligvis med deres intetsigende karakterer.

Begge film er typiske eksempler på, hvor dansk film hovedsageligt står i dag, og her må man konstatere, at det står ringe til.

Talenterne rendt af pladsen

Gang på gang forlyder det – ganske rigtigt – at dansk film også har kronede dage, for danske filmkunstnere høster internationale æresbevisninger ved stort set alle filmfestivaler og prisuddelinger med titler som En kongelig affære, Den skaldede frisør, Drive, Hævnen og Jagten. Men disse film har alle på én eller anden måde udgangspunkt i et 1995’er-koncept med skyhøje kunstneriske ambitioner om jomfruelighed og originalitet, men det er en tænkemåde, som i dag synes på vej mod udvanding.

Bagmændene bag disse succeser er i store træk skabt af tidligere nytænkere som Poul Nesgaard og Mogens Rukov fra Filmskolen og Peter Aalbæk Jensen fra produktionsselskabet Zentropa.

Efter en ørkenvandring i årtier med mange år mellem snapsene blev Zentropa startet i begyndelsen af 1990’erne. Fire unge instruktører stod i 1995 frem med deres såkaldte Dogme95-koncept, som fordrede originalitet og engagerende livshistorier, og hvor instruktion og indlevelse og fravær af eksterne effekter var et krav. Det gik rigtig godt i mange år, og de publikumshungrende biografer var fyldt med tilskuere. Med titler som Festen, Idioterne og Italiensk for begyndere kunne man næsten ikke få hænderne ned igen af begejstring. Konceptet smittede stort i udlandet, men efter 212 dogmefilm på verdensplan blev konceptet lukket ned i 2002. Dogmekonceptet er således udlevet, og talenterne er rendt af pladsen.

Tosser skaber de bedste film

En stor del af de mest succesfulde forsvandt relativ hurtigt til Hollywood. Her kan nævnes en række instruktører som Lars von Trier, Niels Arden Oplev, Thomas Vinterberg, Bille August, Lone Scherfig, Ole Bornedal og Nicolas Winding Refn og skuespillere som Mads Mikkelsen og Nikolaj Coster-Waldau – og endelig den vel nok mest originale danske instruktør i mands minde, Anders Thomas Jensen, som dog har reduceret sit talent til blot at skrive manuskripter til nær sagt alt muligt, der kan være penge i.

I Hollywood bliver disse instruktører oftest brugt, som de håndværkere de også er, men de forventede store oplevelser udebliver. De historier, de er sat til at fortælle, har ikke længere originaliteten og inderligheden over sig.

For nylig kunne man opleve Peter Aalbæk Jensen i DR2’s Deadline, og her fik man bl.a. defineret det faktum, at det, der skaber ny filmkunst, ikke er fætterkusine-indavl med fine uddannelser, men derimod helst »tossede« mennesker med mindst syv afvigerdiagnoser, som higer desperat og ufortrødent efter at fortælle deres originale historie.

Stoltheden over dansk film er således til at forstå, men antalsmæssigt er det et absolut fåtal af film og filmnavne, der opnår succes og international omtale.

På vej mod ligegyldigheden

Dansk film kan stort set systematiseres i tre kategorier. Der er de konsulentstøttede film, som har kunstneriske ambitioner, og som er de mange. Der er de markedsordningsstøttede, som er brugerorienterede, og som er de økonomisk indbringende. Og endelig er der de internationale co-produktioner.

Langt størstedelen af den årlige danske filmproduktion på cirka 25 titler har et meget lille publikum og kunne ikke klare sig uden den offentlige statsstøtte fra Filminstituttets konsulentordning. Der kommer jævnligt film med ned til et par tusind tilskuere som Katrine Wiedemanns Viceværten (2012) og i slemme tilfælde som Linda Wendels Julie (2011) med kun cirka 50 biograftilskuere. Viceværten er en absolut kunstnerisk forsvarlig film, men er der ikke noget publikum, må man stille sig spørgende over for de brugte millioner. Film er jo nu engang et massemedium.

Endelig er der en række film, som bliver støttet fra den såkaldte markedsordning, men det er film, som gennemsnitligt lefler for den laveste fællesnævner og det nemme og billige grin. At der også skal være plads til sådanne film er med deres typiske halve million tilskuere i biograferne helt ok, men når man oplever den platte historie, de psykologisk utroværdige personer og meget mangelfuld, nærmest amatøragtig instruktion i filmserier som Min søsters børn og Far til fire og enkelttitlerne Klassefesten, Alle for én og Alle for to samt Casper Christensens forsøg Klovn – The Movie og Player, må jeg som filmhistoriker konstatere, at dansk film står ved en skillevej i disse år, for dansk film er på vej ud i ligegyldigheden.

Middelvejen eller talenterne?

I et nummer fra troubadourbandet Daltons debut-cd fra 1992 med titlen »Middle of the Road« hedder det, at man skal vare sig for at opnå den succes, man higer efter, for så snart man får den, vil man søge at bevare den via gentagelse og stilstand og tilbøjeligheden til at søge den gyldne middelvej, som fører ad helvede til.

I 2014 skal de politiske partier forhandle nye støtteordninger. Hvis ikke dansk film vil synke hen i ny ørkesløshed, fordi man meget nemt kan forstille sig, at politikerne i en økonomisk krisetid vil give yderligere støtte til markedsorienterede sællerter, må branchen sadle om og gøre opmærksom på de nogle gange særegne talenter, der dukker op, som kan skabe ny vækst og kunstnerisk udvikling i dansk film.

I første halvdel af 00’erne lavede den oscarbelønnede instruktør Anders Thomas Jensen tre helt suverænt vellavede og originale komedier med titlerne Blinkende lygter, De grønne slagtere og Adams æbler, som samtidig også blev kassesucceser.

Anders Thomas Jensen burde vende hjem og lave film igen. Hollywood har tilstrækkeligt med manuskriptforfattere i forvejen, og de film, han har bidraget til, er ikke noget at råbe hurra for.

En anden original folkelig filmskaber i en helt anden boldgade er multikunstneren Erik Clausen og en tredje musikeren Nikolaj Steen, som brillerede i 2009 med den meget troværdige, kunstnerisk vellavede og menneskeligt varme Oldboys.

Sådanne originale talenter m.fl. burde gå sammen med førnævnte Peter Aalbæk Jensen og hans ’filmtosser’ og den uforlignelige ’gamle’ nyskaber Poul Nesgaard fra filmskolen og skabe et nyt kunstnerisk kravkoncept med titlen ’Dogme13’. Det trænger dansk film til, hvis ikke den skal svinde helt hen i ligegyldighedernes verden og opleve de sidste talenter forsvinde til udlandet til den gyldne middelvej, som i sidste ende fører ad helvede til.

Bent Liholm er overlærer, mag.art. i film- og medievidenskab

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Simon Falkentorp
  • Claus Christensen
Simon Falkentorp og Claus Christensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Andreas Koefoed

Kære Information,
Jeg troede først at det var et scam, men kan nu se at det må være en seriøs artikel. Jeg undrer mig over hvordan I kan bringe en artikel, der ikke bare har en fuldstændig fejlagtig analyse af dansk films tilstand, men også indeholder virkelig mange faktuelle fejl og udelader samtlige nyskabende og succesfulde danske film fra de seneste 5 år. Det fremstår usagligt og uoplyst.
mvh Andreas Koefoed

Kim Pedersen

Kvalificér debatten!

Af Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen Danske Biografer

Debat er godt, men hvis vi skal nå nogen steder, er forudsætningen dog, at debattørerne nogenlunde har fakta på plads. Det er ikke tilfældet i Bent Liholm og hans debatindlæg ”Dansk film har behov for et Dogme13”. Liholm kan øjensynligt smykke sig med en pæn uddannelsesmæssig baggrund, dog ganske uden det har udmøntet sig i påpasselighed omkring fakta. Sjældent har man set et mere fejlbehæftet debatindlæg.

Der bruges sølle to eksempler – ”Skytten” og ”Alle for to” – som dokumentation for, hvor dansk film hovedsageligt står i dag. Helt ignoreres ”Jagten”, ”I lossens time”, ”Nordvest”, ”Marie Krøyer” og ”Kapringen”, som dog fortæller en hel del mere om dansk films nuværende stade.

Det er lige stærkt nok, at forbigå Det Danske Filminstituts tidligere direktør Henning Camre, i forbindelse med opremsningen af bagmændene til dansk films succes efter 1995.

Der er flere tilskuere i biograferne i dag til danske film, end under dogme-årene, hvorfor postulatet om at det kun var under dogme-årene biograferne var fyldt, er absurd.

Det er ikke korrekt, at en stor del af de mest succesfulde instruktører er forsvundet til Hollywood. Lars von Trier, Lone Scherfig, Bille August og Thomas Vinterberg har aldrig lavet film i Hollywood! Dog er sidstnævnte på vej med en og tillykke med det! Det er korrekt, at enkelte danske instruktører – et absolut fåtal - har lavet film i Hollywood, men for de fleste vedkommende kun en enkelt, hvorefter de er vendt tilbage til Danmark igen. Og hvad i himlens navn er der galt i, at disse instruktører henter erfaring i udlandet?

At tænke kommercielt bør ikke klandres danske manuskriptforfattere.

Det er ikke korrekt, at det antalsmæssigt er et absolut fåtal af film og filmnavne, der opnår succes og international omtale. Aldrig har dansk film høstet større succes i udlandet end i de senere år.

Det er ikke korrekt, at de konsulentstøttede film, som er de mange. Det Danske Filminstitut har tværtimod forsøgt at skabe balance mellem konsulent- og markedsordningen.

Ingen dansk film ville kunne klare sig uden støtte fra Det Danske Filminstitut - det er vort sprogområde og potentielt tilskuerantal, simpelthen for spinkelt til. Og en gennemgang af tilskuerantallet på de forskellige film, vil dog hurtigt afsløre det er noget rent sludder at langt størstedelen af filmene har et meget lille publikum.

Det er f.eks. ikke korrekt, at Linda Wendels ”Julie” kun blev set af ca. 50 biograftilskuere.

Nu er markedsfilmene jo ikke de eneste film der bliver produceret. Som tidligere nævnt søger Det Danske Filminstitut at skabe balance i de to ordninger. Derfor kan der så sandelig ikke udledes noget generelt omkring dansk film, ved blot at fokusere på hhv. den ene eller anden af ordningerne. Dansk film skal iagttages under et samlet hele.

At forlange Anders Thomas Jensen udleveret til Danmark, ligner jo et krav man ellers kun finder i de gamle totalitære stater som Østtyskland. Lad os nu blot glæde os over, at dansk film har produceret et af verdens største talenter indenfor manuskriptskrivning.

Erik Clausen er 71 år og Nikolaj Steen har lavet en enkelt film, hvor hans talent spreder sig over langt større kunstområdet end blot at være filminstruktør. Det er nok ikke lige fra den kant, vi skal forvente os fremtiden for dansk film.

Hvad diverse debattører overser, er den årelange økonomiske krise samfundet har befundet sig i, som selvfølgelig også har ramt filmbranchen, hvor man af bitter økonomisk hensyntagen har været tvunget til at tage de nødvendige forholdsregler for ikke at få konkurs.

Når hjulene atter kommer i omdrejninger, skal originaliteten og nyskabelserne nok indfinde sig.

John Vedsegaard

Hvis en del af vores film og andre mediefolk bliver eksporteret til udlandet, betyder det så ikke bare at vi bør uddanne mange flere af slagsen.

Godt nok er det ikke lige det de 2 ovenstående indlæg peger på, begge burde vide en masse om det, men tanken behøver alligevel ikke være ude af betragtning. Hvis nogen politiker skulle komme forbi denne artikel.

Claus Christensen

For nu at strø salt i såret: Dette indlæg må kandidere til årets mest fejlagtige og uvidende. Er hele Informations filmredaktion på ferie?

Bent Liholm advarer mod, at man skal forsøge at gentage en succes, men opfordrer ironisk nok selv til at opfinde et dogme-lignende koncept igen. Hvordan hænger det sammen? I øvrigt er det absurd at forestille sig, at man med succes kan gentage dogme i 2013. Det var et originalt initiativ på det rigtige tidspunkt, men ikke en kunstnerisk trylleformular hævet over tid og sted.

Anders Thomas Jensen har aldrig arbejdet i Hollywood, og det er ikke branchens skyld, at han i nogle år ikke har instrueret film. Det er hans eget valg. Alle ville elske at se ham lave film, og han arbejder da også netop nu på sin fjerde spillefilm, ”Mænd og høns”, hvilket Bent Liholm åbenbart er uvidende om.

Lars von Trier lider af flyskræk og har aldrig sat sine ben i Hollywood, og hvis man tror, at en film som ”Antichrist” er en Hollywood-film, så er man galt afmarcheret.

”En kongelig affære”, ”Den skaldede frisør”, ”Hævnen” og ”Drive” har intet med dogme at gøre. Nikolaj Arcel laver genrefilm, som var forbudt under dogme, og hans karriere kan bedst beskrives som et modstykke til dogme.

Dogme-sekretariatet blev lukket i 2005 – ikke i 2002 – og Peter Schepelerns ”Filmleksikon” oplyser, at der på det tidspunkt var lavet cirka 30 ikke-danske dogme-film. Men de er ikke blevet nogen succes, og i dag huskes vel nærmest kun ”Julien Donkey-Boy” af Harmony Korine.

Det er naivt at tro, at 57-årige Peter Aalbæk Jensen, der har meldt ud, at Zentropa fremover vil satse på de etablerede og ”sikre” instruktører, og 61-årige Poul Nesgaard, der har nok af udfordringer på Filmskolen, skulle repræsentere fornyelsen i dansk film. Den skal som altid komme fra vækstlaget. Og der er masser af energi og talent i vækstlaget, som man blandt andet kan se på Ekko Shortlist (http://www.ekkofilm.dk/shortlist/). Talenterne har i dag bare sværere ved at komme til spillefilmfadet, fordi der – i modsætning til 90’erne – er så mange dygtige, etablerede danske instruktører.

Den manglede kvalitet på markedsordningen er ikke et nyt problem. Den slags film er blevet lavet i 50-60 år, også under dogme-bølgen.

Dansk film har ikke brug for et nyt dogme, men måske har filmmagister Bent Liholm, som på sin hjemmeside praler med at være ”hurtigst uddannet i faget nogensinde”, brug for nogle flere år på skolebænken.

Mvh, Claus Christensen, chefredaktør for Filmmagasinet Ekko

Simon Falkentorp

Jeg tror noget af det, der skiller vandene her, måske er forskelligt syn på, hvad "dansk film" er, eller hvad man kunne ønske sig, at det skulle være. Jeg er ikke ansat i filmbranchen og har ikke stor indsigt i distribuitionsøkonomi. Men lidt ved jeg og set fra et primært publikumssynspunkt, er mine meninger fuldt "kvalificerede".

Som sorgløs underholdning tror jeg personlig dansk film har det bedre, end nogensinde. Men det er i det store hele Good Clean Family Entertainment You Can Trust! Dvs. som ikke ryster, udvikler og bevæger kulturen (den danske kultur) nye steder hen. For alle "successerne" er i det store hele tryghedsskabende søvnruner. Om dette er udtryk for "succes" eller at at dansk film graver sin egen grav, synes jeg er ekstremt subjektivt.

Artiklen er udtryk for ét synspunkt. Som jeg personlig i det store hele deler. At synspunktet formodentlig er i mindretal, vil ikke overraske mig, men ændrer heller ikke synspunktet. Snarere tvært imod.

Jeg har for mange år siden i det store hele opgivet dansk film som den indholdsmæssige vælling, jeg mener den er. Men tager naturligvis af og til et kig i håb om, at mit ignorante sortsyn blive bragt til skamme. Jeg ser faktisk langt flest såkaldte talentfilm, især fra Åårhus' filmundergrund. Her kan man af og til opleve fornøjelige glimt af vision, dynamik og det uventede.

Når de bedste af dem så kommer på Filmskolen laver de typisk afgangsfilm der er ubeskriveligt uoriginale, og indholdsmæssigt klichefyldte i de temaer, de tager op. Nogle af dem vil forhåbentlig finde tilbage til noget af den uforfærdede originalitet, de blev "født" med. Men deres "succes" er skam et "faktum", og at påstå noget andet er naturligvis "faktuelt usandt" osv.

Er ikke specielt gammelt ordsprog siger, at det sværeste ikke er, at vælte det bestående af pinden. Hvad enten det er diktatorer eller stivnede kulturnormer. Det svære er, ikke at komme til at erstatte dem med det i længden selvsamme diktatur eller kulturstivsind. Aalbæk synes jeg viser glimtvis indsigt i denne mekanisme. De tidligere banebrydere stivner, og når de kritiseres for dette, af en ny generation, bliver de i det store hele forurettede.

I har naturligvis fuldstændig ret: Alt lortet ER jo en succes. Popcornsbøvshallerne er en succes. Ud fra sine selvdefinerede succeskriterier. Så hvor at artiklen muligvis kan kritiseres for forkerte faktualiteter, så er jeg personlig enig i den overordnede synsvinkel. Blot tror jeg ikke engan at det etablerede filmsystem vil opdage, når den ligger nede i mulden, hvor den stadig vil uddele gyldne statuetter for Cola-salget.

Det var da en voldsom svada! Antal tilskuere til JULIE skulle vist være 155 mod mine 50, men hvor stort er det?
At klandre mange danske talenter for flugt til Hollywood var en dårlig formulering. Jeg mente reelt til det store udland.
Jeg mener ikke, at Nesgaard m.fl. står konkret bag nutidens succeser, men at de har skabt ånden bl.a. via Nesgaards Tv-programmer i 70erne og 80erne og hans efterfølgende virke på filmskolen.
Når jeg henviser til DOGME-konceptet, er det for at pointere, at der snart skal ske noget drastisk, som det var i sin tid.
At klandre Nesgaard, Erik Aalbæk og andre for deres alder er lidt billigt. Ridley Scott og Clint Eastwood er langt ældre.
Jeg har normalt stor respekt for Claus Christensen og EKKO, men jeg mænger mig ikke med det københavnske filmmiljø, som virker indspist og 'behageligt' midtsøgende. At henvise til min hjemmeside og påstå at jeg praler er useriøst, men jeg er måske også blevet for gammel med mine 62 år og vel 45 år som filmfreak med op til 6-700 nye filmoplevelser om året og medredaktør af et filmtidsskrift helt tilbage i 1970erne, men sådan er der så meget. Kan man ikke lide de store linjer, kan man jo altid kaste sig over småtingene.
Min kompliment til Information for altid at ville være med til at lave røre i andedammen! Det er nogle gange det, der kommer noget ud af. Det lykkes forhåbentlig med min kronik!

Jesper Maintz

Bent Liholm, de lange, kloge svada'er skyldes at du har fuldstændig ret. Christensen og Pedersen laver ikke andet end at skyde folk ned i stedet for at beskæftige sig med den problematik, din kronik virkelig handler om, nemlig kvaliteten af danske film. Mens Kim Pedersen's motiver er almindeligt kendte, kan jeg ikke finde ud af Claus Christensen - hvorfor er han ikke mere interesseret i at højne kvaliteten og kreativiteten i dansk film? Hvorfor sidder han og spiller klog i stedet for at tage stilling? Svar udbedes meget gerne.

Claus Christensen

Kære Bent.

Som nittenårig flyttede jeg fra Hundige til Aarhus, hvor jeg boede i sytten år, så jeg kender godt følelsen af at stå udenfor. Men jeg har svært ved at se, hvad geografi har med det emne, vi diskuterer, at gøre.

Dogme95 var om noget et københavner-projekt, og man kan ikke påstå, at københavner-instruktører som Katrine Wiedemann og Linda Wendel, som du i dit første indlæg kritiserer for ikke at sælge billetter (!), er ”behageligt midtsøgende”. Og flere af de folkekomedier, du ikke bryder dig om, klarer sig faktisk relativt set bedre i Jylland end i København – for eksempel ”Min søsters børn” (se ”Box office” i Ekko #61).

Ronnie Fridthjof, der står bag ”Alle for én” og ”Alle for to”, som du heller ikke bryder dig om, er født og opvokset i Aarhus, og det ville være forkert at påstå, at han er blevet københavner-indspist (se portrættet i Ekko #61).

Ekko Shortlist er en platform for kortfilm og nye danske filmtalenter. Filmene er udvalgt af Ekkos redaktion, men det er læserne, som bestemmer deres placering. På top ti finder man på tiende uge den talentfulde ”Mellem træerne”, som er skabt på Super8-uddannelsen i Aarhus. Lige nu har vi udvalgt fire film fra provinsen som ”boblere” til top ti: ”The Blackwater Gospel” (The Animation Workshop i Viborg), ”Bjørneliv” (Potemkin Film i Aarhus) og ”Ignorance”, der er en del af ”Aarhushistorier” under Aarhus Festuge.

Om få dage bringer vi på vores hjemmeside et interview med den nye leder af Aarhus Filmværksted, Morten Hartz Kaplers. At beskylde os for at være københavner-indspiste, er vist lige at tage munden for fuld.

Vi slider og slæber hver dag med Ekko Shortlist, så nye talenter – uanset hvor de kommer fra i landet – kan blive set og anerkendt. Målet er, at en ny generation med nye vitale ideer slår igennem i dansk film.

Mvh, Claus Christensen, Filmmagasinet Ekko

Kim Pedersen

Gud bevare den danske filmindustri

Af Kim Pedersen, Formand, Brancheforeningen Danske Biografer

Som svar til Jesper Maintz kan jeg kun gentage det tidligere skrevne: Hvad diverse debattører overser, er den årelange økonomiske krise samfundet har befundet sig i, som selvfølgelig også har ramt filmbranchen, hvor man af bitter økonomisk hensyntagen har været tvunget til at tage de nødvendige forholdsregler for ikke at gå konkurs.

Når hjulene atter kommer i omdrejninger, skal originaliteten og nyskabelserne nok indfinde sig.

Jesper Maintz mener Bo Lidhold har fuldstændig ret. Det er han naturligvis i sin gode ret i at mene.

Gud bevare den danske filmindustri – for han bliver den eneste der kan – såfremt nedenstående virkelighedsfjerne postulater bliver regnet som sandheden, i eftersøgningen af fremtiden for dansk film.

- De originale instruktører forsvinder til Hollywood.

- De tilbageblevne producerer ligegyldige skabelonfilm eller dårlige forsøg på kunstfilm.

- ”Alle for to” og ”Skytten” er typiske eksempler på hvor dansk film står i dag.’

- ”En kongelig affære”, ”Den skaldede frisør”, ”Drive”, ”Hævnen” og ”Jagten” har alle på en eller anden måde udgangspunkt i et 1995’er-koncept.

- Ridley Scott og Clint Eastwood står for nytænkningen i Hollywood.

- Det var kun i de glade dogme-dage biograferne var fyldt med tilskuere.

- En stor del af de mest succesfulde instruktører forsvandt relativ hurtigt til Hollywood. Her kan nævnes en række instruktører som Lars von Trier, Niels Arden Oplev, Thomas Vinterberg, Bille August, Lone Scherfig, Ole Bornedal og Nicolas Winding Refn.

- Anders Thomas Jensen, som dog har reduceret sit talent til blot at skrive manuskripter til nær sagt alt muligt, der kan være penge i.

- Der er de konsulentstøttede film, som har kunstneriske ambitioner, og som er de mange.

- Langt størstedelen af den årlige danske filmproduktion på cirka 25 titler har et meget lille publikum.

- Det er originale filmskabere som Erik Clausen og Nicolaj Steen som burde skabe et nyt kunstnerisk kravkoncept med titlen ’Dogme13’.