Klumme

Du danske sommer, du elsker mig

Skønt jeg så ofte har sveget dig
30. juli 2013

Ja, ja, jeg ved det godt: Larsen, den rigtige Larsen, Thøger Larsen, skriver, at det er os, der elsker den danske sommer, skønt den så ofte har sveget. Men når den så ikke gør det, når den så endelig dementerer et andet af Larsens bevingede ord: »Byger, som går og kommer, –/ det er den danske sommer« – fra digtet og sangen: »Danmark, nu blunder den lyse nat« – går vi alligevel rundt og stønner og klager over varmen og frygter hudkræft af den megen sol og falder om af hedeslag eller i hvert fald af medikamenter imod det og igen klager over vejret, danernes evige klynkesang. Vi, der lige har været igennem en så uendelig kedsom vinter, der gik sin gang med sne og slud og barske vinde, som ingen ende ville tage … Vi sku’ sgu’ skamme os, vi svigefulde, at vi ikke i disse dage og nætter uophørligt bryder ud med og i:

Du danske sommer, jeg elsker dig,

skønt du så ofte har sveget mig.

Snart kolde farver i sky og vand,

snart nøgne piger ved hver en strand!

Mer, mer, mer

jeg dog dig elsker, hver gang du ler.

Og så fniste vi. Drengene i aulaen ved morgensangen på Skolen ved Sundet – mens vi smugskævede til pigerne ovre i den anden afdeling. For sundet var Øresund, og det var på Amager, og drenge og piger blev holdt strengt adskilte, og det var længe før bikinierne brød ud på badeanstalten Helgoland og stranden ved Kastrupfortet, og seksualiteten og pornoen og 68-oprøret blev frigjort og brød ud, og pigerne og rødstrømperne brød ud og smed bh’erne med mere, og mer, mer, mer.

Nøgne piger ved hver en strand. Larsen, rigtige Larsen, hvor er han dog guddommelig.

Årets varmeste dag lurer

Og derfor netop i hans ånd også at skrive, at det er sommeren, der elsker os. Som i disse dage da i skrivende stund, mandag 29. juli 2013 klokken 07.15, Ritzaus Bureau meddeler, at »fredag kan blive årets varmeste dag. Det kan blive op til 33 grader fredag eller lørdag. Der er ingen grund til at pakke badetøjet væk, selv om vejret slår over i regn i morgen tirsdag. For det hede sommervejr vender stærkt tilbage sidst på ugen. Og fredag eller lørdag kan denne sommers hidtidige varmerekord på 31,6 grader – målt i København søndag – blive overgået. Vi kan også få tropenætter med temperaturer på over 20 grader, oplyser Klaus Larsen (nok en Larsen!, el.), vagthavende meteorolog ved DMI.«

Med andre ord: Den danske sommer elsker os. Om vi dog bare vil lade os omfavne.

Da Harboøre Forsamlingshus ved forrige århundredes begyndelse skulle indvies, påtog digterspiren og journalisten i Lemvig sig at skive festsangen for mennesker stærkt præget af Indre Mission. Som Thøger Larsens egne forældre var det. Alligevel skulle hans indvielsessang synges under overskriften: »Vor Moder Jord«:

Er kraften, hvorved livet gror

af verdens muldne kloder,

en kærlig Gud og Fader vor,

er Jordens muld vor Moder.

 

Af muld og hav sprang livet frem

i fjernt forglemte tider.

Til muld og hav går livet hjem

hver gang det døden lider.

 

Vor moder er så skøn og streng,

så gavmildt rig tillige.

Hun har sin sol og brudeseng

midt i vor faders rige.

 

Og bærer vi i sjæl og marv

vor faders billed ristet,

vor moders fik vi og i arv

og ønsker ej det mistet.

Det kan godt være, vi er skabt i Guds billede. Vi er i hvert fald af Jorden. Af muld og hav, omfavnende os fra fødsel til død i både i Darwins evolutionære og vores egen personlige skæbnes forstand.

Taknemmelighed til Limfjorden

Thøger Larsen brød ud af sin barnetro og blev redaktør af Lemvig Dagblad og i tre år af sit eget tidsskrift Atlantis, oversætter fra andre tungemål, fordybet i mytologiske studier, digter af mange digtsamlinger og en ganske kyndig astronom. Hvad man forvisses om ved at forlade Udkantsdanmark i Kjøbenhavnstrup og omegn (samt Århus – ikke at forglemme!) for at besøge museet i Lemvig. Da bliver det klart, at barnetroen på Gud Fader måtte forlades til fordel for naturvidenskabelig betagelse af Vor Moder Jord og hendes Univers. Ikke for at dyrke den af det moderne projekt forjættede teknologiske, tekniske og pengeøkonomiske magt over naturen, men af stik modsat grund.

Thøger Larsen blev kristendomsfornægter og naturvidenskabsmand for at kunne bevare det stærkeste i sine indremissionske forældres tro.

Taknemmeligheden ved Limfjorden og Vesterhavet.

En tak, som for Larsen gik tabt ved kristendomsteologiens jødisk-græske forestillinger om en udeksamineret civilingeniørskaber og -gud og -logos, der før og uden for al sansende og sansbar natur forkyndtes at have konciperet – den danske sommer. I total abstrakt lovmæssighed.

Sin mors og fars lovsyngelse af den sommer derimod – hvad enten i kirken eller missionshuset, forsamlingshuset eller på fjorden og i marken – forløste Larsen til gengæld til noget af det frommeste i Højskolesangbogen:

Når dine bølger mod bredden gik,

beruset blå som gudinders blik,

en ungdom jubled’ din lovsang ud.

kun klædt i solskin og brunet hud.

Ned, ned, ned

til dåb i glemsel og evighed!

 

Og når du strakte med åbent sind

de lyse nætter i himlen ind,

imens det dufted’ af hyld og hø,

vi bad: lad drømmen dog aldrig dø!

I Skolen ved Sundet: Ned! Ned, ned – kun klædt i solskin og brunet hud, stod pigerne pludselig derovre …

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Per Torbensen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • Heinrich R. Jørgensen
  • Maria Francisca Torrezão
Per Torbensen, Michael Kongstad Nielsen, Heinrich R. Jørgensen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Den bedste er efter min mening: "Danmark nu blunder den lyse nat" (1914), fordi den holder ord, det kan der ikke tvistes om, mens "Du danske sommer, jeg elsker dig" (1923) er mere tvivlsom, men ok. i år har sommeren virkelig været god ved os. Skønt at mærke denne vedvarende gennembagning, hvor man holder op med at tænke på overtøj eller mulig vejrforandring, og ikke kan undgå at blive brun, om man vil det eller ej. B-vitaminerne står i kø for at komme indenfor. Men var pigerne virkelig så vovede dengang? "Snart nøgne piger ved hver en strand". Tja, det skulle ikke undre mig, at tiderne var meget mere frivole end antaget, men mon ikke pigerne var alene, uden drengeselskab, og strandene var jo ikke fyldt med gæster, badehoteller og sommerhuse var knapt nok opfundet. Men der er da f. eks. J. F. Willumsens badende på Skagens strand:
http://www.google.dk/search?q=vilhelm+lundstr%C3%B8m&biw=1093&bih=496&hl...

Niels-Simon Larsen

Nå, ja, hvem har sveget hvem? Vi er nok sensible, og regnvejr bliver let til møgvejr. Ulidelig sol og varme bliver en fjende, man skal beskytte sig imod. Der skal ikke så meget til, før det bliver for meget af det ene eller det andet, og ros og besyngelse må man tage i sig igen. Det må vel også være slut med både at begejstres og besværes over vejret, når vi selv er skyld i det. Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det, sagde Storm P. Nu har vi imidlertid gjort noget ved det, og det er et stort problem.
Danmark ligger lunt i svinget, og vi har ikke noget at klage over. Vi kan bare nyde det, og vi kan lade være med at læse de skræmmende overskrifter a la: ”En kæmpe klimabombe ligger og lurer under den tøende tundra”. Den ligger nemlig og (metan)gasser sig, og gør klar til at springe ud, når tidens fylde kommer. Det gør den snart, efter hvad klimaforskerne siger, så man skal ikke sige, at vi ikke er blevet advaret.
Advarsler er kun én ting, konkurrencedygtighed noget helt andet, hvis man fx lytter til Ole Sohn. Det, synes jeg dog, er meget letsindigt at gøre, altså på den lange bane, men vi har åbenbart kun korte baner at lave politik på.
Tilbage til de poetiske tekster som besynger naturen, den der var for ca. 100 år siden eller i hvert fald opfattelsen af den. Det går ikke mere. Vi er for reflekterede, for urolige, for årsags/virknings indstillede til at råbe hurra for noget. Vi kan gyse, og det gør vi hver gang TV viser en ’doku’ om vejret, der som regel anskueliggør katastroferne rundt omkring i verden.
Engang havde vi frugtbarhedsreligioner og bad om at blive tilsmilet af moder Jord. Senere fik vi moralsk/etiske faderreligioner. I dag har vi kun sørgelige rester af natur og etik tilbage. Mor og far er skilt, men de kunne vel finde hinanden igen på et nyt grundlag. Magtspillet mellem dem om, hvem der skal være nummer et og nævnes først, kunne vel afgøres med, hvem der kom først i sin tid. Derefter kunne de bukke og neje pænt for hinanden - hvis det ikke er for sent.

John Fredsted

Der synes i den danske kultur at herske en opfattelse af, at jo flere (direkte, altså uden nogle 'forstyrrende' skyer på himlen) solskinstimer, der er, jo bedre er sommeren. Og netop derfor er man - altså langt, langt de fleste danskere - også sikkert grundlæggende bedøvende ligeglad med klimaforandringerne, hvis man altså bare lige kan undgå at blive personligt ramt af det medfølgende kraftigere nedbør (men det kan større kloakker velsagtens teknologisk løse, er måske ræsonnementet). Skulle foråret og sommeren som følge af klimaforandringerne hen imod en varmere planet blive udvidet med en måned i begge ender, vil det således ikke være noget problem for langt de fleste danskere, aldeles tværtimod. Poetisk lovprisning af sommeren er ingen hjælp i den sammenhæng.

Sören Tolsgaard

Michael: Mon ikke også det blev betragtet som "nøgenhed", da de første strandturister begyndte at vise sig i moderne badedragter?

Niels-Simon: Ingen tvivl om, at mange værger sig ved overhovedet at erkende, at klimaet har ændret sig. Erindringen rækker jo ikke ret langt, og der var jo også varme somre, da oldefar var ung. De hårfine middeltal, som videnskabelige målinger forsyner eksperterne med, lyder jo ret beset ikke af ret meget. Noget andet er, at mangeårige naturforskere ved selvsyn er klar over, at talrige plante- og dyrearter rykker længere og længere mod nord. Naturhistorie er dog i vore dage langtfra almen viden, en ganske unødvendig kompetance i et teknologisk orienteret forbrugersamfund, så kun de færreste ved ret meget om disse forhold.

Men at moder-naturen for mange er den sidste helligdom, er utvivlsomt en kendsgerning. Når det moralske og etiske fader-aspekt er tilintetgjort, bliver ofte tilbage en glæde ved naturens utæmmede kræfter, som bl.a. dyrkes i asakult og vikingekult, sexkult og heksekult. Som urfænomen hører disse naturkræfter jorden og sommeren til. Når solens lys og varme skaber vækst og overflod, boltrer vi os gerne i bekymringsløs leg og lidenskabelige drifter. Mens vinterens mørke og kulde minder os om, at der findes andre, dødbringende kosmiske kræfter, hvor kun organisation og fællesskab, der rækker længere end de erotiske drifters bølgen, gør det muligt at overleve, hvilket fremgår af de fleste høst- og efterårssange.

Nu kan vi kunstigt beskytte os mod snart sagt alle kosmiske anslag, men kan vi mon beskytte os mod hinanden, hvis vi glemmer den visdom, som betinges af balancen mellem drift og moral?

Michael Kongstad Nielsen

Søren Tolsgaard, joh, de første badedragter var sådan nogle temmelig tækkelige heldragter, der dækkede det meste af kroppen, men det kan da godt være, det blev opfattet "nøgent" alligevel, ikke mindst af bønderne ude i de fattige klitgårde, der måbende så til mens storbyfolket pjattede på stranden. Men når Thøger Larsen i 1923 skriver "snart nøgne piger ved hver en strand!", så lyder det godt nok som om, de har glemt badedragten.

Her er i øvrigt et stemningsbillede (pakket ind i noget kokkehalløj) fra Svinkløv Badehotel i Jammerbugten, der stod færdigt i 1925, og et par billeder af datidens badedragter.
http://www.dr.dk/tv/se/dr2-tema-badehoteller/dr2-tema-badehoteller-svink...

I begyndelsen var der ingen badedragter - til børn - tekstilfri badestrande, hvilket f.eks. J.F. Willumsen - både piger og drenge - og P.S. Krøyer - kun drenge - malerier der har overleveret datidens bademode til eftertiden -

http://www.kystvej.com/maleriwillumsen.jpg-for-web-small.jpg
https://www.google.com/search?q=skagensmalerne+badende+b%C3%B8rn&hl=da&b...

Men så slog censor til - helt i stil med de nyeste multi-kulti-tider -

http://www.rizat.dk/wp-content/uploads/2009/08/leve-censuren.png

Michael Kongstad Nielsen

Nu er det jo sådan, at vi har noget, der hedder årstider. Det gælder i naturen såvel som hos os, der også er natur. Årstiderne var der før livet opstod, Da livet kom, indrettede det sig naturligvis efter årstiderne, hvad skulle det ellers. Og for at gøre en lang historie kort, er sommer noget med lys. Uden lys, intet liv. Så det er ikke underligt, at soltimer og lys skaber glæde blandt mennesker, og sikkert også andre dyr og planter, og sensommer og efterår er ikke ked, men taknemmelig for overskuddet, rev vi marken let, det er gammel ret, fuglen og den fattige skal også være mæt.

Michael Kongstad Nielsen

Med hensyn til lys, tænk så på Polarcirklen. Nord for den går solen slet ikke ned midt på sommeren. En meget mærkelig oplevelse første gang. Bliver det ikke nat? Nej. Til gengæld bliver det ikke lyst midt på vinteren, en ligeså underlig oplevelse, hvis ikke værre - man skal ikke være disponeret for depression under de forhold.

Niels-Simon Larsen

@Søren: Vi kan ikke komme tilbage til frugtbarhedsreligionen og skal heller ikke. Asafolket forsøger alligevel, og så må vi vente på resultaterne af det. Faderreligionerne har overlevet sig selv.
De gamle naturreligioner fortæller om, at vi engang behandlede naturen som hellig. Faderreligionerne opstillede bud for god opførsel.
Vi kan ikke gå tilbage, men vi kan tage noget med os til gavn for vores overlevelse som art. Kristendommens vægtning af tro er uden betydning, når troen ikke frelser os for klimakollaps. Jeg er ikke så naiv, at jeg forestiller mig, at nogen går bort fra deres tro for at frelse verden, selvom det er det, der skal til. I stedet håber jeg på en vis besindelse, at vi går i os selv og ser vores eget vanvid i øjnene, men det er måske også meget naivt.
Jeg kunne tænke mig en nænsomhed over for naturen, der bygger på en følelse for den, omend det kommer til at ligne religion. Jeg kunne også tænke mig en etik uden basis i religion, der bygger på bud om at gøre det gode. Det vil også komme til at ligne religion.
Det vil være svært at opstille noget af værdi uden at blive anklaget for at være religiøs. Diskussioner er vanskelige, når man taler for noget, der minder om religion uden at være religiøs.
En anden ting, der gør debatter svære, er, at man skal kunne mærke et personligt engagement, ellers bliver de for tørre og kedelige. Det kunne lyde, som om det er umuligt at meddele sig. Det er det dog ikke, men det kræver en hel del af den enkelte.
Jeg er meget spændt på, hvad der kommer ud af avisens indsats for omstilling og den følgende debat 19. aug.
Det er kedeligt, når der ikke er noget at synge om. En kæmpeoplevelse for mange var at se landingen på Mars, men ingen synger om det. Hjertetransplantationer fylder heller ikke i sangbøgernes tillæg. Forleden så jeg en formidabelt udsendelse om universet, men det fik mig ikke til at skrive en sang. Man ser det største, men det efterlader ikke den mindste begejstring.

Sendt fra min iPad

Maria Francisca Torrezão

Det jeg bedst kan lide ved den danske sommer er, at den absolut ingen anelse har om, at den er dansk. I det hele taget kan Moder Jord ikke lovprises nok for sin manglende kendskab til geopolitik, religion, ’videnskab’, m.m. og for at være fuldstændig blottet for bevidst diskriminerende adfærd, hvilket burde være en inspirationskilde for det homo sapiens segment, der interesserer sig for verdens ve og vel.

Michael Kongstad Nielsen og Sören Tolsgaard anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

Michael: Jo, særlig i høsten glædedes bønderne over resultatet af de fælles anstrengelser, og først når vinteren for alvor stundede til, frygtede man for morgendagen. Men allerede høsttiden gav unægtelig også anledning til betragtninger over livets skrøbelighed.

Jeppe Aakjær (1906) skildrer her med indlevelse høststemningen, som den utvivlsomt dengang kunne opleves blandt småkårsfolk:

Nu er det længe siden
men end det gemmes i mit sind
hvordan i barndomstiden
den kære rug kom ind
hvordan dens kærnetunge top
ved moders svage kræfter
blev lagt i lugen op.

Først bredte mor et klæde
så ømt som nogen højtidsdug
der måtte ingen træde
med sko i høstens rug
så fejed hun med limens rest
hvert snavset strå tilside
som for en hædersgæst

Den kære rug var gæsten
som gjorde hvert et barn så spændt
sé far han lægger vesten
og sér så indadvendt
en skælven i et ydmygt sind
en bøn til altets skaber
før avlen bringes ind

Så fatter far om spaden
og graver i det gule klæg
to huller langs med Laden
foran den hvide væg
i dem skal vognens fælger slå
og stå som i en fælde
til væltningen går på

Og vognen værdigt skrider
det første læs for lugen står
ud fra dets tunge sider
så dybe skygger slår
De varme øg i nip og nap
af moders milde hænder
får aks og mule-klap

Og alle hænder jager
og alle fødder er i rend
i støvet læsset brager
for brede rygges spænd
højt svinger hjulet som et rat
og på dets drejeskive
har børnene sig sat

Mor ta'r på neget sæde
og linner lidt ved båndet skørt
det er endda en glæde
når kornet er så tørt
og med sin matte spinkle arm
hun løfter rugens tvilling
ind ad den lave karm

Og neg for neg forsvinder
og bliver under bjælken sat;
og far får røde kinder
og spindelvæv om hat
men mor er lige hvid og bleg
hvor meget hun end stræber
med rugens tunge neg

Det går mod aftentide
snart skinner månen fuld og rund
på gavl og vægge hvide
og ned i vognens bund
mor standser træt og titter ind
far kommer hen til lugen
og klapper hendes kind

Og barnet som har løbet
sig træt i dagens muntre leg
det er nu stille krøbet
ind under hjulets eg
dér høres dette skarpe knald
fra vognens fjæl mod sandet
af ørentvistens fald

Og mellem hjulets eger
går stjerneblink og måneskin
og milde vinde hveger
mens barnet slumrer ind
så slutter far i Jesu navn
Og hjemmet går til hvile
med høsten i sin favn

Michael Kongstad Nielsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Sören Tolsgaard

@Maria: Nu ved vi dog vistnok ikke, hvad Moder Jord evt. "ved" om noget som helst? Om end hun måske ikke er i besiddelse af mentale evner i lighed med vores, er hun muligvis i stand til at reagere instinktivt eller på anden måde reflektere på de forhold, som hun udsættes for. Og om end vi kan lade os inspirere af hendes altomfavnende moderlighed, så rækker det dog næppe til at afklare de sociale, mentale og teknologiske udfordringer, som menneskeheden har selv har skabt.

@Niels-Simon: Jeg finder heller ikke, at frugtbarhedsdyrkelsen er stort andet end en udbredt form for nostalgi, som ganske vist må forløses, men som ikke kan overvinde de udfordringer, vi er konfronteret med.

Fader-aspektet repræsenterer - udover det banale billede af en gammel mand med langt skæg - den åndelige dimension i tilværelsen. Om man er religiøs eller ej, så har vi behov for de kræfter, som ligger i erindringen, i det indre mentale overblik, som menneskeheden i kraft af erfaringer høstet gennem årtusinder har adgang til. Og det er essentielt at gøre sig klart, at viden er magt, og at det medfører et moralsk ansvar at være troldmandens lærling.

Det har vi åbenbart glemt i vor tid, eller vi har forsimplet ansvaret til udelukkende at handle om at skabe så megen vækst, så megen profit, som overhovedet muligt. Det der med, at det ikke må foregå på andres bekostning, ses der i mangt og meget stort på. Vi lukker øjnene for de afledte konsekvenser af vores titaniske rejse. Vi håber på, at forbrugsfesten vil fortsætte, især når vi betragter, hvordan de såkaldt "ansvarlige" fester løs..

Ak ja, i gamle dage fandtes der andre værdier, nøjsomhed, ydmyghed og fascination af naturen eller skaberværket. Mon vi kan finde tilbage til den harmoni, som ligger i den afklarede erkendelse af, at livet i sidste ende ikke handler om at føre sig frem, men om at finde fred i sjælen gennem mådehold?

John Fredsted

@Den, det måtte interessere: Jeg tror, det er blevet tid til at stoppe min deltagelse her på information.dk, eller som minimum holde en pause så lang, at jeg kan afgøre med mig selv, hvilke af følgende to alternativer, der er den mindst smertefulde for mig:

Én gang for alle tage afsked med forestillingen/håbet om, at jeg herinde kan finde nogen åndelig genklang, hvad mit syn på livets (altså den biologiske eksistensforms) indretning angår, og så lære at leve afklaret med det; eller at fortsætte med periodisk smertefuldt forgæves (tilsyneladende) at række ud efter benævnte.

Sören Tolsgaard

Det er en af vor tids store fortrængninger, at vi pga. velfærden ikke ønsker at se den modgang og lidelse i øjnene, som nu engang er en del af livet.

Ovenfor citerede digt af Jeppe Aakjær rummer en fortættet oplevelse af smerte og forhåbning om dens overvindelse, som de fleste danskere nu om dage ike længere kender til. Problemerne handler snarere om, hvorvidt vi har vundet i lotto, eller om naboerne støjer for meget.

I den tredje verden er dagligdagen stadig en kamp for brød på bordet, ligesom småkårsfolk herhjemme for blot hundrede år siden kendte til glæden over høstens bjergning. Kampen skabte fællesskab og gjorde stærkere.

Der findes masser af smukke referencepunkter i kunsten, hvis man ønsker at relatere sin smerte til andre menneskers erfaringer, hvilket altsammen tjener til at gøre modgangen mere tålelig og meningsfuld.

John Fredsted har en pointe - på denne platform dukker der jævnligt folk op, som helt mangler humor, en mere poetisk tilgang til verden og åndens fleksibilitet - og alligevel viser sig udpræget kamplysten over for enkelte særligt udvalgte debattører - uanset mangel på personlige anbefalinger - der er ikke meget at grine af mere - det er vist på tide at nærme sig udgangen og hellige sig mere intelligente aktiviteter ... :-)

Noget man ikke umiddelbart skulle forvente sig af en skønlitterær forfatter som Thøger Larsen var hans store interesse for astronomi og alt, hvad der havde at gøre med naturen - Larsen havde selv bygget sig nogle store teleskoper og studerede stjernehimlen og planeterne – filosoferede over månebjergenes opståen – og foretog egne eksperimenter i køkkenet med jord og cement i lillemors store grødgryde – hvortil han ikke fik nogen større ros for sine sprøjtende fiaskoer – og samlede på bøger om astronomi og andet fra naturvidenskabernes interessante verden – havde en stjerneglobus og måneglobus stående i stuen - lutter sympatiske karaktertræk …

Hos Thøger Larsen gik matematik og digtning op i samme syn: -

”Der sortner Regnestykker langs Stjernens svungne Vej,
Dog flyver den i Himlen saa luftigt som en Leg.”

Frit efter:
Otto Gelsted: ”Tilbageblik på fremtiden”. Bind I. 1977.

Vandrer man nogen gang ad Planetstien i Lemvig kan man passende skænke Thøger Larsen en astronomisk tanke …

http://www.planetstien.dk/

Niels-Simon Larsen

@Først til Søren: Åkjærsangen er for mig at se den sidste rest af den gamle frugtbarhedsreligion, hvor man ser sig underkastet de højere magter og beder til dem. Det moderne landbrug går andre veje. Det er fra asken til ilden, fra Gud til Monsanto. Ejendommeligt at det kunne ske så hurtigt.
@Jan: "mere intelligente aktiviteter". Jo, lad høre!

Ang. det John rører ved, så er vi nede i urfjeldet. Hver gang jeg er dernede, spekulerer jeg over, hvilke veje, der er at gå op igen. Buddhas vej er een vej, og den har jeg en del respekt for. En anden er opgivelsens vej. Ikke en vej for mig. En tredje er de lallende idioters vej. Den kan man gå, hvis man kan holde selskabet ud og selv er en sådan. Den fjerde, som er min, er at leve et liv uden svar, men selv give nogle og hele tiden revidere dem. En brydsom vej fuld af daglige problemløsninger, men dog også lidt glæde ind imellem.
Jeg læser om Blekingegadebanden for tiden og de tanker, der drev dem, og der er enormt interessant. I teorien har de ret, for et land som Danmark er virkelig en snylterstat, og arbejderklassen (i dag os alle) er købt til tavshed (det store holdkæftbolche). Som økoaktivist har jeg det samme syn på tingene som banden, men mine handlinger er anderledes, og endnu har jeg ikke begået noget kriminelt og er ikke havnet i fængsel, men spørgsmålet er, hvor længe verden kan blive ved med at køre på den måde, som den gør, og hvordan vi skal reagere på det. Jeg har sagt det før, men jeg fatter ikke, at de unge sover så godt, som de gør. Jeg gamle mand kan bare sidde og se på skibene, der sejler ind og ud af havnen, men de unge skal da leve et liv, have børn osv. De må da en gang imellem tænke på fremtiden, og om der stadig vil være en.
Økofællesskaberne har valgt den fredelige og langsomme vej, men spørgsmålet er også her, om det lykkes at vende skuden. Det hele er i spil, og vi vælger retning hver dag, og min er den aktive økovej, siger jeg uden stolthed, for det er et spørgsmål, om tiden er med os.

Niels-Simon – at bruge sin dyrebare tid på eksempelvis information.dk og prøve at bilde sig selv ind, at det er et debatforum for fornuft og oplysning – og ikke et sted, hvor der jævnligt aflæsses rendyrket hysteri og personlige anklager, som ingen lærer noget af - og derefter starte en ny udsigtsløs runde af nye meningsløse disputter og angreb - som ikke flytter noget som helst - det skulle da lige være, at pjoskerens journalister fik nye idéer til nye artikler … :-)

Men man bør undgå så vidt muligt at falde i det sorte hul med forbindelse ned til urfjeldet – og ved hjælp af intelligente aktiviteter – kan forstå du stadig er i gang – prøve at holde tungen lige i munden og ikke tabe tråden – alle mine aktuelle projekter understøtter disse eksistentielle målsætninger – alene dét, at læse bøger giver en behagelig fornemmelse, ser-man-det-oplevelser og ro i sindet - frem for at beskæftige sig alt for meget med dette opreklamerede, misbrugte og totalt overvågede informationsteknologiske isenkram …

Maj-Britt Kent Hansen

Det er nu sært, at halvdelen af DK's befolkning har D-vitaminmangel, når nu så mange er så begejstrede for sol og varme. Blot en enkelt uge med sol i ansigt og på hænder skulle række til et helt år, men derfor er vi alligevel nogle, der ligger og roder med tal nede omkring engelsk syge. End ikke de stærkeste og dyreste D-vitaminer får os op.

Så nu sætter vi os også pligtskyldigt mere i solen, end vi egentlig har lyst til. Ny forskning tyder dog på, at vi måske ikke alle skal have D-vitamin-tal mellem 50 og 200. Men indtil videre . . .

Efteråret er min foretrukne årstid. Beherskede temperaturer, smukke farver og mulighed for fordybelse (hvor det lyder!). Næsten ingen kan lide den årstid. Man har den helt for sig selv. Herligt, for den ulidelige varme, vi har for tiden, er dæleme ikke mig.

Efteråret er også den tid på året, hvor stjernehimlen med alle dens mangeartede astronomiske objekter igen træder klarere frem for betragteren – ude af sommerens ulidelige dunst-kreds af varme og de dejlige lyse nætter – viser Mælkevejen igen sin lysende stribe langt op over den sydlige horisont – det føles som om der bliver højere til loftet - og i nætter uden den udsigts-ødelæggende fuldmåne vil naturen deroppe over hovedet afsløre sin universelle rigdom på en anderledes afklaret måde end hernede på Jorden om foråret – eneste ulempe med efteråret vil være, at de synlige planeter har en tendens til stå lavt på himlen - dyrekredsens stilling er da mere afvigende fra ækvator - men mon ikke Thøger Larsen også har beskrevet disse fænomener et eller andet sted …

Niels-Simon Larsen

@Jan: Jeg skal forsøge at sammenfatter, hvad du skriver til mig. For det første giver du debatforummet en lav karakter. Udmærket, men hvor finder du et bedre forum? Jeg ved det ikke, og alternativet er vel kun, at man selv bliver bedre og bedre til at skrive indlæg og holde sig fra trakasserier. Jeg begynder at abonnere på pjoskeren igen efter tre måneders pause, og det er, fordi bladet 19.aug. kommer os 'omstillere' til undsætning. Ellers havde jeg ikke gjort det. Nogle vil i deres uforstand så kalde avisen et menighedsblad. De kan jo prøve...
Jeg læser meget, men somme tider kan jeg spørge mig selv, hvad al denne læser nytter.

Det informationsmæssige isenkram bruger vi jo begge. Helt bag af dansen har jeg ikke lyst til at være, og så må man finde balancen. Facebook finder jeg usmagelig, og den lader ikke folk være i fred. Det samme med de andre snageportaler. Email er fantastisk, så den bruger jeg flittigt.

Inf. kan ikke gå længere end læserne kan følge med. Jeg ved ikke, hvem Dubai-annoncerne er henvendt til. Det er mig et mysterium. Jeg har lige sejlet i kano ovre hinsidan med femstjernet overnatning og dvs. en ensom lejrplads ved en frisk sø, en bænk, et lokum, bålplads, stilhed, duft af skov, ligge og kigge op i det blå og finde fred. Men vi mennesker er så forskellige, og der skal være noget for enhver. Håber der bliver ved med at være det, især mht. stilhed.

Michael Kongstad Nielsen

Søren Tolsgaard - det er rigtigt, at livets skrøbelighed melder sig om vinteren. Klarer vi den? Derfor har man jo bygget forråd op i lade og lo, saltet sild og syltet bær. Og mange af digterne kredser netop om denne både mentalt og fysisk skrøbelige tid, den kedsomme vinter gik sin gang, giv tid, giv tid, nynner den lille fugl, lul-lul, rokken går, og sneflokke ryger ind af sprækkerne, til pølserne på rækkerne, der også er forråd. Måske var Aakjærs samtid mere robust i psyken overfor vinterens og livets skrøbelighed end vore dages, da vi ikke tager årstidens faktiske forhold til os, men forsvinder ind i tv-underholdning, og ikke forholder os følelsesmæssigt til naturen.

Niels-Simon - der er ikke tale om, at finde et bedre forum - men prøve på at prioritere sin tid og ikke hver gang svare på alle disse debattører - hvor alt for mange mange melder sig for bare at komme med almindeligheder eller for bare at sige noget uden indhold af noget reelt oplysende - være del af et pseudofællesskab for hvem som helst - Lonely Hearts Facebook-Club Band ...

Disse oplevelser er man da i det mindste fri for med en god bog ... :-)

Maria Francisca Torrezão

@Søren: Som du selv siger, kan vi ikke vide, hvad Moder Jord ’ved’ og ikke ved, men uanset om hun har forstand på geopolitik og reflekterer over det eller ej, kan vi konstatere, at hun bevidst eller ubevidst modarbejder den på det groveste, hvilket Wislawa Szymborska netop skrev noget om i digtet ’En psalme’. Og eftersom denne uges smukke ’Frie Ord’ står i poesiens tegn (og du selv har beriget os med et digt) tillader jeg mig også at sende ’En psalme’ ud i cyberspace. Digtet er oversat af Janina Katz og Uffe Harder.

Åh, hvor de menneskelige staters grænser er utætte!
Hvor mange skyer sejler ikke ustraffede over dem,
hvor meget ørkensand bliver ikke blæst fra det ene land til det andet,
hvor mange bjergsten ruller ikke med udfordrende spring ned i de fremmede egne!

Behøver jeg her at nævne den ene fugl efter den anden, når de flyver,
eller netop sætter sig på en forladt bom?
Det er nok, at det er en gråspurv - har den en grænsehale,
selvom dens lille næb stadig er lokalt. Tilmed - hvor er den dog rastløs!

Af utallige insekter vil jeg nøjes med en myre,
som mellem grænsevogterens venstre og højre sko
ikke føler sig forpligtet til at besvare spørgsmålene:
Hvorfra og hvortil?

Åh, gid man nøjagtigt kunne se hele den uorden på én gang på alle kontinenter!
For er det ikke en liguster fra den modsatte kyst
der smugler det hundredogsyttende blad over floden?
Og hvem, om ikke en blæksprutte, så frækt langarmet,
trænger sig ind på territorialfarvandes hellige zone?

Kan man overhovedet tale om en orden af en slags,
hvis man ikke engang kan skubbe stjernerne til side
for at blive klar over, hvilken af dem der lyser for hvem?

Og så den dadelværdige måde tågen breder sig på!
Og dette blomsterstøv over hele steppen,
som om den slet ikke var skåret over!
Eller de stemmer der genlyder i luftens medgørlige bølgen:
denne opfordrende piben og meget sigende gurglen!

Kun det der er menneskeligt kan virkelig være fremmed.
Resten - det er de blandede skove, en muldvarps arbejde og vinden.

Maria Francisca Torrezão

@Søren: Derudover: Rammes en flok mennesker af et skybrud på en øde mark, bliver alle som én pjaskvåde, hvis de har glemt paraplyen derhjemme - uagtet vedkommendes hudfarve, religiøs -, politisk overbevisning, socio-økonomisk status, etc. Om dette meget smukke fænomen, som kan iagttages med det blotte øje (af både dem med og dem uden adgangsgivende karaktergennemsnit til det naturvidenskabelige fakultet) kan inspirere nogen til at afklare menneskehedens selvskabte udfordringer må den enkelte selv afgøre.

Og så er jeg i øvrigt enig i at ’det er essentielt at gøre sig klart, at viden er magt, og at det medfører et moralsk ansvar at være troldmandens lærling.’
Det er meget smukt at kikke på stjerner, men vi må ikke glemme de grusomheder, der er blevet begået med naturvidenskabens ’velsignelse’ – magten har det med at udplukke den ’viden’, som bedst kan tjene bestemte dagsordner.
Og i vores såkaldte videnssamfund, hvor vi overdynges fra morgen til aften med ’viden’ som almindelige dødelige ofte ikke har en jordisk chance for at kunne vurdere, bliver viden i sidste ende noget man af forskellige årsager vælger at tro eller ikke at tro på. Kom der en marsmand forbi, vil vedkommende tro, at være landet i den moderne middelalder og vurderer den nuværende mørkere end den forudgående, eftersom folk vidste dengang, at de troede meget, fordi de vidste, at de ikke vidste ret meget og nu tror folk endnu mere, alt imens de tror, at de ikke tror på noget og ved en hel masse.

Sören Tolsgaard

@Niels-Simon: Aakjærs digt er i berøring med de sidste rester af "frugtbarhedsreligion", idet det handler om, at moder jord giver udsæden mangefold tilbage. Det kredser dog langtfra om selve denne organiske proces eller dens afledte ritualer, hvilket ellers ofte har været tilfældet i oldtidens religioner - samt hos vor tids "livsnydere" og "forbrugere".

Det centrale element i Aakjærs digt er relationen til fader-guddommen, Som jeg tidligere har været inde på, så grunder den sig i det moralsk-etiske, samfundets dybere organisation og fællesskab. Hvis man overhovedet tror på, at den slags har sin gang på jorden, at der gives andet og mere end udlevelsen af dyriske drifter, bør man være opmærksom på dette centrale tema. Aakjær grunder sit digt i den kristne begrebsverden, idet han beskriver almuens hårdt prøvede, men stærke og inderlige tro på en retfærdig verdensorden.

Nu er det længe siden, men end det gemmes i mit sind. Og derpå beskriver Aakjær i på en gang smukke og nøgterne stemninger de mange nedarvede arbejdsgange, som betingede bondefamiliens overlevelse. Vi gør os vel sjældent længere begreb om, i hvor høj grad man tidligere har lagt vægt på den verbale og visuelle overlevering, fra fader til søn, fra mester til lærling, idet vi nu om dage er tilbøjelige til at føle os vældig kloge og tilstrækkeligt oplyste om verden via selvstudium, mens de ældres viden anses for forældet og værdiløs.

Der er dog muligvis noget, som vi har glemt her. Den visdom, som verden har behov for, er langt dybere end tekniske manualer. Den kan i virkeligheden kun rummes af skildringer som Aakjærs, når han i en strofe fanger essensen af et ægtepars livslange kamp for overlevelse under vanskelige vilkår.

At han fletter den himmelske guddom, stjernerne og fuldmånen ind i billedet, gør det i mine øjne kun endnu mere betagende. Aakjær havde altid et stort perspektiv.

Niels-Simon Larsen

@Søren: Der er både moder- og faderreligion hos Aakjær. Religion er landbrugsreligion (Vi pløjede og vi såede vor sæd i mulden jord). Den havde ikke så meget at gøre i industrikulturen. Den kan komme igen i it-kulturen (horoskoper m.m.), men afhængighedsforholdet af den livgivende moder og den retfærdige fader, svæver i det fri. Vi er for reflekterede i dag og kan ikke både være naive i vidende. Milliarder af galakser sprænger alle tilhørsforhold. Vi er alene og alene om ansvaret for den Jord, vi bor på. Gud er den nervepille, folk tager, når de er ulykkelige - reduceret fra herre til tjener. Gud skal være sød i dag, ellers bliver han sendt på kursus. Folk vil have en Gud, der kan bruges til noget. Man kan også sige, at moren har gjort sin pligt og kan gå. Jeg er jo en af dem, som jeg før har sagt, der har sendt ham på pension. Hvorfor skal man tro på Gud? Du må være en af dem, der har et svar.
Nej, vi har spildt nok tid på det religionspjat. Lad os uddrage den essens, at vi skal bevare følelsen for naturen og have en etik, der gør os overlevelsesdygtige. På den måde tjener vi alle på bedste måde. Resten er peanuts.

Michael Kongstad Nielsen

Maria Francisca - tak for digtet af Wislawa Szymborska.
Jeg tror heller ikke, Moder Jord ved noget om geopolitik. Hun lader menneskene tumle rundt med deres barnestreger, indtil hun engang imellem sætter en grænse, - ja, ikke en af den slags med vagter, men af "nu må det være nok" -slagsen, og så skyller hun igennem med syndflod og torden, eller hede og tørke, hvis hun er i det humør.

Michael Kongstad Nielsen

Når Thøger Larsen nu var fra Lemvig, og det stærkeste i hans tro var taknemmeligheden over Limfjorden og Vesterhavet, ville han nok have værdsat en anden sang, Erik Bertelsens "Blæsten går frisk over Limfjordens vande" (1939), en blæst, der nemt kunne få den nuværende sommerhede til at fly.
http://www.youtube.com/watch?v=_Zfu7o8E_9M

De fleste angrebne debatklienter selv i nærværende forum - det formodentlig mindst ringe - er normalt ikke uden forsvarskræfter – de kan afværge de lejlighedsvise angreb på værdigheden og integriteten af deres intelligens med enten vedholdende ironi eller tillært ligegyldighed, hvor det sidstnævnte nødvendigvis må bringes i spil, når det førstnævnte ind imellem viser sig at være misforstået – eller af andre klienter - overhovedet ikke ser ud til at blive forstået og de uforstående vender deres uoplyste vrede mod ironikeren og beder ham forføje sig eller tage gift, hvilket der naturligvis kun kan svares igen på med stoisk ligegyldighed - forhæng! … :-)