International kommentar

Deportationernes mørke side

Enhver illusion om fredelige deportationer blev smadret i sidste uge, da en omstødt dom viste, at vi aldrig bør stole på dem, der udfører statens beskidte arbejde. Deportationer af migranter mod deres vilje er umulige uden brug af magt – og brugen af den magt er langt fra altid legitim
18. juli 2013

Tirsdag i sidste uge omstødte en jury en dom i forbindelse med Jimmy Mubengas død i oktober 2010 under en deportation fra Storbritannien til Angola i oktober 2010, og de ansvarlige vagter fra sikkerhedsfirmaet G4S vil muligvis blive retsforfulgt.

I kølvandet på juryens dom har der været massive reaktioner i form af krav om evaluering af de såkaldte ’tilbageholdelsesteknikker’, som bliver anvendt i forbindelse med deportation. Elefanten i rummet er, at deportationer af migranter mod deres vilje er umulige uden brug af magt. Det er naivt at tro, at deportationer nogensinde kan blive et fredelige.

At tvinge en person væk fra en stats territorium er altid en voldelig handling.

Den vold, som ligger i deportationer, går langt ud over de medfølgende sikkerhedsvagters handlinger. Graden af fysisk såvel som psykologisk vold varierer afhængigt af, hvor integreret den deporterede er blevet, hvor mange, hvilke familiemedlemmer vedkommende bliver adskilt fra, og endelig ud fra hvilken form for fysisk mishandling der bliver anvendt ved selve fjernelsen.

Dommen i forbindelse med Mubengas’ ligsyn kommer netop, som det britiske indenrigsministerium har besluttet at deportere en anden migrant, Trenton Oldfield. Som både hvid og offentlig kendt person er Oldfield næppe i fare for at blive udsat for samme voldelige behandlingsom sorte migranter, når og hvis han bliver sendt af sted til Australien. Men deportationen af ham vil ikke desto mindre med vold adskille ham fra hans hjem og hans familie.

Stat eller privat?

Mubenga blev fjernet fra et land, som havde været hans hjem i 16 år, og blev revet bort fra sin hustru og sine fem børn. Han havde afsonet en toårig dom for overfald, men alligevel mente Indenrigsministeriet, at det var passende at straffe ham for anden gang. En skæbne, som ofte overgår udenlandske kriminelle, som kan blive idømt automatisk deportation, hvis deres straf er længere end et år.

I tilfælde, hvor straffen er under 12 måneder, kan Indenrigsministeriet stadig vælge deportation, hvis det vurderes at være »i offentlighedens interesse«. Forbrydelser er til dels et produkt af det samfund, de sker i. Deportationer slører dette faktum.

Det er derfor i offentlighedens interesse at tage ansvar for årsagerne til forbrydelser såvel som rehabiliteringen af kriminelle.

Cameron-regeringen er med rette blevet opfordret til at stoppe med at udlicitere deportationer til private sikkerhedsfirmaer for at sikre, at der bliver taget politisk ansvar. Ser man på statistikkerne for dødsfald i politiets varetægt i sammenhæng med den oprørende mangel på retsforfølgelse af de ansvarlige betjente, kan vi imidlertid næppe forvente bedre behandling fra statens side, når det gælder folk, der skal deporteres – ej heller større retssikkerhed.

’Ingen hjalp ham’

Der er adskillige vidnesbyrd om mishandling under deportationer. Som f.eks. Mary, en ugandisk asylansøger, som med omfattende brug af vold blev tilbageholdt på et fly for øjnene af sine børn. Tilmed fik Marys medpassagerer besked om, at de ikke skulle tage sig af det, fordi hun og hendes børn ikke var andet end »forbrydere«. Først da Mary havde siddet i håndjern i tre timer med stor smerte til følge, greb en medpassager ind.

I går stillede Mubengas kone, Adrienne, et afgørende spørgsmål: »Det, vidnerne – mange af dem – sagde, var, at de hørte Jimmy kalde på hjælp, og ingen hjalp ham. Det store spørgsmål er hvorfor ...«

En forklaring er højst sandsynligt illusionen om, at deportationer er retfærdige, og at individer i uniform nødvendigvis handler legitimt.

Et vidnes forklaring lød: »Jeg var meget ubehageligt berørt over måden, de to mænd håndterede situationen på. Men jeg var sikker på, at de var politimænd og regnede derfor med, at de vidste, hvad de gjorde.«

Dommen ved Mubengas ligsyn har smadret enhver illusion om, at der er grund til at stole på, at de, der bærer uniform, ved, hvad de gør. Dommen viste også, at der ingen grund er til at antage, at deportation er en legitim og fredelig statslig aktivitet.

De politiske omkostninger ved at erkende dette er naturligvis enorme, når man tager den politiske industri af indvandrerhetz med i betragtning.

Men at ignorere denne sandhed forvandler grænser til dødbringende zoner og udlændinge til trusler, mens jorden gødes for racehad.

Nadine El-Enany er lektor i jura

© The Guardian og Information

Oversat af Nina Trige Andersen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Mosbak
  • Jens Thaarup Nyberg
  • Viggo Helth
Niels Mosbak, Jens Thaarup Nyberg og Viggo Helth anbefalede denne artikel

Kommentarer